Et drab understregede alvoren for hende: ”Nu er det mit ansvar at sikre, at der ikke er flere kvinder, der bliver dræbt, fordi de er kvinder”

Den lille pige legede i et af de små legekøkkener, som så mange børn betages af. De seks modige hundehvalpe fra tegnefilmsserien Paw Patrol prydede hendes tøj, og hun smilede.

Men hun havde blå striber ned ad ansigtet.

Ligestillingsminister Trine Bramsen hilste på hende og hendes mor på et krisecenter.

– Jeg håbede, at hun var faldet og havde slået sig. Men jeg fik at vide, at faderen havde slået hende med en mobiloplader.

Trine Bramsen sidder ved bordet i sit ministerkontor og vrider ansigtet, rør lidt på sig.

– Det kunne have været min egen datter, siger hun så. Ingrid på fire år.

Siden Trine Bramsen blev transport- og ligestillingsminister i begyndelsen af februar, har hun haft ”blikket stift rettet” mod vold og drab på kvinder, fortæller hun.

Hun har besøgt krisecentre og rådført sig hos organisationer som Lev Uden Vold og videnscentret KVINFO. Alt sammen for at indsamle viden til den handlingsplan mod partnerdrab på kvinder, hvis udarbejdelse folketingsmedlemmerne for nylig vedtog efter forslag fra SF.

Ifølge ministeren præsenteres den senest til august, og den er længe ventet. På femina har vi siden 2018 afdækket området og gentagne gange efterlyst en ambitiøs plan mod det, der beskrives som det mest forudsigelige drab.

Da Trine Bramsen blev ligestillingsminister, kom hun fra posten som forsvarsminister, hvor hun mildest talt fik en del kritik. At ligestillingsområdet dengang blev flyttet fra beskæftigelses- til transportministeriet modtog også en del kritik.

De fleste havde svært ved at betragte det som andet end en nedgradering af området, der de seneste år har været lidt af en politisk kastebold: 14 forskellige ministre er det blevet til siden 1999.

Det er også en umage blanding, der pryder kontorets vægge: et stort foto af Storebæltsbroen, oversigter over de danske jernbaner og veje og så en plakat med ligestillingsmotiv - de to symboler for kvinde og mand sat sammen med et lighedstegn i midten.

Men Trine Bramsen insisterer på, at det ikke er det ministerie, som ligestillingsafdelingen hører under, der gør forskellen. Hun vil hellere vurderes på sit drive og på sit ønske om at forandre.

Hun siger, hun tænker på ligestilling som det første, når hun vågner om morgenen.

Det kommer ikke af sig selv

Da Mia Skadhauge Stevn i februar på tragiske vis forsvandt og sidenhen blev fundet dræbt, skrev Trine Bramsen et opslag på Facebook.

”Lad os lige stoppe og tale lidt om drab og overfald på kvinder.”

Indtil da havde majoriteten af danske politikere været forsigtige med at tale om kvindedrab og ikke partnerdrab. Men ikke Trine Bramsen, der blot få dage forinden var blevet ligestillingsminister:

– For mig er det åbenlyst, at kvinder bliver dræbt, fordi de er kvinder, siger hun.

Hendes udtalelse sendte en trykbølge gennem mange kvinder: De følte sig set og hørt.
KVINFO, Danner, Dansk Kvindesamfund og Landsorganisationen af Kvindekrisecentre kvitterede også med invitationer til samarbejde. Omfanget af respons overraskede Trine Bramsen.

– Der har været en efterspørgsel efter en minister, der anerkendte det kvindelige perspektiv og satte ord på det, siger hun.

Hendes udtalelse sendte en trykbølge gennem mange kvinder: De følte sig set og hørt.
KVINFO, Danner, Dansk Kvindesamfund og Landsorganisationen af Kvindekrisecentre kvitterede også med invitationer til samarbejde. Omfanget af respons overraskede Trine Bramsen.

– Der har været en efterspørgsel efter en minister, der anerkendte det kvindelige perspektiv og satte ord på det, siger hun.

På Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts stod hun også på scenen til KVINFOs arrangement på Vega og sagde, at vi skulle gøre op med myten om, at vi allerede har opnået ligestilling i Danmark.

– Fordi vi har gået og fortalt os selv og hinanden, at vi har ligestilling, er vi sakket bagud på alle parametre. Vi har lullet os selv i søvn og glemt, at danske kvinder og mænd ikke har de samme muligheder, konstaterer ministeren.

Og nævner, at vi stadig har for få kvinder i ledelse og i bestyrelser, i traditionelle ”mandefag” som ingeniørfaget, IT og matematik, og at vi har et ”kæmpe ligelønsproblem”, som Christiansborgs politikere ifølge hende bliver nødt til at være med til at løse.

De seneste årtiers ”det kommer nok af sig selv”-tilgang til ligestilling ser ministeren gerne erstattet af reel politik, ikke bare fine hensigtserklæringer, men eksempelvis kvoter i bestyrelserne og specifikt en handleplan mod vold og kvindedrab.

Efter Trine Bramsen havde skrevet opslaget om kvindedrab, ”væltede det ind” med beskeder i hendes indbakke.

– Utroligt mange kvinder satte ord på, at de havde været udsat for vold og ikke vidste, hvor de skulle gå hen, og at de ikke før havde følt sig hørt. Når ganske almindelige kvinder i ganske almindelige hjem i hele Danmark skriver sådan til mig, er der noget galt, siger hun.

Drabet på Mia Skadhauge Stevn kom til at understrege alvoren for Trine Bramsen.

– Nu er det mit ansvar at sikre, at der ikke er flere kvinder, der bliver dræbt, fordi de er kvinder.

Karikatur af en forsvarsminister

Trine Bramsen tager i dørhåndtaget og skubber døren ud til gangen fra kontoret op og viser med en stor armbevægelse de 54 fotos af tidligere transportministre, som hænger på væggen.

Tre af dem er kvinder.

En af dem er den socialdemokratiske Sonja Mikkelsen, der blev kaldt for ”Tragik-Sonja” og ”Kludder-Mikkelsen,” fordi hun overtog ansvaret for metroen, som blev forsinket og hvis pris eksploderede.

– Jeg fik lidt samme tur som hende, da jeg var forsvarsminister, siger Trine Bramsen og fortæller, at det første spørgsmål, hun fik, da hun blev udnævnt, var, om hun selv havde været i forsvaret.

Også selvom hun havde arbejdet med området i sin tid som konsulent hos Deloitte og havde siddet ni år i forsvarsudvalget.

Var de tidligere mandlige ministre blevet spurgt om det samme, og havde de været i forsvaret? Det havde stort set ingen af dem, konstaterer Trine Bramsen.

– Når man er en af de første, der bryder med billedet af, hvordan en forsvarsminister kan se ud, er man kuglestøder på en måde, siger hun.

Har du oplevet, at det har været sværere at nå hertil, fordi du er kvinde?

– Nogen vil sige det modsatte, men jeg vil sige, at man skal stå meget igennem og lægge ører til mange ting.

Hun har fået kommentarer på ”lidt af hvert” og oplevet, at hun som kvindelig politiker bliver beskrevet med nogle andre tillægsord end mandlige politikere. Hun siger, det er nemmere at tegne en karikatur over en kvinde, der håndterer svære ting i politik end en mand, der gør det samme.

På Google kan man hurtigt finde en, hvor hun portrætteret i en grøn kjole skyder sig selv i foden med et langt bazooka-lignende gevær, mens fire mandlige soldater i uniform står og holder sig for ørerne, ledsaget med teksten om, at hun er blevet sin egen værste fjende.

Trine Bramsen har en lille bog, hvor hun noterer dem, tillægsordene, men hun vil lade andre om at nævne dem.

I et portræt i Information fra 2018 fremhæver hun dog selv, at hun bliver opfattet som skinger, og at man nok ikke ville sige det samme om Søren Pape Poulsen eller Morten Bødskov.

– Det er klassisk at blive beskrevet som skinger, når man er kvinde, eller at blive mødt med antagelsen om, at man ikke ved noget, at man ikke har styr på det. Man skal bevise noget andet end mænd, siger hun.

Hun var ung, da hun første gang erfarede, at det der med at være kvinde og samtidig mene noget kunne støde folk.

Til festerne hjemme i Svendborg diskuterede hun altid med drengene, og det observerede en veninde. Hun sagde til Trine Bramsen, at hun skræmte drengene væk, når hun ”bragede ind og vidste mere end dem.”

– Hvis drengene sagde noget vrøvl, irettesatte jeg dem og sagde: Det er ikke sådan, det hænger sammen.

Veninden sagde til Trine Bramsen, at det altså ikke var særligt attraktivt, det gjorde nok ikke hendes muligheder for at finde en kæreste bedre.

Trine Bramsen beskriver det selv, som at hun brød med den måde, man – som pige – skal gøre sig til.

– Jeg tænkte: Det kan ikke være rigtigt, det skal være sådan. At man som kvinde ikke kan få lov at være sig selv og debattere om vores samfund.

Hun mener, det har givet hende drive.

Mere end flotte visioner

Pigen med Paw Patrol-tøjet, som Trine Bramsen mødte på krisecentret, er barn af en mor, som formentlig enten har været udsat for psykisk eller fysisk vold, og derfor har søgt mod krisecentret.

Handlingsplanen skal hjælpe familier som deres. Trine Bramsen fortæller, at den blandt andet skal løse nogle af de helt konkrete problemer, hun har set på krisecentrene.

For eksempel at børn på krisecentre ikke kan modtage psykologhjælp eller gå i skole, medmindre de får faderens samtykke. Det er umuligt at indhente farens samtykke uden at afsløre, hvor børnene befinder sig med deres mor, og derfor er mange børn forhindret i at få hjælp og gå i skole.

Og så er der alt det, som er et langt sejt træk:

Vi skal bryde tabuet og tage skylden og skammen fra kvinderne, så de langt tidligere tør sige fra og desuden ved, hvor de skal søge hjælp.

Vi skal erkende, at volden er et samfundsproblem:

– Det er ikke den enkeltes problem. Det er ikke bare husspektakler eller noget privat. Det er kriminalitet, og vi har alle et ansvar for at blande os, hvis vi har en mistanke om, at der foregår vold, siger Trine Bramsen.

Vi skal også ændre vores opfattelse af, hvem der udsættes for vold – at det kun er kvinder med anden baggrund end dansk og kvinder, som ikke er ressourcestærke.

– Det kunne ikke være mere forkert. Det er mennesker, der er fuldstændig, som Danmark er flest. Volden og krisen kan flytte ind hos alle, siger Trine Bramsen.

Planen kommer til at tage sit udgangspunkt i den britiske kriminolog Jane Monckton Smiths arbejde. Hun har kortlagt, hvordan kvindedrab ikke er noget, der sker ud af det blå: tværtimod udvikler volden sig, og oftest har gerningsmanden planlagt drabet.

Derfor er forebyggelse og tidlig opsporing af vold centralt i planen. Det betyder, at myndigheder som socialrådgivere og pædagoger skal uddannes i at spotte vold, ligesom de skal dele viden på tværs.

– Jeg har talt med myndighedspersoner, der er haft mistanke om vold, men som har været nervøse for at tage hul på samtalen, fordi de ikke ved, hvordan de skal hjælpe kvinden. Det kan vi ikke være bekendt, siger Trine Bramsen.

– Den kvinde, der kommer på jobcentret og bliver ved med at have svært ved at få fat i arbejdsmarkedet, fordi hun er udsat for vold, skal mødes af en rådgiver, der ved, hvad der skal stilles af spørgsmål.

De myndighedspersoner kan også være jordemødre. På Hvidovre Hospital kører man et forsøg, hvor jordemødrene spørger ind til vold hos par, der venter sig, for man ved, at volden eskalerer, når barnet kommer.

– Samtalerne er en succes i den forstand, at begge parter er optaget af at løse det, fordi man ved, der kommer et lille barn om lidt, siger Trine Bramsen.

Derudover skal handlingsplanen også medføre, at der fastsættes standarder for hjælp, så du kan forvente at modtage den samme hjælp, uanset hvor i landet du får brug for den. Der skal der indsamles data om vold og drab, og endelig skal voldsudøvere også tilbydes hjælp.

Mere kan Trine Bramsen ikke sige lige nu, men hun forsikrer, at det skal handle om mere end at dele penge ud.

Det skal være mere end nogle flotte visioner, et forord, ministeren kan skrible sin underskrift under, som ender med at læne sig op ad de andre handleplaner på en hylde.

Den skal redde liv.