Det er min fødselsdag, vi fejrer. Men betyder det, at jeg skal betale for alle?

Penge er ofte et ubehageligt emne at tale om. Og især når det kommer til at skylde penge.

Hvem skal eksempelvis betale, når vennegruppen spiser på restaurant som led i en fødselsdagsfejring, eller når veninden, der holder af lidt luksus, inviterer til en fransk aften med dyre oste og vin?

Jeg står over for dette dilemma hele tiden, og sidste gang var forrige weekend.

Efter at have inviteret til fødselsdagsfest hjemme hos mig, var vi fem piger, der tog videre i byen. Efter at have hygget os i et par timer med noget godt i glasset, hæv jeg kortet frem for at betale for bordet.

Jeg sagde ikke noget på forhånd, men tanken var, at jeg ikke ville gøre det besværligt og derfor undgå at bede om at få regningen delt op i fem dele.

Men hvad så efterfølgende: Skal jeg betale for det hele af egen lomme? Det er jo min fødselsdag, og det er mig, der har inviteret mine veninder ud i byen.

Det er ikke kun i forbindelse med festlige anledninger, at dette problem opstår for mig - og sådan er det sandsynligvis for mange.

Jeg synes, at det er ubehageligt at bede om penge - og det gælder også i situationer, hvor det er aftalt på forhånd, at beløbet skal deles. Det føles så stikkende at tælle hver en øre, og så bede sine gode venner om penge. Men på den anden side, har jeg jo heller ikke penge nok til at betale for mad og vin af egen lomme.

Efter en del grubleri sendte jeg en besked til mine venner: "De drinks, vi fik, kostede 185 norske kroner stykket".

Dagen efter spurgte jeg, hvad de syntes om den besked, jeg sendte.

Måske ikke så overraskende svarede de, at det var helt i orden, og at de gerne ville betale for deres egen drink. Nu kan det selvfølgelig tænkes, at de svarede, som de gjorde, fordi de ikke ville give mig dårlig samvittighed.

En anden situation i samme boldgade, jeg ofte støder på, er middage, hvor værten køber og laver mad til gæsterne.

Hvad der laves, og hvor meget forberedelse og indkøb, det kræver, varierer fra person til person, og mange er heller ikke så optaget af, hvad de får serveret.

For mit vedkommende kan jeg godt lide at servere god mad og drikke, fordi jeg godt kan lide at imponere mine gæster. Ofte føler jeg, at det ville være dumt at tage imod penge for noget, andre ikke selv har haft indflydese på og måske heller ikke selv ville have brugt penge på. Derfor resulterer det næsten altid i, at jeg selv betaler for maden.

I min vennegruppe er holdningen, at kravene til, om udgifterne til mad og drikke skal deles ud eller ej afhænger af den specifikke situation:

Er der tale om en middag med to veninder, er det forventningen, at værten betaler, og at gæsten så inviterer til den efterfølgende middag. Men hvis middagen altid holdes hos den samme person igen og igen, så bør den, der er gæst, også bidrage til gildet økonomisk.

Forbrugerøkonom Kornelia Minsaas mener, at det er vigtigt at kunne bede sine venner om penge, hvis de samlede udgifter har en negativ indflydelse på økonomien hos den enkelte:

- Det burde være helt fint at bede om penge, uanset om det er 50 kroner divideret med seks, eller en 100 kroner divideret med tre. Hvis du giver folk en forklaring, er de som regel tilfredse. Lad os sige, at du har brugt mange penge på det seneste, eller skal spare op til noget, du skal til, eller noget, du har brug for.

Gentagen grådighed kan dog også skabe utilfredshed mellem venner og ødelægge venskaber, og Minsaas fortæller, at hun selv har mødt mennesker, der kun tager og aldrig giver tilbage. Og det er usexet, når man er voksen. Heldigvis er der meget, du kan gøre for at bidrage til vennegruppen, uden at det koster mange penge, lyder rådet fra Minsaas.

Ofte udbryder folk "jeg overfører lige til dig", men så sker der ikke noget. Det kan være alt fra en drink i byen til en dyr gave, som du har lagt ud for.

Jeg synes, at det er den sværeste situation. Man vil gerne have pengene tilbage, men man skal skynde sig, hvis det skal ske. Her kan det måske virke som om, at jeg er mere konfliktsky end mine venner, som synes det er helt fint at sende en rykker, hvis man savner en betaling.

Størrelsen på beløbet har helt sikkert også noget at sige, og man vil næppe spørge to gange, hvis der var tale om en øl i byen. Ikke desto mindre synes jeg, at det er irriterende, og man bliver mindre tilbøjelig til at betale for personen igen.

Denne artikel blev første gang bragt af KK.no, der også er ejet af Aller Media. Dette er en oversat og redigeret version.