Geo var fem år, da han første gang troede, at hans far ville slå ham ihjel: “Jeg kunne se silhuetten af ham og tænkte, at nu er det nu”

Gymnasielærer i Aalborg. Det er Geos eget bud på, hvordan hans liv med al sandsynlighed ville have set ud på nuværende tidspunkt, hvis ikke han havde haft en far, der var psykopat.

Men hans – nu afdøde – far var nu engang psykopat. Galoperende psykopat ville nogen nok med rette sige. I Danmark regner man med, at to til fire procent af befolkningen opfylder de lægelige kriterier for psykopati, hvilket vil sige, at et sted mellem 100.000 og 200.000 personer kan betegnes som psykopater.

Geos far var altså én af dem. Det var bare ret sent i livet, at Geo fandt ud af, at det var hans far, der var noget galt med og ikke ham selv. Børn tilpasser sig de vildeste ting. Familien og hjemmets fire vægge er derfra, verden går. Hvordan skulle han have vidst bedre?

For Geo var erkendelsen noget, der tilkom ham ganske gradvist. At han fik øje på vanviddet og den skade, det havde sat i ham.

Da han blev helt voksen og selv fik børn, var der imidlertid et spørgsmål, der langsomt begyndte at æde ham op: “Har jeg arvet noget af min fars afvigende DNA?” For at få sjælefred og klarhed satte han sig for at undersøge det spørgsmål til bunds gennem en udredning i Psykiatrien. Den proces er der nu kommet en bog ud af, der bærer samme navn som tvivlen: ‘Er jeg også psykopat’?.

Hvad er dit bedste minde med din far?

“Jeg har ikke noget godt minde,” siger han.

Svaret kommer prompte og Geo forklarer, at det nok netop også er derfor, at han har haft så nemt ved at lave både en podcastserie og en bog om sin far. Hvis der havde været gode minder iblandt, ville han have haft svært ved at ‘udlevere’ ham. Men der er ikke en rest af dårlig samvittighed.

“Mit værste minde med ham er, da jeg troede, han ville slå mig ihjel. Jeg var fem år,” siger Geo, der denne dag er klædt i blåtonede solbriller, der er så store, at de dækker halvdelen af hans ansigt, og om halsen har han, hvad der ligner et fingerstrikket halstørklæde i alle regnbuens farver. I talende stund står det i skarp kontrast til samtalens åbenlyse alvor.

“Da jeg var fem år, lå jeg i sengen, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu dør jeg. Min far stod og råbte ude i gangen. Han råbte, at han nemt kunne skaffe en pistol, og så forsvandt han. Han kom tilbage, og jeg kunne se silhuetten af ham og tænkte, at nu er det nu. Den sidder i mig,” siger Geo.

Desværre kom oplevelser af den her karakter som perler på en snor. Da forældrene blev skilt, bad faren Geo om at aflægge rapport om, hvorvidt moren fik en ny kæreste. Ordren blev som regel afsluttet med ordene “ellers slår jeg jer ihjel.” Dødstruslerne var en fast del af farens retorik, og da Geo blev syg med kræft, sagde hans far, at han håbede, “han døde af det.”

Men alle truslerne, volden og vredesudbruddene blev indenfor familiens fire vægge i Aalborg-forstaden Gug. Der var ikke nogen, der vidste, hvad der egentlig foregik hjemme hos Geo. Udadtil var han en glad dreng fra en helt almindelig familie.

Geos to tætteste barndomsvenner fik imidlertid et indblik i, hvad der egentlig foregik. For selvom forældrene var blevet skilt, og Geos far var flyttet til København, så kom han til Nordjylland og besøgte familien hveranden weekend. Og i hans weekendtaske lå der rabiate ting og sager.

“Som små børn er det jo sjovt at snige sig ind og kigge i tasken. Men de ting, der lå deri, var insane. Engang fandt vi en hel taske fyldt med dildoer. En anden gang fandt vi en pistol, og en tredje gang fandt vi et knivsværd,” husker Geo, der som barn også er blevet trukket med på en køretur af sin far for at få sandheden om, hvor forfærdelige kvinder er bag låste bildøre.

“Der hvilede altid en sort sky over matriklen, og det kunne mine venner godt mærke.”

For Geo blev konsekvensen, at han gik ind i voksenlivet med et lille selvværd. Det tog lang tid, før han fik øje på det. Og fik øje på, at hans barndom havde været langt fra normal. Som voksen fik han en fornemmelse af, at faren ikke kom op til Gug, fordi han elskede sine børn. Han gjorde det for at holde øje med dem.

Faren drak tæt, han var voldelig og nedladende overfor Geo indenfor hjemmets fire vægge.

Alle klovne har et traume

I 1999 flyttede Geo til København, hvor hans far på det tidspunkt også boede. Han flyttede faktisk ind hos ham, fordi han håbede, at han ville få en anden side at se af sin far, når der kun var de to, og han selv var blevet voksen.

Den anden grund til, at Geo havde kurs mod hovedstaden, var, at han ville forsøge sig som standupkomiker. Med sine egne ord begyndte han at leve af sin egen ‘sindssyge’, sine gale indfald og kreative ideer. Og han var draget af mennesker, der gik til kanten. På mange måder ligesom hans far.

“Min far var på mange måder et fascinerende menneske. Det kunne jeg se på mine kammerater, når vi var ude og drikke med ham. Det kunne godt være sjovt at sidde, mig, Mick Øgendahl, Rune Klan og min far. Vi var tiltrukket af det ekstreme miljø og af ekstreme typer,” husker Geo og forklarer, at det på en eller anden bizar måde godt kunne være en god aften, selvom hans far også ville svine ham eller barpersonalet til på et eller andet tidspunkt.

“Alle komikere er også nogle stakler. Vi står jo ikke bare og klovner for sjov. Vi står der for a reason. Vi har alle sammen overlevet i folkeskolen på at være sjove. Vi var ikke kønne, ikke gode til sport. Vores værktøj var at få folk til at grine.”

Han vil gå så langt som til at sige, at han har brugt nogle af farens sider til noget konstruktivt. Hvis ikke det havde været for al vanviddet, var han nok aldrig rejst til København, og han havde nok heller ikke indtaget stand up-scenen.

Indtil da havde han brugt energi på at overleve ham, kæmpe imod ham og på helt at undgå ham. Faren fik et polititilhold mod sin søn efter i årevis at have chikaneret ham. Der havde ikke været så meget tankeplads til at reflektere over, om han egentlig lignede ham. Om vanviddet var dryppet ned på næste generation.

Den charmerende psykopat

Han tryllebandt folk, Geos far. Med sine løgne. Og det gik for alvor op for Geo til farens begravelse, hvor de fremmødte alle havde en forskellig opfattelse af, hvem han var. En troede, at han var juridisk ekspert, en anden troede, at han var byggematador, mens en tredje troede, at han havde et kæmpe VVS-firma.

Der var ikke nogen, der vidste, at han var førtidspensiont.

“Men han gik også med selvbinder-butterfly og manchetknapper. Han kom fra et dannet hjem og vidste, hvad man skulle sige i forskellige arenaer. Han var ikke nogen sut, men kunne godt være fascinerende. Og jeg kan godt forstå, at folk – inklusive min mor – blev tryllebundet.”

Faren lovede hele tiden, at der var virksomheder og succes på vej. Så ville han importere talende skraldespande fra Berlin. Eller også ville han åbne en kæde af pandekagehuse. Men der skete bare aldrig noget.

Måske kunne man tænke, at det ville være en forløsning for Geo, da hans far døde. Men det var her, tvivlen for alvor blev presserende. Indtil da havde det som sagt handlet om at overleve og om at undgå faren. Men nu var Geo 40 år, og han kunne ikke lade være med at spørge sig selv: Er jeg også psykopat?

“Jeg har jo godt vidst, at jeg ikke hundrede procent er som min far. Jeg har jo aldrig truet mine børn med at slå dem ihjel. Men der er jo forskellige grader af psykopati, og jeg har hele tiden tænkt, at jeg hellere ville tage det i opløbet,” siger Geo, der startede i udredning hos en psykiater.

“Men alligevel kunne jeg se på gamle billeder, at jeg lignede ham, dengang han var 40. Og jeg havde også levet et vildt liv. Jeg havde været gift to gange og skilt igen, og jeg har fire børn. Der var bare en masse ting, der fik mig til at tænke: Fuck, er jeg også på vej derhen? Har jeg taget noget med mig?”

Det var måske netop titlen som far, der gjorde, at han blev ekstra på vagt overfor sig selv og sine gener. For alt i verden ville han ikke være skyld, at hans børn gik ind i voksenlivet med et ødelagt selvværd.

“Mine børn skal have den tryghed, at de gerne må tage mig for givet. De skal vide, at jeg elsker dem uanset hvad, at jeg vil hjælpe dem uanset, hvad de gør. Og så skal mine børn aldrig – som i aldrig – komme til at opleve mig beruset. Det er sådan et mantra. Den der utryghed, jeg har oplevet, den har jeg ikke lyst til, at mine børn skal opleve,” siger Geo.

Er jeg ligesom ham?

For at kunne komme videre med sit liv, besluttede Geo sig for at få et svar på, om hans evige frygt havde rod i virkeligheden, og derfor lod han sig udrede i Psykiatrien. Og det forløb har givet ham en ro i sindet.

Det til trods er der bare stadigvæk nogle ar, der nægter at hele. Tvivlen er for eksempel en fast følgesvend, der er svær at ryste af sig.

“Hvis jeg siger til mine børn: “Ej, nu skal I stoppe med at sidde og kaste med havregrøden!”, så tænker jeg straks, om det er for meget, om jeg skader dem,” forklarer Geo.

“Og så er jeg meget på vagt overfor folk. Og det er i alle henseender. Jeg er også totalt paranoid overfor fulde mænd. Min krop går totalt i kamp-mode.”

På samme måde er juleaften også stadigvæk en begivenhed, der får hans nervesystem til at sitre. Barndommens juleaftener var for Geo altid tilsat druk, slåskampe og ting, der fløj gennem lokalet. Som voksen var det også en juleaften, hvor han for alvor så sin fars vanvid spejlet i en vens øjne.

“Min mor var taget til København for at fejre sammen med mig. Jeg tror, at det er den bedste juleaften, jeg nogensinde har haft. Jeg havde løjet overfor min far og sagt, at jeg var taget til Amsterdam over julen. Men tyv tror, hver mand stjæler, så han vidste nok godt, at der var noget i gærde. Jeg løftede røret fra min dørtelefon, så vi ikke kunne høre, hvis det ringede på, og hvis vi skulle ud i køkkenet og hente mere sovs, så kravlede vi nærmest, så man ikke kunne se os gennem vinduerne,” siger Geo.

Han genfortalte episoden som en ‘sjov historie’ til sin kammerat, men han kunne godt se på dennes ansigtsudtryk, at der var noget helt galt. Vennen gav ham en bog om psykopati, og Geo kunne godt se, at han kunne sætte mange flueben i forhold til sin far.

Efter episoden fik han et polititilhold mod sin far. Han var tyndslidt efter at have været på vagt i årevis. Faren kunne finde på at dukke op til hans shows og stå og råbe blandt publikum.

I dag kan Geo naturligvis godt glædes over at se sine børns begejstring juleaften. Men han har også affundet sig med, at julen for altid vil gnave i et gammelt sår.

“Når vi holder jul med min kernesunde svigerfamilie, siger jeg altid: “Så må vi håbe, der ikke er nogen, der kommer op at slås. De siger altid: “Årh, hold nu op.” Men jeg har ligesom brug for at sige det. Lidt som en joke, men jeg mener det nok også lidt,” siger Geo.

Men befinder Geo sig så et eller andet sted på psykopati-spektret? Hvad testen hos psykiateren viste, vil han ikke dele her. Så er der jo ikke rigtig nogen grund til at læse bogen.

“Da jeg skulle have svar på udredningen, var jeg mere nervøs, end da jeg skulle have svar på, om min kræft var væk,” siger Geo, der efter sine to kræftforløb går til en årlig kontrol på Onkologisk Afdeling, hvor han skal have svar på, om der der tegn på tilbagefald.

Åbenheden og helingsarbejdet er imidlertid kommet med en pris. Geo har mistet kontakten til sin mor, sin søster og hendes børn. For ham er det den ultimative straf. Men den har også sendt ham ud i livet med en skærpet taknemmelighed.

“Man skal aldrig tage noget for givet. Jeg har en bevidsthed om, at ting kan stoppe lige pludselig.”