Det her kan blive et kvindevalg, et børnevalg og et klimavalg, hvis vi vil. Men det kræver, at vi kræver det

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

For et år siden kunne det ikke komme på tale, at sygeplejerskerne skulle have mere i løn.

Fordi den danske model er noget ”helt unikt og meget særligt”, sagde statsminister Mette Frederiksen. Fordi det at afskaffe en grotesk forældet og sexistisk reform fra 1969 var lige så umuligt som at ”forvandle sig selv til en luftballon”, sagde beskæftigelses- og daværende ligestillingsminister Peter Hummelgaard. Og fordi en kommité – hvis skæbne nu er uvis – i hvert fald først skulle sylte… erhm, se på det.

Så de sygeplejersker – som statsministeren flere gange bad om at yde en ekstra indsats under corona – stod tilbage med et honninghjerte og en tom strejkekasse.

Men i søndags var Mette Frederiksen på besøg på Social- og Sundhedsskolen i Vejle, og i et interview med Jyllands-Posten sagde hun, at velfærdssamfundet er ”på vej ind i noget, der ikke er godt”. Og forleden sad Hummelgaard pludselig i P1 og erkendte, at brugen af dyre vikarer, der dækker for den desperate mangel på sundhedsprofessionelle, er en ond spiral, og måske kunne man med fordel bruge pengene på de fastansatte i stedet.

Hvis du nogensinde har været på ferie og forvildet dig ind i en af de der turistgader, hvor sælgere overfalder dig med bizarre artefakter, der går i stykker to sekunder efter du har købt dem, og brandtilbud, som sjovt nok først opstår, når du er på vej væk, ja, så genkender du formentlig følelsen, når vi nærmer os et Folketingsvalg.

Den gigantiske basar, der er politikernes valgflæsk, folkelighedskonkurrencer og kig-væk-finter er officielt åben, og den har allerede kastet mange tvivlsomme tilbud af sig.

Vi har fra den siddende regering således fået en blandet pose gode gamle klassikere med statskontrolleret tørklædeaftvingning i folkeskolen, hårdere straffe til kriminelle og cool cash til rigmænd, studerende og andre, der måske/måske ikke mangler penge til at betale for varme eller narko – iblandet fællessang med Kandis.

Og sådan giver man os noget andet at drøfte henover spisebordet end den kedelige minkskandale og det deprimerende faktum, at ingen har et godt bud på, hvordan vi undgår en klimakatastrofe.

Så hvad mere kan man ønske sig?

Jo, såmænd bare en seriøs samtale om, hvordan vi redder vores velfærdsstat.

Men måske får vi den nu?

”Vi bliver nødt til at have alle brikkerne inde på bordet. Det er også løn,” sagde statsministeren, da hun var i Vejle, og selvom det selvfølgelig fik fagforeningscheferne til at klappe, føles den udmelding unægtelig nogenlunde lige så tilfredsstillende og konkret som den der eks, der smider en sms klokken tre om natten, hvor der står: ”hva så?”

Vi skal huske på, at det er med fuckboys som med folketingspolitikere på valg, at man bør være varsom med at gå tilbage til en fuser.

Samtidig står vi på den anden side med den nye konservative statsministerkandidat Søren Pape, der mener at kunne løse plejehjemmenes problemer ved hjælp af ukrainske flygtninges ”omsorgsgen”.

Vi har Inger Støjberg der vil tage maden ud af munden på kvinder i udviklingslande, så du kan få den barsel tilbage, som store stygge EU har stjålet.

Og vi så har vi Alex Vanopslagh, der vil peptalke dig til at kunne håndtere en fødsel uden en jordemoder som det robuste, initiativrige topskatbetalende menneske, du er.

Endelig har vi Jakob Ellemann, der synes, Papes plan er dum, men ellers primært er her for at sige, at du selvfølgelig har ret til en fed ejerlejlighed (*hvis du altså lader være med at spilde dine penge på bajere i byen, mens du er ung).

Heldigvis er valget vores. Nu er det os, der har magten. Og det er os, der bestemmer, hvad der er vigtigt, og hvilke spørgsmål, vi vil forlange svar på.

Så hvad er vores kollektive sundhed værd?

Hvad er vores børns fremtid værd?

Hvad er ligestillingen og kvinderne værd?

Det er nogle af de spørgsmål, vi har stillet på femina de seneste to år. Og vi er blevet ved, når de ansvarlige ministre ikke ville tale med os – og når de endelig stillede op og sagde, at ligeløn til de kvinder, der knokler i den offentlige sektor var lige så virkelighedsfjernt som at trylle sig selv om til en ballon.

Og det bliver vi ved med. For det valg, der venter os må og skal handle om det faktum, at i et land med et af verdens højeste skattetryk er mange af vores universelle og basale sundhedsrettigheder snart en myte blot, hvis ikke gøres noget. Og det noget er ikke et fedt slogan, der kan stå på en valgplakat. Vi står snarere over for en total omkalfatring af den måde, vi tænker vores samfund og de ting, der skaber værdi for mennesker.

Og vi har mere end nogensinde før brug for konkrete bud på, hvordan vi redder den døende patient, der er vores velfærdssystem.

For hvorend meget holder af tanken om at verden hele tiden bliver et bedre sted for os mennesker, er vi nogle generationer for hvem det ikke kun er sandheden.

Vi ser nye mødre, der får PTSD og angst af mødet med en dansk fødegang. Vi ser jordemødre, der tisser i bukserne af travlhed, HR-chefkonsulenter der bliver presset til at tage jordemodervagter til overpris for samfundet.

Vi ser kvinder med kræft, der ikke bliver opereret til tiden og overlæger, der ikke kan operere, fordi sygeplejerskerne mangler – og ud af de tusind ekstra sygeplejersker, vi blev lovet, har man kunnet levere cirka en femtedel.

Ligesom de pædagoger, der skal opfylde løfterne om minimumsnormeringer i de danske daginstitutioner heller ikke kan findes. I 2030 vil vi således mangle 14.000 pædagoger i Danmark, og i Vejle tilbyder kommunen nu forældre en fordobling af det eksisterende tilskud, hvis de kan passe deres egne børn for at lette presset på daginstitutionerne.

Vi ser et psykiatrisk system, der udskriver patienter for tidligt på grund af pladsmangel – og hvor en pårørende kræftlæge ønsker sig, at hendes mand led af kræft fremfor en depression.

Vi ser, at klimaet og kloden har brug for at vi sætter både tempoet og forventningerne til vores materielle levestandard ned. Samtidig ser vi kvinder og børn, der må flytte i telt eller leve i mørke, når vi bliver ramt af inflation og stigende priser på el og gas.

Vi ser børnefamilier, der føler sig fanget i krav om konstant produktion og ikke kan følge med i deres eget liv, og vi ser flere og flere eksperter med nødråb om, at der findes en sammenhæng mellem forringelsen af vores kernevelfærd og den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Regeringens støtteparti SF har på billboards rundt omkring konstateret, at danske børn mistrives, og at det kunne være fedt med en minister for børn og unges mentale trivsel (og det kunne også være ret fedt, hvis den minister var en SF’er.)

Men hvordan er det ikke cirka det samme som en falliterklæring fra dem, der i tre år har ageret støtteparti til ”Børnenes statsminister” – altså hende, der pt. nægter at hente PTSD-ramte, underernærede danske børn med granatsplinter i kroppen hjem fra en fangelejr i Syrien?

Tiden er ikke til flere hensigtserklæringer og hashtags. Vi har ikke udfordringer, vi har akutte problemer, der kræver, at vores politikere træder i karakter og træffer de svære valg.

Vi kan ikke rekruttere flere sundhedsprofessionelle med floskler om, at vi skal tale fagene op eller trække på ukrainske flygtninge. Og vi kan ikke sikre fastholdelsen i fremtiden med løfter om midlertidige tillæg, for de løser hverken de demografiske udfordringer eller det faldende antal ansøgninger til uddannelserne.

Vi kan ikke sikre værdige og trygge fødsel med retten til to dages ophold på barselsgangen, når de skal tilbringes på kaotiske flermandsstuer og uden personale, der kan tjekke for gulsot, hjælpe med at skifte et kateder til tiden for slet ikke at tale om at etablere amningen.

Og selv hvis vi formår at sikre ordentlig løn og vilkår for sundheds- og velfærdsprofessionelle, kan vi ikke komme uden om, at vi i fremtiden vil blive afhængige af international arbejdskraft. Samtidig har skiftende regeringer de seneste mange år overbudt hinanden for at gøre det forholdsvist uattraktivt for de mennesker at komme hertil – ligesom unge kvinder, der uddanner sig til at blive en del af løsningen, opbevares vi i asylcentre, indtil vi kan få sendt væk herfra.

Vi står midt i en regulær krise, og vi har brug for alt det talent, vi kan tiltrække.

Og ingen fede taglines om diversitet og inklusion kommer i øvrigt til at flytte på det faktum, at Danmark fortsætter med at rasle ned af internationale ranglister, når det gælder ligestilling og repræsentation i ledelse og politik – når det de facto er EU, der har sat os kniven for struben, hver eneste gang, vi får taget os sammen til at tage reelle skridt i den rigtige retning.

Samtidig er vi nødt til at spørge os selv, hvad det hele overhovedet er værd, hvis vi ikke prioriterer at finde seriøse løsninger på den udfordring, der er rammen omkring det hele og som rammer piger og kvinder allerhårdest, nemlig klimakatastrofen.

Så kære statsministerkandidater, drop tørklæde-finter og varmecheck-tombolaer – og giv os jeres bud på konkrete, langtidsholdbare løsninger.

Det her kan blive et kvindevalg, et børnevalg og et klimavalg, hvis vi vil. Men det kræver, at vi kræver det. Valget er vores – og vi har alt på spil.