Det handler stadig om at sætte kondom på en banan. Det vil de her unge lave om på
Foto: Sofie Guldager
Seksualundervisning har mildest talt et blakket ry. Hvem husker ikke de akavede timer med en lærer, der så alt andet end komfortabel ud, men alligevel troligt fandt flamingopikken frem og demonstrerede korrekt kondomteknik? Snakken om grænser og samtykke var også fraværende. Men hvordan står det egentlig til i dag?
Onsdag den 2. juni demonstrerede en gruppe unge på pladsen foran Christiansborg, fordi de vil have bedre seksualundervisning. Mød Signe, Andreas og Marie herunder.
Signe Paamejer, 19 år, går i 3.g på Zahles Gymnasium
Hvad har du lært i seksualundervisningen?
- Jeg lærte det basale, som at putte et kondom på en flamingopenis. Jeg lærte det meste i biologi, hvor det handlede om kvinden, men jeg har ikke lært særlig meget om den mandlige del. I 2.g. lærte jeg, hvordan man bliver gravid. Jeg havde lidt seksualundervisning i 7.klasse i folkeskolen, hvor jeg lærte, hvordan man sætter en tampon op. Det var det.
Hvad mangler der i seksualundervisningen?
- Jeg manglede mere undervisning i sex med samme køn og samtykkebaseret sex. Jeg synes også, det er vigtigt at lære, at forspil er en stor del af sex, og at hvis man kysser, så behøver det ikke lede til sex. Generelt manglede jeg viden om, at alting ikke handler om penetration mellem en mand og en kvinde. Der mangler også mere viden om det positive ved sex. Jeg har lært om kønssygdomme, og hvordan man bliver gravid, og det er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke alt.
Hvorfor demonstrerer du i dag?
- Fordi det er vigtigt, at det kommer på dagsorden, og det ikke er et tabu. Vi skal kunne snakke om sex, for det er noget, som de fleste kommer til at opleve i deres liv. Vi er nødt til at bryde de stereotyper, der er, for eksempel at drenge har mere lyst til sex end kvinder, og det kan man gøre i seksualundervisningen.
Andreas Hundebøll, 18 år, går i 3.g på Gefion Gymnasium
Hvad har du lært i seksualundervisningen?
- Ikke særlig meget og specielt ikke i gymnasiet. Det tætteste jeg kan komme på viden om køn er, da vi havde et feministisk forløb i dansk, men det var meget overfladisk. Vi havde nærmest ikke noget undervisning i folkeskolen, lidt i biologi, men kun det hele basale.
Hvad mangler der i seksualundervisningen?
- Et indblik i alt, der har med sex at gøre. Jeg kunne godt havde brugt noget mere viden om kroppen og dens udvikling. Så jeg havde været mere tryg. Jeg manglede også viden om forskellige køn.
Hvorfor demonstrerer du i dag?
- Fordi jeg gik glip af seksualundervisningen i uddannelsessystemet, og det vil jeg gerne kæmpe for, at andre ikke gør.
Hver femte kvindelige gymnasieelev har oplevet krænkelser: ”Lige nu har man ikke en anledning til at snakke om grænser”
Marie Elisabeth Greve, 14 år, går i 8.klasse i Valby
Hvad har du lært i seksualundervisningen?
- Det eneste, jeg har haft, er to lektioner om året i uge sex, hvor vi har haft besøg af Sex og Samfund. Vi lærte meget det stereotypiske, man forbinder med seksualundervisningen, som at putte et kondom på en banan.
Hvad mangler der i seksualundervisningen?
- Nærmest det hele. Jeg føler, at jeg manglede viden om forskellige køn og seksualiteter. Alt det jeg ved har jeg lært af mine venner og på nettet. Når folk ikke lærer om de her ting, så har det ført til mange ubehagelige situationer for folk i min klasse, hvor andre har opført sig diskriminerende.
Hvorfor demonstrerer du i dag?
- Jeg synes, det er super vigtigt, fordi vi skal have fokus på det. Der er mange, der ikke tænker over, at det er noget, der skal ændres, og det synes jeg er forkert. Seksualundervisningen ikke længere være et timeløst fag, og flere lærere skal uddannes, så de bliver bedre til at undervise i seksualundervisning.