Russiske Viktoria fik en klump i halsen, da hun åbnede sin Facebook: "Jeg kan hverken spise, sove eller arbejde"

"Russerne kommer!"

Det er et udtryk, jeg har hørt på i alle mine 30 år i Sverige.

Og jeg har til enhver tid grinet af svenskernes lidt paranoide frygt for Rusland.

Jeg har altid været stolt af min herkomst. Stolt af et land, der gav menneskeheden så mange fremtrædende forfattere, digtere, kunstnere, komponister og videnskabsmænd.

Et land med varme og gavmilde mennesker. Rusland.

Det er dagen efter 23. februar. Jeg vågner og rækker jeg ud efter telefonen som det første. Jeg starter altid dagen med at læse nyhederne. Et must for en "gammel" radiojournalist.

Jeg smiler, når jeg tænker på, hvordan denne dag fejres i Rusland. Under sovjettiden var det sovjethærens dag.

Nu hedder den Dagen for Fædrelandets Beskyttere, og alle mænd bliver fejret, lykønsket og givet gaver.

Det antages, at det er netop mænd, der skal forsvare fædrelandet, hvis der sker noget. Hvad tror du, min nevø fik af gaver i går?

Jeg kigger på skærmen. Jeg hverken kan eller vil tro, hvad jeg læser. Rusland har angrebet Ukraine.

Det var på præcis den måde, Hitlers krig mod sovjetterne begyndte i juni 1941. Tidligt om morgenen. Bomber over Kyiv. I den krig mistede millioner af mennesker livet i Sovjetunionen.

Der var ikke én familie, der ikke var berørt. Og alle os, der blev født efter 1945, blev opdraget med bøger, film, sange om den frygtelige krig. Vi lærte én ting – der er ikke noget værre end krig.

Jeg er knust. Græder. Føler stærk angst. Jeg sender en besked til min gode ven Giovanni, som bor i Danmark.

Jeg skriver kun ét ord: "KRIG".

Jeg åbner min Facebook og går direkte til mine ukrainske venners sider. Jeg har mange venner i Ukraine, som jeg deler den samme interesse med – hundeopdræt. Jeg læser indlæg efter indlæg.

Om bomber og eksplosioner. Om skrækslagne børn og hunde. Jeg læste om Alexandra, som også var hundeopdrætter. Ung og smuk.

Hun er død nu som et af de første civile ofre. Hun efterlod to børn og mange dyr.

Jeg er grådkvalt. Jeg sætter det ukrainske flag som mit profilbillede. Jeg skriver et indlæg på min Facebook-profil på engelsk, hvor jeg tager stærkt afstand fra Ruslands aggressive handlinger.

Jeg skriver på ukrainsk, at jeg har Ukraine i mit hjerte, og at jeg beder for dets folk. Det føles, som om jeg er midt i en krig.

Flere russiske venner har blokeret mig på de sociale medier.

Samtidig modtager jeg varme og beskeder fra Danmark, Norge, Finland, Holland, Italien, Spanien, Storbritannien, Tyskland og Østrig. På forskellige sprog med en masse kærlighed i en svær tid.

Min barndomsveninde skriver til mig:

"Jeg vil ikke skændes med dig, vi har kendt hinanden i 50 år, og du betyder så meget for mig. Men kan du lige forklare mig, hvordan du kan støtte et kriminelt regime der har dræbt russiske mennesker i Donbass i mange år?"

En anden veninde håber, at den russiske hær kan "rense Ukraine for nazister og fascister."

En tredje veninde nærmest råber, at hun ikke vil have NATO-baser på den russiske grænse, og at hun er glad for Putins handlinger, der forsvarer Rusland mod amerikanske missiler.

Min søster siger, at jeg er hjernevasket af vestlig propaganda, og at jeg har solgt mine principper for et godt liv i Vesten.

Min elskede, vidunderlige søster. Et af de klogeste mennesker, jeg kender. En moderne kvinde med to universitetsgrader.

Jeg taber pusten. Det er en kniv i hjertet.

Jeg forsøger at argumentere imod, men jeg føler, at mine ord forsvinder i en tåge.

Jeg lytter, ser og læser alt om krigen i Ukraine. Mit hoved knækker. Jeg kan hverken spise, sove eller arbejde.

Mine tanker går til mine venner i Ukraine, som bliver bombet af russere. Jeg tænker også på mine venner og familie i Rusland. Dem, der støtter Putin, og dem, der ligesom mig, skammer sig og lider.

Jeg taler med mine døtre. De er begge født i Sverige, men de taler flydende russisk og har særlige bånd til landet.

Begge er lige så triste og desperate, som jeg er. Begge er imod krigen. Begge skammer de sig over russiske handlinger og tænker med bekymring på deres bedstemor, tante og kusine i Moskva.

Min eneste redning i disse dage er min ven fra Danmark, Giovanni, som får mig til at tænke på noget andet end krigen hele tiden. Og så mine hunde. De er også russere. Deres nærhed og varme betyder så meget for mig.

Jeg taler med min mor, som er i Moskva. Vi havde planlagt hendes tur til Sverige, der skulle være i marts, og Giovanni og jeg skulle til Rusland i maj.

Nu må ingen russiske fly komme ind i europæisk luftrum. Og vores udenrigsminister fraråder rejser til Rusland.

Det betyder, at mig og min mor ikke får set hinanden. Først var det corona, og nu er der krig.

Min mor skriver til mig i en sms:

"Jeg vil aldrig glemme krigen. Bombefly. Sult. Rædsel. Min far faldt i kamp mod Hitler. Mine to småsøstre døde i mine arme. Vi havde ingen mad. Det var forfærdeligt. Jeg troede aldrig nogensinde, at jeg skulle opleve krig igen."