Lige der, midt i sin have, er Jytte Vikkelsøe ved at græde

27 minutter og otte sekunder inde i vores samtale er Jytte Vikkelsøe ved at græde.

Det siger hun i hvert fald, og interviewet har da også kredset om de tunge emner.

Vi har vendt verdenssituationen: krig, klima og kapitalisme. Og på den lidt mindre skala alt det indre drama, der følger med det at være menneske i dag: følelsen af utilstrækkelighed, stress, angst, mindreværd, forventningspres; listen kunne blive ved.

Vi lever i en paradoksernes tid. Aldrig har vi været rigere eller haft flere muligheder, og aldrig har vi observeret en så udbredt grad af mistrivsel. Særligt blandt unge. Mere specifikt unge kvinder.

Selv i den årlige World Happiness Report ses det, hvordan vestlige lande, der normalt rangerer højt, i disse år trækkes ned, fordi lykken blandt unge er faldende.

Men hvad skyldes det? Hvorfor er det så vanskeligt at være et ungt menneske anno 2024 – og er det overhovedet det, eller er vi blot blevet forskånet for livets barske realiteter, fordi vi som en af de første generationer er vokset op med forældre fyldt med curlingoverskud, endeløse privilegier og i en fra vesten set uhørt tidslomme af fred og fremgang?

Det har jeg sat mig for at undersøge, og hvem bedre til at besvare disse spørgsmål end den ombejlede livsguru og ph.d. i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe, som de fleste nok kender fra podcasten “Hjerteflimmer for voksne”, hvor hun uge efter uge livsklogt guider kendte gæster gennem selv de mest komplicerede kærlighedsdilemmaer.

Det er ikke så mærkeligt, at livet for mange unge synes svært, fastslår Jytte Vikkelsøe som noget af det første.

For hvis blot man kigger fra slutningen af det sidste årtusind og frem til i dag, så er tempoet sat voldsomt op, og selv om vi ganske vist er nået langt hvad angår ligeberettigelse, så stiller alle de muligheder samt hele globaliseringen enorme krav til os, og særligt til unge kvinder, mener hun.

– Som ung kvinde i dag skal du ikke kun være dygtig til dit fag, du skal også være den bedste kæreste, den bedste elsker, den – når det bliver aktuelt – bedste mor, plus du hele tiden skal sørge for, at din karriere ruller fremad.

– Sådan var det på ingen måde, dengang jeg var ung, tilføjer Jytte Vikkelsøe, der i dag er 74 år. En alder, hun flere gange påpeger, at hun befinder sig glimrende i.

Udefra set forstår man det godt. Vi sidder i hendes viltre have, alt er i blomst, fuglene kvidrer lykkeligt, Jytte har både børn og barnebarn, en eskalerende karriere, gode venner og ægteskaber i bagagen. Men dermed ikke sagt, at det hele bare har været nemt, for sådan er livet ikke indrettet, som hun siger.

– Livet er ofte både svært og udfordrende, og ingen af os kommer igennem det uden skrammer på sjælen. Men dengang jeg var yngre, gik alting meget langsommere, kravene var mindre, og det hele var mere overskueligt. I dag føler mange, at de ikke kan leve op til alle de krav, der stilles, og det betyder, at folk igen og igen overskrider deres egne grænser, fordi de ikke føler, de har noget valg.

Er det et fundamentalt livsvilkår, spørger Jytte og afkræfter hurtigt selv.

– Nej, det er et vilkår i den tid, vi lever i.

Så langt så godt. Men hvad stiller vi så op med den erkendelse? Hvordan navigerer vi rundt i livet, vel vidende at tiden og samfundet stiller urimelige og ofte overvældende krav, samtidig med at vi har så mange forestillinger og forventninger til, hvordan det “rigtige” liv bør se ud.

Jytte gentager, at hun godt forstår, at det er svært. At det må være voldsomt at være ung, når det hele går så lynhurtigt, når alt handler om at performe og præstere.

– I hele det ræs, hvordan skal du så nogensinde have et øjeblik til bare virkelig at føle indad? Møde dig selv? Det kræver rigeligt bare at skulle følge med, og derfor har mange svært ved at falde til ro i sig selv.

Hvordan gør man så det?

– Helt ærligt? Jeg ved det ikke. Jeg ville så gerne sige bare gør det og det, men det ville være en forsimpling, der ikke holder i noget meget komplekst.

Men måske kompleksiteten faktisk er en del af svaret, siger Jytte så, i hvert fald anerkendelsen af den.

– Som ung er man totalt idealist, man vil forandre verden, og man har mange stærke holdninger, men ikke så meget livserfaring endnu. Når man så bliver ældre og står over for flere udfordringer, så lærer man lige så langsomt at orientere sig i det komplekse, og så begynder man at lære at danse med livets kompleksitet og også at holde af den, fordi den giver livet dybde. Og jeg tror, at det er i hele den kamp med kompleksiteten – som livet er – at man virkelig begynder at finde ud af, hvem man selv er.

– Men altså, det er jo bare de overordnede strukturer, så kommer hele den personlige psykologi oveni det, siger Jytte med et smil.

Her taler hun blandt andet om det, der på fagsprog kaldes socialiseringsprocesser, som begynder allerede omkring halvandet års alderen og kan koges ned til læren om, hvad der er rigtigt og forkert.

– Ret tidligt i livet lærer vi at forstå, hvad der er rigtigt og forkert. I starten bliver de fleste af os mødt med overvældende anerkendelse, som verdens ottende vidunder, men med tiden lærer vi, at der også er sider af os, der bliver set som forkerte – det er her vi møder skammen første gang. Og den måde, vi bliver mødt i skammen på, og lærer at navigere i, hvad der er rigtigt og forkert, er afgørende for, hvordan vi udvikler os som mennesker. Hvilke sider af os har lov at være i livet og hvilke må vi helst ikke vise frem.

Det er nemlig i denne proces, at vores oplevelse af selvværd udvikles, forklarer Jytte, og selvværdet er helt afgørende for, hvordan vi har det i verden. Samtidig forveksles selvværd ofte med selvtillid, hvilket fører os tilbage til udgangspunktet for denne artikel, nemlig hvorfor så mange unge oplever at mistrives i dag. For særligt følelsen af utilstrækkelighed, af præstationspres og uopnåelige idealer kan, ifølge Jytte, knyttes til denne forveksling.

Hvor vores frihed til at være den, vi er, udspringer fra vores selvværd, så er selvtillid knyttet til præstation. Det er en gøren, som Jytte siger, og det betyder, at mange bruger livet på at jagte selvtillid frem for at pleje deres selvværd.

– Du kan udvikle al den selvtillid, du vil: være dygtig i skolen, være dygtig på arbejdet, være dygtig som kæreste, men hvis der er skår i dit selvværd, så vil så den utilstrækkelighedsfølelse altid ligge på lur, og den vil du uværgerligt forsøge at dulme med yderligere udefrakommende bekræftelse og anerkendelse, fortæller Jytte.

Altså handler det om at lære at skelne mellem de to, så man ikke ender i en ond, endeløs cirkel, hvor man gang på gang overskrider egne grænser for at opfylde en række ydre – og ofte selvpålagte – krav. I stedet skal man lære at mærke efter, follow your bliss, som Jytte kalder det efter sin egen personlige livshelt, mytologen Joseph Campbell.

Follow your bliss, følg dit kald. Jeg spørger Jytte, om ikke det råd kan lede til endnu et pres, for hvordan i alverden identificerer man lige sit kald?

Igen anerkender Jytte, at hun ikke har det gyldne svar, for at lære at leve i kompleksiteten er også noget, som kommer med alderen. Men dybest set handler det om hele tiden at mærke efter i sig selv.

– Du skal prøve at forstå, hvis præmisser du fungerer på, og så skal du være nysgerrig og turde tro på det, du mærker inde i dig selv, også når det føles som en modstand. Du skal ikke være bange for at bokse med livets kompleksitet, for det er gennem den kamp, at du virkelig finder dig selv.

– Men det er jo nemt nok for mig at sige til en på din alder, at du ikke skal være så forblændet af verdens krav, for sådan ser livet jo ikke nødvendigvis ud, derfra hvor du står.

Mens Jytte skænker mere kaffe, kommer vi til at tale om privilegier. Hvor skamfuldt det kan føles at beklage sig, når man lever i et af verdens rigeste og lykkeligste lande, hvor åndssvagt det kan virke at gå op i et 12-tal, mens bomberne falder, eller drømme sig tyndere, mens klimakrisen raser.

Det er her, Jytte er ved at græde.

– Jeg er glad for, at jeg ikke er ung i dag. Jeg synes, det er voldsomt, siger hun.

– Jeg føler for jer.

Men hvorfor er det, at man ikke bare kan pakke forestillingen om, hvordan det rigtige liv skal se ud væk og acceptere, at det er en bakkedal fyldt med op- og nedture?

– Som vi har talt om, handler det nok både om tendensen til curling samt hvordan man forvalter alle sine privilegier. I er vokset op med forældre, der har villet gøre livet nemmere for jer, og når I så står helt alene, over for alle de her valg og muligheder, over for livets kompleksitet, så kan det meget hurtigt komme til at føles som om, man ikke formår det.

Jytte vender tilbage til Joseph Campell og begynder at tale om en rød tråd.

– Livet igennem får du at vide, at nu skal du bare gå i skole, og så skal du få dig en uddannelse og en familie, det lyder som den lige landevej, men når du kommer et godt stykke ind i livet, så bliver det tydeligt, at så simpelt var det heller ikke. Og når du så kigger tilbage, så vil du se en rød tråd som snor sig mellem mærkelige punkter og valg, du har gjort, som har ført dig lige nøjagtig derhen, hvor du er nu.

– Du vil kigge tilbage og tænke, wow, dér kunne jeg også have gjort det modsatte, men med det valg blev jeg skubbet herhen og så herhen, og selv om du ikke har haft det fulde overblik, har du hver gang gjort det, der føltes mest rigtigt for dig – og med hvert valg har du ikke alene lært at orientere dig i livets kompleksitet. Du er også kommet lidt tættere på den, du virkelig er.

Vi griner lidt og taler om muligheden for, at det hele jo måske når at eksplodere inden da. Med alle de krige og kriser kan det i hvert fald føles fjollet at bruge så meget tid på at jagte sig selv, men lige hvad det angår, er Jytte optimistisk.

Hun tror på ungdommen.

– Når jeg forestiller mig katastrofen, så tror jeg på, at I unge mennesker har en kolossal styrke, fordi I ved, hvordan man fungerer i fællesskaber, siger hun.

– Og hvad alt det andet angår, så skal I huske på, at ingen kan leve op til alt det, I forsøger at leve op til. Det står ikke skrevet i universet, at du skal være perfekt, prøv at hvil i det.