Efter intenst valgdøgn: Det skal der ske nu
Valget er slut, men dramaet fortsætter. Nu skal der dannes ny regering, måske med Mette Frederiksen i spidsen igen.
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Det endte med at blive en vaskeægte valggyser med tæt løb mellem blokkene, der efter optællingen af stemmerne sent tirsdag aften og onsdag nat viser, at rød blok med Mette Frederiksen i spidsen står med et snævert flertal.
Selvom det umiddelbart ser positivt ud for Mette Frederiksen, betyder det ikke med sikkerhed endnu, at hun kan beholde nøglerne til statsministeriet.
Klokken 11 vil Hendes Majestæt Dronning Margrethe tage imod Mette Frederiksen på Amalienborg, hvor statsministeren vil fortælle dronningen om valgresultatet og den parlamentariske situation -traditionen tro. Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.
På valgnatten varslede Mette Frederiksen, at hun på trods af sit flertal stadig ønsker at arbejde mod at danne en ny, bred regering. Derfor vil hun meddele dronningen, at regeringen går af, og opfordre til en såkaldt dronningerunde.
Det betyder, at hvert parti sender en repræsentant ’på runde’ hos dronningen. De vil her komme med deres bud på, hvem der skal lede forhandlingerne om en ny regering.
Statsministeren styrer det, mens dronningen udpeger den kongelige undersøger, altså forhandleren. Lykkes det ikke at danne en regering, eksempelvis hvis der ikke kan opnås enighed om, hvem der skal være statsminister, kan partierne tage en runde mere.
Ifølge TV2’s politiske analytiker Jesper Vestergren er det fuldstændig uforudsigeligt, hvordan en kommende regering kommer til at se ud, siger han til TV2.
”Der er et flertal, der peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger. Men det betyder langt fra, at hun kan fortsætte som statsminister,” lyder det fra Jesper Vestergren onsdag morgen.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ønsker at danne en regering hen over midten. Den idé er Lars Løkke og Moderaterne også med på, mens de borgerlige partier ikke har vist interesse for den konstellation.
Ifølge politisk analytiker i DR Nyheder, Rikke Gjøl Mansø, er De Radikale nu også "tilbage i en nøglerolle". For selv med Moderaternes 16 mandater kan de ikke danne regering uden Mette Frederiksen, hvis ikke de får De Radikales syv mandater med sig.
Samtidig forestiller Mai Villadsen sig også, at opbakningen til Mette Frederiksen bliver svær at finde hos Enhedslisten, hvis Mette Frederiksen går efter det brede samarbejde med Lars Løkke og Moderaterne. Det fortæller hun til DR.
Valgdramaet fortsætter altså for fulde gardiner, og det er heller ikke utænkeligt, at der kommer til at gå noget tid, før en ny regering er på plads.
DR’s politiske analytiker Jens Ringberg vurderede på valgnatten, at vi har en ny regering inden jul.
Samtidig er fintællingen af stemmerne i gang, og ventes at vare indtil sent onsdag aften. I løbet af dagen vil det altså stå klart, hvordan de personlige stemmer har fordelt sig og dermed hvilke politikere der er inde, og hvilke der er ude.