Samfund
22. oktober 2024

Han blev idømt en af landets hårdeste straffe. Nu vil han frifindes

Den 32-årige mand, som sidste år blev idømt forvaring, ankede straks dommen og nægter sig fortsat skyldig i adskillige voldtægter og overgreb.
Af: Signe Larsen
tiktok manden

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Han blev kendt som TikTok-manden, fordi han havde tusindvis af følgere og fandt flere af sine ofre via sociale medier.

Mikkel Bentsen hed han dengang. Nu har han skiftet navn og hedder Theodor Lund, skriver blandt andre TV 2 via Ritzau. Og ankesagen mod ham begyndte mandag.

Den 32-årige mand blev af Københavns Byret idømt forvaring sidste år. Det er en af landets hårdeste straffe, som betyder indespærring på ubestemt tid.

Straffen fik han for over en periode på 10 år at have udsat en række piger og kvinder for voldtægter, overgreb og andre krænkelser.

Dengang blev han kendt skyldig i størstedelen af de 36 forhold, han var tiltalt for.

Men han nægter sig fortsat skyldig. Østre Landsret har afsat 20 dage til ankesagen, som ventes afgjort i december.

femina har tidligere talt med blandt andre Cille Voss-Knudsen, som, da hun var 14 år, blev holdt fanget af den nu 32-årige mand.

Her blev hun bundet med reb på håndleddene og ophængt nøgen fra trappegelænderet til en hems, så hun ikke kunne nå gulvet med fødderne. Selv om hun sparkede og skreg, voldtog han hende og truede med at slå hende ihjel, hvis hun ikke gjorde, som han sagde.

– Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg var overbevist. Det eneste, jeg tænkte på, var min mor og lillebror. Jeg ville hjem. Eller bare i det mindste fortælle dem, at jeg elskede dem, sagde Cille Voss-Knudsen.

Du kan læse hele interviewet med hende her.

Cille Voss-Knudsen var én af i alt 60 piger og kvinder, der havde samlet sig i en Facebook-gruppe, og som gik sammen om en anmeldelse til Københavns Politi, der 2. juni 2023 udløste en forvaringsdom.

Læs mere om:

Læs også