Hvis vi skal forebygge voldtægter, skal vi snakke meget mere om dem, der begår dem

“Næsten alle kvinder kender én, der er blevet udsat for en voldtægt, men ingen mænd kender nogen, der har begået en voldtægt”

Sådan sagde Enhedslistens retsordfører Rosa Lund for nyligt i et interview i P1 morgen. Hun kommenterede mit forslag om, at vi skal have en gerningsmandsundersøgelse.

Forslaget kommer på baggrund af kampagnen #dajegsagdefra på Twitter, hvor over tusind kvinder under hashtagget har berettet om konsekvenserne af at sige fra overfor seksuelle tilnærmelser eller vold.

#dajegsagde fra opstod på en ferie i Vendsyssel, hvor jeg fulgte en tilbagevendende debat på Twitter om, hvorvidt kvinder skulle lære kampsport og særlige teknikker i en tidlig alder for at forebygge seksuelle overgreb.

Kultur med 500 år på bagen

Den debat har jeg deltaget i de sidste fire år, hvor den har bølget frem og tilbage også i forbindelse med vedtagelsen af den nye samtykkelov. Men i virkeligheden har den debat rod i gamle kulturelle dogmer, som indtil årsskiftet også kunne aflæses i vores voldtægtslovgivning, hvor bevistemaet, som indebar at offeret skulle sætte sig til modværge, sige fra og kæmpe imod, da også havde næsten 500 år på bagen.

Det har nemlig stort set altid været vores opfattelse, at det bedste forebyggelsesværktøj mod seksuel vold, er den person, det går ud over. #dajegsagdefra demonstrerede så rigeligt, hvor ringe et forebyggelsesværktøj det er. Kvinder fortalte i stor stil, hvordan deres ”nej” ikke havde virket.

Grunden til, at det er så ringe et værktøj at sige nej eller kæmpe imod skal ikke findes i offerets dårlige opdragelse eller manglende kampsportstekniske færdigheder, men i det faktum, at en gerningsmand, som vil begå vold, sjældent lader sig stoppe af ”stop” eller ”nej”, uanset hvordan det bliver sagt.

Derudover kan fysisk modværge kan blive en invitation til en slåskamp, som i nogle tilfælde kan ende fatalt for offeret. Modværge er en nødløsning, når skaden allerede er i gang.

Ingen vil kende en voldtægtsmand

Det er nemlig en helt ny samtale vi skal have, både hjemme ved køkkenbordene, i avisspalterne og i folketingssalen. For som Rosa Lund sagde, hvor vi stort set alle kender et offer for voldtægt, så er der ingen, som kender eller vil stå ved, at de kender, en gerningsperson.

De er en abstrakt og nærmest mytologisk størrelse, som ofte kun kommer på den politiske dagsorden, hvis de skal bruges i forbindelse med hurtige stramninger på udlændingeområdet. Der findes derfor heller ingen nyere, nationale og gennemgribende undersøgelser af gerningspersoner til seksuel vold.

De undersøgelser, der findes, er baseret på over tyve år gamle data om anmeldte voldtægter, men desværre fra en tid, hvor politiet kun registrerede halvt så mange anmeldelser som i dag, på grund af en problematisk og holdningspræget registreringspraksis, som har mørkelagt tusindvis af voldtægter.

Men undersøgelserne fra dengang kan give os en god fornemmelse af, hvad der kendetegner gerningspersoner til voldtægt, nemlig at profilen er den samme som hos en almindelig voldsmand. Gerningspersonen er ofte påvirket af alkohol eller stoffer under gerningen, har ofte et misbrug og har psykiske adfærdsproblemer.

De kendetegn kender jeg fra rigtig mange af de sager, jeg blandt andet hører om i foreningen Voldtægtsofres Vilkår, hvor jeg er forkvinde. Sager som oftest bliver lukket på politiets bord.

Jeg får ondt i maven hver gang, for jeg ved, at sandsynligheden for, at gerningspersonen gentager sin handling, er stor. Derfor mener jeg, at det er yderst vigtigt, at vi bryder tabuet om gerningspersonerne og begynder at tale om dem, som dem de er: mennesker, som vi møder i vores familier, på arbejdet og i andre sociale sammenhænge, og som udadtil ofte ligner os selv.

Hård social straf

En af de vigtigste årsager til, at samtale om gerningspersoner er så svær, er, at det er forbundet med stort socialt stigma at være gerningsperson til seksuel vold. Det er eksempelvis i vores samfund ikke muligt at tilstå seksuel vold, da den sociale afstraffelse er voldsom. Ingen har lyst til at være ven med eller søster til en voldtægtsforbryder.

Derfor giver vi også krænkere en ufattelig lang line i forhold til at acceptere deres adfærd, fordi den sociale straf er så hård, hvilket alt for ofte går ud over ofrene, da ansvaret skal placeres et sted.

Men vi har faktisk selv indflydelse på, hvor hård den sociale straf skal være, og om det skal være muligt at få social tilgivelse, når man har erkendt sin gerning og udstået sin straf. Det er vigtig i forhold til den rehabilitering, som skal sikre, at forbrydelsen ikke gentager sig.

Seksuel vold er nemlig en uhyre almindelig voldsforbrydelse. Statens Institut for Folkesundhed opgjorde i en undersøgelse fra 2018 at 68.000 kvinder om året udsættes for seksuelle overgreb, heraf 24.000 som udsættes for tvangssamleje eller forsøg derpå.

Det store omfang betyder også, og det er det væsentligste her, at det desværre er relativt almindeligt at være gerningsperson til seksuelle overgreb.

I størstedelen af tilfældene er gerningspersonen også én, vi kender. Det vil sige, at det som oftest også er en person, vi enten har elsket, holdt af eller haft det godt sammen med i andre sammenhænge.

Jeg tror, at de fleste vil kunne pege på et familiemedlem, en ven eller kollega, hvor de ved, at når vedkommende eksempelvis bruger rusmidler, så går det som oftest ud over nogen. Eller kender en person, som på grund af forskellige omstændigheder i stigende grad udviser vrede, aggressivitet og mangel på empati. Eller kender nogen, som måske er ved at blive radikaliseret i forhold til had mod kvinder og legitimering af vold.

Det er de mennesker, vi skal tale om. Det er dem, vi skal undersøge og tale om for at forebygge seksuelle overgreb og anden vold.

Men det er også dem, vi selv skal gribe fat i. Inden der skabes en gerningsmand og et offer. For et overgreb er altid en dobbelt tragedie.

Vi har som dem, der står ved siden af, måske endda det største ansvar, når vi kan se, at et andet menneske er kommet på afveje og kan blive en risiko mod nogen.

Det kan vi kun blive bedre til, hvis vi vender blikket fra ofrene og begynder at tale om dem, det drejer sig om. Gerningspersonerne.