Hun ser godt ud, har en yngre mand og ingen børn. Er det virkelig stadig det vigtigste?

Dorthe Kandi er mediechef på femina. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Hun ser godt ud! Hun har en yngre mand, hun kunne være mor til! Hun har aldrig fået børn!

Sådan kan pointerne i det portrætinterview med skuespiller Birgitte Raaberg, som Ekstra Bladet bragte søndag, opsummeres.

Over de to opslag i avisens tillæg Go’Søndag i et interviewformat, der kaldes ’På tomandshånd’ har avisen mødt skuespilleren, og præsenterer hende med rubrikken på hele tillæggets forside og lidt mindre på den egentlig forside med rubrikken ’40 år på de skrå brædder – SUSAN HIMMELBLÅ LIGNER SIG SELV’.

Og den lille trompet med de 40 år på de skrå brædder, er der måske mest for syns skyld? I hvert fald er der meget lidt nævnt om de 40 års karriere.

Det vigtigste ved Birgitte Raabjergs bedrifter er altså åbenbart, at hun i en alder af 68 ”langtfra ligner en kvinde, der indtil nu har haft et meget varieret liv i skuespilverden”.

Jeg er så meget feminist, at jeg åbenbart helt fejlagtigt tænker, at de 40 års karriere i sig selv er en bedrift.

Jeg tænker også på, hvem Birgitte Raabjerg ellers skulle ligne, hvis ikke det var sig selv?

Men jeg forstår på artiklen af Helle Kastholm Hansen, at det er skuespillerens udseende, der er det virkelig imponerende ved 40 år i en benhård og krævende branche; ”Faktisk ligner hun en ung kvinde – og når sandheden skal frem er det ikke til at se, at det er 25 år siden hun spillede lægen Judith i ’Riget’.”

De 38 år, der er gået siden Birgitte Raabjergs rolle i Midt om Natten i 1984 – en rolle hun i øvrigt fik en Bodil for – koges altså ned til en bærende artikel om, hvordan Birgitte spiser, fordi det åbenbart er grunden til, at hun ”ligner sig selv”, ”nemt holder den slanke linje” og ”hverken har alderssvarede rynker, kalkunhals eller andet, der kan få så mange kvinder til at insistere på at købe nye spejle”.

Nu ved jeg ikke lige, hvilke spejle, det er så mange kvinder køber, men jeg har svært ved at tolke teksten som andet end en hyldest af kvinder, der kan se unge ud, selvom de ikke er det – og at alderssvarende rynker og kalkunhals åbenbart virkelig ville have været et minus for en kvinde på 68 år.

Jeg kan forstå, at det er virkelig flot klaret af Birgitte, hvis øvrige karriere nævnes i to små spalter om den nye sæson af Riget, samt i et par linjer i den blå bog.

Måske fordi det, der får næstmest plads på de to opslag er en artikel om Birgittes mænd, under overskriften ’Fandt en yngre model’.

De tre mænd Birgitte har danner par med gennemgås her og den sidste er ”19 år og tre måneder yngre”, hvilket fik mange til at mene, at det ikke ville gå.

Journalisten ”konfronterer” også Birgitte ”med det faktum at hun i princippet kunne være hans mor”. Det griner Birgitte heldigvis af, og det er da også den eneste fornuftige reaktion på den mærkværdige kommentar til det 20 år lange parforhold.

Det sidste vi lige skal have med, er en vinkel på, at Birgitte ikke har børn. Og jeg er da absolut stor tilhænger at, at vi taler om det tab, det kan være ikke at have børn, hvis man gerne vil have det.

Men summa summarum er altså at to opslag om Birgitte Raabjergs 40 år på de skrå brædder handler om hendes udseende, hendes mænd og hendes barnløshed på 90 procent af pladsen.

Vi får dog i en billedtekst at vide, at Birgitte Raabjerg kan se tilbage på en mere end 40 år lange karriere, der har givet hende mange forskellige roller og oplevelser.

Men gudskelov også pæn hud og en ung mand… ?!!

Er det bare mig, der tænker et skridt frem og to tilbage?

I marts fyldte musiker Pernille Rosendahl 50 år og Politiken bragte en fødselsdagsomtale, der handlede om hendes udseende og hendes kærester.

Den måtte chefredaktionen beklage – på den der måde, hvor de beklager, at det blev opfattet sådan, mens de forsikrede, at det ikke var hensigten at være sexistisk.

Men problemet er, at det sjældent er hensigten – det er indlejret i vores kultur og sprog og sker helt automatisk – og derfor skal vi være opmærksomme på det i vores sprog og handlinger.

Når vi ikke er det, så kan vi ende i sexisme, som vi må beklage utvetydigt uanset vores hensigter – ellers har man slet ikke forstået de ubevidste fordomme, normer og kultur, som vi alle bære på.

Jeg får også af og til at vide, at jeg ser yngre ud end mine 53 år – og jeg bliver glad – og så flov. For hvorfor er det godt at se yngre ud?

Det er så godt i vores kultur (og mange andre) at mange af os hele tiden falder i den gryde – helt automatisk – og sukker, når vi fortæller, at vi om lidt fylder 40, eller skræmt konstaterer, at der er en rynke eller 10 på halsen (og skræk og ve – er det begyndende kalkunhals?)

I sidste uge mente Lasse Ellegaard i Information, at det var helt o.k. at fremhæve politikere i Enhedslistens for at være unge og kønne, ja han kaldte det kynisk, at de var blevet valgt til politiske ordfører. I Ellegaards forhistoriske verden er det åbenbart utænkeligt, at de bare er de dygtigste.

Ingen på redaktionen havde tilsyneladende studset over den holdning, som endda fik endnu et sexistisk skud, da SFs Pia Olsen Dyhr blev bedømt til at være husmoragtigt – og det var ingen ros – men vist et udtryk for, at hun er kedeligt fornuftig og ikke helt sexet nok.

Hvilket jeg ikke fatter har nogen som helst relevans i en valgkamp eller politik i det hele taget.

Vi ser kvinder som køn først og vi inddrager vores køn, udseende – godt eller skidt – i vores bedømmelse af kvinder hele tiden.

Og jo, det sker af og til med mænd, men slet, slet ikke i samme omfang – og selv hvis det var i samme omfang blev det ikke bedre af den grund.

Vi skal da hylde talentet og bedrifterne i forskellige fagligheder.

Vi skal øve os i at stoppe os selv op både privat men især i offentlige og professionelle sammenhænge, når vi kommenterer på andres udseende, køn og seksualitet.

Og så skal vi komme med reelle undskyldninger og refleksioner over, hvorfor vi bruger sproget som vi gør, hvad enten det er ironi, humor eller andet.

Og jo, jeg vil også gerne hører personlige detaljer om dygtige mennesker – men når det bærende er hvordan vi ser ud og hvem vi kysser, så bliver det svært at frigøre os selv og hinanden fra, at det er de parametre, der er afgørende for vores plads i verden.