Det er uværdigt, at kvinder i politik ikke kan være sig selv. Men det er ikke engang det værste

Det var først, da Helle Thornings-Schmidt ikke længere var statsminister, at hun begyndte at gå med glimmer på neglene og store guldøreringe.

Det var også først, da hun ikke længere var statsminister, at hun kunne stå med en smøg ved siden af Bai-D fra Suspekt og blive hyldet for det. Og det var først, da hun ikke længere var statsminister, at hun kunne sige det, som det er:

Toppolitik er sovset ind i sexisme.

Jeg forsøgte tale med hende om det, mens hun stadig sad på magten, det kom der ikke særlig meget ud af. Hun ville ikke, hun kunne ikke tage alle kampene for at gøre op med patriarkatet, har hun siden sagt, for ”så kan man ikke vinde valgene.”

Nok er den tid forbi, hvor nogen kunne finde på at opkalde magtfulde kvinder efter deres taskemærke.

Men ambitionen om at lede og lysten til at udstråle noget ungdommeligt og feminint, er stadig så svær for mange at forene, at det er et våben, som kan bruges mod os.

Hver gang det trækker op til valg hører vi, at der er for få kvinder, der stiller op, og vi spørger, hvordan det mon kan være.

Klip til en statsminister, der udviser politisk mod og skaber markante resultater, men i stedet skal slæbes igennem spalterne for at have det sjovt i sin fritid.

Sidste uge var nemlig et begivenhedsfuld en af slagsen i Finland. Her er nogle ret vilde ting, der skete:

1) I Finland, der grænser op til Rusland, besluttede regeringen, at man fra næste måned skruer drastisk ned for antallet af visa til russiske statsborgere som konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine.

2) Finland sikrede sig, med den franske præsident Emmanuel Macrons underskrift, 23 ud af 30 af de stemmer, det kræves for at landet kan blive endeligt optaget i NATO.

3) Finske Wilma Murto satte ny finsk rekord, da hun vandt guld ved EM i stangspring.

Her er til gengæld, hvad der fik den finske offentlighed – og resten af verdenspressen – til at gå i selvsving:

4) Sanna Marin, der er landet statsminister, har været ude at danse med sine venner.

Også i Danmark var det den lækkede private video med den 36-årige Marin, som fik mest opmærksomhed.

Flere medier fandt desuden anledning til at hive en ældre historie om hendes påklædning frem og fulgte op med den skandaløse afsløring om, at statsministeren ikke engang havde ferie, da hun dansede, det var simpelthen bare en ganske almindelig weekend.

Alt sammen historier om en kvinde, der simpelthen opfører sig som et normalt menneske. Alt sammen med til at så tvivl om, hvad man kan tillade sig som kvinde … ehm, statsleder, hvis man vil bevare sin ”værdighed”.

På Facebook fortalte Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen i fredags, hvordan hun tit tænker over sin fremtoning under valgkampen. Dengang var hun 25 år, og hendes største frygt var, at vælgerne ville erklære hende uegnet på grund af hendes alder. Derfor stoppede hun med at gå ud med sine venner.

”Jeg var så bekymret for, at en bytur ville sende et forkert signal. At I ville opfatte mig som useriøs”.

Og det handler ikke kun om alder. Da Simon Kollerup blev udnævnt til erhvervsminister i en alder 33 år, var det en historie i cirka ti minutter, og så var han bare endnu en mand i et jakkesæt.

Det samme med Østrigs forhenværende kansler Sebastian Kurz, der også var 33 ved sin udnævnelse.

Og når sundhedsminister Magnus Heunicke vender plader og hopper rundt til Backstreet Boys på Borholm, er det også bare herligt.

Det handler om køn. Og det handler om, at kvinders kroppe og fremtoning er og bliver en kampzone og et legitimt mål – hvad enten du er studentermedhjælper eller statsminister.

Så vi gør os selv til nogle andre, fordi det er nemmest. Vi reproducerer os selv i det billede af magt og seriøsitet, som vi er blevet stopfodrede med siden for evigt.

Og så en sjælden gang i mellem ser vi en som Sanna Marin, der nægter at stille sit køn og sin ungdom i skammekrogen – selvom de risikerer at betale en høj pris.

De kvinder fortjener intet andet end vores anerkendelse og støtte, i stedet bliver de mødt med hadbeskeder og krav om at lade sig narkoteste, fordi de har danset til en fest. (En test, som i øvrigt var negativ, så det eneste Marin er skyldig i, er vitterligt at have det sjovt.)

Så hvad er det, vi siger til unge kvinder med ambitioner om at lede, når de skal se deres ganske få forbilleder finde sig i, at deres imponerende resultater må stå i skyggen af sexistiske smædekampagner?

Vi siger, glem det. Det her ikke for dig med mindre du iklæder dig magtens maskuline uniform.

Og det er absolut det eneste uværdige i den her sag.

Det er uværdigt, når vi – offentlighed, politiske modstandere, medier – gentager en ældgammel tradition for udskamning af unge kvinder, der nægter at være andre end dem, de er.

Det er uværdigt, hvordan vi pakker det ind i en politisk skandale og en debat om værdighed, når det i virkeligheden er intet andet end en århundredelang krig på kvinders køn og krop.

Det er uværdigt, at der findes så dyb en underbevidst og stiltiende accept af det, at vi rent faktisk tror, at pressens dækning af Sanna Marins dans og tøjvalg er et udtryk for objektiv journalistik.

Men det er tid til at sige det som det er.

Den slags overskrifter er et udtryk for, at unge kvinder stadig kæmper for at blive seriøst. På samme måde, som ældre kvinder kæmper for overhovedet at blive set.

Som kvinde er du din krop, indtil du overskrider patriarkatets sidste salgsdato, hvorpå du bliver konet og kedelig, hvorfor vi også accepterer, at Angela Merkel blev kaldt ”Mutti” og Theresa May var ”Maybot”, og pludselig skal de faktisk helst danse for at bevise, at de stadig kan være sjove og spontane (og når de gør det, mistænkes det selvfølgelig straks, at det må være iscenesat, intet andet end kynisk spin).

Det er uværdigt, at kvinder i politik ikke bare kan være, dem de er. Men det værste er, at det ikke engang er dem, det er mest synd for, når de ikke stiller op. Det er alle os andre.

Tiden er deres, de finder på noget andet. Det er os, samfundet, der går glip af deres politiske talent. For sandheden er, at vi er meget mere afhængige af deres stemmer, end de er vores.

Derfor stemmer jeg personligt på en kvinde – gerne en ung kvinde – hver gang, jeg kan.

Men hvorfor stemmer jeg ikke på en, der spejler mit politiske ståsted? Det gør jeg også, men det er ikke nok. Det er afgørende for mig, at min stemme går til en, der spejler mig.

Og hvis du er en ung kvinde, der har oplevet at din krop får mere opmærksomhed end dine resultater, hvis du nogensinde har været hende, eller hvis du er hendes mor, hendes far, hendes mand, kæreste eller ven, så synes jeg, du skal overveje at gøre det samme.

Stem på hende, for hende.

Den nye generation af unge kvindelige statsledere som Finlands Marin og New Zealands Jacinda Ardern viser, vi er på rette vej. Repræsentation betyder noget, men vi må aldrig tage den for givet.

Det sjove er, har Helle Thorning siden bemærket, at jo mere hun blev sig selv, jo bedre kunne danskerne lide hende. For vi kan jo godt lidt autenticitet og folkelighed. Vi er bare så uvant til at se den i skikkelse af en yngre kvinde.

Betyder det, at kvinder ikke har lov til at konvertere kjole til jakkesæt? Jo, hvis vi har lyst. Men hvis vi blot opgiver os selv for at få fred, lader vi også som om, problemet ikke eksisterer. Vi bekræfter folks forestilling om, at seriøse kvinder skal se ud og opføre sig som seriøse mænd.

Så når du står i stemmeboksen, så husk, at vi kvinder stadig er et særsyn på stemmesedlen og i særdeleshed på magten. Det kræver tilvænning for den brede offentlighed at se os forvalte den.

Men husk, at hvis vi er mange, og hvis vi nægter at gemme os bag slidte maskuline stereotyper, kan man ikke længere udskamme os for at være dem, vi er.

Og husk, at de unge kvinder hvis tøj og dansetrin, vi er så besatte af, er i gang med at løse verdens problemer. De er allerede i gang, og snart har Sanna Marin sikret finsk NATO-medlemskab.

Det er da noget at fejre.