Se også
Liv
Befri brysterne
21. oktober 2021"Jeg synes, min krop er sindssygt lækker, som den er nu”
41-årige Trine har takket nej til at få rekonstrueret sit bryst efter brystkræft. Hun så det i stedet som sin mulighed for at stikke ud og udfordre opfattelsen af, at hendes kvindelighed afhænger af at have to bryster.
Af: Fortalt til Line Felholt
Foto: Marie Hald
Længe inden jeg fik brystkræft for fem år siden, havde jeg den grundindstilling, at man skal være sig selv. Man skal stikke ud, hvis man kan og magter det. Ikke kun for ens egen skyld, men også for andres skyld.
Rigtig mange mennesker er meget synlige, uden at de har valgt at stikke ud. Det kan være deres hudfarve, der er anderledes end majoritetens, en funktionsvariation, de har, alle mulige ting, som gør, at de ikke bare passerer ubemærket hen.
Derfor er det så sindssygt vigtigt, at vi tør stikke ud. For jo flere, der stikker ud, jo mere plads er der til dem, der ikke selv har valgt det. Derfor har jeg ofte haft blåt hår. Jeg har også en næsepiercing, selv om jeg arbejder på kontor.
Der skal være plads til os alle. Samfundet bliver mindre og kedeligere, hvis vi alle sammen ligner hinanden, og det bliver hårdere for dem, der ufrivilligt stikker ud.
Befri brysterne
Kalenderen siger 2021, og alle køn, kroppe og kropsdele burde være lige og frie. Ikke mindst brysterne, som er lige så forskellige og unikke, som vi kvinder er.
Men samfundet forsøger stadig at kontrollere, regulere og stilisere kvinders kroppe – enten har vi for lidt tøj på eller også har vi for meget.
Men den gode nyhed er, at vi ikke gider mere af det pis. Fordi vores krop er vores – og det gælder, uanset om vi vil blotte den eller dække den til.
Så her er Magda, Helle, Dorthe, Anna, Amalie, Aphinya, Trine og Sasha Louise og deres bryster.
Da jeg selv fik brystkræft, fik jeg pludselig for alvor muligheden for at stikke ud af en årsag, som jeg ikke selv havde valgt eller kunne vælge fra, sådan som mit blå hår eller næsepiercinger. I stedet valgte jeg at blive brystaktivist.
Af mange forskellige årsager har jeg valgt ikke at få mit bryst rekonstrueret. Jeg har valgt at vende det om: Hvorfor skulle jeg få det rekonstrueret?
Der er sikkert mange, der ikke ved, at der er risici forbundet med en rekonstruktion efter brystkræft. Det er et fremmedlegeme, man sætter ind i kroppen. Og det er svært at få et pænt resultat.
Der er ingen medicinsk grund til at få et nyt bryst. Man bliver ikke mere rask af det.
Jeg har haft en livstruende sygdom. Helt ærligt. Selvfølgelig må jeg have lov kun at have ét bryst.
Så for mig handler det kun om andres opfattelse: At min kvindelighed afhænger af, om jeg har to bryster. Den opfattelse vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved.
Hvis man gerne må mangle en arm på grund af sygdom, må man så ikke også mangle et bryst? Jeg har haft en livstruende sygdom. Helt ærligt. Selvfølgelig må jeg have lov kun at have ét bryst.
Jeg er typen, der bader topløs og går uden bh. Hvis folk synes, det er mærkeligt, at jeg kun har et bryst, må de gerne kigge. Brystkræft rammer hver 10. kvinde. Det er ikke en perifer sygdom. Den er ret almindelig.
Jeg synes, min krop er sindssygt lækker, som den er nu. Jeg er heldig med at kunne omgive mig med mennesker, der også synes det.
Jeg har både en partner og en omgangskreds, som møder mig, og som også er normkritiske. Uden dem ville det helt klart være sværere at stå med den krop, som jeg har valgt at have.
Men i min verden burde det være almindeligt at synes, at alle mulige kroppe er spændende.