En dag mødte Susan Knorrenborg en gammel bekendt, der stillede hende et helt almindeligt spørgsmål. Så kom erkendelsen

“Bare drop bedøvelsen,” sagde Susan Knorrenborg til fertilitetslægen.

Hun havde på det tidspunkt været i gang med fertilitetsbehandling i tre år. Denne gang skulle der udtages æg. Igen. Hun ville bare have det overstået, så hun kunne komme på arbejde, og bedøvelsen gjorde hende sløv, så derfor ville hun helst springe den over. Hun forsøgte som regel at lægge besøgene hos lægen før eller efter arbejde, så hun ikke behøvede at forklare sig.

Susan Knorrenborg endte efter syv års fertilitetsbehandling med at blive gravid. Men det har langt fra været a walk in the park. Og hun var flere gange tæt på at give op undervejs.

I hendes debutbog Spørg John gennemgår hovedpersonen Katrine også et årelangt, opslidende fertilitetsforløb. Og selvom bogen handler om meget andet end fertilitet, er det en debat, forfatteren håber, vi snart kan tage til næste niveau.

For det er langt fra alle, der som hun selv ender med rent faktisk at få et barn. Hvor efterlades alle dem, det ikke lykkes for? Hvilken rolle får de i et samfund, hvor børnefamilien er omdrejningspunkt? Og selv for dem, det lykkes for: Hvordan ser deres liv ud efter mange års kamp for et barn?

Susan Knorrenborg er glad for, at der de senere år har været et større fokus på, at det er hårdt at være i fertilitetsbehandling, men savner, at vi ikke udelukkende fokuserer på den lykkelige slutning.

“Jeg synes, det er et problem, at vi stort set udelukkende taler om fertilitetsbehandling som et teknisk problem, der skal løses. Som om, at hvis nu lægerne bare får lov til at forsøge nok gange, så ender det altid lykkeligt. Vi glemmer, at der også er rigtig mange, der slet ikke ender der.”

20. gang, lykkens gang?

Selvom hun selv endte med at blive mor, var det for Susan Knorrenborg langt fra uden konsekvenser. Efter fem års fertilitetsbehandling blev hun skilt fra sin daværende mand.

“Til sidst handlede forholdet ikke om andet end det der barn, der ikke kom.”

Efterfølgende mødte hun sin nuværende kæreste, og Susan Knorrenborg genoptog fertilitetsbehandlingen, og i dag har de to børn sammen. Men det var langt hårdere at komme dertil, end hun nogensinde havde forestillet sig.

“Fertilitetsbehandling føles som at blive skåret over på midten. Når alt, hvad der har at gøre med dit underliv, er et problem, gør det også noget ved dit kropsbillede. Man bliver jo træt af at have en krop, der ikke virker.”

Selv for dem, hvor det lykkes, og der kommer et barn i sidste ende, følger ofte voldsomme ar på sjælen, og det er et emne, Susan Knorrenborg savner i samtalen om fertilitetsbehandling. Det kan ikke alene gå ud over parforholdet, men også være ødelæggende for familie- og vennerelationer eller medføre stress, angst eller depression.

“Det er lige nu slet ikke en del af debatten. Man går bare ud fra, at nu er de mennesker glade, for nu har de fået en baby. Men der er bare en kæmpe pris i mange tilfælde, som man på alle mulige leder og kanter skal betale,” siger hun.

Men når vi stort set udelukkende anser fertilitetsproblemer som et teknisk problem, der skal løses, glemmer vi at tage individuelle hensyn og forholde os til det faktum, at der er nogle, for hvem det muligvis aldrig lykkes af blive gravide, mener Susan Knorrenborg.

I bogen Spørg John møder oplever hovedpersonen Katrine og hendes kæreste, at overlægen på fertilitetsklinikken ikke lader til at have nogen grænse for, hvor længe de skal blive ved med at prøve.

“Alting kommer til den, der kæmper,” siger han opmuntrende og tilføjer, at det nogle gange tager 17-20 forsøg, før det lykkes.

Men det betyder ikke, at grænsen er 20 forsøg, understreger lægen: “Så længe, I bliver ved, er der håb,” som han siger.

Det er også Susan Knorrenborgs egen erfaring, og hvad hun har hørt fra mange andre, der har været igennem fertilitetsbehandling.

“Mange oplever, at muligheden for at stoppe faktisk slet ikke præsenteres for dem. Der er en tilgang, som handler meget om, at her er et problem, og det skal fikses, og så har sundhedspersonalet ikke rigtig nogen fornemmelse af, om nok er ved at være nok, og hvor ødelæggende denne proces kan være for de mennesker, der gennemgår den,” siger hun. ”Ikke mindst fordi de to, der prøver at få barn sammen, heller ikke nødvendigvis er enige om, hvornår nok er nok. Derfor kan det være ødelæggende, hvis de på egen hånd skal komme frem til, at nok er nok.”

Når nok er nok

Susan Knorrenborg understreger, at hun ikke kritiserer det konkrete personale og altid har følt sig godt behandlet, men det ændrer ikke på, at systemet ikke fungerer godt nok i forhold til de mennesker, det forsøger at hjælpe.

“Det er jo ikke onde mennesker, der er i systemet, men det er bare så fokuseret på at fikse problemet, at der slet ikke tages hensyn til, at det også kan være enormt opslidende og ydmygende. Fx ved at bede en mand om lige at vaske hans penis, inden han skal levere til sædcontaineren.”

Hun efterlyser et større fokus på psykisk velbefindende, men også en bedre rådgivning for dem, der er i fertilitetsbehandling.

“Jeg kunne godt tænke mig, at der var en lidt større ærlighed hos lægerne. Bare fordi der sker mirakler, betyder det ikke nødvendigvis, at det er rigtig for alle at blive ved efter utallige forsøg uden held. Sandsynligheden for, at det ikke lykkes, synes jeg, vi er nødt til at have med i ligningen,” siger Susan Knorrenborg.

Hun opfordrer også til, at man som par får talt om de forskellige scenarier og mulige løsninger, der kan opstå undervejs, herunder også fx æg- eller sæddonation, adoption osv. inden man går i gang med et fertilitetsforløb.

“Når man først står i situationen og er ekstremt presset, kan det være meget svært at tage en beslutning, der bliver afgørende for, om man bliver forældre eller ej, hvis man først skal bruge en masse tid på at diskutere det med din partner. Hvis man på forhånd har taget beslutning om, at der er andre mulige løsninger, kan man også spare en masse ressourcer, tid og penge undervejs.”

Ligesom det kan være en idé på forhånd at tale om, hvor ens smertegrænse går. Er det to, fem eller 10 års behandling? Er det at blive ved og ved og ved trods måske 20 mislykkede forsøg? Stopper man automatisk, hvis den ene siger, at nu er det nok

Snubler i æggestokken

Men én ting er sundhedssystemets manglende fokus på de psykiske konsekvenser og mangelfulde rådgivning i øvrigt. Noget andet, der påvirker de ufrivilligt barnløse, er deres familie og omgangskreds i øvrigt.

Som Katrine oplever i Susan Knorrenborgs bog, og som forfatteren også selv har erfaret, er det nemlig langt fra alle omkring en, som kan rumme den sorg, der følger med, når det ikke lykkes at blive gravid.

“Det sjove er jo, at Katrines svigerfamilie jo rigtig godt kan lide hende og tager ret åbent imod hende. Indtil hun ligesom snubler i sin æggestok. Det understreger det, som jeg synes kendetegner vores kultur rigtig meget: At uanset hvor umage en kvinde gør sig, og hvor dygtig hun er til alt muligt, afhænger den endelige sociale accept af hendes evne til at føde børn,” siger hun.

Det handler blandt andet om prestige i hovedpersonens tilfælde: At familien betyder alt, og at man for alt i verden ikke må ødelægge den gode stemning. Også selvom det indebærer, at man må tvangsdrikke cava til svigermors fødselsdag, fordi “det ser underligt ud, at du står der og flagrer helt tomhændet. Folk må jo tro, du er syg, ikke?” som svigermoren siger.

Eller da Katrine bliver bedt om at deltage i svigerfamiliens årlige hyggeuge på Svinkløv Badehotel for at fejre sin svigerindes nyfødte datter i “syv dage og syv nætter” og mest af alt har lyst til at melde afbud, men bliver beskyldt for at fremstå misundelig, hvis hun gør det. Hvilket hun i øvrigt også er.

“Det er jo altid forfærdeligt at se på mennesker, der er i sorg. Men det handler også om, at Katrines familie er bange for, at hun kommer til at ødelægge noget med sin egen sorg og misundelse, fordi hendes svigerinde har fået et barn. I det rum skal alt være ultimativt lykkeligt, og så må hun godt gå et andet sted hen med sin sorg over ikke selv at være det,” siger Susan Knorrenborg.

Børn er ikke alt

Sideløbende med fertilitetsbehandlingen oplever bogens hovedperson også at blive sat på sidelinjen i forhold til venner og veninder, som får børn omkring.

“Hun begynder at føle sig fremmed i flokken, og at hun ikke kan byde ind med noget, fordi hun ikke ved noget om babyalarmer og kopholdere til barnevognen. På et tidspunkt brokker hendes veninder sig over at blive tvunget til at benytte den kommunale madordning i børnehaven, og Katrine indskyder, at det da må være dejligt at slippe for at smøre madpakker, men hun kan hurtigt se på veninderne, at det skal hun slet ikke have en holdning til, fordi hun ikke har børn.”

Her ville Susan Knorrenborg ønske, at vi var lidt mere inkluderende:

“Det kunne være rart, hvis dem der har fået børn ind i mellem giver lidt plads til dem, der kæmper for at få det. Måske behøver man heller ikke tale om alt, der handler om børn, konstant.”

Det sidste er en erkendelse, hun også selv fik nogle år efter, hun selv var blevet mor. En dag mødte hun en gammel bekendt, som spurgte, hvordan det gik med hende, og hun røg straks på autopiloten:

“Jeg begyndte at fortælle om min dreng, der går til fodbold og andre ting om mine børn, og så afbrød han mig og sagde: “Jeg spurgte, hvordan det gik med dig. Jeg gider simpelthen ikke høre om dine børn.” Det mindede mig om, at ja, mine børn er en del af mig, men jeg er også andet end dem. Hvorfor er det, at vi altid skal høre om folks børn? Sandheden er jo, at andres børn er ret kedelige,” siger hun.

Hvis dem med børn bliver bedre til at tale om andet end deres børn og alt, hvad der vedrører deres børn, vil det ifølge Susan Knorrenborg gøre tilværelsen langt mere tålelig for de ufrivilligt barnløse. For så handler det ikke længere om, at du kun er et helt menneske, når du har sat børn i verden.

“Jeg synes, det kan være rigtig svært at få lov til at blive rigtig voksen andres øjne, når man ikke har børn. Der er en forestilling om, at man enten bliver ved med at være evigt ung eller også bliver man pludselig gammel. Man bliver taget mindre seriøst i sociale sammenhænge, når man er barnløs.”

Derudover mener Susan Knorrenborg, at det ofte bliver dem, der ikke har børn, som skal tage et ekstra ansvar for, at venskaberne består.

“Når man har børn, regner man lidt for tit med, at dem, der ikke har, giver den en ekstra skalle i forhold til at vedligeholde venskaber, simpelthen fordi man synes, at man selv har hænderne fulde. Da jeg selv var barnløs endte det ofte med, at det var mig, der stod for at arrangere alt fra middage til julefrokosten, for de andre var så trætte. Også på arbejdspladsen er der en forventning om, at du som barnløs automatisk kan blive lidt længere på jobbet, fordi du ikke skal hente børn. ”

Plads til misundelsen

Susan Knorrenborg undrer sig over, at vi på den ene side befinder os i en tid, hvor vi omfavner diversitet, mens vi på den anden side stadig i høj grad kun anerkender én rigtig livsform. Det gælder i øvrigt uanset om dem, der ikke har børn, er ufrivilligt eller selvvalgt barnløse, mener hun.

“Jeg tror, at vi er så optagede af at opfylde vores børns behov, forsøge at redde dem fra alle de farer, der lurer, forhindre, at de kommer i mistrivsel, hjælpe dem med skolen, engagere os i deres fritid, at vi lukker vi os meget inde om kernefamilien. Der tænker jeg, at alle, også de barnløse, kunne have glæde af, at vi åbnede lidt mere op.”

Det kunne for eksempel være, at børnefamilierne i højere grad lod dem uden børn få en rolle i deres familie, foreslår Susan Knorrenborg.

Hun er selv vokset op med, at hendes forældre havde et vennepar uden børn, som ofte passede hende, når hun var syg, og hvor de spiste sammen flere gange om ugen.

“Det var som en udvidet familie, og det lettede mine forældre rigtig meget samtidig med, at jeg havde min gudmor, som jeg kunne betro alle mulige ting, jeg ikke ville fortælle min mor, fordi jeg vidste, at hun ikke samtidig havde ansvaret for min opdragelse.”

Hun erkender, at det selvfølgelig også kan være svært for den, der ikke kan få børn at være tæt på dem, der har dem, men hun har også prøvet, at det kan lykkes under de rigtige omstændigheder. For eksempel blev en af hendes veninder på et tidspunkt gravid, hvor Susan Knorrenborg sagde: “Tillykke med det. Men du skal bare vide, at jeg kommer til at sige noget grimt, for jeg er så misundelig.”

“Hun svarede, at selvfølgelig måtte jeg sige alt det grimme, jeg ville. At der var frit lejde. Og fordi hun sagde det, så havde jeg slet ikke behov for det. Det var nok, at hun bare anerkendte mine følelser omkring det.”