Dagbog fra (endnu) en mislykket dag på hjemmekontoret: Hvad vil min chef ikke tænke?

Jeg burde i virkeligheden arbejde. Men jeg kan bare ikke.

Jeg sidder som forstenet foran skærmen på hjemmekontoret og forstår ikke, hvordan jeg nogensinde har været i stand til at få noget fra hånden.

Alene det at ringe til en kilde eller skrive bare begyndelsen af en artikel virker fuldstændigt uoverskueligt. Du kunne lige så godt have bedt mig om at løbe et maraton gennem Grønlandsisen i bare fødder.

Det kommer ikke til at ske i dag.

Problemet er, at det er ikke første dag under corona-pandemien, hvor jeg bare ikke kan arbejde på hjemmekontoret.

Imens vokser min dårlige samvittighed sig kun større – det er, som om den også muterer.

Jeg er ellers opvokset med vestjysk foretagsomhed: Da jeg var 13, fik jeg arbejde hos den lokale købmand, og siden da har jeg arbejdet. Ledighed er roden til alt ondt som bekendt.

Jeg har også spillet fodbold længe nok til at vide, at hvis der er en på holdet, der ikke gider løbe med hjem, så ramler det faktisk for andre end en selv.

Jeg skammer mig. Jeg kan ikke være det bekendt over for mine kolleger og mine chefer, som jo ikke betaler mig for at lave ingenting.

Men alligevel kan jeg ikke arbejde.

Køleskabet, min nye kollega

I stedet for sætter jeg en tøjvask over. Man arbejder jo så godt, når centrifugen kører.

Jeg skyder skylden på larmen fra de håndværkere, der er ved at sætte lejligheden over min i stand. Det er jo klart, jeg ikke kan koncentrere mig, når en maler er i gang deroppe.

Jeg stirrer ind i min bogreol og overvejer, om jeg skal flytte lidt rundt på bøgerne i den. Trænger den ikke også til at blive støvet af?

Mit gulv er i hvert fald blevet støvet. Så må jeg hellere støvsuge, for jeg kan jo ikke arbejde, hvis her ikke er rent. Det er jo vigtigt med et godt arbejdsmiljø.

Er jeg ikke også lidt sulten? Jeg må hellere lige varme en bolle. Måske skal jeg også have et blødkogt æg? Spise skal jeg jo uanset.

Og det gør jeg. Gud, hvor åbner jeg køleskabet mange gange i løbet af sådan en dag. Som om det var en kollega, jeg tog en kaffepause med.

Hvis det går helt i hårknude, går jeg en tur, for det er jo vigtigt at få frisk luft. Kierkegaard sagde vist også engang, at man tænker bedst, når man går.

Hvis jeg så også var i stand til at omsætte de tanker til reelt arbejde, ville jeg føle mig knap så uduelig.

Jeg zapper lidt rundt på forskellige nyhedsmedier og minder mig selv om, at det jo trods alt ER en del af mit job at holde mig orienteret.

Jeg læser om ensomhed under corona og føler mig ramt. Jeg er jo single og bor alene. Selvfølgelig kan jeg ikke arbejde.

Jeg falder også over et par artikler om hjemmearbejde. Det viser sig, at der faktisk findes mennesker, der bare synes, at hjemmearbejde er en fest. De bliver mere kreative og sætter pris på ikke at blive forstyrret.

Jeg ved også, at et par af mine kolleger trives bedre med det end jeg. De får rent faktisk lavet noget – ja, faktisk mere end de gør på kontoret.

Åh, den halvsløve kaffe på kontoret

Men jeg er heldigvis ikke den eneste, der føler, at kreativiteten stille og roligt siver ud af mig som vand, der fosser ud af et badekar uden prop.

Der er andre end mig, der mangler drive, og den motivationskrise, en psykolog taler om, føler jeg mig ufrivilligt som deltager af.

Man siger, at eksamen er en fest for den flittige elev, men det er ikke det samme med hjemmearbejde for medarbejderen med gode intentioner.

For der er intet, jeg hellere ville end at arbejde. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad mine chefer ville tænke, hvis de vidste, hvor lidt jeg fik lavet. Men jeg kan bare ikke svinge mig op til det.

Jeg er mast, mørbanket, demotiveret og ikke min løn værd, tænker jeg.

Jeg drømmer om mit hævesænkebord og kantinens buffet. Om halvsløv kaffe fra maskinen. Larm fra storrumskontoret. At sludre med mine kolleger.

Drikke bobler sammen, når noget er gået godt i stedet for at svæve som satellitter i hver sin firkant til endnu en fredagsbar på Teams. At kunne give hinanden et knus i stedet for at vinke et akavet ”god weekend” gennem skærmen.

Jeg trøster mig med, at både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig fik en ende og håber, det her ikke behøver tage lige så lang tid.

Jeg minder også mig selv om, at min kollega fik sit første vaccinestik forleden. Så skal vi andre bare have vores.

Og så skal jeg aldrig arbejde hjemme igen.