De undersøgte de smerter, kvinder oplever under medicinsk abort. Det her overraskede dem
Foto: Telemark Sygehus/Karina Hagen
Da Idun Røseth og hendes kolleger skulle finde kvinder, som ville dele deres erfaring med medicinsk abort og smerterne, de oplevede, gik det stærkt.
De udgav en annonce gennem universitetets Facebook-side, men allerede inden der var gået 24 timer, måtte de tage den ned igen, fordi så mange kvinder havde henvendt sig.
- Mange af kvinderne ville være med, fordi de syntes, det var så vigtigt at skabe forandring. Det var vigtigt for dem at hjælpe andre kvinder. For nogle af dem, der henvendte sig, var det første gang, de fortalte om deres medicinske abort.
Det fortæller Idun Røseth, som ph.d. i psykologi og forsker ved Telemark Sygehus og Universitetet i Agder i Norge.
Sammen med forskerkollegerne Anne Marit Lyberg, Eva Sommerseth, Berit Margrethe Sandvik og Bente Dahl ved Universitetet i Sørøst-Norge står hun bag en undersøgelse, hvor 24 norske kvinder fortæller om den smerte, de oplevede, mens de fik en medicinsk abort i hjemmet. Resultaterne kan man læse i en artikel, som er publiceret i Journal of Multidisciplinary Healthcare.
- Vi var overraskede over intensiteten og niveauet af de smerter, som kvinderne beskrev, fortæller Idun Røseth.
Det havde de sådan set god grund til at være, for deres udgangspunkt var sparsomt: Der findes nemlig meget lidt forskning om de smerter, kvinder oplever under medicinsk abort, både i Norge, i Danmark, men også på den internationale forskningsscene.
Med Idun Røseth og kollegernes projekt ved vi nu lidt mere.
Hvorfor skal det gøre så ondt?
I Danmark er vi stolte af vores ret til fri abort. I 2023 har vi fejret, at det er 50 år siden, at vi fik den, og politikerne undersøger også, om retten skal udvides. Men i mellemtiden er der noget, vi har glemt at snakke om. Hvordan er det egentligt at få en abort?
Flere kvinder fortæller til femina, at deres medicinske abort var enormt smertefuld - langt mere smertefuld, end de fik at vide, den ville blive – og at de ikke følte sig ordentligt smertedækket. Imens ved forskerne forsvindende lidt om de smerter, kvinderne oplever.
I en serie taler femina med kvinderne og stiller spørgsmålet: Hvorfor skal det gøre så ondt?
Læs Linea Bastholm Truelsens historie her, folketingmedlems Fie Hækkerups historie her, Cecilies Bergs historie her, Kirstine Floranders historie her og Katrine Bergs historie her.
Med få undtagelser havde de 24 kvinder alle variationer af den samme oplevelse. Nemlig oplevelsen af at gennemgå stærke eller helt ekstreme smerter, der var værre end dem, de var blevet stillet i udsigt, uden at være blevet tilbudt tilstrækkelig smertedækkende medicin.
Nogle af kvinderne beskriver, hvordan de besvimede. Andre fortæller, at de låste sig inde på toilettet for at være alene, for de kunne ikke kontrollere deres krop. Et fåtal så fosteret og oplevede det som ekstremt hårdt.
- De befandt sig i en ekstrem skrøbelig situation, hvor de blødte meget. De følte, at de mistede kontrollen totalt, fortæller Idun Røseth.
Kvinderne beskrev, at de ikke kunne koncentrere sig om noget som helst andet end smerterne, fordi de nærmest overtog deres krop. De beskrev en følelse af at blive smerte.
Mange af kvinderne var bange for, at noget var helt galt, for de var blevet informeret om, at det ville føles som kraftige menstruationssmerter, men smerterne, de oplevede, var meget voldsommere. Flere sammenligner det sågar med at have veer og føde.
At der er dette mismatch mellem den smerte, kvinderne var blevet stillet i udsigt og den, de faktisk oplevede, har stor betydning.
- Det er derfor, de blev bange for, at noget var helt galt. Hvis du er bange og angst, så vil du ofte opleve smerten som værre, forklarer Idun Røseth.
Men selv hvis man informerer kvinder mere retvisende om, hvor voldsomme smerter de rent faktisk kan opleve, er det stadig ikke en undskyldning for ikke at smertedække dem ordentligt, fastslår Idun Røseth.
Hvor smerterne ved en fødsel er forbundet med noget lykkeligt og har et klart formål – ens barn kommer til verden – så er smerterne ved en abort tværtimod ikke forbundet med noget konstruktivt, fordi abort stadig er forbundet med skam og skyld. Smerten fører ikke til noget, og derfor bliver den også sværere at håndtere, fortæller Idun Røseth.
Følelsen af skam og skyld gik igen hos kvinderne, og ifølge Idun Røseth er det helt essentielt at inddrage, når man taler generelt om kvinders oplevelse af smerter under abort, fordi abort stadig er så stigmatiseret.
- Hvis du føler smerte som en slags straf for at være ”en af de kvinder, der får en abort”, så kan det gøre din oplevelse af smerten værre, siger Idun Røseth.
Nogle af kvinderne, de talte med, havde opfattet smerten som noget, de blev nødt til at stå igennem, fordi de havde været ”uforsigtige” og ”sat sig selv” i den situation.
- De tænker, ”det er min skyld, hvis jeg havde været forsigtig, var det ikke sket”, så de føler, de fortjener smerten. Derfor er det ekstremt vigtigt at spørge, hvordan de følelser påvirker dem og deres opførsel og undersøge, hvad vi kan gøre for at reducere den skam og skyld, de føler.
Hvad ved vi om smerterne?
- Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) oplyser, at der ingen dansk forskning er lavet om, hvordan danske kvinder oplever smerter under medicinsk abort.
- I deres seneste retningslinjer om medicinsk abort, som er fra 2014, er der et lille punkt om kvindernes tilfredshed. Selskabet skriver, at kvinderne er ”godt tilfredse” med medicinsk abort – og henviser til forskning fra 1990 og 2004.
- Lise Lotte Torvin Andersen, som er overlæge og formand for selskabet, oplyser, at de gerne vil forny retningslinjerne hvert fjerde år, men at der særligt er én grund til, at de ikke har gjort det: De mangler ny viden.
- I 2022 gennemgik en gruppe forskere al forskning om medicinsk abort før uge 14 – og konkluderede, at der mangler forskning.
- Med den sparsomme viden, forskerne har i dag, anbefaler de ibuprofen suppleret med paracatemol som smertedækning.
Flere af kvinderne beskriver for eksempel, at de var tilfredse med at udføre aborten derhjemme, fordi de skammede sig, og ved at udføre den derhjemme kunne de skærme sig fra fordømmende øjne, og færre mennesker behøvede vide, at de fik en abort.
Men hvis så mange kvinder gennemgår så voldsomme smerter, hvorfor råber de så ikke op om det?
Idun Røseths klare formodning er dels, at de skammer sig som netop beskrevet - og dernæst at kvinderne er bange for, at det bliver sværere at få en abort, hvis de siger noget negativt om den. At man kan få aborten derhjemme, gør adgangen til den nemmere og billigere, end hvis man skulle indlægges.
- Men det er muligt at give god smertestillende til abort uden at begrænse adgangen til den, fastslår Idun Røseth.
I Norge, hvor Idun Røseth arbejder, oplever hun, at lægerne efterhånden begynder at få øjnene op for de voldsomme smerter, mange kvinder oplever, og at der er en stigende anerkendelse af, at de bliver nødt til at sende kvinderne hjem med mere smertestillende.
Det skyldes blandt andet, at der er en stigende forståelse for, at kvinderne har ondt, og at det er svært for kvinderne at kontakte nogen, når man oplever så stærke smerter, som de gør.
Sådan har det ikke været hidtil.
Hun følte, hun stank af død, mens hun gik og ventede. Hun tænkte, hvornår er jeg færdig med det her?
- Få af de kvinder, vi talte med, kontaktede akutmodtagelsen, fordi de var bange for at dø. Beskeden, de fik, var, at det var normalt. Men mange af kvinderne kontaktede ikke akutmodtagelsen eller søgte hjælp, for det er ikke nemt at tage det telefonopkald, når du er fuldstændig ude af stand til at gøre noget på grund af smerterne, forklarer Idun Røseth.
Selv om hun og hendes kolleger ”kun” har talt med 24 kvinder til deres projekt, tyder det på, at mange kvinder har haft lignende oplevelse.
Dels på grund af den interesse, de oplevede, da de søgte kvinder, der ville deltage i projektet, men også på grund af den respons, de efterfølgende har fået. Rigtig mange kvinder har kontaktet dem og fortalt, at deres abort også var smertefuld.
Idun Røseth mener, at der er brug for, at flere af disse kvinder bliver hørt. At der bliver lavet mere research om, hvor meget og hvilken type smertestillende en kvinde bør få. For det, vi giver i dag, er ikke nok, fastslår hun.