
Hun blev misbrugt som 12-årig: Jeg fik at vide, det ville være dårligt for min karriere, hvis jeg fortalte det

Foto: Jesper Sunesen
De brød gennem lydmuren med landeplagen Dub-I-Dub og blev landskendte som de syngende søstre i duoen Me & My.
Men bag smilene og den ubekymrede popmusik bar Susanne Georgi på en dyster hemmelighed, som selv hendes elskede storesøster Pernille først fandt ud af flere år senere.
At hun som 12-årig to gange blev misbrugt af ældre mænd, der udnyttede søstrenes higen efter at slå igennem.
Det fortæller Susanne i deres nye biografi ”ME & MY – musik, magt og misbrug”, hvor hun afslører, at hun fik sit første kys af en mand i 50’erne.
Et kys, som ikke var nok for den ældre mand. For han forsøgte senere at misbruge den kun 12-årige pige seksuelt.
– Han var over det hele. Jeg kunne ikke komme væk. Det er for sent, tænkte jeg og mærkede tårerne prikke bag øjenlågene. Vægten af hans krop lettedes en smule, mens han fumlede rundt med fingrene uden på mine bomuldstrusser, fortæller hun i bogen.
Susanne Georgi fortæller, hvor forfærdeligt det var at opleve det i den alder – og samtidig blive hjernevasket til at holde på deres ”hemmelighed”.
– Da jeg var lille, fik jeg at vide, at det var en hemmelighed. Vi måtte ikke sige noget, og det ville være meget skidt for vores karriere, hvis jeg fortalte det, siger Susanne Georgi til SE og HØR.
Og efterhånden som tiden gik, var hun bange for, at ingen ville tro på hende. Derfor fik storesøster Pernille det først at vide i 2007 – mange år efter overgrebet.
– Da vi var med i det danske melodigrandprix, fandt jeg ud af det under en episode, hvor vi kom op at skændes over noget andet. Og så fandt jeg ud af det der. Det var hårdt.
– Jeg var sur på mig selv over, at jeg ikke kunne gøre noget, at jeg ikke kunne være der for hende og ikke kunne passe på hende, fortæller Pernille Georgi i dag.
At skrive bogen har været med til at hjælpe Susanne med de følelser, der har fyldt hende, siden overgrebet.
– Jeg synes den her bog har lige været med til at løsne op, ja. Det har været en slags terapi, slår hun fast.
Som helt unge erobrede søstrene Danmark, indtil de trak stikket til berømmelsen og bosatte sig i miniputstaten Andorra. Her bor Susanne stadig, mens Pernille flyttede tilbage til Danmark for flere år siden.
– Vi er begge blevet mødre, som jo kræver en del. Og jo ældre man bliver, jo mindre føler man, at man har brug for rampelyset, forklarer de begge om deres mere stille liv i dag.
Sceneudstyret er dog atter blevet pakket ud, for de to søstre tager fat på en turné i anledning af, at sangen ”Dub-I-Dub” har 30-års-jubilæum.
– Det var helt klart den sang, der skød det hele i gang for os. Og så er det jo så sjovt, at den her sang ”Så' Det Endelig Weekend” er kommet tilbage.
– Den trender blandt de unge mennesker på efterskolerne, og det er jo en sang vi lavede i 1989.
– Men hver fredag er der jo rigtig mange, der poster den. Så det er ret stort, at vi har en sang, som vi lavede som børn, som pludselig også er med igen, lyder det.
Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.
