“Da jeg så kradsemærkerne på væggen, vidste jeg, at jeg blev nødt til at fortælle historien”

"Jeg er ikke åndssvag, jeg er ikke åndssvag, JEG ER IKKE ÅNDSSVAG!”

17-årige Marens stemme bliver mere og mere desperat, mens hun langsomt aner konturerne af det, der er ved at ske.

Vi er i 1933, og Maren er en ung kvinde med bløde proptrækkerkrøller og appetit på livet. Hun bor under trange kår i en baggård sammen med sin mor, der er eneforsørger – og sine søskende.

Maren arbejder på den lokale systue, men en ild brænder i hende: En lyst til at danse, flirte, drikke sig fuld, være UNG.

Maren tager ud på den lokale danserestaurant, og i en tidlig morgentime slingrer hun hjem, syngende og med friske kys på læberne.

Maren er – efter tidens normer – ustyrlig. Og i Malou Reymanns nye spillefilm af samme navn er Maren også godt i gang med at blive stemplet som åndssvag.

Den autoritære overlæge Wildenskov bliver tilkaldt, fordi Maren udviser “vagabonderende adfærd” og “usædelighed”.

Overlægen hiver Maren ind til en konsultation for at teste hendes intelligens, og da Maren nægter at nævne ugens dage i korrekt rækkefølge, står sagen klar: Maren skal afsted på en enkeltbillet til kvindehjemmet på Sprogø.

– Karakteren Maren er inspireret af virkeligheden, og det samme er filmens anden hovedkarakter Sørine, som Maren møder på Sprogø, fortæller Malou Reymann.

Hun er manuskriptforfatter og filminstruktør og gennem de seneste fire år har hun – sammen med manuskriptforfatter Sara Jønsson – arbejdet på spillefilmen “Ustyrlig”, der tager os med helt ind under huden på nogle af de unge kvinder, der blev anbragt på Sprogø.

– Filmen foregår i 1930’erne, men tanken bag “Ustyrlig” er at opløse tiden, så historien føles vedkommende, også i 2023. Så man forstår, at det her er sket for RIGTIGE kvinder – helt frem til starten af 1960’erne.

– Vi skal ikke længere tilbage end til min mormors generation, før det var en reel fare, at man som ung kvinde kunne blive sendt til Sprogø, hvis man ikke holdt sig på dydens smalle sti.

Indignationen lyser ud af Malou Reymann, mens hun taler.

Malou fik i 2020 sit gennembrud som filminstruktør med filmen “En helt almindelig familie”, der er bygget på hendes egen familiehistorie.

Lige nu sidder vi over for hinanden, i to bløde lænestole i et mødelokale hos Nordisk Film. Malou aer den højgravide mave, der strutter frem under hendes hvide skjorte.

– Ja, det er lidt vildt, at jeg nedkommer med mit andet barn og har premiere på “Ustyrlig” stort set samtidig. Jeg håber lige, jeg når at være med til premieren, inden jeg føder, smiler Malou og tilføjer:

– Jeg har også en datter på knap fire år, og under arbejdet med “Ustyrlig” har flere af os på filmholdet været gravide og er blevet mødre. Det har gjort meget i forhold til vores fokus i filmen.

– “Ustyrlig” har – både konkret og i overført betydning – en moderskabstematik. Ja, det kan jeg godt sige uden at afsløre for meget af handlingen.

En skamplet på danmarkshistorien

I “Ustyrlig” tager Malou Reymann os med tilbage til et mørkt kapitel i danmarkshistorien.

– Ja, jeg vil kalde det en skamplet, siger Malou med et fast blik i øjnene.

– Historien om Sprogø er ikke en historie, der passer særlig godt til det selvbillede, vi har som danskere – som foregangsland for ligestilling og kvinders rettigheder.

– Det er ikke en historie, der er rar at høre, men den er nødvendig. Faktisk synes jeg, det er helt vildt, at man ikke lærer om det i skolen, siger Malou.

Kvindehjemmet på Sprogø var en anstalt for “moralsk defekte” eller “moralsk åndssvage” unge piger og kvinder.

Anstalten åbnede i 1923, som en underafdeling af Den Kellerske Åndssvageanstalt og lukkede først i 1961.

I løbet af de 30 år, kvindehjemmet på Sprogø eksisterede, blev omkring 500 unge kvinder anbragt og boede på kvindehjemmet mellem tre og syv år, før de langsomt blev sluset tilbage i samfundet – ofte først efter flere år i kontrolleret familiepleje.

Mange af kvinderne blev fastholdt i åndssvageforsorgen i årevis, nogle i resten af deres liv.

Mens vi drikker te, fortæller Malou, at “Ustyrlig” tager udgangspunkt i virkelige hændelser.

– Det første, jeg gjorde, da jeg fandt ud af, at jeg ville lave en film om kvinderne på Sprogø, var at gå på biblioteket og lånte Birgit Kirkebæks bog “Letfærdig og løsagtig”. Bogen er en socialpædagogisk analyse af journalerne for de første 18 kvinder, der blev anbragt på Sprogø, siger Malou.

– I begyndelsen tænkte jeg: Hvad var der GALT med de her unge kvinder, siden de skulle sendes væk til en afsidesliggende ø?

– Efterhånden som jeg dykkede ned i historien omkring Sprogø, fandt jeg ud af, at det handlede om, at der var et andet kvindesyn, der gjorde, at de her kvinder ikke kunne forstås som normale.

Betød det, at de unge kvinder, der blev anbragt på Sprogø, var svagtbegavede?

– Nej, de fleste af dem lå i den høje ende af IQ- skalaen. Man vurderede kvinderne efter en IQ-skala: Hvis man lå over 75, var man “normaltbegavet”, lå man mellem 60 og 75 var man “sinke”, og lå man under det, fik man betegnelsen “lettere åndssvag”.

– De fleste kvinder, der blev sendt til Sprogø, lå enten lige over eller lige under en IQ på 75, fortæller Malou.

Hun tilføjer:

– Men det var ikke så vigtigt, hvor de lå på skalaen, for det handlede i virkeligheden om noget helt andet. De fleste af de kvinder, der blev sendt til Sprogø, var hverken syge eller åndssvage – de var tværtimod stærke, kraftfulde, energiske, lystfulde og sjove.

– Det var kvindernes opførsel, der gjorde, at de blev sygeliggjort. De blev set som defekte, fordi de gik imod tidens normer. De var alt det, som man ikke måtte VÆRE som ung kvinde, og som jo dybest set bare er normal menneskelig opførsel.

Ja, i dag ville alle unge kvinder jo nærmest havne på Sprogø?

– Ja, præcis, griner Malou, men bliver hurtigt alvorlig igen.

– Bevidstheden om, at man kunne blive sendt til Sprogø, har haft meget stor betydning – ikke bare for de unge kvinder, der blev anbragt – men også for alle de andre unge kvinder, der levede på den tid. Man var nødt til at tænke over sin opførsel, pointerer Malou.

– Mange af de kvinder, der blev sendt til Sprogø, fik prædikatet “kønsligt ustyrlig” klistret på sig. I virkeligheden betød det bare, at de havde en levende seksualitet.

– Frygten for kønssygdomme og børn født uden for ægteskabet var nogle af årsagerne til, at unge kvinder blev anbragt på Sprogø, men dybest set handlede det om, at man var bange for kvindernes seksualitet.

– Det har altid undret mig, det her med at den kvindelige seksualitet opfattes som skræmmende, men måske er det fordi, den netop ER ustyrlig.

Hvad tænker du, når du hører ordet “ustyrlig” – er det positivt eller negativt ladet?

– For mig er det mest positivt. Ordet ustyrlig har en vildskab og en energi i sig, men i ordet ligger også et ønske om, at der er noget, der skal holdes NEDE – som skal styres.

– Som samfund har vi prøvet på alle mulige forfærdelige måder at undertrykke og styre kvinder. Alligevel har kvinder gennem tiden formået at overleve og bevare ustyrligheden.

– Den kvindelige styrke er som græs, der vokser op af asfalt – den kan ikke styres, uanset hvor meget man prøver på det, smiler Malou.

Den moderlige omsorgsmagt

I “Ustyrlig” tager forstanderinden Frida Nielsen imod Maren, da hun ankommer til Sprogø. Frida Nielsen – eller Frøken Nielsen, som hun bliver kaldt – fandtes i virkeligheden.

– Hendes karakter i filmen er bygget op efter virkelighedens Frida Nielsen, som var den første forstanderinde på Sprogø.

– I forbindelse med filmen talte jeg med kønsforsker Bolette Frydendahl Larsen, der fortalte mig om begrebet “moderlig omsorgsmagt”. Det begreb siger rigtig meget om den form for magtudøvelse, pigerne på Sprogø blev udsat for, siger Malou.

– Hele idéen med Sprogø var, at de unge kvinder skulle pakke deres vildskab og ustyrlighed ned, så de kunne komme på ret kurs igen. De skulle lære at blive “gode” og “rigtige” piger – og lære at holde et hjem, lave mad, sysle med håndarbejde.

– Der er smukt på Sprogø, og kvindehjemmet så også rart og hyggeligt ud – men det var en del af en magtudøvelse, forklarer Malou og indskyder:

– Ja, jeg har det anstrengt med, at de blev kaldt “piger”, for de var jo voksne kvinder. Der er en umyndiggørelse i sprogbrugen og i den attitude, man havde over for de unge kvinder på Sprogø.

– I “Ustyrlig” er der en scene, hvor en mandlig journalist kommer på besøg på Sprogø for at skrive om kvindehjemmet. Sammen med Frida Nielsen går journalisten rundt på kvindehjemmet og taler om de unge kvinder. Mens de er der – men som om, de ikke er der, fortæller Malou.

– Det handler om, at når først kvinderne var blevet sat i bås som åndssvage, blev de ved med at blive set på den måde.

– Det blik, der var på de unge kvinder, var selvforstærkende – og jo mere de kæmpede imod, jo værre blev det for dem.

I “Ustyrlig” har Maren svært ved at indrette sig efter kvindehjemmets normer. En dag på systuen spørger hun de andre unge kvinder: Drømmer I slet ikke om noget?

– De unge kvinder fik at vide, at de skulle ændre sig, så de kunne passe ind i tidens normer, men Maren nægter at pakke sig selv ned.

– Sørine har en anden overlevelsesstrategi – hun gør alt, hvad hun kan for at være et dydsmønster og please forstanderinden.

– Sørine har fået stillet en stor belønning i udsigt, hvis hun agerer forbillede for de andre unge kvinder – men spørgsmålet er, om forstanderinden giver Sørine falske forhåbninger, siger Malou.

Kradsemærker og kuldegysninger

Bygningerne på Sprogø eksisterer stadig, og som en del af sin research til filmen har Malou besøgt det tidligere kvindehjem to gange.

– Stedet er blevet renoveret, og de fleste rum ligner i dag kedelige konferencelokaler, men ét rum står stadig som det var dengang: Betænkningsrummet.

– Det er et lille rum på omkring to gange to meter – en celle, som kvinderne blev spærret inde i, hvis de ikke havde opført sig “ordentligt”. Ofte var de indespærret i dagevis, og de måtte først komme ud igen, når de angrede.

– Da jeg stod i “betænkningsrummet”, blev det hele meget virkeligt for mig – det var overvældende ubehageligt.

Malous stemme knækker over, mens hun taler.

– Da jeg så kradsemærkerne på væggen i den lille celle, var det, som om jeg kunne mærke de unge kvinder – og jeg vidste, at jeg blev nødt til at fortælle deres historie.

– De her kvinder har fået taget deres krop, deres liv fra sig. De år, de tilbragte på Sprogø, gjorde, at de mistede forbindelsen til sig selv, og oven i det blev rigtig mange af dem tvangssteriliseret.

Hvorfor blev kvinderne steriliseret?

– Det handlede om, at man havde en anden forståelse for genetik. Man var bange for at lade “de dårlige gener” få overtaget i samfundet.

– Jeg blev vred, da jeg hørte om det, men det er vigtigt at huske på, at det var en anden tid, så det HAR været en reel bekymring, understreger Malou.

I 1929 fik Danmark en lov om adgang til sterilisation, og i 1934 blev loven strammet, så det blev en forudsætning, at kvinderne skulle steriliseres, før de kunne forlade Sprogø.

Frem til 1968 blev i alt 13.000 mennesker steriliseret – ud over kvinderne på Sprogø fik mange tusind mennesker, der hørte ind under “særforsorgen”, også frataget muligheden for at få børn.

– At sterilisere disse befolkningsgrupper var en form for racehygiejne, der var tæt forbundet med velfærdsstatens etablering. Tanken var, at hvis vi skal understøtte de svage i samfundet, skal vi også kontrollere dem og gøre dem færre i antal, forklarer Malou.

– I dag priser vi os lykkelige for velfærdsstaten, og den har også bragt rigtig mange gode ting med sig. Der er bare en slagside, som vi ikke har fået talt om: Danmark har simpelthen været foregangsland inden for racehygiejne.

I denne tid har vi rigtig meget fokus på retten til at bestemme over egen krop. Kvinderne på Sprogø fik – på brutal vis – frataget den ret. Hvorfor har vi brug for at blive mindet om disse kvinders historie?

– Kvinderne Sprogø fik hele tiden at vide, at de var forkerte – at de skulle skamme sig. I starten var det diffust for mig, hvorfor deres historie er relevant i dag. Men så blev jeg opmærksom på, hvor meget skammen også har været med til at styre og regulere min egen opførsel, siger Malou.

På hvilken måde?

– Skammen har gjort, at jeg har lagt låg på mig selv – især når det handler om seksualitet.

– Jeg kan huske, da jeg som teenager første gang begyndte et mærke lyst og føle tiltrækning – det var nogle følelser, der med det samme fyldte mig med skam, forklarer Malou.

– Det stod hurtigt klart for mig, at jeg ikke kunne være den udfarende, for man skulle vente på, at drengen tog initiativet og “bød op til dans”. Det har fyldt rigtig meget for mig, for det passer ikke til min personlighed at være afventende – jeg kan godt lide at tage initiativet og handle, når der er noget, jeg gerne vil have, siger Malou.

Hun holder en lille pause, mens vi drikker lidt mere te. Så siger hun:

– Det var først, da jeg begyndte at arbejde med “Ustyrlig”, at jeg forstod, hvor skammen kom fra. Altså, jeg ved ikke, om skammen kommer direkte fra Sprogø, men der er noget, der har lagret sig – fra generation til generation af kvinder.

– Der har knyttet sig en skamfølelse til den kvindelige seksualitet, og den har vi stadig ikke helt fået bugt med. Men vores ustyrlighed har omgivelserne heller ikke fået bugt med, siger Malou med kraft i stemmen.

Tænker du selv på at have “det ustyrlige” med i dit liv?

– Ja, men på en måde tænker jeg det omvendt. Jeg øver mig i at lægge mærke til, hvor i mit liv, jeg “bliver styret”– og hvordan jeg kan gøre mig fri af det.

– Det er ikke sådan, at det er nogen udefra, der styrer mig, men der er alligevel en stemme i mig, der siger: Hov, hov – det dér må du ikke gøre eller sige, fortæller Malou.

– Så jeg prøver at finde ind til de steder, hvor jeg har lagt låg på mig selv. Og ved at give det en stemme, bl.a. gennem mine film, mærker jeg også, at “det ustyrlige” får mere plads, inde i mig selv.

Ser du “Ustyrlig” som en feministisk film?

– Ja, men ikke på den måde, at jeg har sat mig for at lave en feministisk film.

– For mig findes feminismen et andet sted – i de historier, vi fortæller. Med “Ustyrlig” hiver vi noget frem fra mørket, som tvinger os til at se et stykke danmarkshistorie i øjnene.

– #MeToo har gjort rigtig meget i forhold til, hvilke blikke man kan fortælle historier med, og har også åbnet op for, at vi kan se: Vi ER der ikke endnu. Der er nogle måder at tænke køn på, som har formet os, og som stadig lever i vores samfund, siger Malou.

Selv om historien om Sprogø er barsk, slår Malou fast, at “Ustyrlig” også er en film om retfærdighed og håb.

– Vi har arbejdet rigtig meget med at finde ud af: Hvor ligger håbet i denne her fortælling? Og som jeg ser det, ligger håbet i relationen mellem Maren og Sørine.

– Ustyrligheden findes mellem de to unge kvinder, i deres venskab og i deres ukuelighed – og der ligger en kraft i, at ustyrligheden altid vil finde vej, selv på et sted som kvindehjemmet på Sprogø.

Tid til en officiel undskyldning?

I dag er kun ganske få af de kvinder, der blev anbragt på Sprogø, stadig i live.

De 500 kvinder, der blev anbragt på Sprogø, og deres familier har aldrig modtaget en officiel undskyldning fra den danske stat. Men måske er tiden moden til det nu?

– Ja, jeg synes, det vil være på sin plads at give kvinderne en undskyldning.

– Det er lidt vildt, at der på Sprogø findes en mindesten for Christian Keller, der stod i spidsen for tvangssteriliseringerne – men der er ikke rejst nogen mindesten for de kvinder, der blev anbragt på Sprogø og steriliseret med magt, siger Malou.

– Jeg håber, at “Ustyrlig” kan skabe en bevidsthed om, at det her er sket – og jeg håber også, at historien om Maren, Sørine og de andre unge kvinder på Sprogø sætter sig i folk på en måde, der rækker ud over det historiske.

– At filmen prikker lidt til én, så man begynder at tænke: De dér usynlige begrænsninger, vi som kvinder lægger ned over os selv – hvor findes de i mit eget liv?