Der er voldelige mennesker, der desperat ønsker hjælp. Derfor er det så vigtigt, at vi behandler dem

Der er især en ting, der er meget vigtig for Ditte Brorson at slå fast.

– Der findes en overraskende stor gruppe mennesker, der udøver vold, som er forpinte af det og som er top motiverede for at gøre noget ved det. Den gruppe, de skal have hjælp hurtigst muligt.

Ditte Brorson taler taktfast og uden de store udsving, ja næsten lidt monotont. Det er en pointe, hun har gentaget mange gange.

Hun er psykolog hos organisationen Lev Uden Vold, og hun behandler hver dag mennesker, primært mænd, der henvender sig, fordi de er voldelige. Og fordi de gerne vil stoppe med at være voldelige.

Det seneste år har vi haft en offentlig samtale om overgreb, grænseoverskridelser og seksualiseret vold.

Her på femina har vi dækket MeToo-opgøret, vi har interviewet kvinder, der er blev voldtaget og endelig har fået modet til at tale om det. Vi har dækket vold mod kvinder og kvindedrab og sat fokus på, at hvert år bliver 12 kvinder slået ihjel i Danmark af deres partner eller ekspartner.

Men der er en samtale, vi mangler at tage, og den handler om de mennesker, der gør andre ondt.

Dem, der slår. Dem, der råber og spytter og tager kvælertag. Dem, der voldtager. Det er derfor, jeg taler med Ditte Brorson, for det er sådan set grundsøjlen i hendes arbejde.

– Det er mega vigtigt, at mennesker med voldsproblemer får behandling, fordi vi ved, at det kan være enormt svært at komme ud af uden specialiseret hjælp, ligesom med misbrug. Du får ikke stoppet volden, medmindre du får gjort noget ved volden, siger hun.

Kernen af problemet

Ditte Brorson har været psykolog i 12 år, de sidste tre hos Lev Uden Vold, og hver dag møder hun ind og har tre til fire samtaler med mennesker, der er voldelige over for deres nærmeste.

9 ud af 10 er mænd, siger hun, og de har problemer med både fysisk vold, psykisk vold og seksualiseret vold.

Mange henvender sig efter et skænderi, der er eskaleret, hvor de har været voldelige over for deres partner.

Nogen har slået, andre har skubbet. Nogen henvender sig, fordi de har fået et ultimatum: “Få hjælp, ellers er vi færdige.”

Andre igen henvender sig efter at have udøvet psykisk vold i årevis.

Ditte Brorson taler meget om behandling og meget lidt om hjælp. For vi skal ikke hjælpe voldsudøvere, vi skal behandle dem, siger hun.

De skal ikke stryges med hårene, det er ikke synd for dem. De har et personligt problem, problemet er, at de begår vold, og derfor skal de have behandling.

– De synes, det er enormt respektfuldt at blive mødt på den måde. Det taler til deres respektfølelse og deres handlekraft. Mine klienter siger aldrig, at de er havnet i et voldeligt parforhold. De ved godt, det er dem, der har problemet.

– For mig er det et enormt positivt og givende arbejde. Jeg er jo inde ved kernen af problemet her, jeg taler med dem, der skal og kan ændre sig. Og de rykker sig sindssygt meget.

Et behandlingsforløb hos Ditte Brorson foregår sådan her: Personer, der selv mener, at de har et problem med at være voldelige, enten psykisk, fysisk, seksuelt eller en blanding, henvender sig til Lev Uden Vold.

Så venter de to-tre måneder, hvorefter de starter et terapiforløb over telefonen ad fem gange med en sidste opfølgningssamtale.

Fordi tilbuddet er telefonisk, gælder det for hele landet, selvom Ditte Brorson sidder i hjertet af København. Den allerførste samtale handler om at få stoppet den fysiske vold, der stadig er, og det kan lyde banalt.

Den nærliggende tanke er: Hvorfor stopper de ikke bare med at slå, hvis de godt selv ved, det er et problem?

Mange af de klienter, Ditte Brorson behandler, oplever at være ”formørkede”.

– De føler, de er fanget ind i en måde at være på, hvor tingede er blevet meget dystre og hvor det føles nemmere og mere rigtigt at håndtere svære følelser og uformåenhed med vold end med andre mere sunde strategier, siger hun.

De har svært ved at se andre måder at reagere på. Og det er det, Ditte Brorson hjælper dem med at få øje på.

Hvad er det helt konkret man ikke kan, hvis man reagerer med vold?

– Man kan ikke finde ud af at kontrollere sig selv, man kan ikke finde ud af, hvordan man forholder sig til uenigheder.

– Man er ikke så skarp på at mærke sit eget følelsesliv, og man er typisk også presset i livet i så høj en grad, at den del af vores hjerne, vi bruger til at være medfølende og sætte os ind i andre menneskers tanker og følelser, er lukket ned.

Derfor starter den behandling, Ditte Brorson tilbyder, også meget lavpraktisk, ja næsten banalt. De skal lære deres egne tegn på aggression at kende, måske knytter de hænderne, spænder op i kæberne eller rejser sig.

Og når de så opdager det tegn, skal de flytte sig fra situationen. Gå en tur, gå ud på toilettet, få noget ro på, inden de kan gå tilbage.

– Hvis vi får det på plads, så får vi ret hurtigt stoppet den fysiske del af volden, siger Ditte Brorson.

Næste skridt er så at finde nogle andre strategier. Gå en tur, sætte sig ned. Gå ud i køleskabet og tage en rugbrødsmad, så man er sikker på, man i det mindste ikke har lavt blodsukker. Igen, meget banalt. Men:

– De er simpelthen så glade for at få de redskaber, og når jeg introducerer det til dem, så har de brugt dem gangen efter. De er så motiverede. Jeg ville næsten kunne sige hvad som helst til dem, så ville de gøre det. De har meget tillid til processen og er ydmyge og motiverede.

I den første samtale lytter Ditte Brorson efter tegn på, at personen i den anden ende af telefonforbindelsen godt kan beherske sig.

Hun beder dem beskrive den sidste gang, de var voldelige, i detaljer. Slog de med flad hånd eller knyttet? Flad, okay, det er en form for beherskelse. Slår de, når børnene er til stede? Nej, aldrig. Også beherskelse.

En fortalte, at når han slog på kroppen, slog han med knyttet hånd, men når han slog i ansigtet, slog han med flad hånd. En knytnæve i ansigtet giver mærker.

– Jeg sagde: ”Du har allerede evnen til beherskelse, det kan du bruge til at styre flere ting, og det er det, vi går i gang med nu,”, siger hun.

Hun havde også en klient, der slog sin kæreste i hovedet, men blev forskrækket og stoppede, da han ramte hendes ørering. Han tænkte, det måtte gøre ondt på hende.

– Det er jo en speciel logik, ikke? Men det er beherskelse, siger hun.

Vi gemmer volden væk i sproget

Når vi taler om vold, kommer vi nogle gange til at tale den helt væk, gøre den ikkeeksisterende, siger Ditte Brorson, og hvis vi skal behandle vold, skal vi hive den frem forrest i sproget, hvor alle kan høre den.

Vi taler om voldtægt som sex uden samtykke og gemmer volden væk.

Vi taler om, at man kan ende i et voldeligt parforhold og at den, der er udsat for vold, bare skal gå.

Vi gør med vores sprog volden til et parforholdsproblem frem for et personligt problem, siger hun. Det er uholdbart.

– Når der er vold, så er der en person, der udøver volden. Der findes ikke et voldeligt parforhold, for et parforhold kan ikke slå.

Helt lavpraktisk og næsten banalt

Når debatten går på vold og voldsudøvere er det også tillokkende at komme til at tale om social arv, om alt det, voldsudøvere ofte selv har med i bagagen.

Tallene understøtter det. Ifølge en rapport fra 2020 fra Dialog mod Vold har 71 procent af voldsudøvere i behandling selv været udsat for vold i barndommen. Mange er vokset op i hjem med misbrug, mange har været udsat for mobning.

Men den vej går Ditte Brorson aldrig ned ad, hverken i samfundsdebatter eller i mødet med hendes klienter.

– Det kan nemt blive en sovepude, ”Det er også, fordi jeg har haft en dårlig barndom”. Man kan ende i et hul, hvor de tænker, at så bliver de heller aldrig anderledes, fordi de har den fortid med sig.

Hun står for en anden tilgang, den, at man kan ændre på sin voldelige adfærd nu, uanset hvad man har med sig i bagagen.

– De bliver enormt lettede over, at vi ikke skal snakke om, hvor ødelagte mennesker de er. Det er også ret uoverskueligt i forhold til, hvis vi skal tale om, at næste gang du opdager, du har knyttede hænder, skal du gå ud og tage en rugbrødsmad.

Seksuel vold efter MeToo

Det sidste års tid har hun oplevet at få en ny type henvendelser. Det er efter et år med intens dækning af seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd.

Hun får i dag flere henvendelser fra mænd, der har begået voldtægter og andre former for seksuel vold, og hun får flere henvendelser fra mennesker, der har begået psykisk vold som gaslighting og manipulation.

Hun oplever, at den fordømmelse, samfundet har over for mennesker, der er seksuelt voldelige er større end fordømmelsen over for mennesker, der er fysisk voldelige.

– Man ved godt at fordømmelsen for seksualiseret vold er større end for fysisk og psykisk vold og det kan være en barriere. Det er rigtig svært at sige til nogen, at man har begået seksualiseret vold.

– Det er den MeToo, man godt kunne ønske sig. At alle dem, der har gjort ting, gik ud og sagde: "MeToo, jeg har også gjort det her”, simpelthen lavede en bølge, hvor de stod frem. Vi ved det jo alle sammen.

Men hvordan gør man det, når der er så stor fordømmelse ved at have udsat andre for seksualiseret vold?

– Jeg synes, det er en start overhovedet at få nogen til at stille op til interview. Der, hvor vi er lige nu, er de jo ikkeeksisterende. Det fantastiske ville jo være, hvis nogen af dem, der havde udøvet vold eller seksualiseret vold gik sammen og turde sige noget.

Er mindre vold i sig selv en succes?

Ditte Brorson kalder sit arbejde for ”enormt positivt og givende”. Fordi hun kan se, det virker.

Hver dag har hun samtaler med mennesker, hvor volden er blevet mindre eller helt er væk. Men er det i sig selv en succes, at volden er blevet mindre?

– Jeg synes det er en succes når volden bliver mindre: Mindre intenst, mindre farlig, mindre hyppigt, mindre omfattende.

Hun spørger så, inden jeg når det, om det er godt nok til, at man skal blive sammen i et forhold, hvor den ene har været voldelig overfor den anden.

Og nej, ikke nødvendigvis.

Men det betyder ikke, at arbejdet er spildt. For hvis volden er blevet mindre eller er væk, så kan man også forlade et parforhold med et langt mindre konfliktniveau, og det er vigtigt.

– Vi ved, det er der, volden kan eskalere og blive rigtig farlig eller fortsætte i nye former som chikane, eller hvor man ender med at have sager i familieretshuset de næste 18 år.

Kan man redde et forhold, hvor den ene part har været voldelig over for den anden?

– Nogen vil sige nej, aldrig, for det tillidsbrud, der er, skaber for stor sorg til, at det kan repareres. Men jeg ser jo par, hvor det lykkes.

– Det kræver, at volden ophører, både fysisk og psykisk, og så kræver det en forståelse fra voldsudøveren om, at det har været vold, og det har været skadeligt, og det kræver et mod fra voldsudøveren til at lytte på den skade, de har gjort, siger hun.

Mange af dem, der kommer i behandling hos Ditte Brorson, skammer sig over det, de har udsat deres kæreste, deres partner, deres familie for.

– Jeg plejer at sige, at det er fint, de skammer sig, for der er noget at skamme sig over. Men i stedet for at fokusere på skammen, skal de fokusere på at ændre sig. Den bedste undskyldning, man kan give, er at ændre sig.