En ufølsom kommentar fik mig til at tænke på, hvor mange modbydelige ting, folk siger til gravide

For et par uger siden skulle min mand og jeg hjem fra min fødeø, Bornholm, hvor vi havde markeret vores datters et års døds- og fødselsdag.

Hun ligger begravet på Bornholm, sammen med sin moster, så min mor kan gå og nusse om deres fælles grav.

Det var naturligvis en helt særlig tur med en masse voldsomme følelser indblandet.

Derfor var jeg faktisk ganske lettet, da turen gik hjem igen, fordi vi med lettere åndedræt kunne kigge på hinanden og konstatere, at så var der første år da gået.

Vi satte os ved et bord på færgen, stuvet så tæt sammen med andre familier, at jeg helt kom til at savne tiden, hvor alle skulle holde afstand, for vi kom rigtigt hinanden ved, og når man sidder tættere end til en landskamp i Parken, så sker der tit det, at man kommer til at tale med vidtfremmede mennesker, hvilket i øvrigt, siden vi mistede Vilma, har været min hadedisciplin.

Men jeg deltager, for det gør man jo.

Jeg lå halvt ned i sædet, fordi jeg snart har været gravid i 18 måneder på to år.

Det har bevirket at min krop er helt og aldeles smadret.

Jeg har ondt overalt, og min mave er så vant til at være udspilet, at jeg er i tvivl om den nogensinde trækker sig bare lidt ind igen.

Det synes jeg er svært.

At min krop har forandret sig så voldsomt på to år.

Jeg har altid vejet mere end gennemsnittet, men har samtidig altid holdt mig aktiv, fordi jeg godt kan lide det.

I snart to år har jeg været totalt "groundet".

Først i forbindelse med en virkelig voldsom og hård graviditet, dernæst efter et kejsersnit, og slutteligt nu i forbindelse med endnu en graviditet, som kom hurtigt efter min datters død.

Jeg tror ikke, jeg behøver at skrive, at alt det er virkelig, virkelig svært at håndtere.

Pt. stavrer jeg rundt og ser frem til ikke at skulle bære et menneske indeni mere, fordi det er så voldsomt angstprovokerende for mig.

Efter Vilmas død har jeg holdt mig fra arrangementer, hvor der er mange mennesker, men det er ligesom lidt svært at navigere udenom, når man trods alt gerne vil hjem til København.

Så jeg sad der på færgen, faretruende tæt på en dame på omkring de 55, vil jeg skyde på.

Et kvarter før vi er i havn, spørger hun mig så, hvor lang tid der er til termin.

Information, som jeg ikke engang har givet til alle mine venner, da jeg generelt ikke har super meget lyst til at fortælle om den her graviditet, fordi jeg er bange.

Jeg vil bare være.

Men det kunne hun selvfølgelig ikke vide, så jeg sagde bare, at jeg ikke er der helt endnu, hvorefter hun relativt højlydt udbrød:

“Men du er jo bare så stor?!”

Først tænker jeg:

“WTF?! Hvem siger sådan noget?”

Men jeg tager så mig selv i at sige, at jeg er gravid for anden gang på et år, fordi vi mistede vores fuldbårne datter efter fødslen sidste år, men damen hører intet, for hun er allerede på vej ud af ordgyllelandevejen:

"Jamen, jeg kan godt huske det selv, men jeg var aldrig så stor!"

Hun anerkender altså slet ikke informationen, jeg lige har serveret for hende, hvortil jeg når frem til, at hun simpelthen bare er en ufølsom, kæmpestor idiot, og jeg afslutter derfor denne ufrivillige samtale med et:

"Det er jo forskelligt fra menneske til menneske."

Damen tier stille. Hun ved godt, hun har skidt i nælderne, men i stedet for at sige undskyld, lader hun bare som ingenting og vender halvvejs ryggen til mig.

Da min mand og jeg sætter os ned i bilen, er jeg vildt ked af det.

I snart to år har jeg følt min krop har været allemandseje.

Alle har måttet kommentere, røre, uden at spørge, og forholde sig til den.

Det er så voldsomt grænseoverskridende, og jeg er så træt af at være til offentligt skue.

Jeg deler mine frustrationer på min Instagramprofil og inden aftenen er omme, har jeg modtaget over 500 beskeder fra kvindelige følgere, som også har oplevet grænseoverskridende, sårende adfærd under deres graviditeter.

Jeg bliver målløs over, hvad jeg får tilsendt.

Det er åbenbart helt acceptabelt at sige “Hej tykke!” og “Hej fede!” til gravide kvinder.

Ligeledes oplever mange at få smidt: “Du er godt nok stor!” helt uforvarende i ansigtet, mens det modsatte: “Du er godt nok ikke ret stor!” også florerer i stor stil.

Begge udbrud, som gravide i min indbakke fortæller gør dem kede af det eller usikre.

En kvinde fortæller sågar, at hun er gravid lige nu, men ikke har lyst til at gå ud, fordi andre hele tiden kommenterer på hvor stor, de synes hun er.

Andre kvinder fortæller, at de faktisk går til tjek på hospitalet, fordi deres babyer ikke vokser, som de skal, og derfor lander kommentaren om deres petite mave helt forkert og gør dem bange.

Andre sætninger, jeg får tilsendt, som folk har sagt til gravide kvinder, inkluderer:

“Så meget behøver man altså slet ikke tage på”,

“Render du rundt med tvillinger, siden du er så stor?”,

“Wow! Du er jo helt enorm!”,

“Man kan virkelig godt se du er gravid, når man ser dig bagfra!”,

“Du er sådan mere bred gravid, end rund gravid”,

“Tror du virkelig, du skal have den pakke mælkesnitter?”,

“Der kommer hvalen!” og sådan kunne jeg blive ved.

Den ene modbydelige kommentar efter den anden fandt vej til min indbakke, da jeg bad kvinder melde ind med, hvad de havde oplevet under deres graviditeter.

Jeg blev mere og mere rasende og ked af det og tænkte så, at vi har brug for nogle comebacks, der sidder på rygraden, så vi ikke skal finde på dem, mens vi står og er helt uforvarende såret.

Her er dine comebacks

Derfor får du her comebacks, serveret af mine Instagramfølgere, du som gravid kan benytte, hvis du oplever grænseoverskridende opførsel, mens du er gravid.

1. Da jeg selv var gravid første gang, kom en mand, jeg aldrig har mødt før, hen og tog mig på maven, da jeg var cirka tre måneder henne. Jeg kvitterede med at gøre det samme på ham og så blev det hele vidunderligt akavet.

2. Svar: “Det gør mig faktisk ret ked af det, at du siger det der.”

3. “Undskyld, har vi gået i skole sammen?” Naturligvis inspireret af vores alle sammens Dronning Margrethe, som aldrig ville finde sig i at blive befamlet på maven.

4. Svar til “Du er godt nok blevet stor!” “Tak! I lige måde.”

5. “Hvorfor ønsker du mig ikke bare tillykke?”

6. Svar til “Er der tvillinger?” “Nej, jeg er bare tyk.”

7. “Nå?”

8. “Jamen jeg er faktisk ikke gravid. Jeg er bare super oppustet!”

9. “Hvis du gerne vil have din hånd med videre i livet, så skal du nok fjerne den nu.”

10. Hvis vedkommende lægger en hånd på maven, så spørg “Vil du mærke et spark?” Og spark dem så let over skinnebenet.

11. “Jeg har ikke bedt om din mening.”

12. “Jeg gror et menneske, hvad med om du groede noget høflighed?”

Over 500 beskeder fik jeg den aften.

Fra kvinder, som til sidst ikke har haft lyst til at gå ud af frygt for sårende kommentarer, til kvinder, som slet og ret bare var rigtig trætte af at føle de var til offentligt skue.

Jeg blev også spurgt, om man overhovedet må kommentere på gravides maver, og det er jo super individuelt.

Men én ting ved jeg: Der er sjældent nogen, der bliver super glade for at blive kaldt en hval.

Gravide eller ikke gravide.

“Men folk mener det jo tit sødt”, skrev en kvinde også i løbet aftenen, men kan vi blive enige om, at der ikke er noget sødt i at kalde kvinder for fede?

Tak. Stop det.