Sandie Westh mistede sin datter 55 minutter efter fødslen: ”Jeg havde lyst til at skrige ud over byens tage, at Vilma var død”

Den 13. maj i år delte du et billede på Instagram af en lille hånd og skrev, at du havde født din og din mands datter Vilma, og at hun ikke overlevede. Hvorfor valgte du at dele det?

Fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle være i det. Jeg havde lyst til at skrige ud over byens tage, at Vilma var død. For jeg havde simpelthen så ondt, at jeg havde følelsen af, at hvis ikke jeg skreg det ud, så ville det æde mig op indefra.

Min verden var styrtet i grus, og jeg havde brug for, at vores venner kom ilende til for at hjælpe med at bygge den op igen. Men ikke kun vores venner. Jeg havde brug for, at alle, jeg har berøringsflade med, vidste, at jeg havde det forfærdeligt.

Jeg ville ikke kunne orke at modtage en sms fra en, der ikke vidste, at min datter var død. Jeg ville ikke kunne holde ud at møde en ven på vej ned i Brugsen, som ikke vidste, at Vilma ikke var her mere.

Jeg havde brug for, at alle vidste, at de skulle behandle mig med den største omsorg og nænsomhed. Så jeg skreg det ud på alle kanaler, jeg har.

Kunne ikke gå af sorg

Hvad var det for en sorg, I stod i dengang?

Den er almægtig, sådan en sorg. Den fylder alt. Optager alle rum, du bærer rundt på indeni dig. Sådan en sorg finder alle menneskelige afkroge, og så breder den sig, som en tyk sort dis, ud over alt det, du kender, så det er fuldstændig umuligt for dig at finde vej. Den efterlader dig magtesløs, livløs og uden nogen form for håb.

Det eneste, du kan finde ud af, er at sidde i en seng og græde. Det var sådan, det var for os. Vi blev på hospitalet, fem dage efter Vilma døde. Da vi skulle hjem, måtte mine forældre støtte mig på hver sin side, for jeg kunne ikke gå selv. Jeg havde ikke kræfterne til det.

Har sorgen ændret sig?

Den første måned vågnede jeg hver dag og græd. Vi tog til Bornholm, hvor jeg stammer fra, og indtog vores sommerhus i Allinge, og så lå vi bare meget i sengen og holdt om hinanden. Om aftenen kørte vi til Rønne og spiste hos mine forældre.

Vi var fuldstændig ude af stand til simple ting som at stå ud af sengen, børste tænder, spise mad og den slags. Vi købte en kæmpestor oppustelig luftmadras, som vi lagde i stuen, og så lå vi og så tv hele dagen. Jeg tror ikke altid, vi registrerede, hvad vi så, men jeg kunne bare ikke kapere stilheden.

Her fire måneder efter vågner jeg ikke og græder hver dag. Men jeg kan stadig ikke fungere. En simpel tur i Føtex med en indkøbsliste kan være for meget for mig. Jeg kan ikke overskue ret meget. Min angst er eksploderet, og alle mine dage lever jeg i et depressivt skær.

Mikkel er startet en smule på job, men jeg er stadig hjemme. Hver gang han går ud ad døren, så bliver der larmende stille, fordi Vilma ikke er her. Jeg går 50 km hver uge for at kunne være i mit hoved. Det er virkelig hårdt arbejde at være i sorg.

Vil bryde med tabuet om sorg

Du har valgt at være meget åben om noget, der for mange er meget privat – hvorfor?

Da jeg var 20, blev min søster slået ihjel. Det var, indtil jeg mistede min datter, den mest forfærdelige periode i mit liv, men ovenikøbet var det også den mest ensomme. For folk forsvandt bare.

Jeg tror, det handlede om to ting. Både at folk ikke vidste, hvad de skulle sige, men også om, at vi i Danmark har en underlig tilgang til sorg, hvor vi tænker, at det er bedst for folk at være alene. Meget syret. Forestil dig, at du oplever noget forfærdeligt, og så er der ikke nogen, der taler med dig om det. Det synes jeg er helt vildt underligt.

Så da vi valgte at være helt vildt åbne omkring Vilmas død, strømmede folk til. Fordi vi råbte “HJÆLP! Det her kan vi ikke klare selv”, men også fordi vi satte døren på klem. Så var det meget nemmere for venner at byde sig til.

Jeg vil bare så gerne bryde med tabuet omkring sorg. At sorg er ekstra farligt at beskæftige sig med. Det er det ikke nødvendigvis. Det er da i sorgen, at vi har brug for vores mennesker.

Hvem har været der for jer i jeres sorg?

Vores familie og venner. Mine forældre ved jo, hvad det handler om, for de har selv mistet en datter, så dem kan man tale med om alt, uden at de bliver bange eller bekymrede.

En aften på Bornholm var jeg så ulykkelig, at jeg tog bilen fra Allinge til Rønne og skreg og græd hele vejen. Jeg endte hjemme hos mine forældre og sagde til dem, fuldstændig knust, at jeg ikke kunne finde meningen med at leve videre. Der blev de ikke bange, for de har selv haft det på den måde, dengang min søster døde. Men de lyttede, krammede og forstod.

Og så er der vores fantastiske venner. De kom og besøgte os på hospitalet. Hver og en. Og de så vores datter ligge i sin lille lift. På den måde blev Vilma til en rigtig pige. Ikke bare en, der eksisterede mellem Mikkel, mig og lægerne, men Vilma fik et liv. Det var helt vildt vigtigt for os.

Da vi kom hjem, lavede vores venner mad til vores fryser, skemaer over, hvem der var hos os hvornår, de kom med blomster, frokost og alt andet, man kunne have brug for i sådan en ulykkelig tid. Og så lyttede de og krammede mig i ét væk.

Insisterer på den dårlige stemning

Du har blandt andet skrevet om, at så stor en sorg, som den I går igennem, er et tabu i vores samfund. Hvorfor tror du, den er det?

Jeg tror, mange er helt vildt bange for at komme helt derind, hvor det gør rigtig ondt. Det er, som om folk tænker, at hvis de ignorerer det, så findes det nok ikke. Derudover er vi bange for at bryde den gode stemning.

I 2017 viste tal fra Det Nationale Sorgcenter, at 75 procent af folk i sorg skjuler den for ikke at belaste deres omgivelser. Det er jo helt vildt mange, og folk vil gerne tale om deres afdøde. Netop derfor er det forfærdeligt, når man føler, at der ikke er plads, fordi vi danskere er så dårlige til at tale om sorgen.

I sidste uge var jeg til et af de første arrangementer efter Vilmas død. Der møder jeg en bekendt, som spørger mig, om jeg har det godt. Jeg svarer nej. Derefter siger hun “Jeg ved godt, hvad der er sket, men har du det overall godt?”, hvortil jeg svarer “Nej, det det har man ikke fire måneder efter”.

Jeg blev så vred, for den situation handlede om, at hun ekstremt gerne ville have mig til at sige, jeg havde det godt, fordi det så ville være nemmere for hende at være i.

Igen oplevede jeg, at jeg ikke måtte insistere på min sorg, for det var ubehageligt for hende, og en mindre kontrær person end mig ville formentlig have blødt stemningen op, men jeg insisterer på den dårlige stemning. For jeg skal ikke øve vold på mig selv og lade, som om jeg har det godt, fordi andre ikke kan lide at være i min sorg.

Vi er nødt til at indse, at livet på et eller andet tidspunkt slår os alle ud, og hvor ville det være en lettelse, hvis vi så stod klar til at hjælpe hinanden.

Hvad har livet lært dig om sorg?

At den er ubarmhjertig, og at den ikke bare går væk, lige meget hvor meget du ønsker det. Men jeg har også lært, at du ikke kan være i sorg hele tiden.

Jeg tror, mange har en misforstået opfattelse af, hvad sorg er. At sorg er en tilstand, hvor du sidder krøllet sammen i et hjørne hele døgnet. Og bevares, sådan kan den være, men sådan bliver den som regel ikke ved med at være.

Sorg er også, at du vågner og har det fint, drikker din morgenkaffe og så pludselig bliver ramt af et sorggodstog med 225 km/t, græder helt vildt i fem minutter, prøver at fortsætte med din dag og så bliver ramt igen. Sorg kommer i bølger, nogle gange er der stille, andre gange kan du ikke bunde, og dine mennesker må smide en redningsvest ud til dig.

Sorg er også, at du ikke har lyst til at gå uden for en dør, fordi du ikke magter alle andre menneskers hverdag, men stadig har brug for, at dine venner kommer hjem til dig, så I kan grine af de ting, I normalt griner af. Sorg er også, at du nogle dage slet ikke kan grine, men andre dage græder af grin. Sorg er kompleks.

Den lægger sig som en tyk dis ud over hele din hverdag, og nogle gange letter disen, og du finder dig selv bage boller og hygge dig.

Andre dage bryder du sammen, fordi dit spejlæg ikke blev, som du havde tænkt. Det sidste er i øvrigt et rigtigt eksempel fra en dag hjemme hos os, hvor Mikkel måtte overtage stegepanden, fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave noget så simpelt som et spejlæg.

Men sorgen har også lært mig, at det ikke er alle venner, der kan håndtere den. Og det må man gerne blive skuffet over, og man skal ikke øve vold på sig selv for at holde liv i de relationer. Nogle gange skal man sige farvel.

En lille sorggruppe på Instagram

Hvad har sorgen lært dig om medmenneskelighed?

At der er virkelig meget af den derude. Jeg har det, som om hele København har grædt med os. Mennesker, jeg ikke kender, har spurgt mine venner, hvordan vi har det. Bekendte, jeg ikke har set i flere år, er kommet med mad til vores fryser, kage og blomster.

Jeg tror, vi endte på 100 buketter, da Vilma døde. Det var helt vildt rørende. Vores sommerhus lignede én stor blomsterbutik.

Sorg kan splitte os, men den kan også bringe os sammen. Alle mulige fantastiske kvinder, der selv har mistet børn, kom mig til undsætning på Instagram, i dagene efter Vilma forlod os. Det var, som om de tænkte, at jeg i hvert fald ikke skulle stå alene.

På fire måneder er mit følgertal vokset fra 7.000 til 18.000. Vi har fået vores egen lille sorggruppe inde på min profil, fordi jeg har valgt at være hudløst ærlig. Og i ærligheden er jeg blevet mødt af så ekstremt meget medmenneskelighed fra nær og fjern, at jeg aldrig nogensinde glemmer det. Kvinder er fantastiske til at rykke sammen, når nogens verden styrter i grus.

Hvad vil du gerne sige til de mennesker, der læser det her, og står eller har stået i samme situation?

For det første vil jeg gerne sige, at jeg er ulykkelig på dine vegne. At miste et barn er ubarmhjertigt. Ens liv forandrer sig for evigt, og du vil formentlig kunne genkende følelsen af, at dit liv aldrig bliver det samme igen.

Dernæst vil jeg gerne sige, at du kommer til at gennemgå en sorg, som du aldrig har kendt mage til før. Den er så invasiv og altomsluttende, at du nogle dage har lyst til at sætte dig ned og give op. Og så skal du gøre det. Dit liv er gået i stå, og det må det også gerne. Hvis ikke nu, hvornår så?

Tryk på den kæmpestore stopknap, og meld dig ud af alt, du ikke kan overskue. Strikkeklubben, børnefødselsdagene, alt, hvor du tænker “Jeg burde, men jeg har ikke lyst”. Lad være. Og hvis dine venner er rigtige venner, så forstår de det.

Der vil være mennesker, du bliver skuffet over, men lad være med at bruge tid på dem nu. Skub dem til side, og fokuser på det, der fungerer for dig.

Lad være med at presse dig selv for tidligt tilbage på job. Din chef kan godt forstå, at du ikke kommer tilbage hurtigt. Og hvis ikke, så giv mig vedkommendes nummer, så skal jeg nok tage en snak med dem.

Du har måske lyst til at sove i tusind år. Det kan være, du slet ikke kan sove. Det er helt normalt. Du skal ikke være bange for sorgprocessen. Vær i den. Sorgen forsvinder aldrig, men du gror rundt om den. Den bliver en del af dig. Selvfølgelig. For dit barn er en del af dig.

Råb ud til dine venner, at du har brug for hjælp, eller send dem det her interview. Hvis ikke du kan overskue det, så bed en af dine venner fortælle de andre, hvordan du har det. Bed vedkommende sige, at hvis du heller ikke tager telefonen, femte gang de ringer, så skal de blive ved. For det betyder noget, at folk bliver ved.

De stunder, hvor du føler dig allermest ensom, de er hos alle os, der har mistet et barn. Jeg har dem også. Det er helt naturligt. Og det er også helt naturligt at ønske sig et til barn. For lige nu sidder du med så meget kærlighed inden i dig, som du ikke kan give til det menneske, du allerhelst vil give den til.

Og vid så: Sorg er ikke farlig. Den er forfærdelig, men den er ikke farlig. Og hvis nogen siger til dig, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, så bed dem om at sætte sig ned, for folk, der siger det, har ikke prøvet rigtig, tung, altomsluttende sorg, hvor du ikke har lyst til at stå op om morgenen.

Det er ikke alt, vi skal komme stærkere ud af her i livet. Det er okay at blive mere porøs. Mindre robust. Og ved du hvad? Lige nu er du ligesom porcelæn, der er tabt på gulvet. Du er gået i tusind stykker. Men jeg ved, at man kan købe sådan en flot glimmerlim fra Japan, som vi kan lappe dig sammen med igen. På den måde vil du altid have de flotteste skår. De går aldrig væk. Til tider går du i stykker igen, men så finder vi limen frem igen.