Sådan! Leyna Bloom er den første transkønnede kvinde på forsiden af Sports Illustrated
Det er altid lidt af et event, når det amerikanske sportsmagasin Sports Illustrated offentliggør sin årlige badedragtsforside. Men i år var badedragtsnummeret intet mindre end historisk.
For første gang nogensinde er en transkønnet kvinde på forsiden af magasinet. For første gang nogensinde er en rapper på forsiden. Før første gang nogensinde er en sort, kvindelig atlet på forsiden. Sikke. Et. Hattrick!
Den ene forside er med den amerikanske model, skuespiller, danser og aktivist Leyna Bloom. Og hun kunne ikke være i bedre selskab. For de tre kvinder har på hver deres måde skabt historie.
Den anden forside er med den afroamerikanske rapper Megan Thee Stallion, der har fået hele verden til at synge med på “Savage”, “WAP”, og har sørget for, at vi alle sammen har en ”Hot Girl Summer”.
Og den tredje forside er med tenniskometen Naomi Osaka. Den afrojapanske tennisspiller, der som den første japanske tennisspiller vandt en Grand Slam i 2018.
En million smukke drømme
Leyna Bloom kunne næppe have været i bedre og mere historisk selskab. På sin instagram skriver hun selv om den betydningsfulde forside:
”Det her øjeblik heler meget smerte i verden. Vi fortjener dette øjeblik, vi har ventet millioner af år på at stå frem som overlevere og blive set som hele mennesker, fulde af forundring.”
”Jeg har drømt en million smukke drømme, men for piger som mig, er de fleste drømme bare håb, som verden sletter og udelader vores historie og eksistens. Dette øjeblik er stærkt, fordi det tillader mig at leve for evigt, selv efter min fysiske form er væk. Ikke mange mennesker får lov til at leve i fremtiden, så i dette øjeblik vælger jeg stolt at leve for evigt,” skriver hun.
Leyna Bloom, som selv er en del af ballroomscenen i New York, dedikerer sin forside til ”ballroom femme queens” før, nu og i fremtiden.
Hun skriver også, at hun håber, hendes forside kan inspirere andre transkvinder som kæmper for at blive set og sat pris på.
Megan Thee Stallion skriver på sin Instagram, at hun gerne vil takke alle de stærke kvinder, der har inspireret hende til at elske sin krop og leve sit bedste hot girl life. Og vi vil bare gerne takke Megan for det samme.
Sports Illustrated udkom første gang i 1964, men havde ikke en sort kvinde på forsiden før Tyra Banks i 1996.
Sidste år var den transkønnede model Valentina Sampaio i bladet som den første transkønnede model nogensinde.
I 2019 havde de den muslimske model Halima Aden med hijab og burkini sammen med fodboldspilleren Megan Rapinoe, som er den første åbent homoseksuelle kvinde i bladet.