Lægen sagde, det ville føles som voldsomme menstruationssmerter. Men så sortnede det for hendes øjne 

Der gik kun ganske få minutter, fra Linea Bastholm Truelsen havde taget de stikpiller, som skulle få hendes livmoder til at udstøde det seks uger gamle foster, til smerterne overtog alt i hendes krop.

Hun lå i sengen hjemme hos sine forældre med sin kæreste, og de havde lige sat den japanske tegnefilm ”Det levende slot” på.

- Jeg fik bare fucking ondt. Det var helt sygt, fortæller hun og knuger sin hånd sammen for at vise, hvordan det føltes, mens hendes livmoder krampede.

Linea blev bleg og koldsvedte. På et tidspunkt begyndte det at sortne for hendes øjne, og det rungede og susede for hendes ører.

- Jeg blev rigtig bange, fordi det var så voldsomt. Jeg følte mig utryg og tænkte, hvad foregår der?

Hun tænkte, om hun havde voldsomme indre blødninger, for der var ingen, der havde fortalt hende, at det ville gøre så ondt. Gynækologen havde sagt, at det ville føles som voldsomme menstruationssmerter – og dem kender Linea alt til. Derfor var hun sikker på, at det her måtte være noget andet og langt mere alvorligt.

Nu er det mere end tre år siden, Linea Bastholm Truelsen fik en medicinsk abort, men den sidder stadig i hende. Hun begynder at græde, når hun fortæller om den, og ad flere omgange på forskellige måder stiller hun det samme spørgsmål: Hvorfor skulle det gøre så ondt?

- Alle elsker, at vi har fri abort, men ingen snakker om, hvordan det er at få en. Når vi har valgt, at vi skal have fri abort, skal det også foregå på en ordentlig måde, fastslår hun.

Det var en aprildag i 2020, at Linea lagde mærke til, at hendes bryster var ret ømme. Hun havde også en fornemmelse af, at hun skulle have menstruation. Hendes underliv krampede, men der kom ikke noget blod.

Da Linea fortalte det til sin mor, Pernille Bastholm Truelsen, som har arbejdet 25 år som jordemor, bad hun sin datter tage en graviditetstest.

Linea, som var 20 år på det tidspunkt og havde været sammen med sin kæreste i tre måneder, svarede, at det var helt usandsynligt: Nogle uger forinden var kondomet sprunget, men Linea havde taget en fortrydelsespille.

Hun tog alligevel en graviditetstest, og da hun lagde den på kanten af håndvasken på badeværelset, viste den først kun én streg. Men langsomt viste endnu en streg sig.

- Jeg gik i panik og ringede grådkvalt til min kæreste, fortæller Linea.

Intuitivt vidste hun, at hun ville have en abort.

En velkendt smerte

Men Linea var ikke ”gravid nok” til at kunne få en abort. Fosteret var for småt til, at det kunne fjernes, så hun måtte gå en uge ”og blive mere gravid og vente.”

- Jeg var meget ked af det og forvirret. Jeg drømte syrede drømme om, at jeg havde en livmoder uden for min krop, siger Linea.

Endelig, en uge senere, kunne Linea tage til en privatpraktiserende gynækolog. Her fik hun en pille, som hun tog samme dag, der fik graviditeten til at gå i stå. Med sig hjem fik hun fire piller, som hun næste dag skulle stikke op i skeden, og som ville igangsætte aborten.

Af Lineas journal fremgår det også, at hun fik smertestillende med hjem, som hun kunne tage efter behov: Ipren à 600 mg, som hun kunne tage hver 6.-8. time, maks tre gange dagligt. Fortamol, som består af paracetamol og kodein, som hun kunne tage to stk af hver 6. time – maks tre gange dagligt. Og så noget kvalmestillende.

- Jeg var ikke nervøs og tænkte, at det nok skulle gå fint, siger Linea.

For de menstruationssmerter, hun fik at vide, det ville føles som, kender hun ud og ind. Siden hun fik sin menstruation første gang som 12-årig, har det gjort ondt – så ondt, at hun engang blev ordineret p-piller, fordi de kan tage nogle af smerterne.

Når hun har det, kan hun mærke, at hendes ”livmoder kramper sig sammen.”

- I flere timer kan jeg føle mig ret ude af den. Hvis jeg dyrker motion, kan jeg få brug for at sætte mig ned i hug, fordi jeg er svimmel. Jeg er også en enkelt gang besvimet af smerterne. Så jeg har virkelig oplevet nogle kraftige smerter, fastslår Linea.

Derfor var Linea rolig, da hun næste formiddag tog stikpillerne. Hun havde fået at vide, at hun ikke skulle være alene, så Lineas mor og søster, som begge er jordemødre, og hendes far var også hjemme foruden hendes kæreste.

Så var det, at smerterne tog over – dem, der fik hende til at tænke, at hun måtte have alvorlige indre blødninger, at noget måtte være helt galt.

På et tidspunkt kiggede hun sig selv i spejlet og så, at hun var helt grå i ansigtet. Hun kastede op. Hun prøvede at tage et varmt bad, og hendes kæreste trykkede hende hårdt under fødderne og i håndfladen for at flytte fokus. Det hjalp ikke.

- Det foregår inde i din krop, og du kan ikke gøre noget, før det stopper. Jeg havde følelsen af, at jeg gerne ville ud af min krop, siger Linea.

Det havde stået på i næsten en time, da det sortnede for Lineas øjne, og hun kunne mærke, at hendes mor var bange.

Linea begynder at græde, mens hun fortæller, og sidder lidt mere uroligt i sengen på sit kollegieværelse.

- I et kort øjeblik blev jeg så bange, at jeg tænkte, skal jeg dø?

Ingen hjælp at få

Lineas mor, Pernille Bastholm Truelsen, der har været jordemoder i 25 år, fortæller selv, at hun har ”set det meste af kvinder, der har ondt”.

- Jeg er ikke sart – heller ikke, fordi det er min egen datter, fastslår hun.

Men det, Linea oplevede, mindede Pernille om en vestorm. Normalt er der pauser mellem veer, men ved en vestorm fortsætter en kvindes veer nonstop, og det er ekstremt smertefuldt.

- Når vi har kvinder i vestorm, hjælper vi dem jo. Vi siger ikke, at de bare skal bide smerten i sig og trække vejret, fortæller Pernille.

De får medicin, som stopper veerne, og hvis det er helt galt, får de morfin eller en epiduralblokade, der bedøver rygmarven.

Men Pernille havde ikke mulighed for at smertelindre sin datter. Det smertestillende, de havde fået med hjem, ipren og paracetamol, havde ingen effekt.

- Linea lå i en flitsbue, fordi hendes livmoder var i mega kramper. Det er noget, der får en kvinde til ikke at kunne trække vejret, fordi det hele bare trækker sig sammen. Og Linea var bare helt væk i smerter. Jeg tænkte, at hun måske var ved at forbløde indvendigt.

Pernille husker, hvor ubehageligt det var, at Linea lå og gentog, at hun var ved at miste bevidstheden.

I et stykke tid gjorde Pernille ikke noget, for hun tænkte, at det måtte blive anderledes – det måtte blive bedre. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at sådan, som Linea havde det, var ok – for når man skal gennemføre aborten hjemme, er det nok, fordi det er ok.

- Men så tænkte jeg, nu mister hun bevidstheden, og jeg kan ikke magte det. Jeg ringede til hospitalet, fordi jeg blev oprigtigt bange. Jeg blev bange for hendes liv.

Da hun ringede, forventede hun, at de ville bede dem komme ind med det samme eller sende en ambulance.

I stedet fik hun disse beskeder af sygeplejersken i den anden ende af røret:

Det, Linea oplevede, var helt normalt. Linea skulle bare blive ved med at huske at trække vejret. Og sygeplejersken havde desuden ikke tid til at tale med dem, fordi hun havde patienter, hun skulle passe.

- Man tror, det er løgn om sig selv, men jeg accepterede det bare. Jeg føler virkelig, jeg har svigtet Linea, fordi jeg accepterede det. Jeg skulle have sagt: Nu sender i en ambulance med det samme, for jeg ved ikke, om hun dør om lidt.

I dag, når hun tænker tilbage på det, sammenligner hun det med tortur.

- Nu tænker folk, at jeg dramatiserer, men jeg mener det, når jeg siger, at hvis jeg skal sammenligne det med noget, så er det med tortur. En person, der bliver pint og plaget. For det var så voldsomt, og der var ingen hjælp at få – der var ikke andet at gøre end at trække vejret.

Ni timer efter, det begyndte, var det slut.

Linea sov tungt den nat.

Sådan en, der får en abort

Det var først et par dage senere, at det stod helt klart for Linea, hvad hun egentlig mente om det, hun havde været igennem.

- Først tænkte jeg, at når man får en abort, skal det jo gøre ondt. Men det skal jo ikke gøre så ondt, som jeg oplevede. Så hvorfor skal det overhovedet gøre ondt? Spørger hun.

Ja, og hvorfor troede Linea, at det skulle gøre ondt? Hun tror selv, det skyldes, at abort er tabuiseret og stigmatiseret. Hun fandt faktisk sig selv i færd med at stigmatisere dem, der får en abort, mens hun ventede på sin egen, fortæller hun.

- Jeg tænkte som noget af det første, at jeg ikke er sådan en, der får en abort.

Når hun fortalte om, at hun skulle have en abort, havde hun travlt med at forklare, hvor ansvarlig hun var, fordi de både havde brugt kondom, og hun havde taget en fortrydelsespille.

- Men i det ligger der jo, at dem, der får en abort, er uansvarlige, siger Linea med et ansigtsudtryk, der fortæller, at det er de ikke - og tilføjer, at det jo er alle slags mennesker, der får en abort.

Så da hun en uge efter aborten skulle til tjek hos gynækologen, havde hun smidt den forestilling væk. Hun var nu vred og rystet over den grænseoverskridende oplevelse, det havde været. Hun undrede sig over, at ingen havde fortalt hende, hvor ondt det ville gøre, og at hun ikke havde fået mere smertestillende.

Nu så hun det sådan her:

- Det føltes som om, at fordi jeg selv havde valgt aborten, og det ikke var, fordi fosteret for eksempel var syg, så skulle det gøre ondt. Så skulle jeg bøde for det.

Men det ville hun ikke. I hvert fald ikke mere, end hun allerede havde gjort.

Så hun fortalte gynækologen om sin oplevelse – at den havde været ”virkelig, virkelig voldsom”.

- Men gynækologen sagde bare, at det var godt nok underligt, for 99 procent oplevede ikke særlig voldsomme smerter, siger Linea, og hendes ansigt forvandler sig til et stort spørgsmålstegn.

- Jeg tænkte bare… ja, okay, fedt for dem? Men jeg har altså oplevet det her, så skriv det lige ned – det skal da registreres et sted, når folk har så voldsomme bivirkninger, siger Linea, der selv studerer medicin i dag og har studiejob på en gynækologisk klinik.

Men det virkede slet ikke til, at gynækologen ville gøre noget ved det, oplevede Linea. Snarere fik hun følelsen af, at gynækologen syntes, hun var underlig, fordi hun havde haft så voldsom en oplevelse.

- Det var meget frustrerende, for det var meget sårbart at fortælle. Det føltes som en kæmpe negligering af mine smerter.

Lineas mor, Pernille, var også med, og hun var meget foruroliget over det, hun havde set sin datter gå igennem. Så da gynækologen sagde det med de 99 procent, der ikke oplevede smerter, spurgte Pernille, hvilken forskning hun baserede det på.

- Det var så ydmygende. Hun var så ligeglad, det interesserede hende slet ikke. Hun skulle jo have sagt til Linea, det er jeg ked af at høre, vil du fortælle mig, hvad du har oplevet, siger Pernille.

Viden, vi ikke har

Hele det samlede forløb fik Linea til at klage til Patientklagenævnet, hvor hun beskrev det, hun havde oplevet, som ”forfærdeligt og uværdigt”. Hun skrev, at hun havde været ”utrolig utryg og faktisk bange for at dø”.

femina update har talt med den privatpraktiserende gynækolog og forholdt hende kritikken, og hun henviser til, at der ikke blev udtalt kritik af hende og hendes faglige virke i klagesagen.

På Hillerød Hospital modtog man også klagen og inviterede Linea til en samtale, hvor Pernille tog med. Linea fortæller i dag, at hun følte sig taget alvorligt, lyttet til og set. Det samme fortæller Pernille.

Chefsygeplejerske på Hillerød Hospitals Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Annelise Bertelsen, fortæller i dag, at når de får klager, taler de patienternes oplevelse igennem med personalet.

Hun fortæller også, at de tager det meget alvorligt, når kvinder ringer ind med smerter i forbindelse med medicinsk abort.

- Vi spørger ind til smerterne, rådgiver om mulig afhjælpning af smerterne, og hvis de tiltager, beder vi patienten komme ind, så vi kan undersøge, om alt er, som det skal være, fastslår Annelise Bertelsen.

Men hvad ved de fagprofessionelle egentlig om kvinders smerter under medicinsk abort?

Dansk Selskab for Obstetrik (DSOG) oplyser, at der ingen dansk forskning er lavet om, hvordan danske kvinder oplever smerter under medicinsk abort.

I deres seneste retningslinjer om medicinsk abort, som er fra 2014, er der et lille punkt om kvindernes tilfredshed. Selskabet skriver, at kvinderne er ”godt tilfredse” med medicinsk abort – og henviser til forskning fra 1990 og 2004.

Lise Lotte Torvin Andersen, som er overlæge og formand for selskabet, fortæller, at de gerne vil forny retningslinjerne hvert fjerde år, men der er særligt én grund til, at de ikke har gjort det: De mangler ny viden.

I 2022 gennemgik en gruppe forskere al forskning om medicinsk abort før uge 14 – og deres konklusion? At der mangler forskning.

Men med den sparsomme viden, forskerne har i dag, anbefaler de ibuprofen suppleret med paracatemol, altså ipren og panodil, som smertedækning.

Linea griner lidt, da hun skal svare på, om det smertestillende, hun fik, havde en effekt.

- Tydeligvis ikke, siger hun.

Når Linea fortæller om aborten i dag, ser hun sin krop udefra, fortæller hun.

Og så græder hun. Vikler en sort, tynd elastik om sine fingre og trækker knæene op under sin hage på sit lille hyggelige kollegieværelse.

Den sidder stadig i kroppen på hende. Det mærkede hun, engang hun skulle have sat en spiral op.

- Jeg blev sådan: fuck, fuck, fuck, de her smerter - de må aldrig komme igen. Sådan kan jeg også nogle gange fået det, når jeg har voldsomme menstruationssmerter. Jeg tænker også sommetider, at jeg jo aldrig kan føde et barn, at jeg bliver nødt til at adoptere. Jeg er så bange for, at det bliver de samme smerter, hvis jeg skal føde.

Inden Linea skulle have sin abort, ledte hun efter andres fortællinger om abort, men hun kunne ikke finde nogen. Heller ikke selvom cirka 11.000 kvinder hvert år får en medicinsk abort.

- Hvordan kan vi være så stolte af fri abort, men så ikke turde sige det højt, hvis vi har oplevet det? Spørger hun.

Derfor har hun sørget for at fortælle om sin egen. Selv om hun var lidt i tvivl, om folk bare ville tænke, at hun var opmærksomhedskrævende, hvis hun stod frem i denne artikel.

Men hun endte alligevel med at gøre det.

For folk skal vide, at det her sker, siger hun.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: