Er du bange for at blive tyk? Bare rolig, det smitter ikke – det gør tykfobi til gengæld

I enkelte øjeblikke går jeg rundt i et nirvana og tror, at vi er holdt op med at tale om andres kroppe. Der er også øjeblikke, hvor jeg tror, at diversiteten er blevet så mainstream, at vi alle sætter pris på at se forskellige kroppe, hudfarver, køn osv. osv. i vores medier og hverdag.

Men hver gang varer det alt for kort, inden endnu en kølle af (ubevidste) fordomme og det evindelige – og forkerte – sundhedsargument hamrer alle mine illusioner itu.

Det skete igen i weekenden, hvor jeg lørdag morgen læste et debatindlæg i Politiken af Katrine Foldager Stokbro, der bl.a. spørger: “Jeg ser tykke modeller i tv, ved busstoppesteder og når jeg shopper online. Er jeg den eneste, der finder det alarmerende?”

Jeg kan starte bagfra – nej Katrine, du er ikke den eneste, der finder det alarmerende. Desværre. I er mange, der åbenbart stadig tror, at tykhed er noget, der smitter og/eller er blevet moderne. At tykhed er noget, alle nu stræber efter, fordi det er bare så fedt (ja, sorry pun intended) at blive mødt af udskamning og tilråb fra tilfældige mennesker på gaden og i særdeleshed på de sociale medier – og på avisernes debatsider.

Min påstand er faktisk, at langt de fleste faktisk er direkte bange for at blive tykke. Vores samfund er gennemsyret af tykfobi – ligesom det debatindlæg, hvor Stokbro også skriver: ’Overvægt skal ikke lyse en i ansigtet og forsøge at udgøre normalen …”

Åh gud nej da.

Tænk sig hvis tykke mennesker som mig, gik rundt og følte, at vi også er normale, at vi også har plads i by- og mediebilledet. At vi også bare kan være til i den form og størrelse, vi nu har. Hvad kunne det ikke føre til?

Ja, altså forskningsmæssigt ved man jo, at stigmatisering og udskamning fører til stigende vægt, ensomhed og depression! Men så kan vi måske lære at tabe os, synes bagtanken at være hos dem, der ikke lader sig forstyrre af den slags videnskabeligt belæg?

Men forskning viser også, at mindst 90 % af alle vægttab ikke blivende – og at der er mange faktorer i sundhed, som ikke udelukkende handler om vægt. Kort sagt kan du være tyk og sund (og tynd og usund) – prøv at google f.eks. efter Rasmus Køster-Rasmussen, forsker i vægtudvikling ved Københavns Universitet  og se hans udtalelser der bunder i forskning og faglighed fremfor fordomme.

Du kan også læse en række artikler i femina og andre medier, der belyser de mange nuancer og al den viden man har om vægt og sundhed.

Det har Katrine Foldager Stokbro måske ikke lige haft tid til, på den anden side, kan hun og mange andre måske være undskyldt med, at der er så mange fordomme om tykhed, som gentages igen og igen, at det kan være svært ikke at tro, det er sandheder.

Stokbro skriver bl.a.

“Jeg ser tykke modeller i både reklamer i tv, reklamer for undertøj ved busstoppesteder, og når jeg shopper online. Kvinder i alle størrelser har folder og appelsinhud, men come on. Overvægt skal ikke lyse én i ansigtet og forsøge at udgøre normalen, mens man venter på 350S. Dermed ikke sagt, at reklamer ikke skal rumme alle typer modeller uagtet hudfarve, modermærker, strækmærker og størrelser – så længe de er sunde.”

Der har vi det igen-igen-igen. “Så længe de er sunde”

Men hvad er sundhed?

Der er som nævnt masser af forskning, der viser, at tynd ikke er lig med sund og tyk ikke er lig med usund, det er langt mere kompliceret – men helt grundlæggende kan vi konstatere, at du IKKE kan se om en person er sund.

Det kendte BMI-mål, som stadig er udbredt i vores sundhedsvæsen, er i årevis blevet kritiseret af forskere, der desuden har bevist, at personer med et BMI på 27 har lavest dødelighed. Trods at man tidligere talte om at BMI skulle være under 25 – derover var man overvægtig.

En helt anden ting er, om vi virkelig stadig synes, at vi skylder hinanden sundhed.

Sundhed skal i mine øjne handle om den enkelte – sundhed er kompleks – f.eks. kan ensomhed forringe vores sundhed langt mere end brede hofter.

Men uanset, så har vi alle – sunde eller ej – plads i verden og ret til at vise deller og appelsinhud, som vi lyster, uden at vi så skal beskyldes for at glorificerer fedme. Og ikke mindst uden at Stokbro i Politiken eller Emma Sylvest i Ekstra Bladet skal anmelde vores krop, som de begge gjorde mod Jada i deres omtaler af hendes show på Smuk Fest.

Og ja, mange kan måske spejle sig i “de her store kvinder” som Stokbro skriver og lader os forstår, at det er problematisk, for som hun skriver:

“Tænk, at vi er kommet til et punkt, hvor vi skal have kvinder i usunde størrelser i tøjet, før danskerne kan spejle sig. Tænk, at vi er blevet så store. Er jeg den eneste, der finder det alarmerende?”

Som jeg indledte med, nej Stokbro er helt sikkert ikke den eneste, der finder det alarmerende – for tykfobien trives desværre alt for godt, som debatindlægget også understreger.

At magasiner som femina – og heldigvis mange andre medier og virksomhed – afspejler flere kroppe, der ikke er såkaldt modelstørrelse, er ikke født af at vi tidligere med udelukkende str. 36 modeller afspejlede, hvordan danske kvinder så ud. Det af jo netop affødt af, at vi kun afspejlede en meget, meget lille procentdel af befolkningen. At der længe har været et ønske om og behov for at se nogle flere forskellige kroppe (og ikke kun ift. størrelsen). Og det handler ikke om manglende fantasi men om at vi gudskelov er har mindre behov for at se på umulige idealer.

Og vi er langt fra i mål – jeg håber og arbejder for mange flere forskellige kroppe i de medier, jeg har indflydelse på – og i hverdagen. På stranden, på gågaden, til fester i stramme kjoler – overalt faktisk.

For rummelighed, livsglæde og diversitet bør i mine øjne udgøre normalen.

Og bare lige til sidst – jeg er VILD med Jada – fordi hun er en formidabel kunstner. PUNKTUM.

At hun også hviler tydeligt i sin krop er en bonus – og som hun selv sagde i den fremragende dokumentar om hende, så er det tankevækkende, at der er så meget fokus på hendes krop og at andre mener, at hun må være kropsaktivist, fordi hun har det godt med sig selv (frit gengivet fra min hukommelse).

Det brændte sig fast for mig, fordi det netop understreger min inderlige overbevisning om, at langt de fleste af os, stadig bevidst eller ubevidst er bange for at være tykke og tror, at hvis man er tyk og ikke forsøger at ændre det, så må det handle om at man har givet op – og ikke, at man rent faktisk bare er tilpas med at være i den krop, man nu har.

Jeg har været tyk, siden jeg var teenager – jeg er ret sikker på, at jeg ikke har smittet nogen, at ingen nogensinde har spurgt mig, hvordan jeg dog kom til at se sådan ud, så de kunne kopiere det. Til gengæld hører jeg ofte, som Stokbro også skriver om Jade, at det er “modigt” at vise sin tykke krop uden skam.

Men det er altså kun modigt så længe det anses for mere naturligt at kroppe som min i virkeligheden, bør gemmes væk.