Da rulleteksterne trillede over skærmen, stoppede hun op. Hun var blevet glemt – igen

Da Ayan Mouhoumed var barn, var der ikke andre brune børn på TV.

Det betød, at de børn, hun så, aldrig lignede hende selv.

– Når jeg som lille afro-dansk pige i den københavnske Vestegn så et program eller en dansk film, og der ikke var nogen, der lignede mig overhovedet, sad jeg og tænkte: Hvor er jeg?

Selv om der i dag er mere diversitet på Ramasjang, når hun ser fjernsyn med sine egne børn, går det stadig for langsomt, mener hun.

Med sin dansk-somaliske baggrund har repræsentation altid været vigtigt for hende, og i dag er det noget af det, hun har allermest fokus på i sit job som caster.

Allerede i sin tid som studerende på medie- og tilrettelægger uddannelsen var Ayan opmærksom på mangfoldighed – og manglen på samme, når de for eksempel skulle finde cases til deres produktioner.

Ayan Mouhoumed har været ansat hos nogle af landets største produktionsselskaber og oplevet at være den eneste brune på produktionen. Her har hun set, hvordan de roller, der tilbydes etniske minoriteter, stadig er præget af stereotype forestillinger.

Hun oplever, at branchen overser, at etniske minoriteter også kan spille andet end kriminelle, taxachauffører eller førtidspensionister.

Og tragikomisk nok blev Ayan selv overset for nylig.

Hun havde castet på sin første spillefilm, “Viften”, der handler om Danmarks fortid som kolonimagt i Dansk Vestindien i 1848, men da rulleteksterne rullede over skærmen, var hendes navn ikke nævnt.

Som eneste brune caster på filmen, var den oplevelse “ironisk”, som hun skrev på Twitter efterfølgende.

Et tweet, der tiltrak sig en del opmærksomhed, særligt fordi der ellers er ved at ske et oprør inde fra filmbranchen.

I begyndelsen af året lancerede en række skuespillere nemlig kampagnen “Et større billede" for at sætte fokus på manglende repræsentation i filmbranchen.

Ayan er glad for at se at der er andre, der råber op, men samtidig er hun ærgerlig over, at det er nødvendigt.

– Jeg er virkelig trist og ærgerlig over, at vi er kommet dertil, hvor man er nødt til at stille sig på en kasse og sige: ”Vi er her også, se på os”.

Problemerne med diversitet i filmbranchen er til at tage og føle på. Tidligere på året lancerede Dansk Filminstitut en rapport om etnisk mangfoldighed i branchen, som viste, at der i de seneste 10 år kun har været en begrænset udvikling i diversitet i branchen.

Ayan havde været både spændt og glad for muligheden for at caste på “Viften”.

– Jeg synes, at jeg havde gjort et rigtig godt stykke arbejde, og det var et rigtig fedt projekt. Jeg havde glædet mig til at se filmen, fordi nu var jeg en del af det.

Derfor var skuffelsen over at være blevet udeladt også til at tage og føle på:

– Jeg tænkte: "Okay, det kan bare ikke passe.” Det gør ekstra ondt, fordi det er min første spillefilm, jeg har castet.

Hun endte med at få en uforbeholden undskyldning af folkene bag filmen, men oplevelsen satte sig i hende.

Særligt fordi det ikke er første gang, hun har været ude for det. Da hun skulle caste til realityprogrammet "FBoy Island", blev hun også udeladt fra rulleteksterne på de to første afsnit.

Sexarbejder eller au pair

Når Ayan skal caste til et job, er hun hyper opmærksom på, om det er en stereotyp rolle, hun caster til. Det oplever hun nemlig ofte er tilfældet, når der bliver lavet roller til folk med anden etnisk baggrund.

Her ser hun, både i filmbranchen og i sit arbejde som caster, at der efterspørges en særlig etnisk baggrund til specifikke roller:

– Hvorfor skal de altid spille sexarbejder eller au pair? Det er sådan: Get over it. Der er meget mere i dem end kun de her roller, siger Ayan.

Derfor gør hun sig umage for at undgå at reproducere nogle af de stereotyper om personer med anden etnisk baggrund, som går igen både i medierne og i film.

Men selv om hun er meget opmærksom på, hvad hun caster til, er film og tv-branchen også til tider en hård kamp for overlevelse. Derfor endte hun med én gang at gå på kompromis med sine principper.

Hun skulle finde en medvirkende, som havde muslimsk baggrund og havde været på sociale ydelser i længere tid. Men efterfølgende lovede hun sig selv, at det ikke ville gentage sig:

– Jeg sagde ikke nej, fordi det var i starten af min karriere. Jeg skulle også have smør på brødet og have noget på mit CV. Så der var nogle principper, som jeg lige måtte glemme i to sekunder. Det var ikke særlig fedt.

Det handler om repræsentation

Ayan har været i filmbranchen i mange år og begyndte hos Zentropa, produktionsselskabet der blev grundlagt af instruktør Lars von Trier og producer Peter Aalbæk Jensen.

Selskabet står bag produktioner af nogle af landets største og mest omtalte film og har flere gange trukket overskrifter for deres til tider kontroversielle metoder.

Her var hun “småtte”, en form for praktikforløb, hvor hun hjalp til med en masse praktisk omkring produktionerne.

Hun var glad for at være hos Zentropa, men hun var også opmærksom på den manglende repræsentation i produktionerne:

- Men jeg forstod, at hvis jeg skulle sætte mit lille præg på den her branche, så bliver jeg nødt til at være en del af den. Jeg kan ikke komme udefra og råbe og skrige.

Det mønster gik igen, da hun begyndte at arbejde som caster og fik adgang til nogle af de største produktionsselskaber. Og sådan er det stadig. Når hun træder ind i en produktion, er hun stort set altid er den eneste med anden etnisk baggrund.

– Jeg føler, at jeg larmer. Bare den måde jeg ser ud på, det hår jeg har. Jeg føler, at jeg skal blende mere ind og gå i ét med tapetet.

Selv om der langsomt kommer mere diversitet på skærmen, er der stadig ikke mange med anden etnisk baggrund, der arbejder bag kulissen.

Og når branchen ikke afspejler virkelighedens mangfoldighed, er den også med til at præge idéen om, hvad det vil sige at være dansker. Derfor går Ayan meget op i at understrege, at danskerne kan se ud på mange forskellige måder.

– Det er det, jeg lærer mine børn. Der er ikke nogen, der er mere danske end andre. Man kan sagtens være dansk, selv om man også fejrer Eid og tager i moskéen.

Det er vigtigt for hende at være med til at påvirke, hvilket narrativ der skabes om mennesker med anden etnisk baggrund:

– Det kan jeg være med til som caster.

Når Ayan tænker tilbage på sig selv som barn, ville det have betydet meget for hende at se børn, der lignede hende selv på TV. Ikke kun som skuespillere, men også som en del af produktionerne.

Derfor går det hende særligt på, at hun blev udeladt fra rulleteksterne på Viften. For selv om hun har fået sin undskyldning og er kommet videre, mener hun, at der er en vigtig pointé i oplevelsen:

– Det handler om repræsentation: At lille Fatima, der sidder inde i biografsalen, ser mit navn i rulleteksterne – det er også repræsentation.

Du kan også lytte til podcasten i Apples podcast-app eller på Spotify.