Annemette samler det skrald op, vi andre smider: "Håndværkere har stoppet mig og fortalt, at de er holdt op med at smide affald i naturen"

Affaldsdronning. Skraldedame. Af­faldshelt.

Kært barn har mange navne, også oppe i Nordsjællands nordvestlige hjørne, i Halsnæs, hvor det er lykkedes 50-årige Annemette Rosenborg Eriksen at mobilisere sit lokalsamfund og få folk til at tage handskerne på, gribe affaldstangen og gå ud i landskabet og samle skrald.

Så den lille kommune ikke længere er den mest beskidte i Nordsjælland, men den reneste.

Og Annemette har ingen præferencer.

– Man kan kalde mig, hvad man vil. Jeg synes bare, det er sjovt. Og helt fantastisk, hvad der er sket, både heroppe og i resten af landet, siger hun om den bevægelse, hun satte i gang, da hun for snart seks år siden begyndte at samle affald op fra grøftekanterne langs den hovedvej, der passerer ikke langt fra, hvor hun bor.

Uden at vide, hvad det ville føre til. Hun gik bare i gang, og folk fik ret hurtigt øje på den høje slanke kvinde med det lange blonde hår, der gik langs hovedvejen iført gul refleksvest og samlede skrald op i en klar plastiksæk.

Hvem var hun? Hvorfor gik hun der? Folk begyndte at standse i deres biler, stoppe op på deres cykler, og snart sluttede den første sig til hende og den næste og den næste.

Halsnæs Affaldshelte var født. En bevægelse i ordets bogstaveligste forstand. Drevet af lysten til at gøre en forskel for naturen og for os alle sammen.

Og sådan er det stadig.

– Vi er ikke en forening med en formand, en bestyrelse og et cvr-nummer. Vi er private mennesker, som samler skrald, sammen og hver for sig, kan man sige.

Det eneste, der kan minde om en organisering, er den Facebook-gruppe, Annemette oprettede, da hun kunne se, hvor det bar hen.

Her fortæller heltene hinanden om små og store oplevelser, giver hinanden tips og gode råd og opmuntringer og udveksler informationer.

Det sker også, at nogen aftaler at mødes på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Men det hører til sjældenhederne.

– Det skal være drevet af lyst, og det skal føles frit. Derfor skal man selv kunne bestemme, hvor og hvornår man vil ud med sækken. Og alt tæller. Om man samler en mælkekarton op eller fylder fem sække. Det handler om at gøre det, man magter, siger Annemette.

Alt det, hun tror på

Hun er oprindelig uddannet teolog og har i mange år arbejdet som kunstfotograf. De senere år har fotografiet i perioder ligget helt stille.

Det har indimellem været et fuldtidsarbejde at besvare henvendelser, få samarbejder op at stå med sponsorer, kommunen, de lokale skoler, være ambassadør for initiativet og tage ud og fortælle om det og gøre det nemmere for andre at gå i gang.

Sideløbende har hun selv samlet så meget skrald, at hun lige nu døjer med smerter i højre arm og håndled.

Så jo, indimellem har det da også været svært at holde gejsten oppe. Men hver gang har den store opbakning, hun møder, givet hende modet tilbage og mindet hende om, at indsatsen forener alt det, hun tror på, og som betyder noget for hende:

Fællesskabet, troen på det gode og naturen, som vi alle sammen er en del af.

– Det er helt fantastisk. Jeg har oplevet, at håndværkere har stoppet mig og fortalt, at de er holdt op med at smide affald i naturen, efter de har set mig og de andre affaldshelte gå langs vejene og samle skrald. Bilister er standset og har givet mig chokolade og vin.

– Der bliver dyttet og blinket, folk pifter og råber, at vi er seje. Nu er det ikke længere pinligt at samle skrald. Vi har været indstillet til og modtaget flere priser, og Naturstyrelsen har fortalt os, at vores indsats har gjort Halsnæs til den reneste kommune i Nordsjælland. Det er virkelig noget, der giver energi.

Og så er det utrolig god motion at samle skrald.

– Man går jo op og ned ad grøfterne, og man bruger hele kroppen. Det er noget, der kan mærkes, hvis man ikke har været ude længe.

Naturens eget fitnesscenter, kalder Annemette grøftekanterne. Og der har hun det godt.

– Jeg kan godt lide at røre mig, og jeg er et stort naturmenneske. Jeg elsker at være ude. Så på den måde passer det her mig rigtig godt.

Og så er der alle de oplevelser, der følger med, når man går der og samler skrald. Man ser meget. Og det er ikke bare alle de ting, folk smider ud i naturen, og som godt kan være både grimme og ulækre.

Man ser også planter og dyr, nogle gange døde dyr. De kan have været syge eller være blevet kørt over eller kvalt af plastik eller en wire.

– Det her handler jo ikke bare om, at der skal se pænt ud. Det handler også om liv og død. Hvis plastikken for eksempel ikke bliver fjernet, ender den med at sive ned i grundvandet som mikroplast. Det er skadeligt for os alle sammen.

Og noget tyder på, at der er flere og flere, der får øjnene op for problemet.

Det seneste år har Annemette udleveret udstyr til 75 nye affaldshelte, så den lille kommune nu tæller 400 affaldshelte, foruden de lokale skoler, som hun hver har forsynet med et klassesæt tænger og handsker.

Det er folk i alle aldre og fra alle samfundslag.

De lokale virksomheder bakker også op.

En kommer og henter de fyldte sække, en anden tager imod dem, så heltene ikke længere selv skal sortere og transportere skraldet til genbrugspladsen.

Andre donerer tænger, handsker, veste og sække, så arbejdet er blevet lettere, og heltene ikke længere selv skal punge ud.

Endelig har kommunen sørget for en knap i den kommunale app, så heltene med et klik kan notere, hvor de har stillet de fyldte sække.

Og er man heldig, kan det være, man får en cola og en bid brød som tak for sin indsats.

De lokale bagere, supermarkeder, caféer og restauranter har nemlig også fået øjnene op for heltene.

Og ikke bare i Halsnæs vokser bevægelsen.

I foråret 2018 var Annemette medvært på TV 2-programmet “SåDanmark” og kunne fortælle, at der nu også var affaldshelte i Fredensborg Kommune.

Siden har bevægelsen bredt sig, så der nu også på Lolland-Falster, Fyn og i Jylland er affaldshelte – eller ”krigere”, som de også bliver kaldt.

Vi prøver med det gode

Der er nu ikke meget kriger over Annemette.

Ikke i klassisk forstand. Hun virker blidere end de fleste, og i TV 2-programmet har hun både blussende kinder og ydmyghed i sit smil.

Selv bruger hun ord som ”mild” og ”lidt tilbageholdende” om sig selv.

Men hun er også nysgerrig og nyder at udfordre sig selv, og hun tror på, at alle har noget godt at byde på, og at hvert individ skal mødes med respekt.

”Vi har alle en baggrund for at opføre os, som vi gør,” skriver hun på den hjemmeside, hvor hun præsenterer sit kunstfotografi.

Og mens tillid og empati fører meget godt med sig, er hun af den overbevisning, at vrede og indignation bremser meget godt.

Den overbevisning går igen i den måde, hun går til skraldet på, og til dem, der smider det.

– Jeg bliver ikke irriteret eller vred eller sur. Det kommer der ikke noget godt ud af. Hverken for mig selv eller andre. Og det er ikke, fordi jeg er naiv. Det er da idioti.

– Ethvert menneske burde kunne håndtere sit eget affald. Men det nytter ikke noget, at vi går rundt og brokker os. Det gør bare folk irriterede.

I stedet har hun og hendes medhelte valgt den positive tilgang: At gøre det til noget festligt og sjovt at samle skrald.

Det smitter af på omgivelserne og får folk til at tænke sig om, inden de smider noget igen. Det er hun overbevist om.

Og hun er sikker på, at det gør en forskel, at de er helt almindelige borgere, som samler andre menneskers affald op uden at få en krone for det.

– Det tror jeg, sætter nogle tanker i gang på en helt anden måde, end når man ser en kommunal medarbejder samle skrald i grøften, siger hun og understreger, at de kommunalt ansatte hverken er eller behøver at være bange.

– De siger til os, at vi giver dem arbejdsglæde. Det her ville jo ikke blive gjort, hvis vi ikke gjorde det. Det kan man se på alt det skrald, der ligger langs vejene dér, hvor der ikke er nogen frivillige, der samler det op.

Det kan gøre helt ondt på Annemette, når hun ser alt det affald.

– Når man først er begyndt at samle skrald, så ser man det alle vegne og får straks lyst til at fjerne det.

Så nu gælder det bare om at få flere med. For Annemette er synlighed det vigtigste våben, og spørger man de lokale, har hun haft succes med det.

Det kan godt være, at de ikke alle sammen ved, hvad hun hedder. Men de fleste ved, hvordan hun ser ud.

Som en yngre mand på gaden svarer, da han bliver spurgt til den lokale affaldsdronning: ”Jo, hende kender jeg godt. Er det ikke hende med det lange lyse hår? Hun er sej.”