Pernillas søn blev bandekriminel: "Jeg flyttede mine grænser for, hvad der var okay"

I 1997 får Pernilla tvillingerne Alfred og Matilda.

Alfred er en aktiv lille fyr, med krøllet hår og en særlig karisma. Han får nemt venner og elsker at spille fodbold.

I de første år går hverdagen, som den plejer. Pernilla og børnenes far Göran arbejder begge i posten.

Om fredagen bager familien pizza sammen, og i weekenden er de alle sammen henne for at heppe, når børnene spiller kampe.

Problemer eskalerer i skolen

Nogle gange sker der det, at Alfred bliver sur og slår en ven i børnehaven.

Da han starter i skole, har han svært ved at koncentrere sig og kommer ofte i slagsmål. Sådan går det nogle gange, når man trodser og tester grænser eller går igennem en fase.

Men på et tidspunkt når det til, at han kaster med stole i klasseværelset og raserer sit eget værelse fuldstændig.

Pernilla begynder at spørge sig selv, om det virkelig er normal opførsel? Hun er i tvivl.

For på en og samme tid er han stadig den gode og rare lille dreng, som værdsætter morgenmad på sengen på sin fødselsdag og et stort kram.

Drengen, der faktisk klarer sig godt i skolen, hvis bare han får tydelige instrukser.

Og det skal allerhelst være sammen med hans lærer Elisabeth, som både ser og opmuntrer ham, og som beroliger Pernilla og Göran i deres tvivl og bekymringer:

"Det skal nok gå over."

Gang på gang gentager Pernilla ordene for sig selv.

Men problemerne fortsætter. I ungdomsskolen pjækker Alfred ofte.

Han begynder at ryge cigaretter og marihuana og stjæler cykler, som han sælger. Pernilla og Göran ved godt, at de skal have hjælp.

"Det var så surrealistisk at sidde med socialrådgivere. At det skete for os - en helt almindelig familie. Vi, der altid har været ordentlige, havde rutiner og gav børnene konsekvenser, når de gjorde noget forkert," siger Pernilla.

I december 2011 er familien i gang med at pynte træet, da Pernillas mobil ringer.

Det er politiet, der fortæller, at Alfred og to andre fyre har røvet et ældre ægtepar i deres hjem.

"For første gang tænkte jeg: Kan vi klare det her? Eller er Alfred nødt til at forlade os? Det var forfærdeligt. Hvis vi skulle sende Alfred på behandlingshjem, ville der ikke være nogen der elskede ham som vi gør."

For at bearbejde det hele laver Pernilla en blog. At skrive beroliger det tankemylder, der fylder hendes hoved, og kærligheden fra hendes læsere får hende til at føle sig mindre alene.

I niende klasse indkalder rektor til et møde, hvor han foreslår, at Alfred forlader skolen.

"Først følte jeg en lettelse over ikke, at skulle jagte ham med alting, men samtidig var der noget, der føltes forkert. Bør skolen ikke tage ansvar? Vi har skolepligt. Og hvordan havde Alfred det, da han fik at vide, at de ikke ville have ham der?"

"Jeg ved godt, at jeg skal slippe kontrollen"

I 2013 kommer Alfred på et bosted, en form for social døgnpleje. Han er lige fyldt 16 og er den yngste af ti drenge. Familien inviteres til familieweekend.

"Det var et vendepunkt. Der mødte vi andre som os. Vi lærte, at vi var medafhængige, og at det var en sygdom. Men en sygdom vi kunne komme os over. Jeg har også forstået, hvordan jeg lige siden, jeg var barn – da jeg voksede op med en alkoholiseret far – lærte at læse og mærke stemninger. Hvordan jeg altid levede med følelser af skam og skyld og følte mig alene."

"Jeg forstod nu, at jeg skal slippe kontrollen over Alfred og i stedet tage styringen over mig selv og mit liv. Men samtidig: Hvordan slipper man kontrollen over en, der ikke er myndig? Og hvor går grænsen mellem medafhængighed og kærligt forældreskab? Jeg var konstant bange for, at Alfred ville holde op med at elske mig."

Familiesammenkomsterne får Pernilla til at tage sine egne følelser og behov mere alvorligt. Hun tager til psykolog, deltager i et sorgbearbejdningskursus og hver morgen gentager hun sine mantraer:

Jeg er den vigtigste person i mit liv.

Jeg fortjener at være glad.

Jeg tager ansvar for mine handlinger, så Alfred må tage ansvar for sine.

Pernilla stiller et ultimatum

Samtidig kører den følelsesmæssige karrusel hurtigere og hurtigere. Familien svinger mellem håb og fortvivlelse: Alfred har det godt på behandlingshjemmene, men så snart han kommer hjem, starter alt forfra. Lyset, da han får job som stilladsarbejder, bliver afløst af mørke, da Pernilla finder en rygsæk med stoffer på hans værelse.

"Indtil da havde jeg hele tiden rykket mine grænser for, hvad der var okay og valgt mine kampe. Da han begyndte at ryge hash, føltes det pludselig okay at snage, selvom det tidligere havde været utænkeligt."

Men rygsækken er dråben. Først overvejer Pernilla at smide stofferne ud, men hvad sker der så? Skylder Alfred penge til farlige mennesker?

"Jeg gav ham valget mellem at aflevere det hele til politiet eller flytte fra os. Han pakkede sine ting, tog sin cykel og gik."

I december 2017 får familien at vide, at Alfred er blevet tilbageholdt. På Aftonbladet kan de læse, at han sammen med to fyre fra det bandekriminelle netværk Dödspatrullen blev anholdt for grove narkotikaforbrydelser.

"25 kilo amfetamin i Alfreds lejlighed. Hvad skal der så ske nu? Skal vi være bange for Alfreds eller vores sikkerhed?

En lang tilbageholdelsesperiode bliver til en fængselsdom, og hele tiden er familien der for Alfred. Siger hej, krammer, siger, at de elsker ham. Personalet spørger: "Hvordan er din søn havnet i det her? Han er fuldstændig normal?” Alfred er taknemmelig. I et brev skriver han, at han troede, han havde mistet alt, og at han er glad for, at de stadig er der.

Begået forbrydelser med kriminelle bander

Når dommen er afsonet, går der to år, før han igen bliver anholdt, denne gang for flere eksplosioner og medvirken til drab.

"Det var forfærdeligt, men nu blev vi mere vrede, fordi hans kriminelle liv altid gik forud for os, og fordi han gjorde ting, vi ikke kunne forstå eller acceptere. Jeg elskede ham stadig, men kunne ikke lide, hvem han var blevet."

Han er et navn i de store overskrifter om bandekriminalitet.

Alfred Wennberg er i de senere år i medieindslag blevet beskrevet som "en af ​​voldsbølgens projektledere". Han har været involveret i kriminalitet med de to mest berygtede netværk og er blevet dømt for blandt andet grove våbenforbrydelser, grove narkotikaforbrydelser, bombeangreb og medvirken til drab.

Men for Pernilla er han stadig hendes søn.

På trods af alt, hvad der sker og er sket, er det en stærkere Pernilla, der klarer sig igennem krisen.

Fællesskabet i familien er solidt, men Pernilla og Göran har været adskilt i nogen tid. Nye, søde venner har fundet vej ind i hendes liv, og hun sætter pris på at have ansvaret for sit eget liv.

En ven opfordrer hende til at skrive en bog om alt, hvad de har været igennem, og i en blanding af glæde og rædsel, kontakter hun et forlag - som siger ja.

"Kan ikke være bange"

Og så midt i det hele – eksploderer en bombe i hans fars, Görans, port i februar 2024. Det, at han allerede er gået i seng, er formentlig det, der redder hans liv.

"Jeg blev fortvivlet og vred, men mærkeligt nok ikke bange. Jeg føler det samme nu: Jeg kan ikke gøre noget ved situationen, det eneste jeg ved er, at jeg ikke vil gå rundt og være bange. Det tjener intet formål."

Alfred er idømt fængsel i 12 år og otte måneder. Når han bliver løsladt, vil han være 34 år.

Bogen Älskade jejä unge - At være mor til en kriminel udkom på forlaget Mondial den 15. oktober 2024.

Hvad tænker du om fremtiden?

"Jeg tænker slet ikke så meget over det, for jeg aner ikke, hvordan det bliver. Det vigtigste er, at jeg har det godt i dag, og at vi fortsat har kontakt til Alfred. Vi skriver breve og får lov til at have overvåget besøg."

Hvad sagde han, da du fortalte ham om bogen?

"At han ville have mig til at have det godt, og hvis det gjorde mig glad at skrive en bog, så skulle jeg gøre det."

Har han læst den nu, hvor den er færdig?

"Ja. Han fortalte mig, at der var meget, han havde glemt, men han undskyldte og kaldte mig verdens bedste mor. Og på trods af alt, hvad der er sket, ved jeg, at den rare fyr også findes derinde."

Hvilken betydning håber du, at bogen får?

"Jeg vil gerne vise, at det her kan ske i enhver familie, og hvis det kan hjælpe andre forældre, der kæmper for at føle sig mindre alene, ville det være fantastisk. Jeg vil også nuancere billedet af dem, der ender i kriminalitet."

Hvad har du lært af alt, hvad du har været igennem?

"At jeg kan klare mere, end jeg tror. Jeg er blevet et stærkere og bedre menneske, og jeg dømmer ikke folk så let som før. Jeg har også lært, hvad betingelsesløs kærlighed betyder. Det siger man som forælder, men det er ikke alle, der har prøvet det.

Denne artikel blev først bragt hos femina.se. Dette er en redigeret og oversat version.