Han blev kaldt ‘kongen af barsel’, hun blev kaldt en dårlig mor

Pernille Skipper sidder fordybet i arbejde, da jeg efter en hurtig runde i caféen får øje på hende. Hun har tanket op med kaffe og en bolle med ost og kigger lidt forundret på mig, da vi begge er alt for tidligt på den.

– Jeg tænkte, at jeg lige ville klare morgenmaden, griner hun og pakker sin computer væk.

Det er godt en uge siden, at hendes bog Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … rend mig udkom, og siden har den tidligere politiske ordfører for Enhedslisten ikke haft mange ledige sekunder.

Bogen har turneret alle de store medier, og Skipper ligeså.

Måske fordi den giver et sjældent indblik i de intriger, der udspiller sig i magtens centrum på Christiansborg, hvor strategiske beslutninger og vigtige informationer ofte overleveres over en øl en sen aftentime frem for i forhandlingslokalerne.

Eller fordi den lægger op til gætteleg i medierne over, hvilken minister, der, ifølge Skipper, under et møde i et ministerium sagde, at hendes skjorte gjorde det “svært at koncentrere sig.”

Men nok mest af alt, fordi debatten om sexisme og ligestilling i samfundet har rykket sig, og vi i dag er et andet sted end for blot få år siden.

Sådan ser Pernille Skipper i hvert fald selv på det.

– Jeg er overrasket over, hvor alvorligt emnet er blevet mødt, og at der har været så lidt had og sure miner, siger hun.

– Det var ellers min største frygt, altså at blive affejet som emsig eller nærtagende, som kvinder ofte gør, når de taler om ligestillingsproblematikker.

Køn fyldte for meget

Emsig og nærtagende er nu heller ikke de mest nærliggende beskrivelser, man kommer i tanke om, når man gennem bogens otte kapitler præsenteres for blot et lille udpluk af den omfattende mængde had og trusler, som Skipper har været udsat for i løbet af hendes 11 år i politik.

Vi taler bombetrusler, sexistiske kommentarer, forskelsbehandling, deepfakes, beskyldninger og kontinuerligt nedladende og undervurderende bemærkninger. Alle har en holdning til, hvordan Pernille Skipper lever, ser ud og agerer, som det selvfølgelig er, når man er en offentlig person, men som i endnu højere grad fylder, når man er en “ung, smuk kvinde,” som den nu 39-årige Pernille Skipper utallige gange er blevet kaldt.

Senest i slutningen af sidste år, hvor journalist på Dagbladet Information Lasse Ellegaard i en klumme skrev, at han fandt Enhedslisten “kynisk” i partiets “konsekvente valg af kønne unge kvinder som udadvendt ansigt.”

– Det var nok den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over, siger Pernille Skipper, der tog genmæle på Facebook, hvor hun i et opslag blandt andet skrev dét, der nu er blevet bogens titel.

– Jeg fik simpelthen nok! Men samtidig fandt jeg også ud af, at jeg pludselig var i en position, hvor jeg ikke længere havde så meget at tabe ved at sige fra, siger Skipper og henviser til Enhedslistens rotationsprincip, der betød, at hun trådte ud af Folketinget efter valget i 2022.

– Alle de andre år har mit problem været, at mit køn fyldte for meget, og jeg har ikke haft lyst til, at det skulle fylde endnu mere, når jeg også gerne ville snakke om klima, velfærd, social- og retspolitik.

Jamen hvorfor ikke køn, ryger det ud af mig, mens jeg indser, at jeg lige har bekræftet hele bogens præmis.

– Jamen fordi jeg også kan så meget andet, udbryder Pernille Skipper og griner lidt igen.

– Jeg har også haft lyst til at tale om ligestillingspolitik, men jeg har aldrig haft lyst til, at det skulle være min person eller mine personlige oplevelser, der skulle være en form for levende eksperiment. Det var ikke derfor, jeg blev valgt ind på Christiansborg eller blev valgt ind i Folketinget, og dermed også sagt, at hvis jeg hver gang, der skete et eller andet, gik til pressen, så ville det have skiftet fokus.

Men er der ikke en fare for, at dit politiske eftermæle nu kommer til at handle om køn?

– Haha, jo … det er jeg virkelig ked af i så fald.

– Og jeg synes faktisk heller ikke, at det er helt rimeligt, fordi det både lægger op til, at ligestilling skulle være en form for andenrangspolitik, som, når man først har udtalt sig om det, betyder, at alt andet bliver glemt. Det er sådan en catch-22, men altså … det eftermæle må blive, som det bliver.

Kan spædbørn ikke overleve på ostepops?!

Pernille Skipper var blot 27 år, da hun i 2011 blev valgt ind i Folketinget.

Her erfarede hun hurtigt, at det at få del i magten sjældent handler om at være den mest velforberedte eller den med de bedste argumenter, men derimod om “at hævde sig på andres bekostning, kue, køre over og underminere andres synspunkter,” som hun skriver i bogen.

“Det gav netværk og point at drikke øl, ryge cigaretter, være højrøstet og hurtig i replikken.”

‘Kvaliteter’ kvinder, ifølge Skipper, ikke i samme grad som mænd motiveres til at have.

Der gik heller ikke længe, før Skipper opfangede en form for usynlig magt på Borgen. Det hun bogen igennem beskriver som strukturel sexisme, og som, hun mener, betyder, at kvinder og mænd ikke har lige adgang til magten. En pointe hun underbygger med talrige undersøgelser og statistikker.

– Nu kommer det til at lyde som om, at der sidder en eller anden mand med en høj hat og placerer alle kvinder i en lille kasse, og sådan er det selvfølgelig ikke. Vi er alle sammen opdraget med de her strukturer, og derfor er vi også alle sammen med til at opretholde dem.

Et slående eksempel på netop det, oplevede Pernille Skipper, da hun, små to år efter at være blevet valgt som politisk ordfører for Enhedslisten, blev mor for første gang. Forinden havde hun og hendes mand besluttet, at han skulle tage den fulde barsel, men da hun 10 dage efter fødslen vendte tilbage på arbejde for at deltage i kommunalvalgets slutspurt, var hun alligevel overrasket over den mængde af fordomme, hun blev mødt med.

“Det er jo ret vigtigt, at spædbørn får nok nærhed og hud mod hud-kontakt,” sagde en kollega uopfordret til hende, mens de stod og ventede ved kaffemaskinen, mens en anden spurgte, om hun nu også fik pumpet nok modermælk ud.

Til sidst udviklede hun et standardsvar for at komme de mange kommentarer i forkøbet.

“Gud, kan spædbørn ikke overleve på ostepops?! Hvor er det altså godt, at du siger det. Jeg må hellere komme hjemad så,” svarede hun de mange kommentatorer, der så det som det mest naturlige i verden at have en holdning til, hvordan hun skulle tage vare på sit barn.

Hendes mand derimod blev hædret for at tage præcis den mængde barsel, en gennemsnitlig dansk kvinde ‘normalt’ tager, og blev sågar introduceret som ‘kongen af barsel’ under et debatmøde hos HK på Folkemødet.

– Vi har grint meget af det, siger Skipper, men ryster så lidt på hovedet.

– Men det er jo bare ret vildt, at han bliver kaldt kongen af barsel for at tage den barsel, som rigtig rigtig mange kvinder tager, mens jeg bliver set ned på. Det er et stærkt eksempel på, at kvinder bliver dobbeltstraffet og ikke rigtig kan gøre noget rigtigt, fordi havde jeg taget mere barsel, havde det jo kostet mig politisk. Det er de modsatrettede krav, vi alle sammen har et ansvar for at sige fra over for.

Du nævner flere gange, at vi har et fælles ansvar for at sige fra, men kræver det ikke ofte, at man har en privilegeret position?

– Jo, og det er måske det allervigtigste budskab i virkeligheden, at når vi indser, at vi har nogle privilegier, så har vi også et ansvar for at sige fra. Og derudover er der selvfølgelig også en masse vi kan gøre i lovgivningen – det er strukturelle problemer, så selvfølgelig er der også strukturelle løsninger på dem!

Hvad tænker du så over, at du har haft 11 år til at løse nogle af de strukturelle problemer, som vel kræver politiske løsninger for at kunne sive ned i samfundet?

– Jeg tror helt klart, at politiske løsninger påvirker samfundet, og derfor kan jeg godt ærgre mig. Men jeg tror også, at samfundet påvirker Borgen, som vi for eksempel har set med #MeToo-bevægelsen, som også har påvirket den måde, man opfører sig på inde på Christiansborg.

– Den der ekstremt brovtende alkohol-cigaret-grov-tone-kultur der var, da jeg startede, er blevet meget bedre, så grundlæggende er jeg faktisk utrolig optimistisk på hele vores ligestillingsprojekts vegne.

Flere gange i bogen nævner Pernille Skipper en optimisme. Hun er også eksplicit om at være “vred”, men alligevel sniger optimismen sig ind igen og igen.

Jeg spørger, hvordan det kan være, når Danmark årligt rasler ned ad diverse ligestillingsindekser og UN Women foreskriver, at der vil gå knap 300 år, før vi har ligestilling på verdensplan. Hvorfor egentlig ikke bare være vred og sige det som det er?

– Jamen jeg ER også pissesur, siger hun og husker mig på, at hun har skrevet en bog, der hedder Rend mig.

– Men jeg tror også bare, at jeg er sådan indrettet, at jeg skal kunne håbe for at kunne kæmpe. Det er kombinationen af at være vred og håbefuld, der gør, at vi kan forandre verden.

Der har jeg min overskrift, tænker jeg fornøjet, men kan så alligevel mærke, at der er noget, der stikker. Pernille Skipper bruger over 200 sider på at komme med eksempler på udpræget sexisme. Hun beskriver, hvordan det føles at modtage en bombetrussel en tidlig morgen, mens hendes datter sidder og spiser havregrød, og hvordan hun og mange andre kvindelige politikere har været udsat for såkaldte deepfakes, hvor en person har siddet og redigeret hendes ansigt ind på videoer og billeder af andre kvinder, der bliver udsat for voldelige, seksuelle overgreb.

Du har behov for at fremskrive en optimisme, fordi du har mærket, at tingene har forandret sig til det bedre. Men dine eksempler viser, at kvinder fortsat undertrykkes. Hvorfor tror du, at det er så svært at ændre?

– Vi har et samfund, som hylder ligestilling som en særlig dansk værdi, men i virkeligheden er vi håbløst bagud, hvis man kigger på de lande, vi sammenligner os med. Det er mange år siden, at de begyndte at snakke om, at ligestilling ikke bare handler om lige rettigheder, men også reelle muligheder, og det er vi først lige begyndt at tale om for cirka to minutter siden.

– Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er sådan lidt typisk dansk selvfedme. Hvis man kigger på de andre nordiske lande, så begyndte de allerede at kigge indad under den første #MeToo-bølge, hvor vi i Danmark bare grinede og beskyldte kvinder for at være emsige. Vi er bare bagud, og jeg ved ikke, om det skyldes, at vores mødre og bedstemødre tog kampen for os, og at det derfor har været lidt en sovepude.

Hvad skal vi så gøre for at komme op i tempo?

– Der skal være en konstant og kontinuerlig samtale om, hvordan vi opfører os over for hinanden med en kollektiv erkendelse af, at ligestilling ikke kommer af lige rettigheder. Så skal vi have gjort noget ved den massive uligeløn, der betyder, at kvinder har mindre økonomisk frihed og ringere pension. Vi skal have gjort noget ved lovgivningen, når det kommer til digitale krænkelser. Vi skal blive ved med at tale om samtykkeloven, have ændret abortlovgivningen, så kvinder rent faktisk selv må bestemme over deres egen krop …

Det politiske ansigt stikker længere og længere frem, som slagtalen fortsætter.

– … og sådan kunne jeg blive ved, griner hun.

Jeg spørger, om hun er lettet over at være ude af politik.

– JA, svarer hun hurtigt.

– Og det er gået endnu mere op for mig, efter at bogen er udkommet, fordi det der pres med hele tiden at skulle være på er vendt tilbage. Jeg tror, at jeg holdt ud, fordi jeg vidste, at det havde en slutning på grund af Enhedslistens rotationsprincip.

Men tror du, at du var trådt ud af politik noget før, hvis Enhedslisten ikke havde det princip?

– Nej, så tror jeg desværre nok, at jeg var blevet meget længere, griner Skipper igen.

– Det er jo også et sindssygt privilegeret arbejde, og det er bestemt heller ikke min hensigt, at man skal have ondt af politikere. Men derfor bør vi alligevel tale om de her strukturer, som især kvinder og andre minoriteter lider under.

Hvorfor tror du, at du kom til magten, når du nu beskriver Borgen som et maskulint miljø præget af en hård og dominerende omgangstone?

– Jeg har formået at spille med på meget af den kultur, der var, også når det kom til den hårde tone.

Var du bevidst om det?

– Hmm, altså det var ikke sådan, at jeg tænkte, at ‘så må folk bare lide på min vej til toppen.’ Jeg har forsøgt at opføre mig ordentligt, men jeg indrømmer også, at det ikke altid er lykkedes, fordi man også hurtigt selv kan blive blind for mange af de normer, der findes, lige gyldigt hvor bevidst en feminist, man erklærer sig.

– Jeg har også taget mange eksempler med fra Enhedslisten for at bevise, at man ikke går fri bare fordi man er et feministisk parti eller person.

Pernille Skipper sluger det sidste af sin kaffe og siger så:

– Jeg har prøvet at lave en bog, hvor jeg ikke antager, at vi alle sammen er blevet feminister, men at vi alle sammen kan blive det!

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: