Gitte har introduceret en lille kop til kvinders underliv: “Du skal turde være i kontakt med dit eget blod og få lidt på fingrene”
Foto: Hedda Rysstad
Bruger du kop?
For ti år siden gav det spørgsmål nok ikke mening for særligt mange. Især ikke i forbindelse med menstruation. Enten brugte man bind, eller også brugte man tampon – det var ligesom de muligheder, vi blev præsenteret for ved sundhedsplejersken.
Men i 2016 satte en dansk kvinde sig for, at der skulle ske noget nyt. Hun ville have danske kvinder – ja kvinder i hele verden faktisk – til at bruge menstruationskop.
Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med menstruationskoppen endnu, så er det en simpel opfindelse, der kan gøre din toiletspand og dit månedlige menstruationsindkøb helt overflødigt.
”Den har revolutioneret mit liv,” udbrød en kollega forleden, da snakken faldt på emnet.
Og på mange måder er menstruationskoppen også revolutionerende i forhold til andre menstruationsprodukter, der suger. Den lille silikonekop indsættes og opsamler blodet, som man derefter kan hælde i toilettet. Og så kan den bruges igen og igen i flere år.
Fra L’Oreal til menstruationskopper
Kvinden, der ville sætte menstruationskoppen på hylderne ved siden af Always og Tampax, hedder Gitte Dalberg-Larsen.
Det var egentlig lidt et tilfælde, at hun blev medejer af den danske virksomhed OrganiCup, der producerer menstruationskopper. Efter 15 år som marketingdirektør i L’Oreal, ville hun gerne prøve noget nyt - og så blev hun headhuntet til iværksætterprojektet, som dengang bestod af to unge mænd i 20’erne.
Gitte Dalberg-Larsen
- 50 år
- Medejer af AllMatters (tidligere OrganiCup)
- Arbejdede inden da for L’Oreal i 15 år
- Bor i Skovshoved med sin mand og to teenagebørn
Kontoret ligger efter ni år stadig på Nørrebro. I de fleste kroge er der klemt kasser ind med varer, som skal sendes afsted til hele verden, og i køkkenet står der nogle masker med Taylor Swifts ansigt.
– Vi har lige holdt fest for en kollega, der er helt vild med hende, siger Gitte Dalberg-Larsen, imens hun laver kaffe.
Da hun fik tilbuddet om at blive medejer, skulle hun bruge lidt betænkningstid. Men hun fortæller, at hun blev fænget af menstruationskoppen.
– Det er jo ikke bare koppen i sig selv. Det er også alt det rundt omkring, som handler om bæredygtighed, sundhed og den skam og fattigdom, der stadig er forbundet med menstruation nogle steder. Der har menstruationskoppen bare et kæmpe stort potentiale, siger hun.
Kunne ikke se potentialet
Men netop den skam og fortielse af menstruation – den, der har givet os reklamer for bind med blåt vand, udtryk som ”russere i lysthuset” og den akavede tampon-op-i-ærme-manøvre - skulle også vise sig at blive Gittes store udfordring, da hun holdt sine første møder med forhandlere.
For man kan ikke sælge et menstruationsprodukt uden at tale om menstruation.
Når man bruger tampon med applikator, er man stort set ikke i kontakt med sin krop, så nogen har haft en barriere, der skulle nedbrydes.
Især ét møde med en potentiel, portugisisk kunde, fremkalder stadig et grin og lidt hovedrysten hos Gitte Dalberg-Larsen.
– Jeg har én gang oplevet en mand, der blev så forlegen, at han fik røde pletter over det hele. Det var første gang, jeg oplevede, at der var nogen, der ikke kunne have en samtale om menstruation. Så lod han sin marketingassistent tage over.
Selv forholdt hun sig rolig, imens den portugisiske mand måtte forlade lokalet. For det bliver rutine at tale om menstruation, når man vil sælge et nyt menstruationsprodukt, som verden ikke helt forstår.
– I starten var det virkeligt benhårdt salgsarbejde, hvor jeg måtte banke på døre. Den feedback, jeg fik, når jeg tog fat i forhandlere, det var skepsis. De kunne ikke se, at deres forbrugere skulle være interesseret i det.
Og selvom det nok ville være i tamponforhandleres interesse, at kunderne kom tilbage og lagde deres penge i butikken hver måned, så lykkedes det Gitte at få menstruationskoppen på hylderne i store europæiske kæder.
Koppen kræver kropsbevidsthed
For rygtet om menstruationskoppen spredte sig, og nogle kvinder kunne godt se potentialet og fordelene ved den genanvendelige kop. Også selvom den kræver mere af den, der bruger den, end de kendte alternativer.
– Når man bruger tampon med applikator, er man stort set ikke i kontakt med sin krop, så nogen har haft en barriere, der skulle nedbrydes. Du skal turde være i kontakt med dit eget blod og få lidt på fingrene, når du tager den ud. Det kræver en form for kropsbevidsthed.
Andre menstruationskop-brands laver også sorte og farvede menstruationskopper, men OrganiCup har kun en klar silikonevariant, der giver dig mulighed for at se, hvordan dit eget menstruationsblod egentlig ser ud. Og det er et bevidst valg.
– Hvorfor skal man være bange for at se sit eget blod? Vi vil ikke gemme det væk i en sort kop, siger Gitte.
På Instagram har profiler som kh_underlivet og kathrinegraa delt billeder af deres menstruationskop og -blod under hashtagget #delditblod i kampen for at normalisere menstruation.
På den måde er menstruationskoppen også blevet brugt som et redskab i aftabuiseringen af menstruation, netop fordi den sætter brugeren i tæt kontakt med sin egen krop.
Kommer der blod på væggen?
Gitte selv har også måtte være åben om sine erfaringer med at bruge menstruationskoppen, når hun talt med forhandlere på messer eller med kunder.
– Det er alligevel et intimt produkt, du skal bruge i kroppen, så du vil gerne have, at andre siger god for det. Det har været super vigtigt for mig at have førstehåndserfaring med koppen, så jeg forstår, hvad det er for nogle spørgsmål, folk har. For der er sindssygt mange spørgsmål!
Og hvad er det så folk spørger om?
– Et spørgsmål, jeg har fået mange gange er, om den kan forsvinde op, siger Gitte Dalberg-Larsen og peger på sin brystkasse, imens hun griner lidt og fortsætter:
– Og nej. Der er ligesom et naturligt stop.
– Så er der også en bekymring for, om der kommer blod på væggene og udover det hele, når man tager den ud, siger hun og tilføjer et højt ”SWUP”.
Men den bekymring maner hun også til jorden og forsikrer, at når man bryder det vakuum, der holder koppen på plads, kan man tage den stille og roligt ud
Mere end en menstruationskop
Sideløbende med salgsarbejdet har OrganiCup samarbejdet med NGO’er for at udbrede viden om den skam og økonomiske udfordring, der stadig er forbundet med menstruation for nogle mennesker.
Indtil videre har de doneret 30.000 menstruationskopper til hele verden, fordi koppen har den fordel, at den kan bruges igen og igen.
– Det er en vigtig del af vores forretnings værdi at være med til at italesætte period poverty (menstruationsfattigdom, red.), for der er rigtig mange, der ikke er klar over, at det overhovedet eksisterer.
– Vi samarbejder både med NGO’er i de fattigste lande, Europa og USA. Man tænker ikke over, at piger i England også går glip af skole, fordi de ikke har adgang til menstruationsprodukter.
Fra tampon til genanvendelige menstruationstrusser. Hvilket produkt skal du vælge?
Herhjemme er menstruationskoppen nu kommet med som et alternativ til bind og tamponer, når sundhedsplejersken taler om menstruation i skolen.
I det hele taget er Gitte Dalberg-Larsen lykkedes med missionen om at gøre menstruationskoppen til et mainstream produkt. Derfor har hun og resten af virksomheden nu kastet sig over et nyt marked.
OrganiCup har skiftet navn til AllMatters og er også begyndt at producere plejeprodukter uden vand, der ligesom menstruationskoppen skal være et bæredygtigt alternativ til hverdagsprodukter.
– Nu er vi nogen af de første igen og skal til at forklare, hvad det går ud på. Ligesom vi gjorde med menstruationskoppen.