Alle kvinder tænker over det, uanset om de gør det eller ej. Alligevel talte Julie aldrig med sine veninder om det

Julie Ralund kan tale med sine veninder om alt. Troede hun. For en dag gik det op for hende, at der var én ting, de aldrig snakkede om: deres onani.

De kunne godt tale om, at de gjorde det, som nævnt i en bisætning eller noget i den dur, men det blev aldrig konkret. Hvorfor egentlig ikke? Tænkte Julie. Og det blev en af de tanker, der i sidste ende førte til bogen “Håndbogen – fortællinger om, hvordan kvinder onanerer”, hvor Julie Ralund stiller 18 kvinder lige præcis dét spørgsmål, som hun ikke kunne stille sine veninder: Hvordan onanerer du?

– I det spørgsmål lå hele verden. Det var det forløsende spørgsmål. Det kan godt være, at vi har ord for de ting, vi gør, men vi har ikke noget sprog for det. Og vi har ikke noget sprog for de oplevelser, vi har haft med onani gennem hele vores liv. Vi har ikke fortalt hinanden om det, siger Julie Ralund, der i forordet til “Håndbogen – fortællinger om, hvordan kvinder onanerer” også ærligt fortæller om sit eget forhold til onani.

Et forhold, der rummer en hel del skam.

– Fra jeg var helt lille, blev jeg grebet af den lyst, som kom over mig. Jeg onanerede, og jeg sværger, lige så snart, jeg var kommet, eller hvad jeg nu gjorde på det tidspunkt, blev jeg så skamfuld, at jeg blev ved med at love mig selv, at jeg ikke ville gøre det nogensinde igen. Og alligevel gjorde jeg det. Vi har jo en urdrift indeni, som jeg synes er dybt interessant.

Julie Ralund er ikke den eneste, der har skammet sig over at onanere.

I bogen beskriver flere af kvinderne også, hvordan de skammede sig som børn og i nogle tilfælde stadig gør det. Men det kan være svært lige at sætte fingeren på, hvor skammen kommer fra.

– Jeg ved simpelthen ikke, hvor skammen kommer fra. For der er jo ikke nogen, der har fortalt mig, at jeg skal skamme mig. Og jeg er vokset op i en tid, som jeg troede, var frigjort. Men hvor frigjorte er vi egentlig? Tingene ændrer sig forhåbentlig lidt efter lidt, men så længe, vi ikke kan tale frit om sex og nydelse og alt det andet, er vi ikke fri, siger Julie Ralund og fortsætter.

– Skammen gør sig desværre stadigvæk også gældende hos den helt unge generation. Den er i os alle sammen. Det, at man ligger for sig selv helt liderlig og bare stønner, kun for sin egen skyld, synes vi er lidt for voldsomt, for dyrisk til at tale om. For egoistisk.

I Julie Ralunds nye bog bliver der i den grad talt frit om onani, når de 18 kvinder mellem 18 og 83 år deler alt lige fra stillinger til pornopræferencer og den første onanioplevelse.

Man møder den lesbiske kvinde, der tænder på porno med mænd. Kvinden, der tænder på fantasier om voldtægt og overgreb.

Kvinder, der onanerer på maven, på ryggen, med flad hånd, med to fingre. Kort sagt en hel masse forskellige kvinder – og en hel masse forskellige forhold til onani, lyst og liderlighed.

– Jeg havde egentlig ikke troet, at den her bog ville ende med så mange forskellige rørende portrætter. Det er blevet en bog om kvindelivet i flere faser. Og så havde jeg ikke troet, at det skulle indeholde så mange tårer at tale om onani, fortæller Julie Ralund, der også selv blev forandret i arbejdet med bogen.

– Jeg endte med at opdage, at det jeg gemte helt nede i min mave og troede, jeg var alene om, også fandtes i andre. Og det var dejligt. Jeg fik en følelse af ikke at være alene og af, at det er helt naturligt. Alle gør det, som der var én, der sagde. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal pålægge nogen, at de er forkerte, hvis de ikke gør det, men naturligheden i at snakke om det kunne være der meget mere.

Ingen af os er alene, er Julie Ralunds pointe, og ved at huske det, kan vi måske komme noget af skammen til livs. Uanset om vi onanerer, onanerer ofte, sjældent – eller om vi ikke gør det overhovedet.

– Fra starten af har jeg arbejdet med en præmis, som handlede om, at jeg ikke skal blande mig i, om du onanerer eller ej, det må gerne være en privatsag, men jeg kunne godt tænke mig, at det blev en mindre skamfuld privat sag.

– Og jeg kunne jo mærke, at dem, jeg interviewede, som ikke onanerede, brugte nærmest lige så meget tid på at tænke over, hvorfor de ikke gjorde det. Eller var kede af, at de ikke kunne give det til sig selv længere, eller ikke kunne finde ud af det.

– Så jeg tænker, at det ikke handler om onani i sig selv, men det handler om kropsbevidsthed og om at eje sig selv. Og være til stede i sin egen krop og have et forhold til dem.

Hvis man onanerer – hvad er så det gode ved det?

– Jeg tror, det at onanere eller i hvert fald det at blive bevidst om sin egen lyst, og hvordan man bedst tilfredsstilles, er en god start i forhold til at fjerne orgasmekløften mellem kønnene. At vi er i stand til selv at give os en orgasme gør også, at vi ranker ryggen og går ud i verden med et fastere blik, en tillid og en tro på os selv, som kan noget.

– Den giver os jo en magt over det at møde et andet menneske og skulle til at indgå en seksuel relation – at stå ved den, man er, og det man har lyst til, siger Julie Ralund, der mener, at der stadig er et stykke vej igen, når det kommer til en fri samtale om sex, lyst og onani.

– 70 procent af alle scanningslæger har set fostre tilfredsstille sig selv. Da jeg gik i gang med bogen, tænkte jeg på, at jeg godt kunne forestille mig en mand gå og prale med, at hans søn allerede tilfredsstillede sig selv inde i morens mave.

– Men en pige? Det er svært at forestille sig en far eller mor for den sags skyld gå at prale med det, selv om en flere minutter lang video af et pigefoster, der tilfredsstiller sig selv, lige er blevet offentliggjort som del af et forskningsprojekt.

Heldigvis er vi ved at kradse i overfladen, mener Julie Ralund, der håber “Håndbogen – fortællinger om, hvordan kvinder onanerer” kan ændre noget for læserne.

– Jeg håber, man vil kunne bruge bogen til at snakke noget mere om, hvordan vi får orgasmer på alle mulige måder. Og at orgasmer er mange ting, og at der ikke er en type, der er mere rigtig end andre. Forhåbentlig trækker folk også på smilebåndet og tænker, at det sgu da er helt fedt at læse om, fordi det også er sjovt.

– Og hvem ved? Måske bliver de inspireret til at ligge på maven i stedet for på ryggen, bruge glidecreme eller en hel tredje ting, griner Julie Ralund, der snart kan glæde sig til at få den bog, der begyndte med det simple spørgsmål “Hvordan onanerer du?” i hænderne.

Hvad med i dag – kan du snakke med dine veninder om, hvordan de onanerer?

Nej, griner Julie Ralund, og korrigerer så sig selv: Eller jo, med nogle af dem. Men det er stadig noget, vi går lidt på listetæer omkring. På den måde er jeg veninden fra helvede med alle mine spørgsmål.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.