De siger, at det er sjovt at have sådan nogle unge, friske piger med. Så begynder Helene at miste bevidstheden. Igen

Marie kigger på sin telefon. Stadig intet svar. Hun overvejer, om hun skal skrive igen, men ringer i stedet til sin veninde Sophia. Måske hun har hørt noget.

Samtalen forløber kort. Sophia har heller ikke hørt fra Helene og inde på Messenger kan hun se, at det er mange timer siden, hun sidst var online.

Jeg synes, du skal tage ud til hende, siger Marie.

Billeder fra aftenen før kører rundt i Maries hoved: Helenes bevidstløse ansigt, ambulancefolkenes grin.

Sophia lover, at hun nok skal prøve at få fat på hende.

Marie går ind i samtalen med Helene igen.

Er du okay? Kom du godt hjem?

Intet svar.

Hvordan kunne jeg bare lade hende tage hjem, tænker Marie med en voksende knude i maven.

24 timer tidligere

29-årige Helene Jensen kigger på sin hövding cykelhjelm. Hun har ikke lyst til at miste den, hvis nu de skal videre i byen, selv om hun godt ved, at det er dumt at cykle uden. Hun lader den ligge og skynder sig ud af døren.

Det er fredag den 5. maj 2023 og Helenes veninde Sophia har inviteret til fødselsdag og fejring af den sidste frie store bededag.

Helene er i strålende humør, da hun ankommer til festen. Hun skal starte nyt arbejde om mandagen og glæder sig til en hyggelig dag og aften sammen med de andre.

I gården har Sophia disket op med havespil og drinks. Selv om kalenderen viser maj, er det stadig køligt udenfor, så da mørket falder på, rykker festen op i lejligheden, inden selskabet beslutter sig for at tage videre på Bremen Natbar for at danse.

På grund af vejret beslutter de fleste sig for at tage en taxa, men både Helene og Marie vil gerne have deres cykler med, så de aftaler at mødes med de andre derhenne.

Det er første gang, de møder hinanden, men samtalen flyder frit, mens de cykler afsted.

Belysningen på vejen er dårlig og den kolde blæst gør det svært at se langt frem. Helene cykler ind i en kantsten, mister balancen og smadrer højre side af hovedet ned i den.

Marie hører først faldet. Så ser hun Helene ligge bevidstløs på vejen.

Hun bevæger sig ikke, og Marie kan ikke få kontakt til hende.

En fyr kommer løbende hen til dem. Han ringer efter en ambulance, imens Marie forsøger at få liv i Helene.

Minutterne går. Helene er stadig bevidstløs.

Marie prøver at ruske i hende, at give hende små lussinger og nive hende under neglen for at lave en form for smertepåvirkning, men intet virker.

Da der er gået 6-7 minutter, kommer en anden ambulance, end den de har tilkaldt, kørende forbi. De er på vej til et hjertestop, men holder kortvarigt ind og får Helene til bevidsthed.

Ambulancen kommer snart, siger de, og kører videre. Helene læner sig op ad Marie, mens de venter. Hun har størknet blod i håret. Hun er usammenhængende og omtumlet.

– Hun er da godt kørende, siger de nye ambulancefolk, da de endelig ankommer.

Marie forsøger at forklare dem, at Helene altså ikke er særlig fuld, men at hun har slået hovedet. Men det er som om, de ikke rigtig vil tro på, hvad hun siger. I hendes journal står der flere gange, at hun ikke har slået hovedet, men er alkoholpåvirket. Selv om der også står, at hun er “vågen igen.”

– De bliver ved med at sige, at det er sjovt at have sådan nogle unge, friske piger med, fordi de kun plejer at køre med gamle mennesker. At det gjorde arbejdsdagen lidt sjovere for dem, forklarer Marie Ravn.

– Og så bliver de ved med at spørge ind til, hvor meget hun har drukket. De tror ikke på, at hun ikke er fuld, selv om de tager en blodprøve, og da hun på et tidspunkt begynder at kaste op, siger de, at det er godt, fordi det er et tegn på, at hun nu er ved at få tømmermænd.

Marie spørger flere gange, om ikke Helene skal på hospitalet, men det bliver ambulancefolkene ved med at afvise. Hun er bare fuld, mener de. Det er typisk unge piger at få lidt for mange drinks med veninderne, siger den ene ifølge Marie.

– For mig var det jo helt tydeligt, at hun havde ændret adfærd efter faldet. Hun kunne slet ikke snakke sammenhængende eller følge med i vores samtaler, men alligevel ville de bare sende hende hjem, så hun kunne sove rusen ud.

Efter noget tid ringer Marie til Sophia for at fortælle, hvad der er sket. Sophia spørger, om hun skal komme, men det mener ambulancefolkene ikke er nødvendigt. De vil gerne have, at Helene sover hos Sophia, men da de ikke kan komme ind i lejligheden, siger de, at det er fint, hvis hun bare tager hjem, selv om de får at vide, at hun bor alene.

– Man er jo meget autoritetstro, så det var svært at blive ved med at insistere på, at hun skulle på hospitalet, når nu de ikke finder det nødvendigt, siger Marie, der efter godt halvanden time i ambulancen ringer efter en taxa, som kan køre Helene hjem.

Bare charge lidt ekstra, hvis du sørger for at få hende sikkert op i lejligheden, informerer hun taxachaufføren.

14 timer senere

– Det første jeg tænker på, da jeg vågner den morgen, er Helene, fortæller Sophia Lehrmann.

Hun har skrevet til hende i løbet af natten, men ikke modtaget noget svar. Senere på dagen har hun forsøgt at ringe, men er heller ikke kommet igennem. Efter hun har snakket med Marie, beslutter hun derfor sammen med sin veninde Andrea at køre ud for at se til hende.

Da de er fremme, ringer de på dørklokken i, hvad der føles som 10 minutter. Til sidst lyder der et buzz, og de skynder sig op ad trappen.

Helene ser forvirret ud. Hun virker som en, der har sindssygt mange tømmermænd, og løber ud for at brække sig, så snart de kommer indenfor.

Klokken er næsten 16, og det undrer Sophia, at Helene har sovet indtil nu. De taler lidt om festen. Helene spørger ind til, hvor de andre tog hen, men pludselig begynder hun at tale i tåger. Hun kalder Sophia og Andrea for Anne-Sophie og falder over ordene.

– Hun bliver mere og mere underlig, og da jeg spørger om hendes CPR-nummer, fordi vi vil ringe til 1813, kan hun ikke huske det, siger Sophia.

I bilen ud til Bispebjerg Hospital falder Helene konstant i søvn, og da de er fremme, kan hun ikke længere stå op. Hun bliver fragtet ind på hospitalet i en kørestol, hvor hun får foretaget en MR-scanning. En læge noterer, at Helene er 100 procent usammenhængende.

Lægen er alvorlig, da han ringer til Helenes forældre for at give svar på scanningen. Han fortæller, at Helene har en stor blødning, som presser på hjernen. Senere på aftenen bliver Helene kørt med udrykning til Rigshospitalets intensivafdeling.

32 timer senere

Helene vågner op efter at være blevet opereret. Hun har været vågen et par gange, men det er først nu, at hun begynder at forstå, hvad der er sket. Hun mærker på sit hoved, på den skaldede plet og de 26 sting, der nu er der i stedet for håret.

Hun har ingen erindring om fredag nat og kan kun huske korte glimt fra resten af weekenden. Hun ser dobbelt og har svært ved at sige mange ord.

– Det var helt vildt underligt, døren var ligesom bare blevet lukket mellem min mund og min hjerne. Jeg vidste jo, at jeg var på Rigshospitalet, men jeg kunne simpelthen ikke få ordet ud af munden, fortæller hun.

En uge senere

Efter seks dage bliver Helene udskrevet. Dagen efter kommer hun forbi Sophia. Hun har en klap for det ene øje, fordi hun har dobbeltsyn, og bryder sammen, da de omfavner hinanden.

Hun har det underligt over ikke at kunne huske, hvad der er sket, og synes det er ubehageligt, at ambulancefolkene tydeligvis ikke tog hendes situation mere alvorligt.

– Jeg ved med mig selv, at jeg aldrig ville være cyklet, hvis jeg havde været meget fuld, siger hun.

På samme måde er Marie uforstående over for ambulancefolkenes håndtering af situationen. Hun forstår ikke, hvorfor de ikke tog det mere alvorligt, at Helene var bevidstløs i over fem minutter, og synes generelt, at det var ubehageligt, at de hele tiden jokede med dem.

– De håndterede det virkelig sindssygt dårligt, og det var meget upassende, at de hele tiden talte om os som unge, stive piger, siger hun.

Efter fem uger begynder Helene så småt at starte op på sit nye arbejde, og i dag føler hun ikke, at hun har mén efter ulykken. Der er dage, hvor hun tænker, at hun bruger lidt længere tid på at lede efter ordene, men hun tror mest, det er psykisk.

– Jeg er virkelig taknemmelig for, hvor heldig jeg har været, for det kunne jo være endt meget værre. Men jeg synes, det er tankevækkende, at jeg ikke blev taget mere seriøst, for tænk, hvis pigerne ikke var kommet hjem til mig, siger Helene.

femina har kontaktet Region Hovedstadens Akutberedskab for at få et interview og forholde dem kritikken.

Det afviser de, men i et skriftligt svar oplyser Akutberedskabets direktør, Thomas Reimann, at han er ked af, at Helene ikke har følt sig taget alvorligt, da han er af den opfattelse, at unge mennesker, der kommer til skade, bliver taget alvorligt, særligt hvis de er alkoholpåvirkede, fordi mange ulykker ofte involverer alkohol.

Han mener, at man fra vagtcentralens side har taget ulykken alvorligt, da der er bestilt en ambulance, men derudover kan han ikke kommentere på, hvad der er sket – eller er blevet sagt – på selve skadestedet, fordi Akutberedskabet ikke går ind i enkeltsager i pressen.

Han opfordrer Helene til at klage, så akutberedskabet kan få en chance for at se ordentligt på forløbet, tale med de forskellige parter og lære af situationen.

Helene har ikke klaget over forløbet, fordi hun har haft fokus på at komme sig. Hun overvejer dog stadig, om hun skal klage, så unge kvinder i fremtiden forhåbentlig ikke kommer ud for en lignende situation, fortæller hun.