De datede de samme 16 mænd i “Bachelorette”, men én ting måtte de ikke snakke med hinanden om
Foto: Mathilde Schmidt
For første gang i dansk kontekst sender TV 2 nu programmet “Bachelorette”, hvor to unge kvinder har hovedrollerne, når de over fem uger i Mexico dater de samme 16 unge mænd i håbet om at finde den store kærlighed.
I de første to danske sæsoner af “Bachelor”-programmerne har det været mænd, der har styret slagets gang, datet et hav af kvinder på én gang og uddelt roser til deres favoritter.
Men denne gang er det Julie Kriegler og Mette Sommer, der bestemmer og bliver bejlet til.
– Jeg synes, det er mega 2023. Det er ikke den typiske kønsrollefordeling, og jeg synes, det er virkelig fedt, at de har vendt bøtten, og at det er os, der bestemmer, siger Mette Sommer om programmet.
Julie Kriegler fortæller, at hun føler det som en ære at få lov til at være blandt de to første kvindelige “Bachelorettes”.
– Det er fedt. Det bringer lidt liv og lidt nyt til. Og kvinder kan sgu også godt sætte sig i førersædet og invitere fyre ud og arrangere fede dates og fortælle dem, hvad de føler, slår hun fast.
Nok har Mette Sommer en af hovedrollerne denne gang, men det er ikke første gang, at hun medvirker i programmet. I sæson to af “Bachelor” var hun med som én af de mange kvindelige bejlere, og hun gik stort set hele vejen.
Faktisk var hun overbevist om, at hun ville få "bacheloren" Kasper Skaks allersidste rose – men den gik i sidste ende til en anden kvinde, og Mette Sommer måtte altså rejse tomhændet tilbage til Danmark.
Derfor sprang hun til igen, da hun fik muligheden for at medvirke i “Bachelorette”.
– Jeg tænkte, at nogle af de mænd, der meldte sig til programmet denne gang, havde tænkt på forhånd, at jeg kunne være et potentielt match for dem. Dermed ville chancen for, at jeg ville kunne finde en kæreste, være større, siger Mette Sommer.
Mette Sommer
Julie Kriegler derimod er helt ny på tv, men hun tænkte ligesom Mette Sommer, at der måtte sidde nogle mænd derude, som havde set hende og hendes introduktionsvideo og tænkt: “Vi kunne godt være et match.”
– Jeg var klar på at finde kærligheden og opleve en masse. Og så tænkte jeg også: "Hold da op, det her program har en høj succesrate.” Det virker jo så fantastisk, så hvorfor skulle det ikke også ske for os? spørger Julie Kriegler.
Tre ud af fire af de tidligere “Bachelors” fandt kærligheden i programmerne og er stadig i dag sammen med den kvinde, de gav deres sidste rose til.
“Det var virkelig grænseoverskridende”
Godt nok havde Julie Kriegler og Mette Sommer forskellige erfaringer med at date på tv, men det var lige uvant for dem begge at skulle deles om den samme gruppe mænd.
Men selv om man nok sjældent har lyst til at se sin date flirte med en anden, så var det faktisk noget af dét, der gjorde oplevelsen nemmere, fortæller de.
– Jeg er ret glad for, at vi kunne dele opmærksomheden. Jeg tror, at hvis jeg skulle stå der alene, så ville jeg virkelig føle et pres. Jeg fandt meget tryghed i, at Julie også var der, siger Mette Sommer.
– Det synes jeg også var meget rart. Jeg ved ikke engang, hvordan det ville have været, hvis man skulle have været alene, siger Julie Kriegler.
Her er de 16 fyre, der skal være med i "Bachelorette"
De to “Bachelorettes” lægger dog heller ikke skjul på, at det var rigtig hårdt at medvirke i programmet. Så hårdt, at Mette Sommer nærmest drømmende så tilbage på sin medvirken i sæson to, hvor hun ikke stod med de store valg.
– Jeg vil ikke sige, at det var en badeferie, jeg var på første gang, men det var ikke lige så travlt. Det var hårdere den her gang, fordi vi skulle på date hver eneste dag, og du vil gerne give den samme energi til manden, du skal på date med dagen efter, som dagen før, siger Mette Sommer og fortsætter:
– Men det var også fedt selv at kunne bestemme. I “Bachelor” vidste jeg jo ikke, om jeg var købt eller solgt, og jeg følte, at jeg skulle give rigtig meget af mig selv på kort tid. Men sidste gang kunne jeg dele alt muligt med en masse andre kvinder. Den her gang var jeg lidt mere alene, og det var også med til at gøre det hårdt.
For Julie Kriegler var det samtidig en kamp at skulle vænne sig til at date fremmede mænd med et helt kamerahold omkring sig – stort set i døgndrift.
– Det var megasvært i starten med kameraerne, og det var virkelig grænseoverskridende at skulle date på tv. Jeg føler egentlig, at en date normalt er ret intim, det er mellem dig og et andet menneske. Her stod der 10 mennesker omkring os og kiggede på og lyttede.
– Jeg synes godt nok, det var svært i starten at give noget af sig selv og åbne sig ordentligt op, fordi jeg tror, at jeg havde det i tankerne, at jeg ikke skulle sige noget forkert, fordi det ville komme i fjernsynet, forklarer Julie Kriegler.
Julie Kriegler
Derfor var det også grænseoverskridende for hende at se de første episoder herhjemme i Danmark, fortæller hun.
Men noget af det allersværeste for dem begge var, at de to kvinder i de fem uger i Mexico ikke måtte tale med hinanden om mændene eller om deres følelser.
– Vi måtte kun snakke om vejret og den slags eksempelvis. Så jeg vidste ikke, hvad Julie tænkte om de forskellige mænd, og hun vidste heller ikke, hvad jeg tænkte om dem, forklarer Mette Sommer og fortsætter:
– Der har været gode ting ved oplevelsen, og der har også været dårlige ting. Det dårlige var, at vi ikke kunne snakke sammen. Når Julie var ked af det, så kunne jeg ikke snakke med Julie om, hvorfor hun var ked af det og omvendt.
Mændene skal ikke styre det hele
Trods lidt udfordringer blev der både minglet, datet og delt roser ud traditionen tro. Og Julie Kriegler og Mette Sommer fik vist, at kvinder også kan gå forrest, når det handler om dating, siger de.
– Hvis der er en fyr herhjemme, som jeg er interesseret i, så er jeg ikke bange for at skrive til ham overhovedet. Så jeg synes, det er fedt at få lov til at vende det om og invitere nogle fyre ud. Jeg vil også gerne planlægge, invitere ud og betale en middag, så de føler sig værdsat. Det skal gå begge veje, slår Julie Kriegler fast.
Binge-watcher du også alle dating-programmer? Det er der en god grund til
Mette Sommer erklærer sig enig og fortæller, at det egentlig falder hende naturligt at bestemme.
– Jeg vil helst ikke date, hvor det er ham, der styrer det hele. Men vi oplevede også nogle gange, at når vi inviterede fyrene ud på nogle dates, så prøvede de at overtage daten, fortæller Mette Sommer.
Om de to kvinder faktiske ender med at finde kærligheden blandt de 16 bejlere i programmet, må vi vente at se.
Selv har de to set den første håndfuld episoder på forhånd, og de er allerede begejstrede over det nye format.
– I nogle af de udenlandske udgaver af programmet virker det lidt for perfekt, glamourøst og nærmest forceret. Men vi griner, og jeg kommer til at slå en bøvs på et tidspunkt. Vi behøver ikke at stå og suge maven ind i 45 minutter, så det synes jeg er rigtig fedt. Vi viser noget alsidighed og noget forskelligt, siger Mette Sommer.
De håber, at der er mange kvindelige seere, som kan spejle sig i dem, når de ser programmet.
– Især yngre piger, der måske sidder og ser det og tænker: “Wow, de står der og ser megafantastiske ud.” Men prøv at høre, sådan er der altså ikke nogen, der ser ud hver dag, og det gjorde vi heller ikke, når vi selv skulle på dates, slår Julie Kriegler fast.
"Bachelorette” har premiere den 23. maj på TV 2 og TV 2 Play.