Hun gik fra dør til dør i Paris. Pludselig var der bid

Hiphop-stjerner malet i kraftige farver iblandet bladguld og æteriske, abstrakte malerier, der giver udtryk af at være skabt af naturens elementer. Det er to visuelle yderpunkter i Rita Howis’ malerier.

– Jeg vil gerne skabe kunst, som indeholder et statement, malerier som vækker følelser og giver noget til folk, og for mig handler budskabet om empowerment; om at opdage sig selv, stå ved sig selv og acceptere sig selv.

Rita Howis sidder helt fremme på kanten af den polstrede lænestol, imens hun fortæller om sin inspiration og om, hvad hun gerne vil give videre til andre med sin kunst; ”at du ved, embrace yourself”.

Det er onsdag morgen, og jeg har mødt Rita på hendes stamcafé ved Københavns havnefront.

Hun har boet i København i seks år, men er født i Rusland og har boet i fem andre lande, før hun slog sig ned Danmark for at arbejde på internationalt anerkendte tegnestuer, først BIG, Bjarke Ingels Group, og siden på Cobe, men for små tre år siden droppede hun sin karriere i arkitektbranchen for at blive kunstner på fuld tid.

– Jeg har altid været meget dedikeret til mit arbejde som arkitekt, og jeg holdt meget af det, men jeg har hele tiden dybt inde følt et kald om mere kreativitet og om at have mit eget projekt – jeg vidste bare ikke i hvilken branche, det skulle være.

– Under pandemien, hvor vi alle sammen satte tempoet lidt ned og begyndte at reflektere over, hvordan vi lever vores liv, blev det klart for mig, at jeg altid malede, og jeg fik en vision om, hvordan jeg kunne gøre det til en karrierevej.

Malerierne har været en del af hendes liv, lige fra hun var lille. At sætte farver på papir var noget, hun altid vendte tilbage til, men som ung valgte hun at uddanne sig til arkitekt, fordi folk omkring hende mente, at det at være kunstner ikke var et rigtigt arbejde.

Men hver gang hun igennem sit liv har rykket teltpælene op og er flyttet til et nyt land, har hun altid haft sine pensler og redskaber med sig og lavet nye eksperimenter, og i København begyndte hun at male for kunder ved siden af sit arbejde som arkitekt.

Under coronapandemien malede hun ekstra meget og tog for hyggens skyld en stak malerier med på et loppemarked i byen, hvor hun oplevede en stor interesse for dem, og begyndte at male endnu mere – og sælge mere.

– Så jeg besluttede mig for at give det et skud! Men vidste jeg, hvad jeg kastede mig ud i? Nej, det tror jeg ikke.

Hvor kom modet fra til at gøre det – hvis mod var noget, der var inde i billedet?

– Det var det, men jeg er faktisk ret vild med at tage chancer. Det er bare noget, jeg gør, og jeg tror, at det har ført mig mange steder hen. Jeg føler bare, at comfort zone slet ikke er en mulighed.

Hendes smil forvandler sig til et stort grin.

– Men hvis andre vil gøre det samme, vil jeg dog stadig anbefale, at man planlægger og har en strategi og en opsparing, hvis man ikke starter det op som et sidekick. Men jeg var ikke bange, nej.

Hvad har du oplevet som de største udfordringer som ”ny kunstner”?

– Det er jo en helt anden business end arkitektbranchen eller i det hele taget end at være fastansat. For at være ærlig, er det administrationsdelen, der har overrasket mig mest og har været det mest udfordrende.

– Det er ikke bare at sidde og male, men det er også at promovere sig selv og finde samarbejdspartnere. Jeg tror, at de administrative opgaver tager cirka halvdelen af min tid, og det har været en øvelse at lære at elske dem.

At vænne sig til at få nej

Udfordringer skræmmer ikke Rita, men det første år i en ny verden var hårdt, og man skal ikke tro, at det er nemt at opnå en bæredygtig forretning og livsstil som kunstner. Det vil hun gerne indrømme.

Konkurrencen er massiv, og der er mange kunstnere at kigge på og købe fra, når man først kaster sig ind i universet på online medier og på fysiske messer.

Det stigma, som man ofte hører om i forhold til at have mindre værdi og færre muligheder som kvinde, har Rita dog ikke oplevet på egen krop.

– Der er færre kvindelige kuratorer, men min oplevelse har været, at der er en god repræsentation på tværs af køn. Men en ting, som kan være mere udfordrende generelt som kvindelig kunstner, er, at du er nødt til at tage dit navn og værk på dig og markedsføre dig selv – især som upcoming kunstner.

Det kan være sværere for os kvinder at have den selvtillid. Du vil blive mødt af mennesker, som ikke kan lide din kunst, og du vil blive afvist, så det med at komme ud af din komfortzone på den måde er en muskel, du skal træne.

Selv er hun for nylig blevet inspireret af en podcast med den amerikanske forfatter og investor Timothy Ferriss. Han foreslår, at man for at blive mere fortrolig med afvisninger og nederlag skal udsætte sig selv for at blive mødt med et nej hver dag, f.eks. ved at gå ind på en café og bede om at få en gratis kop kaffe.

Bare for at blive mere vant til at høre ordet ”nej”. Rita kastede fra starten sig selv ud i en tilsvarende øvelse, men på en mere afgørende skala. Hun gik nemlig rundt og bankede på døren hos gallerier i Paris, som hun gerne ville udstille hos.

– Jeg gik simpelthen bare ind og fortalte dem, hvor vild jeg er med deres kunst og med, hvordan de kuraterer, og at jeg gerne ville arbejde sammen med dem.

– Den øvelse handler om ikke at være desperat, men om at være åben og ikke bare bede gallerierne om at repræsentere dig, men også om at vise, hvad du kan tilbyde dem, og hvor langt du er kommet.

De fleste af gallerierne havde faste kunder og deres egne måder at gøre tingene på, men på et tidspunkt var der et match. Da hun har fortalt historien om at gå rundt og banke på døre på den måde, nævner jeg den danske jantelov. Den har hun hørt om.

– Jeg kan virkelig ikke lide den ”lov”, og det er lige præcis det, min kunst handler om. Du skal ikke rette dig efter Janteloven. Du skal rent faktisk hylde dig selv og stå ved din autenticitet og dine talenter, for vi er alle sammen forskellige og har noget forskelligt at byde ind med.

Langt fra minimalismen

Da Rita stadig arbejdede som arkitekt, havde hun en oplevelse af, at hun udlevede en andens store drøm eller vision. Nu sætter hun pris på at være den, der træffer alle beslutningerne.

Giver det at være kunstner dig bedre mulighed for at stå ved dig selv?

– Helt sikkert, men også for at fejre mine succeser, fordi mine succeser er mine. Det, synes jeg, er skønheden i det. At ved at lave min egen kunst har jeg friheden til at udtrykke mig fuldt ud og ikke være bange for at gøre det, og det vil jeg gerne give videre til andre og inspirere dem til at gøre det samme på deres egen måde med det, de gerne vil.

Bliver du på nogen måde inspireret af dansk eller skandinavisk kultur og designtraditioner?

– Det tog mig lidt tid at forstå hele den kultur, der er omkring minimalisme. Det er noget meget unikt, og det handler ikke kun om den rent visuelle æstetik, men også om mentaliteten.

– I starten sammenlignede jeg Danmark med andre lande med en imperialistisk fortid, men folk her er meget mere nede på jorden, forbundet med deres kerneværdier og stræber efter den mere simple ting, og det synes jeg, der er noget meget fint i.

– Men selvfølgelig – når det angår arkitektur og design, så er det en uovertruffen æstetik og meget høj kvalitet, der er i fokus, og det har jeg meget stor respekt for.

Hvor enkelheden og den underspillede æstetik kommer til udtryk i Ritas abstrakte malerier, så er hendes figurative værker og portrætter meget langt fra minimalismen.

Hun er glad for stærke farver, kontraster, bladguld og i det hele taget iøjnefaldende motiver.

– For mig handler arkitektur og design om æstetik og om funktionalitet i et rum, hvorimod kunst handler om følelser. Kunsten spiller selvfølgelig også en stor rolle i et rum æstetisk i forhold til at skabe sammenhæng, men ud over det så bringer kunsten følelser i spil, og du kan bruge kunsten til at tilføre karakter og personlighed.

– Noget af det, jeg har erfaret her i Danmark, er, at der er stor forskel på design og kunst. Design er ofte mere rent og funktionelt, hvor kunst kan være mere råt, eksperimenterende og vovet.

– Jeg synes, der skal være rum til, at kunsten kan være lidt mere modig og udfordrende. Det ser jeg også, at der er flere fantastiske modedesignere her, der arbejder med og skaber deres egne trends. Der er et godt mix.

At glemme tid og rum

For nogle år siden arrangerede Rita i sin fritid workshops for virksomheder, hvor hun instruerede medarbejderne i at male med en særlig teknik med blæk og alkohol, som hun bruger til sine abstrakte værker.

Det begyndte med, at hun delte videoer på sin Instagram-profil, som viste, hvordan hun blandede den flydende blæk og lavede malerier med det, og det skabte interesse.

– Det gik op for mig, at jeg havde fundet frem til et ret cool medie, som gav folk friheden til at udtrykke sig selv og blive optaget af den kreative proces. Hvis jeg bare holdt det på et simpelt niveau, er det nemlig meget nemt, og man behøver ikke have nogen forudsætninger overhovedet.

På meget kort tid fik hun afholdt flere workshops og fik god feedback fra sine deltagere, som syntes, det var både sjovt og overraskende nemt at arbejde med, og hendes Colorflow-workshops er stadig en del af hendes arbejde og åbent for alle interesserede.

– Det er superengagerende, og folk bliver meget optaget af processen og ender typisk med nogle meget flotte resultater, så det styrker selvtilliden, gør folk glade og bringer det indre barn i spil, vil jeg sige.

– I hvert fald glemmer folk tid og rum, så de oplever alle de gode ting ved at skabe kunst. Det er nærmest en form for kunstterapi.

At lave workshops er noget andet end at stå alene i sit atelier og male. Hvordan er det?

– Ja, det er noget helt andet, men jeg elsker konceptet. Der er selvfølgelig en hel masse arbejde i det, og man er på som vært, men det er det hele værd, når man ser, hvor meget glæde, det kan give andre.

– Jeg har folk, der kommer med meget lave forventninger og siger, at de ikke er kreative og ikke har malet, siden de var børn – ”jeg sætter mig bare i hjørnet og nipper til min vin” – men så får de den bedste oplevelse, fordi de bliver overraskede over, hvor fedt de faktisk synes, det er.

Når kunsten nu er blevet dit arbejde, kan du så stadig opleve at glemme tid og rum i processen?

– Ja, det sker stadig, men det kommer an på projektet. Jeg laver mange værker på bestilling og nogle gange udstillinger med et særligt tema, og så er der et forventningspres, som kan gøre en forskel.

– Når du maler som en hobby, kan du lykkes eller fejle, men når det er dit fuldtidsjob, skal du kontinuerligt legitimere dig selv og udvikle dig, og der følger noget pres med det. Men hvis du kan tilrettelægge din tid rigtigt og give dig selv rum til at være kreativ og til at lave fejl, er det bestemt muligt.

For Rita er den kreative tid i atelieret det allerbedste ved at være kunstner.

– Hvis du er i det rigtige humør, i den rigtige zone, og det bare flyder, så kan du på en eller anden måde komme tæt på din sjæl. Så er det bare dig en form for kanalisering af kunsten igennem dig. For mig er den perfekte ateliertid sen eftermiddag eller måske aften med noget god musik.

Denne artikel blev bragt i femina uge 34.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: