Nu taler vi så om, hvor højt influencers baby larmede. Come on

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I fredags blev der afholdt en stor konference om kvinders sundhed. Jeg synes personligt, det er noget af det absolut vigtigste at tale om for danske kvinder.

Danske kvinder har nemlig det laveste antal raske leveår i hele Europa, og hvor lande som Australien, Frankrig og England fx har deciderede handleplaner mod den meget almindelige og nogle gange invaliderende kvindesygdom endometriose, halter Danmark bagud.

Vi har skrevet intenst om emnet i lang tid her på femina. Og der er ved gud stadig nok at diskutere i den brede offentlighed - og ikke mindst politisk. Alligevel er de seneste dage gået med at diskutere noget helt andet.

Nemlig influencer Julie-Elsebeths baby.

Fredag aften satte den populære influencer ild til Instagram, da hun delte et opslag, hvor hun var på vej hjem fra førnævnte arrangement.

Her beskrev hun, hvordan hun var blevet smidt ud af ‘den kommercielle partner' ved et politisk arrangement, fordi hendes baby larmede. Hendes baby var pludrende og glad, skrev hun. 'Den kommercielle partner', indehaveren af Roccamore, Frederikke Schmidt, mente, at der var tale om en misforståelse.

Opslaget har i skrivende stund genereret 38,5 tusind likes og mere end 1.000 kommentarer.

Siden har en række andre deltagere ved konferencen meldt sig på banen. Iværksætter og tidligere minister Mia Wagner har for eksempel fortalt, at hun forlod konferencen tidligt, fordi hun ikke kunne høre oplæggene på grund af larmen.

Jeg var desværre forhindret i at deltage ved arrangementet, og jeg har ærlig talt ingen idé om, hvad lydniveauet var. Men jeg er faktisk også ligeglad.

Jeg ærgrer mig derimod over, at en uoverensstemmelse mellem to gennemført kommercielle parter løber med den opmærksomhed, vi i stedet kunne have rettet mod kvinders sundhed.

Jeg ærgrer mig over, at de gennemført vigtige og modige historier, vi gang på gang deler her på femina, ikke får en brøkdel af den offentlige opmærksomhed, som Julie-Elsebeths opslag fik.

Vi skriver om kvinder, der har ventet i 15 år på at få den rette - og livsændrende - diagnose, vi skriver om kvinder, der døjer med migræne halvdelen af alle månedens dage og om hveranden kvinde, der oplever, at deres smerter ikke tages seriøst hos lægen.

Og hvor ville jeg ønske, at en brøkdel af de kvinder - og mænd - , der fløj på barrikaderne for en af Danmarks største influencere, ville gå på barrikaderne for denne sag.

Her kan vi sammen ændre noget, der er helt afgørende for så mange - ja vel faktisk alle - kvinder.

I stedet diskuterer vi, hvor højt Julie-Elsebeths baby larmede. Og det virker, som om vi i den debat glemmer, at vi har at gøre med to gennemført kommercielle parter.

Den ene bruger den feministiske dagsorden til at sælge sko, den anden til at sælge måltidskasser, bæreseler og i det hele taget sig selv.

De har begge en tydelig kommerciel interesse i at skabe så meget - positiv - omtale af deres brand som muligt. Det betyder ikke, at de ikke mener, hvad de siger, men de er begge to repræsentanter for en virksomhed, og det mudrer billedet.

Man kan ikke lade være med at mistænke, at de åbenlyse kommercielle interesser gør, at en vigtig feministisk debat igen drukner i støj.

I en pseudo-debat om, hvorvidt man som kvinde er velkommen til et feministisk arrangement med sin baby på armen. En af den slags kunstige debatter, hvor der i virkeligheden ikke rigtig er nogen, der er uenige. For selvfølgelig er babyer velkomne, og selvfølgelig går man ud med dem, hvis de larmer så meget, at andre gæster ikke kan høre oplæggene.

Kan vi så godt snart komme i gang med at diskutere, hvorfor forskning i sygdomme, der primært rammer kvinder, stadig er underfinansieret? Og hvad vi gør ved det?