"Jeg hedder Diana nu. Jeg er Diana nu, og det er det, der er interessant"

En mand stopper Diana på Fredericia Station. Det er sent, efterårsvinden er kølig. Diana har været på besøg hos sin mor og skal med toget hjem til Odense.

Manden er i tvivl om, hvilket tog han skal med.

Da Diana svarer, løfter han blikket og kigger grundigt på hende.

- Er du en mand, spørger han med et skævt smil og begynder at slikke sig om munden.

Så peger han hen på et toilet og spørger, om de skal gå derind.

Diana ryster lidt forvirret på hovedet.

Nej, smiler hun, og begynder at gå væk fra manden, der stadig står og stirrer på hende. Hun vifter ham væk, stadig smilende, for hun ved ikke, hvordan hun ellers skal tackle situationen.

Diana rykker sig lidt utilpas rundt i sofaen, mens hun fortæller historien. Man kan mærke, at oplevelsen har sat sig i hende.

- Det er selvfølgelig sådan noget, mange kvinder oplever, siger hun og tøver lidt.

- Men tingen var, at han ikke sagde det, fordi jeg er en kvinde. Han sagde det, fordi han så mig som en mand i dametøj, og det var spændende og pirrende for ham. Jeg blev feticheret, og det var næsten det værste. Selvfølgelig var jeg også bange, men det mest nedværdigende var at blive set som noget andet, end det jeg er, ikke at blive respekteret for den jeg er.

Diana skubber en tot hår om bag det ene øre i en næsten usynlig bevægelse.

- Det føles lidt ligesom ikke at blive set som et menneske, siger hun.

Den oplevelse deler hun med mange andre transkønnede. Følelsen af at blive fremmedgjort, at blive set som noget andet, end den man er, skaber en følelse af afmagt og frustration, som for mange transkønnede leder til svær psykisk mistrivsel, hvilket i værste fald kan få fatale konsekvenser.

Det bekræfter et omfattende, nyt, dansk studie, der viser, at selvmordshandlinger er langt mere udbredte blandt transpersoner end blandt resten af befolkningen. Ligesom forekomsten af psykisk mistrivsel såsom angst, depression og selvskade også er markant højere.

I forsøg på at forstå de barske statistikker har vi på femina talt med en række transpersoner om livet og tilværelsen. Diana er en af dem.

Hvordan ved man, at man er kvinde?

Når 36-årige Diana Hammershøj Jensen taler med fremmede, plejer hun at sige, at hun altid har vidst, at hun var en pige.

Det er nemmere sådan, fortæller hun, men faktisk er sandheden en anden.

Faktum er, at hun altid har vidst, at hun ikke var en dreng.

Som barn oplevede hun tidligt at føle sig anderledes. Hun prøvede at efterligne de andre drenge, tage en maske på og være ligesom dem, men noget føltes hele tiden forkert. Hun var betænkelig hver gang, hun skulle klæde om sammen med drengene, og hun kunne ikke finde ud af at interessere sig for de samme ting som dem, selv om hun prøvede.

- Man prøver jo at hyle med de ulve, man er iblandt, siger hun, så selv om det føltes hårdt og unaturligt, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at prøve at passe ind.

Og Diana var god til at passe ind. God til at undertrykke sine følelser, sin fornemmelse af at stå udenfor.

- Jeg tror godt, at man kunne mærke på mig, at jeg ikke vidste, hvad jeg lavede, men samtidig var jeg bare rigtig dygtig til at tage en maske på, når det var brug for det, og gemme de svære følelser væk.

Men forsøget på hele tiden at lade som om, var ikke uden konsekvenser. Diana følte sig apatisk, modløs. Hun brændte ikke for noget og vidste ikke, hvad hun skulle stille op med fremtiden. Det var svært for hende at identificere, hvad det var, der ikke føltes rigtigt, men noget blev bare ved med at være galt.

- Jeg var meget stille som ung, og meget ked af det. Når jeg tænker tilbage på det nu, ser jeg det som en grå tid, hvor der ikke skete så meget i mit indre liv, fordi jeg hele tiden prøvede at fortrænge alle mine følelser.

Diana var omkring 13 år, da hun første gang hørte om transkønnethed.

Hun husker det som om, at det var i en film. Først blev hun fascineret, men hurtigt overtog frygten, og hun blev skræmt over, at det var noget, der fangede hendes interesse. Så hun lukkede ned igen, levede videre i forkertheden, den ambivalens, der hele tiden fulgte hende.

Som 15-årig startede hun på efterskole, hvor hun oplevede en større frihed til at udtrykke sig. Hun mærkede også, at den energi, hun tidligere ikke havde kunnet identificere, i høj grad handlede om, at hun følte sig som en af pigerne. Sammen med dem var livet nemmere.

- Det var en følelse, der pludselig slog mig. Jeg fandt ud af, at min energi, min væremåde og mine interesser mindede meget mere om mine veninders, og jeg tror, det var i den erkendelse, at jeg fik forståelsen af, at jeg er en kvinde.

Hvordan kom du til den erkendelse?

- Jeg tror, at min forståelse af mit sande køn kom på samme tidspunkt, som den gør for mange, nemlig i teenageårene. Det var ikke mine interesser, som gjorde mig opmærksom på mine følelser, for jeg har bestemt også haft ‘drengede’ interesser, men der var på en måde mere plads til at mærke efter.

- Jeg kan godt forstå, at folk, der ikke selv har de her følelser og tanker, kan have svært ved at forstå det. For hvordan ved man, at man er kvinde? Men jeg tror ikke, man kan give et simpelt svar, fordi så enkle er vi mennesker ikke.

- Køn er en konstruktion, men også en følelse, og hele min barndom har jeg følt, at der var noget galt med de kønnede kasser, som jeg blev puttet i, og det har jeg så brugt en masse tid på at prøve at forstå, og selv efter, at jeg måske havde forstået det, måtte jeg leve i mange år, før at både jeg og samfundet havde nået en udvikling, hvor der var plads til at jeg kunne udtrykke det.

Så selv om Diana på efterskolen bedre forstod, hvad hendes kropslige ubehag bestod i, var det ikke noget, hun handlede på. I stedet begyndte hun at eksperimentere med sin seksualitet og sit udtryk på andre måder.

- I mange år troede jeg, at min frygt handlede om, at jeg var bange for at miste alle dem omkring mig. Men jeg er kommet frem til, at det nok mere handlede om frygten for forandring. Hvordan kunne jeg vide, at det var det rigtige? Og hvordan skulle jeg turde springe ud i noget, som jeg ikke kunne se for mig? At kalde mig selv en kvinde virkede så uvirkeligt.

At have et håb

Men ikke at leve som kvinde fungerede heller ikke.

Diana så ingen mening med livet. Hun kunne godt lade som om, at hun havde det fint, men inderst inde tænkte hun ofte, at det kunne være rart ikke at eksistere. Hun havde intet håb, ingen glæde, og gik retningsløst rundt i verden med en følelse af endeløs tomhed.

- Jeg tænkte ofte på det, som om jeg ikke var i live, men bare eksisterede, mens jeg ventede på at dø.

Hun brugte også meget tid på at forestille sig, hvad der ville ske, hvis hun bare forsvandt, hvis hun bevægede sig ud i intetheden. Og en dag var hun tæt på at gøre netop det. Hun gik ned mod en togstation med den hensigt at tage sit eget liv.

- Men jeg kunne ikke på grund af min familie, siger hun.

Tanken om, hvor kede af det, de ville blive, holdt hende tilbage.

Hvorfor tror du, at du havde det så dårligt?

- Jeg tænker at det, at have et håb for sin fremtid, er en af de vigtigste grunde til at leve, og min fremtid var bare uforståelig, hvis jeg skulle blive ved med at være den, jeg var.

- For jeg kunne jo godt gøre ting. Jeg kunne godt få et arbejde, få mig en kæreste og leve på den måde, som jeg ser andre mennesker leve, men stadigvæk manglede jeg bare det vigtigste, hvilket var at være mig selv - at tillade mig selv at være den kvinde, jeg er.

Diana møder ofte mennesker, der kan have svært ved at forstå, hvorfor køn skal være så vigtigt. Hvorfor det betyder noget at føle sig i harmoni med sit køn, Men hun føler, at det er et privilegie, som ciskønnede (person, hvis kønsidentitet er i overenstemmelse med det køn, personen blev tildelt ved fødslen, red.) netop har, fordi de ikke behøver at forholde sig til deres køn.

- Når man er transkønnet, så bliver man naturligt opmærksom på, at der mangler noget, og at køn er noget, som vi arbejder med. Og den følelse af ikke at kunne bevæge sig i det køn, man føler sig, skaber et meget dårligt fundament for ens liv.

For Diana betød det, at hun lukkede helt ned. Hun hadede at se sig selv i spejlet, og hver gang hun kom til det, skældte hun sig selv ud. For hvorfor gjorde hun ikke noget ved det.

- Jeg havde stadigvæk så svært ved at linke mine følelser til min fysik, fordi det føltes så uoverkommeligt, at jeg ikke kunne tillade mig selv at reagere på det. Og jeg var rigtig god til at lukke ned og lade som om, at det var nogle andre ting, der var problemet.

Jeg tror, jeg er transkønnet

Da corona ramte Danmark i starten af 2020, blev Diana ligesom mange andre sendt hjem fra arbejde. Det ændrede alt. Pludselig havde hun tid til at mærke efter, give plads til de følelser, hun havde brugt så mange år på at fortrænge.

- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg pludselig var klar til at bekymre mig om mig selv, men det var jeg. Og jeg tror bare, at det hjalp at få drejet tankerne indad i en periode.

Hun begyndte derfor at undersøge, hvad det ville sige at være transkønnet, og hvordan andre havde oplevet det at transitionere. Efter at have researchet i et par måneder følte hun sig klar til at dele sine tanker med sin kæreste Sonja.

- Jeg satte hende ned og sagde, at jeg havde noget vigtigt at fortælle, og hun var pisseskræmt, fordi hun hader, når jeg siger sådan, griner Diana.

- Men jeg havde brug for at tage lidt tilløb, og så endte jeg egentlig bare med at sige: Jeg tror, jeg er transkønnet. Jeg tror, jeg er kvinde.

Først skulle Sonja have lidt tid til at forstå, hvad det kom til at betyde, men der gik ikke længe, før hun affandt sig med den nye situation. Hun kunne mærke, at Diana var gladere.

- Jeg tror, at hun først tænkte, at det kom til at blive rigtig besværligt. Men så gik det op for hende, at jeg jo stadig var den samme person. Vi har været sammen i 12 år, men siden jeg transitionerede, er vores forhold blevet meget tættere, og vi har fået en langt dybere indsigt i hinanden.

Det var ikke alle omkring Diana, der tog nyheden lige så let som Sonja.

Hendes mor blev ked af det, fordi hun var bange for, hvilke konsekvenser det ville få for Diana, og andre nære familiemedlemmer har stadig svært ved at acceptere det. Generelt oplever hun dog stor støtte og meget kærlighed fra dem omkring sig.

- Jeg blev faktisk overrasket over min mors reaktion, fordi jeg lidt naivt havde troet, at hun ville spejle min glæde og eufori. Men hun blev nervøs, fordi hun forstod det at være transkønnet som noget, der er meget hårdt og farligt - det er heldigvis blevet mere lettere sidenhen, og i dag er hun bare glad for, at jeg er glad.

- Men jeg kender flere, som har svært ved at forstå det, fordi de ikke kunne se det i mig tidligere. Jeg tror, at mange ciskønnede har en forståelse af, at man skal have været tydeligt feminin eller maskulin fra en tidlig alder, men sådan behøver det ikke at være.

Samtidig forstår Diana godt, at det kan være overvældende at få at vide, da folk omkring hende ikke på samme måde som hende selv har kunnet forberede sig. Hun anerkender, at det kan være svært at forstå, svært at få greb om, men hun ønsker, at folk med den oplevelse vil være nysgerrige og spørge hende ind, frem for at agere fjendtligt eller uforstående.

- Jeg vil rigtig gerne have, at folk spørger ind - det er min yndlingsting, siger hun.

Men nogle er måske også bange for, hvad de kan tillade sig at spørge om?

- Ja, og det kan jeg også godt forstå. Men jeg synes, det er positivt, når folk er nysgerrige.

- Der er selvfølgelig ting, jeg ikke har lyst til at svare på. Mange cismennesker vil for eksempel gerne vide, hvad jeg hed før, og de har svært ved at forstå, at det er noget, jeg ikke har lyst til at svare på - men det skyldes jo, at ens navn og den identitet, man havde engang, hænger sammen med en masse traumer. Og jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor nogen skal vide det, fordi jeg hedder Diana nu. Jeg er Diana nu, og det er det, der er interessant.

Vi mistrives ikke i os selv

Et par måneder efter Diana kom ud som transkønnet, tog hun kontakt til lægen, der henviste hende til Center for Kønsidentitet i Odense (CKIO).

Hun kom hurtigt til samtale, og selv om det var en lettelse for hende at få lov til at tale med professionelle, undrede hun sig også over karakteren på mange af de spørgsmål, hun blev stillet.

- Jeg blev spurgt ind til, hvordan jeg onanerede som ung, og i det hele taget mange seksuelle spørgsmål, hvilket undrede mig, for det handler jo ikke om min seksualitet.

Diana fik følelsen af at være en forsøgsperson eller i hvert fald en person, der ikke blev set på som en almindelig borger.

- Hvordan man kommunikerer med transkønnede lader til at være noget, der er svært for rigtig mange mennesker, og jeg tror, at der kommer til at gå rigtig lang tid, før vi kan komme til at føle os som almindelige borgere.

Hun tror også, at det er en af grundene til, at så mange transpersoner mistrives.

- Vi mistrives ikke i os selv, men vi mistrives på grund af andre mennesker, som ikke respekterer os. Vi mistrives, når vi bliver miskønnet, og vi mistrives, fordi vi er så bange for, hvilken betydning det kan få, hvis vi står ved dem, vi er.

Alligevel er Diana optimistisk omkring fremtiden. Hun oplever for første gang et håb, en nysgerrighed på, hvad livet kan bringe.

- Det er utrolig livsbekræftende at føle det, jeg gør nu. Når jeg ser mig selv i spejlet, er jeg endelig den kvinde, jeg altid har været.

Men den følelse gør også, at hun kan have meget svært ved at acceptere sin fortid.

- Jeg kæmper meget med at tilgive mit tidligere jeg, fordi det er svært at acceptere, at jeg levede med så stor smerte og sorg i alle de år. Og samtidig føler jeg også, at jeg er gået glip af en masse tid som mig selv. Jeg føler, at jeg er gået glip af min ungdom, men den prøver jeg så at leve nu. Jeg kalder det min anden ungdom, griner Diana og fortæller, at det også skyldes de hormoner, hun nu tager, som giver anledning til store følelsesudsving.

- Det kan være lidt hårdt, fordi det kan være svært at styre mine følelser, og Sonja og jeg har også mange flere diskussioner nu, fordi jeg reagerer så meget. Men jeg føler mig også bare helt euforisk - jeg føler mig endelig i live.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: