Da jeg var gravid med min datter, lagde jeg mærke til en særlig kommentar. Jeg troede, vi var færdige med det

Anne Wittorff Rusbjerg er redaktionschef på femina.dk. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Det var egentlig ikke mig selv, der først blev opmærksom på det, men min svigerinde. Hun ventede sit andet barn – en dreng. Og havde allerede en pige derhjemme. For mig var det omvendt. Jeg ventede en pige og havde allerede en dreng derhjemme.

Udramatisk og på ingen måde usædvanligt. Men min svigerinde havde lagt mærke til en særlig ting.

En særlig kommentar, der gik igen, når hun fortalte om kønsfordelingen.

Folk, der nikkede indforstået og sagde:

“En dreng og en pige. Nå, så finder du ud af, at der ér forskel”

De næste måneder kunne jeg bekræfte hende i, at det ganske rigtigt var en ting.

Det var noget, folk åbenbart sagde til gravide.

“Der ér forskel”.

Min datter er nu halvandet, min søn er tre et halvt. Og ja. Der er forskel. På børn.

Hvis jeg lige hurtigt skal hente noget i et andet rum, er min datter i mellemtiden kravlet halvvejs op på vores spisebord.

Min søn er som tre-årig stadig nervøs for at se børne-tv med nogen som helst former for skurke.

Hun er frygtløs, det er han ikke.

Og forleden hentede jeg ham hjem fra børnehaven i kjole og med små hjemmelavede perler i øreflipperne. Vi dansede ballet i stuen – totalt uvidende om, hvor mange mærkelige kønsstereotyper, der var blevet brændt på bålet den dag.

Den velmenende kommentar, som jeg hørte adskillige gange, da jeg var gravid, virker måske uskyldig – ja, måske endda ligegyldig – men den viser, at der er en skarpt defineret kasse klar til os, fra før vi bliver født.

En til piger. Og en til drenge.

“Piger er bare mere buttede end drenge. Drenge er lange og slanke.”

“Piger er mere rolige end drenge. For drenge er vildere. De er motorisk urolige – det er også derfor, de hurtigere lærer at gå.” Jeg har hørt det hele.

Velkommen til min datter som pt. kun kan spise sin morgenmad, mens hun står halv-tweerkende på køkkenbordet.

På Instagram skriver mange om det at være “drengemor”.

For det må forstås, at mødre til drenge bare har det lidt vildere.

Flere halsbrækkende eventyr, flere perler i næsen og flere nedsmeltninger.

Og selvom jeg har stor sympati for forældre, der må vride (drenge)børns hoveder ud fra et trappegelænder eller køre dem på skadestuen for tredje gang på en uge, så tillader jeg mig bare at spørge:

Handler det egentlig om, at de har drenge?

Nej, ikke rigtig, vel?

Det handler vel nærmere om, at vi forsøger at forklare alle karaktertræk med køn. Vi har en forventning om, hvordan børn skal være, der hænger sammen med om de er født med eller uden æggestokke.

Og på den måde er vi med til at gøre bittesmå forskelle store. Og få alle, der ikke passer ind i de kasser til at føle sig forkerte.

Vi læser flere bøger for vores piger end for vores drenge.

Shorts til små piger er kortere end shorts til små drenge – og nej, der er absolut ingen logisk forklaring.

På biblioteker bliver bøger om detektiver, zombier og fodbold solgt som drengebøger. Piger læser om kager, heste og veninder. Åbenbart.

Er der nogen, der har overvejet, at der måske er forskel, fordi vi gør forskel?

Jeg troede egentlig, vi var færdige med at forsøge at putte børn i små kønnede kasser. Færdige med at tale om piger som prinsesser og drenge som ballademagere. Færdige med at give piger dukker og drenge monstertrucks.

Men det memo er åbenbart ikke nået ud til alle, så nu siger jeg det lige igen:

Piger klatrer i træer, de tisser i bukserne og piller sig i næsen. De kan godt spille fodbold (ja, det kan de), og nej, de har ingen genetisk fordel, når det kommer til madlavning, skift af sengetøj eller omsorg.

Og drenge. Drenge græder, læser bøger. De tegner og synger. Og de ser helt fantastiske ud i kjoler.