“Der er så mange mænd, der har sagt så meget lort gennem tiden. Nu må det være vores tur”

Da Jennifer Vedsted Christiansen læste film- og medievidenskab på universitetet, sagde hendes forelæser, at de bedste historier altid handler om en drengs rejse hen imod at blive en mand.

– Han sagde eksplicit, at den slags fortællinger er mere interessante med en mand i hovedrollen end med en kvinde. Og vi var 200 studerende, som sad og tog noter uden at løfte et øjenbryn, siger Jennifer med et rynket bryn, der afslører, at hun er blevet mere kritisk siden da.

Men der er også gået 12 år. I dag kalder hun det ”fuldstændig vanvittigt” at tro, at en fortælling alene på grund af kønnet skulle have mere værdi.

– Men det står jo soleklart, at hvis det er dén undervisning, man tilbyder på landets universiteter, så kommer der ikke flere spændende fortællinger. Og det samme gælder for teaterinstitutionerne.

– Hvis vi bliver ved med at fortælle om unge piger set gennem gamle mænds øjne, så reproducerer vi forældede idealer.

Blandt andet derfor har Jennifer sammen med sin kompagnon Emma Sehested Høeg lavet teateropsætningen ”Lolita for altid”, der er et forsøg på at tage Vladimir Nabokovs kultfortælling om en voksen mands besættelse af den unge Lolita tilbage.

– Lolitahistorien er fortalt af en mand. Det er mandens blik på den unge pige. Det her er så vores forsøg på at se det fra objektets side, at gøre hende til subjekt. Så hun bliver den, der sætter dagsordenen og bestemmer, hvordan historien kan fortælles, siger Jennifer.

Slår man ordet ”Lolita” op i den danske ordbog, får man forklaringen: ”Pige eller kvinde med udtalt barnlige træk, som en betydelig ældre mand finder seksuelt tiltrækkende.”

– Men i vores forestilling er skurken skåret væk, vi interesserer os ikke for ham. Her er det kun kvinden, som reflekterer humoristisk, visuelt og sandt over, hvad det vil sige at være en ung pige, der er blevet udpeget som Lolita.

Tydeligvis en tiltrængt modfortælling, for teaterforestillingen har spillet for fulde sale siden premieren i oktober sidste år og bliver nu genopsat til januar.

Alle stemmer er vigtige

Det med at vende fortællingen på hovedet og give taletid til den uhørte er i det hele taget noget, der optager Jennifer.

I dag kalder hun det for eksempel for privilegeret at være vokset op med en hjemmegående mor, men som yngre var det noget, hun ofte tog afstand fra.

– Som om det ikke var noget særligt at gå hjemme og “bare være mor”. Jeg kan jo se nu, at det er, fordi jeg har set med øjne, der ikke betragter omsorg som værdi. Jeg har set med de øjne, der tror, at manden er centrum for alle fortællinger og ham, der skaffer værdi.

– Lige nu snakker vi meget om reformen fra 1969, og her synes jeg, det er tydeligt, at samfundets måde at anskue værdi på er bygget op om kapitalisme og traditionelle mandefag. Det er vores fortællinger også. Men omsorg er et arbejde, præcist som Olga Ravn beskriver det. Min mor har virkelig arbejdet hele sit liv, og jeg er så stolt af hende.

Hvornår gik det op for dig, at kvinders fortællinger og bidrag er lige så værdifulde?

– Det har selvfølgelig været en proces, men det startede nok på universitetet, hvor jeg havde skrevet en kortfilm om en ung mand, der arbejdede på et containerskib.

– Jeg fik en okay karakter for den, men min censor sagde, at jeg i stedet skulle prøve at skrive om noget, jeg selv havde oplevet eller kendte til. Det resonerede virkelig i mig, så sammen med nogle venner lavede jeg en forestilling, hvor alt skulle være sandt for dem, der stod på scenen.

– Den handlede om dates, sex, venskaber, fester. Alt det, jeg selv stod midt i lige dér, og det var en stor befrielse, fordi jeg var ekspert på området, siger Jennifer.

– Men da jeg så senere kom ind på instruktøruddannelsen, var det stadig sådan, at hvis du gerne ville sige noget, skulle du gå over på biblioteket og se, om du kunne finde nogen, der havde sagt det samme før.

– Og der finder du typisk kun 500 år gamle tekster af hvide mænd som Shakespeare, Holberg og Ibsen, der har skrevet noget om andre hvide mænd.

De første år på uddannelsen tvivlede Jennifer derfor meget på, om hun overhovedet havde noget interessant at byde ind med.

– Jeg gik længe rundt og følte, at jeg skulle ”have lov” til at blive instruktør. Men på mit tredje år anbefalede min mand mig et værk, der handler om en ung kvinde, der ikke kan få børn.

– Det ramte mig med det samme, fordi det var personligt, nært og kvindeligt, og det gav mig blod på tanden til selv at lave en forestilling om en ufrivilligt barnløs kvinde.

– Og jo mere jeg sidenhen har arbejdet på at lade mine fortællinger udspringe fra mine egne følelser, jo nemmere oplever jeg, at det er for andre at relatere til.

Så det var først, da du var næsten færdiguddannet instruktør, at du for alvor turde tro på, at din egen stemme er vigtig?

– Ja, men jeg synes stadig, det er sårbart at tro på, at det, jeg laver, er vigtigt nok til, at andre gider se på det. Det har været en lang rejse for mig.

– Alt for længe har jeg haft en idé om, at nogen skulle komme og give mig retten til at være, men det har jeg opdaget, at det er der jo ikke nogen, der gør.

– Og det gælder i alle livets henseender. Der er heller ikke nogen, der kommer og siger, at ”nu er du klar til at blive mor”, eller ”nu er du god nok til at kalde dig kunstner”. Det er en beslutning, du selv må tage.

Kvinderabat og slutshaming

I dag er Jennifer både mor til tre og succesfuld kunstner, og selv om hun stadig er ung, er hun med egne ord ikke purung længere, så ”Lolita for altid” er i høj grad også en refleksion over de følelser, der hører med til det at være ung pige i verden.

– Stykket handler om de oplevelser, Emma og jeg har haft ved at være unge piger i verden. Både de fordele, vi har oplevet, men også de farer, man bliver udsat for.

– For det er et paradoks, at unge piger på den ene side kan udnytte deres køn og alder til at opnå status, imens de på den anden side ønsker at være andet end netop deres køn og alder, fordi det gør dem sårbare og underkender dem som frie individer, siger Jennifer og lægger sin ni måneder gamle baby til brystet for at amme.

Som en fordel nævner hun, at det ikke er ualmindeligt, at man som kvinde får rabatter eller gratis ting alene af den grund, at man er, ja, kvinde.

– Men så er faren jo, at man kan føle sig nødsaget til at betale noget tilbage, eller at man bliver udskældt for ikke at gøre det. Omvendt er der også oplevelsen af, at hvis man nyder at betale tilbage, så bliver man slutshamet for at gøre det, fordi man ikke lever op til det uskyldsideal, vi har i samfundet.

– Og hvis man ikke vil indgå i det her transaktionelle, der er mellem en ung pige og resten af verden, så bliver man set som kedelig eller snerpet, siger hun og tilføjer, at det jo bare er, hvad hun selv har oplevet.

– Men for mig knytter det her dilemma sig meget til mit køn. At være ”piget” er en måde at møde verden på, som mange finder ret charmerende. Og at blive beundret er også en nem måde at komme i kontakt med andre mennesker, og på mange måder er det også bare dejligt at have det kort på hånden.

– Men hvis man bruger sit ydre til at komme frem i verden, kan man så også tillade sig at sige fra eller tillade sig at stole på, at man har fået de privilegier, man har, fordi man har noget at byde på? Det er et spørgsmål, som jeg synes er interessant at stille.

Så det forsøger hun at gøre med scenen som medium.

Hvad vil du helst have, at publikum tager med sig fra ”Lolita for altid”?

– Jeg vil rigtigt gerne vise, at du bare skal tage din plads, bruge din stemme, for du er noget værd, og du kan godt. Men jeg vil også gerne vise, at det er nemmere sagt end gjort, netop fordi der er så meget knyttet til unge pigers køn og alder, siger Jennifer og fortsætter:

– Ligesom vi skal forstå, at den hjemmegående mor er på arbejde, skal vi også forstå, at den unge pige er på arbejde med alt det, hun gør. Med sit smil, med sit lys, med sit væsen. Vi forventer det af hende.

– På en måde er hun aldrig fri, selv om det måske er netop det, den unge pige har allermest brug for.

Vær stolt af det, du skammer dig over

At den unge kvinde ikke er fri, minder Jennifer også om, at vi var vidner til gentagne gange i sommers.

– Først diskuterede vi, hvorfor kvinder har bare bryster på stranden, så var der debatten om bikinier til OL i volleyball, pludselig måtte man ikke bære religiøs hovedbeklædning som kvinde, og så toppede de den lige i Vejle ved at forbyde crop tops i skolen.

– Det er jo så massivt, hvor mange regler der er for kvinders påklædning og fremtoning, siger hun.

Jeg har også tænkt på, om der ligger en dobbelthed i navnet ”Lolita for altid”. Stykket handler jo om, at kvinden skal høres og befries fra objektivisering, men navnet indikerer samtidig, at det er så godt som umuligt på grund af alle de regler, vi som samfund pålægger hende?

– Det, synes jeg, er rigtigt set. Jeg tror, at Lolita-idéen er noget, der følger mange af os gennem hele livet og ikke bare, når vi er 14 år. Men netop derfor ligger der også en reclaiming i, at når det er os, der fortæller, så er det også os, der bestemmer, hvem Lolita er.

– Og så bliver det pludselig okay at være en Lolita for altid. For mig er Lolita blevet aftabuiseret. Nu synes jeg bare, at det er cool. Altså begrebet, ikke den oprindelige historie.

Jennifers historie om Lolita handler om at befri kvinden. Men den er i høj grad også tænkt som publikums rejse, og derfor tager den udgangspunkt i relationen mellem hende, der står på scenen, og dem, der sidder og ser på.

– På den måde er det også indlejret i fortællingen, at der står en ung pige, som skal performe noget for nogen, som har betalt for det, siger Jennifer.

– Og det, synes jeg, er én til én med den relation, den unge pige indgår med samfundet omkring hende. På et tidspunkt i forestillingen siger Emma faktisk, at hun godt vil betale pengene tilbage, fordi hun ikke føler, at det, hun performer, har den værdi, som billetten er værd.

Det er særligt scener som den, Jennifer håber, at publikum tager med sig, når de forlader salen.

Får du også udvidet din egen horisont ved at inddrage publikum?

– Fuldstændigt. Jeg lærer virkelig meget om, hvad både de unge og de voksne, der er inde at se den, tænker og føler. Den her forestilling er i høj grad en udviklingsrejse for mig personligt, og jeg bliver ofte overrasket over, hvor galt det står til. Hvor bange man kan være for ikke at blive accepteret.

Undervejs i stykket bliver publikum bedt om at sende en SMS til Emma på scenen. De skal skrive, hvad de er bange for, at andre mennesker ikke kan lide ved dem.

Derefter bliver beskederne læst højt, men i omformuleret form og med ordene ”jeg er stolt af” tilføjet i starten.

”Jeg er bange for, at folk ikke kan lide min krop” bliver for eksempel til ”Jeg er stolt af min krop”, og ”jeg er bange for, at folk synes, jeg er for meget” bliver til ”jeg er stolt af at være for meget.”

– Nogle gange skriver folk så grimme ting om sig selv, at det næsten ikke er til at bære. Og det viser jo bare, hvor meget der er at kæmpe for, og det håber jeg virkelig, at vi kan være med til.

– Jeg tror, det er uhyre vigtigt at støtte op omkring hinandens frygt i fællesskab, for det er bare nemmere at stå imod, når man er flere. Og man kan simpelthen mærke på stemningen i rummet, at folk tænker; ”Selvfølgelig skal du være stolt af det!”

– For mig er det lige dér, det hele giver mening. Dér kan teaterrummet virkelig give tilbage.

Dræb hunden

Når Jennifer går på arbejde, er det især med øje for det kropslige, det humoristiske og for legen med publikum.

Alt, hvad hun laver, er et opgør med den klassiske teatertradition, hvor der er en skarp opdeling mellem instruktør, skuespillere og tilskuere.

Og så er det et forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor verden er skruet sammen, som den er.

– Jeg synes faktisk, det er mit ansvar at stille spørgsmål. Ofte vil teater, film, bøger og serier bare gerne vise verden, som den er. Og jeg kan egentlig godt se værdien i at forsøge at vise verden, som den er, men jeg bliver samtidig virkelig provokeret, når jeg ser den slags fortællinger.

– For hvis bare man skitserer verden, som den er, uden at forholde sig til uretfærdigheden i den, så bliver vi ved med at reproducere de gamle normer og klassiske kønsroller, som vi har gjort i flere tusinde år allerede.

– Og så bliver det dét ideal, vores børn vokser op med. Er det virkelig det, vi ønsker?

Der kommer noget fandenivoldskhed op i Jennifer, når hun snakker om forventninger til unge kvinder, og hvad vi kan gøre for at ændre på idealerne.

Hun sidder roligt og ammer sin datter under det meste af interviewet, men det står mejslet i hendes blik, at hun vil gå langt for at få både sit publikum og sine egne børn til at forstå, at de er okay, præcist som de er.

Én måde at gøre det på er at bruge scenen til at befri kvinden og vriste hende fri fra forventningerne til, hvem hun bør være.

En anden måde handler om at dræbe den indre hund, der vil gøre alt for at blive elsket. Deraf navnet ”How to Kill a Dog”.

– Da Emma og jeg startede vores samarbejde, blev vi enige om, at hvis vi var et dyr, ville vi helt sikkert være hunde. Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en mand, der var ved at blive skør, fordi hans vanvittige kat vækkede ham midt om natten, og nogle gange forsvandt den bare væk i længere perioder uden varsling.

– Den gjorde præcist, som det passede den, og det føltes så meget som modsætningen til de hunde, vi var, der bare ville gøre alt for at blive elsket, siger Jennifer og tilføjer, at hunden på mange måder er fin, men at det ikke er nemt at stå op for sig selv og kræve sin ret til noget, når man er sådan én, der vil gøre alt for at skabe god stemning.

– Derfor opstod den her mission om at dræbe den indre hund og dens kæmpe pleasergen. Som kvinde skylder du ikke nogen noget som helst, så vær dig selv, og tag din plads.

– Der er sgu så mange mænd, der har fået lov til at fylde, og der er så mange mænd, der har sagt så meget lort gennem tiden. Nu må det være vores tur.