Ayşe Dudu Tepe: ”Det siges jo at være en kvindekamp, men jeg tror på, at det er alles kamp”

Der skal ikke være et brunt og et hvidt bord. Et bord til mænd, et til kvinder, et til nonbinære eller et til homoseksuelle.

Ifølge journalist og debattør Ayşe Dudu Tepe skal der i kampen for ligestilling være dækket op til alle ved det samme bord.

Det er det, hun forsøger at gøre nu med sin nye podcast ”Kommissionen”, som hun laver i samarbejde med femina.

Der findes allerede en lignende kommission, Kommissionen for den glemte kvindekamp.

Den blev nedsat af regeringen i januar 2022 i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og dens placering er for Ayşe Dudu Tepe et meget godt eksempel på, hvor den fejler.

Den tager ifølge hende kun fat på et hjørne af ligestillingskampen, fordi dens primære fokus er rettet på etniske minoriteter.

– Den er jo ikke lagt i Ligestillingsministeriet, så hvordan kan man tale om kvindekamp, når det ikke engang er en ligestillingskamp. Det bliver jo lige pludselig en holdeplads for et eller andet integrationsprojekt igen, og det er jeg ikke interesseret i, siger hun.

Hendes podcast skal omfavne alle stemmer, og det skal den, fordi hun tror på, at ligestillingskampen er en kamp for alle.

– Den skal ikke kun fokusere på kvinder, men i virkeligheden på alle køn og etniciteter. Ligestillingskampen siges jo at være en kvindekamp, men jeg tror på, det er alles kamp, og i stedet for at kæmpe fra hver vores bord, synes jeg, vi skal se det som et fælles projekt, siger hun.

Kvindekampen er ikke glemt

For Ayşe Dudu Tepe handler ligestilling om, at alle mennesker skal have de samme rettigheder og muligheder. Om de er kvinder, mænd, homoseksuelle, hvide, sorte eller nonbinære.

Derfor er det også åbenlyst for hende, at ligestillingskampen ikke kun er til gavn for kvinder, men til gavn for alle – det er også derfor, at det ifølge hende skal være et fælles projekt.

– Det er jo i alles køns interesse at komme det her til livs, lige så vel som det også er i min interesse, at mænd heller ikke bliver diskrimineret, ligesom jeg heller ikke er interesseret i, at homoseksuelle bliver diskrimineret, eller jøder eller muslimer, siger hun.

Ifølge hende bliver udtryk som feminisme og ligestilling ofte misforstået til at handle om en kamp udelukkende for kvinder.

Vi kan heller ikke komme uden om, at kvinder på grund af deres køn gennem årtusinder har lidt last, siger hun.

Men ifølge hende er vi alle sammen født ind i nogle systemer, som diskriminerer os. Det kan vise sig i forhold til løn eller arbejde, om du hedder Rikke eller Ali, om du bærer tørklæde, nævner hun som eksempler.

Spørger man hende, er kvindekampen ikke glemt, men vi har glemt at se den som et fælles projekt – også for mændene.

De er derfor, ligesom alle de andre stemmer, helt uundværlige omkring bordet, og det budskab ønsker hun også at udbrede med den nye podcast.

– Jeg er nødsaget til at have mændene med i den her kamp, og de skal ikke være bange for det, fordi hvis vi gør det bedre for os, så gør vi det også bedre for dem, siger hun.

Når vi ser kampen for ligestilling som et fælles projekt, tror Ayşe Dudu Tepe på, at vi står stærkere. Ifølge hende skal vi ikke dele kampene op, for så ender vi med at kæmpe imod hinanden fra hver vores bord.

Som eksempel nævner hun partnerdrab, og at der er forskel på, hvordan vi opfatter drabet alt afhængigt af, hvem der bliver slået ihjel.

– Hvorfor er det et æresdrab, når det er en kvinde med pakistansk baggrund, der bliver slået ihjel, men et partnerdrab, hvis det er en etnisk dansk kvinde. Drab er drab, så kan der selvfølgelig være nogle bagvedliggende årsager, der er forskellige, men vi kommer jo stadigvæk ikke udenom, at vi skal nå frem til en løsning i forhold til partnervold og partnerdrab, siger hun.

Det er et godt eksempel på, hvordan vi ville stå stærkere, hvis vi søgte en mere fælles løsning på problemet, siger hun.

’Feminism-er’

Hvert afsnit af podcasten skal munde ud i nogle anbefalinger eller løsningsforslag, som Ayşe Dudu Tepe har i tankerne at sende videre til Ligestillingsministeriet. Ikke fordi hun ser dem som definitive løsninger.

Hun ser dem rettere som samtaleåbnere og pejlemærker i forhold til, hvor man i ligestillingskampen kan lægge fokus.

Det er også det, hun håber på, at podcasten kan bidrage til hjemme i stuerne. Den skal åbne ligestillingssamtalen op og give alle mod på at tage del i den.

– Jeg håber i virkeligheden bare, det giver folk mod på at gå ind i ligestillingskampen uden at være bange for det, også uden at være bange for ordet feminisme.

Ifølge hende bør vi hellere kalde det ’feminismer’, fordi betydningen er så bred og dækker over emner, der vedrører os alle.