Da Kristina var gravid delte hendes mavemuskler sig. Efter fødslen fik hun at vide, at hun skulle tabe 13 kilo

Kristina Hinkbøl husker stadig de sene nattetimer, hvor hun stod og vuggede sin nyfødte Pelle i armene.

Hendes mave føltes som et stort hul, der blev ved med at sluge de kræfter, hun havde tilbage. Kristina bed smerten i sig, for Pelle skulle bare bruge et par minutter mere til at døse hen i søvn.

Mens Kristina knugede Pelle tæt ind til sig, og hans øjne langsomt lukkede i, løb der lydløst tårer ned ad Kristinas kinder.

En nat blev til flere nætter. Smerterne var kommet med Kristinas graviditet og det akutte kejsersnit, da Kristinas mavemuskler havde delt sig og et mellemrum på seks centimeter var opstået mellem musklerne.

Selv da der var gået halvandet år, og Kristina havde opsøgt hjælp hos fysioterapeuter og osteopater, var gået til genoptræning, måtte hun indse, at smerten ikke bare var en midlertidig gæst, men i stedet var flyttet ind i hendes mave permanent.

Det eneste, Kristina ikke havde forsøgt sig med endnu, var et kirurgisk indgreb. Der var bare et problem med operationen, der kunne rekonstruere hendes mavemuskler.

13 kilo.

Kristina skulle under de "magiske" 73 kg, hvis hun overhovedet skulle drømme om operationen. For Kristina er det nemlig tallet, der holder hende inden for “normal”, hvis man kigger på hendes BMI.

– Det giver ikke mening for mig, at eksempelvis to kilo kan udgøre den afgørende forskel på, om man kan få en operation eller ej, siger Kristina.

Det giver heller ikke mening for læge og forsker i vægt og sundhed, Rasmus Køster Rasmussen. Han mener, at det er direkte urimeligt at bruge BMI på den måde i vores sundhedssystem, og at Kristinas historie er et godt eksempel på, hvordan det gør mere skade end gavn.

– Vi er nødt til at fjerne de hårde BMI-grænser i sundhedsvæsenet. Det er urimeligt, ganske enkelt, siger Rasmus Køster Rasmussen.

Efter fødslen

Et par dage over terminen målte de Pelle til at være en stor dreng, der lå inde i Kristinas mave. Han vejede omkring 4650 gram, og da jordemødrene tjekkede, var hans hoved placeret ved Kristinas ribben. På baggrund af det planlagde de et kejsersnit, der skulle finde sted fredag.

Men Kristina fik veer og gik i fødsel af sig selv onsdag. Veerne tog til, og Kristina håbede på, at hun måske kunne føde vaginalt. Jordemødrene og lægerne vurderede dog, at et akut kejsersnit var nødvendigt.

– Jeg ville gerne have født vaginalt, når jeg var gået igennem smerten fra veerne, derfor følte jeg mig snydt, da det blev et kejsersnit. Men i dag er jeg landet i det, fordi jeg kan sige til mig selv, at han ellers ikke var kommet ud.

Pelle blev født den 11 marts 2021.

Fokus hvilede kun på nyfødte Pelle. Da Kristina begyndte at mærke efter i sin krop, blev det tydeligt for hende, at hun ikke kunne bevæge sig som før.

Det føltes mest som et stort hul i bunden af maven, mens smerterne stak ud i resten af kroppen. Da Kristina tog til lægen, fandt hun ud af, at der var noget om snakken, for hun havde et mellemrum mellem sine mavemuskler på seks centimeter.

Et halvt år efter kejsersnittet tog Kristina til sin genbos polterabend, hvor de skulle til en twerk-undervisning. Som de stod der og dansede, gik det op for Kristina:

– Fuck mand, jeg kan nærmest ikke bevæge mine hofter.

Der var flere ting, som Kristina ikke kunne længere, og som tiden gik, blev det ikke bedre. Hun kunne ikke sætte sig op i sengen. Ikke løfte sine ben, hvis hun lå på ryggen. Ikke løbe uden at få smerter. Ikke køre bil uden smerter.

Genoptræningen hjalp ikke. Fysioterapeuter forsøgte at hjælpe Kristina, men smerterne bestod.

Kristinas læge fortalte, at der var mulighed for operation, det ville dog kræve, at hun fik et “normalvægtigt” BMI, og først der kunne de lave henvisningen til Plastikkirurgisk Afdeling på Skejby Sygehus.

Kristinas vægttab

At Kristina skulle tabe 13 kilo, lød umuligt i hendes ører. Hvordan skulle hun tabe sig mere, når motion var udelukket, og hun i forvejen spiser sundt og ikke særlig meget?

– Det giver ingen mening for mig, når man kommer med en problematik efter en fødsel, som egentlig ikke er vægtbetinget, at man skal tabe sig for at blive set.

En sygeplejerske fortalte Kristina, at hun bare kunne lade være med at spise kulhydrater efter klokken 18. Men Kristina spiste slet ikke kulhydrater. Hendes kost bestod hver dag af en let morgenmad, en grøn smoothie til frokost, salat og kylling til aftensmad klokken 17:30. Det var det hele.

Der var ikke andre muligheder for Kristina. At faste blev hendes løsning.

– Det, som jeg synes har været allersværest, er at selv skulle finde ud af, hvordan jeg kunne få den bedste hjælp gennem det offentlige, og så finde ud af, at jeg kun kunne få den hjælp, hvis jeg tabte mig. Jeg kunne ikke “bare” tabe mig.

Hun vidste godt, at hun bevægede sig ud på et usundt sidespor. Et sidespor, som Kristina selv husker fra gymnasiet, hvor hun havde et komplekst forhold til mad. Hun vidste trods alt, at hendes vægttab nu ville være begrænset til, at hun havde fået operationen, og at det netop ikke skulle vare evigt.

Kristina tabte de 13 kilo og fik henvisningen til operationen, men to måneder inden operationen, viste det sig, at hun manglede fire kilo.

– Det var frygteligt at stå på en vægt på hospitalets gang, og så få at vide, at jeg ikke havde nået målet, og at de ikke kunne hjælpe mig videre, før jeg havde tabt mig fire kilo mere.

Det startede den hårdeste periode i forløbet. Kristina tog dobbelt op på vanddrivende piller. Hun fastede så lang tid, hun kunne, og spiste minimalt, når hun desperat havde brug for det.

Kristina befandt sig i en konstant svimmelhed.

Men i det mindste vejede hun nu de magiske 73 kilo.

BMI er urimelig at bruge

Grunden til at man ved de fleste operationer har grænser for, hvor dit BMI-tal skal ligge henne, er fordi BMI bliver betragtet som en risikofaktor. Det vil sige, at ved et højere BMI kan der forekomme flere komplikationer såsom problemer med heling, infektioner eller andet.

Men der er flere grunde til at se kritisk på BMI-grænserne. Det mener læge Rasmus Køster Rasmussen, der forsker i vægt og sundhed.

– Inden for forskningen er der ikke noget evidens for, at hvis du taber dig, får du en bedre prognose. Med denne operation er der nok en øget risiko med et højere BMI, men ingen studier viser, at hvis vedkommende taber sig til et lavere BMI, får man bedre prognoser, siger Rasmus Køster Rasmussen.

Grunden til det er, at BMI har mange underliggende risikofaktorer, som ikke bare forsvinder, hvis man taber sig til et lavere BMI. Det kunne være faktorer som alder, rygevaner, ensomhed osv.

Han uddyber, at ved at sætte BMI-grænserne ved operationer, drager man alt for vidtgående konklusioner, som man ikke har data til.

– Den anden kritik er, at det er urimeligt at udvælge BMI, som det parameter, der afgør, om du kan få en operation. Sat på spidsen er det det samme som at sige, at alle over 60 år eller rygere ikke må få en operation. BMI er den eneste faktor, der virkelig er en hård stopklods, siger Rasmus Køster Rasmussen.

Han mener, at når man udvælger BMI som en risikofaktor, så bygger det videre på en stigmatisering af tykke mennesker i vores samfund, selvom der er komplikationer ved operation, hvis du er tynd.

– I virkeligheden burde man se mere nuanceret på det. Man kan godt have BMI med i vurderingen, men man skal også have alle mulige andre ting med, for det skal være en individuel vurdering.

Tab dig 10 kilo mere

En af lægerne havde fortalt Kristina, at hun godt kunne tabe 10 kilo ekstra, fordi hun havde en del fedt på maven, og det ville være godt, når hun skulle opereres.

Kristina spurgte tilbage, om det var fordi, hun ville dø, hvis hun ikke gjorde det, eller om det udelukkende var af kosmetiske årsager.

Det var udelukkende kosmetisk.

– Det havde taget mig halvandet år at tabe mig de her kilo, og det var så hårdt, og jeg havde nærmest ikke spist noget. Så jeg havde virkelig ikke lyst til at gå igennem mere.

For Kristina har det aldrig handlet om andet end at få sin bevægelighed tilbage, der også kunne øge hendes livskvalitet.

– Der er ikke en eneste læge, der har fortalt mig, hvorfor jeg skulle tabe mig de 12 kilo, udover at jeg skulle have et normalt BMI for at være berettiget til at få operationen.

– Det bør ikke være de fire kilo, der gør forskellen. Det er meget mere farligt, at jeg sulter mig selv for at få operationen, siger Kristina.

Det har Kristina ret i, mener Rasmus Køster Rasmussen.

– De fire kilo gør ingen forskel. Det er helt åbenlyst for mig, at hvis hun ikke har spist ordentligt og er dehydreret op til operationen, så øger hun også komplikationsraten. Det virker hjerteløst og vanvittigt, siger læge Rasmus Køster Rasmussen.

Det giver mening for Kristina, at man skal have et normalt BMI, hvis det giver flere risici at lave operationen på nogen, der er overvægtige. Men at fire kilo udgør forskellen på, om du kan få en operation eller ej, forstår hun ikke.

– Jeg synes i bund og grund, at man kan se ud fra folks almene tilstand, om de er sunde og raske, siger Kristina.

Opvågning

Da Kristina vågner fra operationen og kigger på sin mave, bliver hun overrasket. Lægerne havde fjernet tre modermærker, hendes ar fra kejsersnittet og omkring et kilo fedt fra hendes mave.

Det var lidt af en overraskelse.

I dag er det tre måneder siden hun vågnede op til sin nye mave. Hun er stadig i gang med at genoptræne og vænne sig til sin nye krop. Selvom det er hårdt, er det værd at kæmpe for. Hun håber bare ikke, at flere nybagte mødre skal igennem samme forløb.

– Jeg har mødt så mange søde sygeplejersker og læger. Men rammerne omkring hele mit forløb har været syge.

Det er en gruppe under Dansk Selskab for Rekonstruktiv Plastikkirurgi, der fastsætter de nationale retningslinjer for patientbehandling, og derved bestemmer, hvem der kan få den type operation, som Kristina har fået foretaget. Gruppen består af cheflægerne på de danske plastikkirurgiske afdelinger.

Birgitte Jul Kiil er cheflæge på Plastik- og Brystkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital og medlem af Plastikkirurgisk Selskab. Hun har ansvaret for omkring 30 kirurger på afdelingen.

– Der er lavet dataopsamlinger på det internationalt og nationalt, som viser, at hvis du har et for højt BMI, får du flere komplikationer, infektioner og vævsdød ved korrektion af overskydende hud. Særligt når vi opererer elektive patienter, som ikke behøver kirurgi, skal vi være ekstra opmærksomme på at gøre alt, vi kan for, at det går godt, siger Birgitte Jul Kiil.

Det er ikke kun overvægt, der kan diskvalificere patienterne. Det gælder fx også rygning.

– For de elektive patienter skal de hen og veje det rigtige, ellers synes vi, at vi laver en fejlbehandling, fordi vi får en gruppe med flere komplikationer, end når patienterne er under optimale vilkår. Vi skal sikre, at vores patienter får færrest mulige komplikationer.

Derfor vil de kilo, man vejer for meget ift. ens “normalvægtige” BMI betyde, at man ikke kan få en operation. Det gælder uanset, om der er tale om to, ti eller 15 kilo. Men det vægttab bør være til at opnå, ifølge Birgitte Jul Kiil, hvis man eksempelvis får hjælp af egen læge eller diætist.

– Man kunne også have sat grænsen på 26 måske, men vi har fastlagt niveauer i fællesskab ud fra erfaring og viden på området, at til denne her form for kirurgi, som man kan vente på til, at man har tabt sig, at patienterne er bedre stillet, hvis de vejer mindst muligt. Vi laver også et pænere resultat, fordi deres maver er nemmere at sy sammen, siger Birgitte Jul Kiil og fortsætter:

– Når vi skærer, så skal vi være sikre på, at vi gør det på det rigtige ansvar. Vi kan ikke tillade os at operere en patient, der kan vente til, at vedkommende er optimeret. Hvis vi havde opereret en patient med ikke-optimale forhold, ville det ikke være god patientbehandling.

femina update har kontaktet Dansk Plastikkirurgisk Selskab, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: