Den kritik jeg møder, handler meget sjældent om det jeg skriver. Den handler langt oftere om mit udseende

Min bedste debat:

– Jeg elsker at debattere børneopdragelse. Alle mennesker har idéer om, hvordan børn skal opføre sig på en restaurant, amning, samsovning, sovestillinger og kost. Også alle dem, der ikke har børn! Jeg har selv rykket mig meget. Før jeg fik børn, var amning grænseoverskridende, og samsovning i værste fald ulækkert i bedste fald uhensigtsmæssig opdragelse. I dag er begge dele naturligt for mig. Men de bedste debatter er alligevel de faktatunge paneldebatter, hvor alle faktisk bliver klogere. Det er fedt at opleve.

Min værste debat:

– Det er virkelig gået op for mig, hvor lidt folk egentlig ved om mellemøstlige forhold. Men det afholder ikke ret mange fra at mene og påstå en masse om det alligevel. Det er vildt, hvordan folk helt ukritisk deler statistikker og landkort, der aldrig har haft noget med virkeligheden at gøre. Og lader til at være 100 procent ligeglade.

Trusselsbillede:

– Hvis jeg skal være helt ærlig? Det, tror jeg faktisk, jeg helt vil lade være med at tale om. Den slags skal man helt bevidst slet ikke gå ind i.

Ditte Okman er på vej ind i en retssal. Martin Brygmann forsøger at få nedlagt fogedforbud mod DR’s dokumentar om sexisme i musikbranchen. Det lykkes som bekendt ikke… Ditte er på pletten i retten, fordi hun har lugtet, at der bliver noget at tale om i Podimo-podcasten ”Det, vi taler om”. Hun har aldrig været bange for at råbe højt, når der var uretfærdighed i luften. Hvilket hendes klasselærer opdagede allerede i første klasse. Kontaktbogen var fuld af beskeder hjem om Dittes uhensigtsmæssige adfærd.

– Jeg har var sådan en, der brokkede mig, var højlydt og ikke var specielt bange for konflikt. Det er jeg heller ikke i dag. Jeg opsøger måske ikke konflikten på samme måde, men jeg er heller ikke bange for den. Jeg er ikke bange for friktion og diskussion.

Når det gælder letantændelige debatter, nævner Ditte instinktivt to emner:

– Hvis man i det hele taget skriver noget om Kongehuset eller lige nu og her noget om Mellemøsten, kan det gå rimelig meget amok. Faktisk er jeg lidt overrasket over, hvor organiseret og orkestreret det efterhånden er specielt omkring Mellemøsten. Hvis jeg f.eks. skriver, at den første del af konflikten kunne løses ved, at Hamas udleverede gidslerne, så ville der komme den våbenhvile, alle råber efter og håber på, eller hvis jeg bemærker, at det bliver svært at forhandle tostatsløsning, når Hamas helt åbent erklærer sig imod en sådan, sker der det, at jeg får en masse i indbakken, hvor jeg tænker ”Hold da op, det er meget brutalt og aggressivt”.

– Så går det op for mig, at det, jeg skriver, bliver delt i nogle grupper på Facebook eller Instagram, hvor medlemmerne af grupperne bliver opfordret til at svine mig til. På den måde er SoMe pludselig blevet sådan en kampplads, hvor man organiserer tropperne, og hvis man vinder SoMe, har man vundet ”krigen” eller debatten.

Direkte løgn

Fakta har samtidig trange kår på de sociale medier.

– Fakta betyder ikke så meget. Der fremsættes igen og igen påstande måske endda garneret med noget, der er direkte løgn – det kan være et tal, noget grafik eller nogle citater, der er pure opspind – og folk er ligeglade, de tester ikke validiteten, de bliver bare forargede og videreposter. Jeg oplever, at vi står over for en generation, der simpelthen får deres nyheder på TikTok.

– Fakta og faktatjek er fuldstændig ligegyldigt. Jo højere du kan råbe, og des flere du kan få til at råbe sammen med dig, desto stærkere står du. Og hvis nogle – mig f.eks. – skriver noget andet, går folk nogle gange så langt, at de vitterligt skriver til mig: ”Hvad fanden bilder du dig ind din syge kælling, jeg håber kraftedeme, at dine børn … ” og så videre og så videre.

Er der forskel på at være kvindelig og mandlig debattør?

– Ja … jeg tror, de fleste andre kvindelige debattører kan nikke genkendende til det, jeg oplever. Hvis jeg har skrevet en klumme, så handler den kritik, jeg møder, meget sjældent om klummen. Den handler langt oftere om mit udseende.

– Den handler om, at jeg er grim, at jeg ligner en gris eller en ko, og så den klassiske, hvor man bliver ekstremt seksualiseret: ”Jeg fatter ikke, at der er nogen mand, der gider kneppe med dig”, ”Hvis jeg skulle kneppe dig, skulle du have ryggen til og en sæk over hovedet”, ”Du har en fed røv” eller: ”Jeg knepper dine børn”. Det er helt kuk og virker nærmest ubegavet og udannet.

Hvad påvirker dig mest?

– Hmmm. Det er nok i virkeligheden uretfærdigheden og usandhederne. For hvad angår alt det svineri, jeg har fået i min indbakke, må jeg desværre sige, at det har jeg modtaget i så mange år, at jeg er blevet en lille smule følelsesløs over for det. Meget af det læser jeg slet ikke.

– Jeg har et ret heftigt spamfilter, og hver gang, jeg kan se den første halve sætning og fornemme, at det her bare er en fed sviner og en eller anden, der skulle have luft, så lukker jeg for det, for det meste af det er så langt ude.

Bliver du bange?

– Jeg har været bange nogle enkelte gange. Jeg har også involveret politiet to gange. Den ene gang tog politiet fat i vedkommende, det var mere sådan … stalking. Det var en, der havde skrevet til mig i årevis. F.eks. ”Jeg håber, du dør”. Han havde også lyst til at skære mine deller af!

– Jeg ved ikke lige, om det kan karakteriseres som trusler, men det var så massivt, at politiet tog ud og tog en snak med ham. Men sjovt nok blev det bare forstærket af det. Det blev bare værre!

Kan næsten ikke trække vejret

Men Ditte har erfaret noget vigtigt:

– I en periode har jeg haft det sådan: ”Åh, sådan er debatmiljøet bare, jeg gider ikke læse alt det l … alligevel, og de der nutcases kan rende mig”, men så er jeg alligevel blevet opmærksom på, at det ikke må blive normalen.

– Det kan godt være, at jeg bare kan ryste på hovedet, men det er sindssygt, hvis vi generelt bare accepterer, at det er dét, debatmiljøet har udviklet sig til. At man ikke bare kan risikere at få en over snuden, hvis man stikker den frem, men ligefrem kan blive truet.

– For det har nået et omfang, hvor man næsten ikke kan trække vejret mere, fordi det er så sygeligt. Det, der foregår, er jo ikke normal adfærd, vel? Hvis man gik til sin læge og sagde: ”Nu skal du høre, hvad jeg har skrevet til alle mulige mennesker, jeg er uenig med på nettet, og hvad jeg har truet dem med og hvordan jeg har kaldt dem svinske navne, og hvordan jeg har delt alt muligt fordrejet om dem i voldsparate fora”, så ville lægen sige: ”Ved du hvad, du skal se en psykiater, det er ikke sundt det dér, og det er ikke normal adfærd; du skal tale en professionel”.

Der er en eksplosiv vrede i velfærdssamfundet?

– Jeg tror, noget af det kan handle om, at folk sidder med alle mulige frustrationer, og så bliver det en fuldstændig gratis omgang. Vi skal ikke længere først finde papir og kuglepen og konvolut og frimærke og ned i en postkasse. Vi kan bare sidde og hælde ud på det billige bredbånd til 198 kroner om måneden. Så det handler delvist om, at det er nemt.

– Men den vrede, jeg oplever, tror jeg samtidig er et langt større samfundsproblem. At vi føler os så polariserede som samfund. At vi ikke føler samhørighed. Vi føler mere splittelse, og så bliver reaktionen på mange måder irrationel. Fordi debatten sjældent rykker noget som helst.

Og dog:

– For samtidig kan man sige, at f.eks. lige præcis i debatten om mellemøstkonflikten kan man flytte grænser, meninger og stemmer ved at være så aggressiv i sin adfærd, at den anden part simpelthen ikke tør ytre sig af frygt for trusler. Derfor fylder den ene side i debatten mere end den anden. Så det er ikke fordi, den aggressive metode ikke har en effekt – det kan jo noget.

Handler dit engagement også om fremtidsbekymring?

– Det tror jeg ikke. Jeg er vildt bekymret for fremtiden. Men det er nok ikke det, jeg er drevet af. Jeg tror bare, det ligger i mit dna, at jeg går rundt med en afsindig retfærdighedsfølelse. Jeg bliver frustreret og vred og har lyst til at opdrage på folk og indimellem tage en kamp op, som er virkelig svær at vinde gehør i. Men jeg tror også, jeg har lært, at jeg bliver nødt til også at tage pauser, hvis ikke min psyke skal gå i opløsning. For man bliver jo skør i hovedet af det.

Børste det af sig

At hun er mor til to børn på otte og 11 år, er også en afgørende faktor.

– Jeg har to mindre børn, som kræver min tilstedeværelse en gang imellem. Så hvis jeg skal kunne holde et nogenlunde sundt sind, er jeg nødt til at kunne børste stormen af lort, trusler og ubehagelige beskeder af mig og lægge alt det fra mig. Ellers kan jeg ikke være i det liv, der betyder mest.

– Men jeg er af natur et menneske, som ikke er så bange for konflikt. Jeg er en af dem, der larmer meget. Og der er altså også en eller anden lettelse i bare at tale højt og rent, og det, jeg skriver, kan jeg stå inde for faktuelt, der er ikke noget at komme efter. Så jeg bliver nok ved, fordi jeg synes, det er vigtigt. Men jeg kan næsten heller ikke lade være.

Hvordan støtter din kæreste, Bastian, dig?

– Bastian er ikke på nogen måde et offentligt menneske, men han bakker mig op i det, jeg gør og skriver. Han passer på mig og er også godt klar over, at lige pludselig brænder jeg fuldstændig sammen.

– Jeg kan køre på pumperne i så og så mange uger, men pludselig er det bare sådan: Jeg har brug for ferie, brug for at ligge i et sommerhus, brug for at ligge i fosterstilling og brug for, at der er nogen, der aer mig. Det er dér, han virkelig træder til, så jeg får plads til en gang imellem at koble af, være sårbar og ked af det eller blive taget ud af hele det cirkus, køre på landet og lukke lidt ned.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 34, 2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.