Min tre-årige søn var besat af Gurli Gris. Men hvorfor er det, at han absolut skal nøjes med hendes irriterende lillebror?

Anne Høj er tekstforfatter og mor til to. Denne kommentar er udtryk for skribentens holdning.

Ekspedienten er lige færdig med at sætte byttemærke på den lille tøjkanin, da hun spørger, om den er til en dreng eller en pige. Hun peger henvisende til to ruller gavepapir bag sig.

Den ene er lyserød, den anden blå.

Vi lever i en kultur, hvor navlestrengen kun akkurat er klippet, før den lille ny verdensborger skal vedkende sig én af de to farver.

Er du til lyseblå eller lyserød? Er du prins eller prinsesse?

Min veninde skulle for nyligt indkøbe gave til børnehavens gavekasse, hvortil instruksen fra pædagogen lød, at drengegaver skulle pakkes tydeligt ind i blåt og pigegaver i lyserødt. Hvorfor, tænker du måske, eller hvorfor ikke?

Det føles som om, det kønsopdelende greb om vores børn kun bliver strammere og strammere i en tid, der ellers ikke mangler fokus på buzzwords som ligestilling og kønsopfattelse.

Jeg er hverken professor eller kønsforsker, men der er noget, jeg har lagt mærke til igen og igen i min rolle som mor gennem snart fem år.

Et aspekt af vores samfund, der føles ekstremt begrænsende og udateret, men som lever sit bedste liv i 2023:

Børnetøj!

Lad mig uddybe. Min søn kaster jævnligt sin kærlighed på forskellige tegnefilmskarakterer.

Vi har været igennem mange faser efterhånden – jeg nævner i flæng; Spiderman, E.T. Hulk og Picchachu, men den 5-åriges seneste fascination er helt klart en af mine personlige favoritter: Den bomstærke Louisa fra Disney-filmen Encanto.

Og modsat mange af min søns øvrige helte, så er hun kvinde! Som så mange andre børn, kan han godt lide at bære sine helte, hvor man kan se dem.

Helst på maven af en t-shirt.

Jeg foretrækker ham helt personligt i jordfarver og uden tryk på tøjet, men som så mange andre forældre har også jeg måtte sande, at mine mange principper fra tid til anden bøje sig for ungernes mere farverige præferencer.

Jeg vil jo bare gerne se dem glade.

Så da jeg skulle finde ham en fødselsdagsgave forleden, tænkte jeg at finde et stykke tøj med heltinderne fra Encanto.

Lad os få nogle af de her seje kvinder på tøjet, tænkte jeg.

Men jeg måtte pudse brillen, da jeg så, at alt tøjet med Encanto var kategoriseret som pigetøj: Glimmersko, 50 shades of lyserød, tyl, pufærmer og blonder.

Det blev kun mere komisk, da jeg opdagede, at der faktisk fandtes drengetøj med Encanto-tryk på, men at man her har udvalgt en sød lille dreng, der spiller en ganske lille birolle i filmen.

Så drenge kan ikke have billeder af piger på tøjet, eller hvad?

Noget lignende udspillede sig for cirka to år siden, hvor min søn var besat af vores alle sammens Gurli Gris.

Med min treårige i hånden i den lokale tøjbutik måtte jeg opgive at forklare, hvorfor Gurli Gris var strengt segmenteret til pigeafdelingen, mens drengene måtte tage til takke med den irriterende lillebror Gustav.

Jeg har ikke noget imod at købe en lyserød trøje med Gurli Gris til min søn, men princippet i opdelingen irriterer mig.

Også min søns favorit-Paw-Patrol, den lyserøde Sky, måtte se sig redigeret væk fra alt drengetøjet.

Fem par underbukser i forskellige glade farver med alle drengehundene.

”Mor, hvorfor er der ikke nogen med Sky på?” spurgte han skuffet, da han pakkede dem ud.

Ja, hvorfor egentligt ikke? Drenge kan ikke have pigegrise eller pigehunde på tøjet, eller hvad? Ræsonnementet er tydeligt: Drenge kan ikke have antydningen af feminine forbilleder på tøjet.

Piger foretrækker sommerfugle, hjerter, regnbuer og mariehøns. Drenge vil kun have farlige dyr, dødningehoveder og køretøjer.

Piger er smukke og drenge er seje. Eller hvad?

Der er en skør og næsten hysterisk kontrast mellem tidens åbne diskussioner om køn, og så den skarpe opdeling, man mødes af ved et besøg i den lokale børnetøjsforretning.

Og her mener jeg ikke den lille nydelige og nøje kurraterede forretning på Østerbro, men nærmere kædebutikken ala Bestseller og H&M på hovedgaden i provinsen, hvor de fleste danskere trods alt må formodes at købe tøj til deres børn.

Undertegnede inklusive.

Hvis jeg finder en grøn t-shirt i pigeafdelingen til min datter, kan jeg være helt sikker på at der også er lyserøde pailletter på maven, pufærmer eller flæser.

Hvis der findes en lyserød t-shirt i drengeafdelingen, kan jeg være sikker på, at der er et farligt dyr på den.

Budskabet er tydeligt: Man må IKKE være i tvivl om kønnet på barnet!

Og børnene fanger det lynhurtigt. Mine børn taler om pigefarver og drengefarver med den største selvfølgelighed. Og jeg tysser instinktivt på dem.

Frustreret over, at vi ikke er lykkedes med at relativisere de her kategorier for dem.

”Der findes ikke drengefarver og pigefarver” fremturer jeg, selvom jeg godt ved, at det ikke er den virkelighed de møder derude.

Gurli har rød kjole på. Gustav har blå trøje på.

Børnene er blevet så vant til, at deres køn skal kommunikeres utvetydigt, så da jeg fortalte mine egne to, at karaktererne Bluey og Bingo fra tegnefilmen Bluey altså er søstre og dermed piger, troede de ikke på mig.

”Men Bluey er jo… blå, og Bingo er orange?” Argumenterede de med den største mistro.

Og må jeg her indskyde, at det noget af det bedste ved den tegnefilm.

Man kan ikke udlede noget som helst om de to hundes køn på baggrund af hverken sprog, væremåde, interesser eller lege, og det er mildest talt forfriskende i en utroligt kommercialiseret børnekultur, der synes besat af kønnenes kontraster frem for fællesnævnere.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det egentligt er, vi fortæller børnene med det ekstreme fokus på den her form for kønsmarkører?

Når vi hele tiden signalerer til vores børn, hvor de hører hjemme, kan man så ikke også forestille sig, at de føler sig forkerte, hvis de hellere vil noget andet?

Hvad hvis svaret til mit indledende spørgsmål er: Ingen af de to farver?

Svaret kunne være grøn, orange, rød, turkis eller gul. Skal min søns konklusion på alt det her være, at Gurli, Sky og Louisa er til hans lillesøster og ikke til ham?

At det er forkert af ham at sætte pris på regnbuer, sommerfugle og mariehøns. Og i sidste ende, at han kun passer ind, når han skilter med sine maskuline præferencer?

I den perfekte verden bestemmer små drenge og piger selv deres farver og ikke mindst deres helte.

Hvis du tror det 100% er tilfældet i dagens samfund, så er det måske på tide at overveje sagen igen.

Mit store børnehavebarn har i skrivende stund rødlakerede negle, han klæder sig lige så hyppigt ud i kjoler som i superheltekostumer, han elsker både stærke Louisa og stærke Hulk.

Brandbiler og sommerfugle.

Han er sammensat af mange ting, ligesom alle andre børn.

Børn er på alle måder vidunderligt frie, komplekse og fantasifulde.

At bede dem vælge mellem to forskellige farver og stereotype udtryk er stik modsat.

Det virker fastlåst, simpelt og fantasiløst.

Tænk, hvis vi løsnede grebet en lille smule og gav dem lidt mere plads til selv at mærke efter og definere sig selv, som de små selvstændige individer de er.

Tilbage i legetøjsbutikken beder jeg om blå, selvom gaven er til min nyfødte niece. Et eller andet sted skal oprøret vel starte.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: