Hun lå i fosterstilling, da han havde lagt pillerne op i hende. Så kravlede hun ud på toilettet

En uge efter Cecilie Berg havde fået en medicinsk abort, sad hun over for sin gynækolog, som skulle tjekke, om graviditeten var ovre.

Cecilie fortalte, at det havde gjort enormt ondt.

- Men der blev ikke spurgt ind til noget. Jeg skulle ikke uddybe noget. Der var bare sådan en stemning af at, nå ja, det gør det jo, fortæller Cecilie.

Gynækologen spurgte ikke, hvilke smerter Cecilie havde oplevet, eller om hun havde brug for noget hjælp nu.

Så Cecilie tænkte, at det var, hvad det var: En hæslig oplevelse.

Og nogle dage senere tog hun i byen med sine veninder, som hun plejede før aborten.

- Det var bare så tomt, siger hun.

Det var i begyndelsen af juli 2019.

Året forinden var Cecilie stødt tilfældigt på Peter på gaden i New York. De kendte hinanden fra gymnasiet, og Peter var derovre med sit arbejde, mens Cecillie var på ferie.

Bagefter begyndte de at skrive sammen, og da han også kom hjem, begyndte de at ses. De havde set hinanden i nogle måneder, da Cecilies menstruation var forsinket.

Testen viste to klare streger.

- Min første reaktion var at grine, for det havde jeg slet ikke regnet med, siger Cecilie.

Hendes læge spurgte, hvad tænker du selv? Cecilie svarede, at det vidste hun ikke. Så sagde lægen, at ja, det må du jo så bare lige tænke over.

Hun oprettede Cecilie som gravid i systemet og gav hende en liste med gynækologiske klinikker, som hun kunne kontakte, hvis hun ønskede en abort.

Cecilie gik derfra og var i vildrede.

Den ene veninde mente, at Cecilie ville blive en fantastisk mor. Den anden sagde, at ej, så kan vi ikke gå i byen længere. Og Cecilies mor – hun kunne slet ikke bære, hvis Cecilie fik en abort.

- Jeg følte, jeg blev trukket i fra alle sider, siger Cecilie.

Hende og Peter talte selvfølgelig også sammen. De var ikke begyndt at kalde sig for kærester endnu. Ville de så kunne klare at blive forældre?

Men særligt én tanke skubbede Cecilie i retningen af sin beslutning.

- Jeg er selv skilsmissebarn og har haft en svær opvækst. Jeg er vokset op primært med min mor og tænkte, at jeg sagtens selv kunne klare at være alenemor. Men som udgangspunkt vil jeg gerne give mit barn en hel familie og sætte det i verden, fordi det virkelig, virkelig er ønsket.

Så hun besluttede sig for at få en abort og fandt en gynækolog på den lange liste, hun havde fået af lægen.

Tid og sted

Hos gynækologen blev Cecilie bedt om at tage en pille, som stopper graviditeten, og så fik hun tre piller med, som hun et døgn senere skulle lægge op i skeden, og som ville få livmoderen til at udstøde fosteret.

Hun fik også smertestillende med hjem, som hun kunne tage efter behov. Hun fik seks panodil à 500 mg med hjem, som hun max måtte tage to af fire gange i døgnet. Hun fik også tre ibuprofen à 500 mg med hjem, som hun max måtte tage én af tre gange i døgnet.

Gynækologen sagde, at det ville føles som kraftige menstruationssmerter, og at Cecilie kunne ringe til klinikken, mens det stod på, hvis hun havde spørgsmål – altså inden for klinikkens åbningstid.

Og så gik hende og Peter hjem igen.

Dagen efter skulle Cecilie selv lægge de tre piller op i skeden og derefter ligge ned i en time.

- Det var overvældende at selv have ansvaret for indgrebet, siger Cecilie.

Sammen med Peter gik hun det igennem et par gange: Okay, det er dét og dét her, der skal ske. Cecilie havde fået meget præcise instrukser om, at det var meget vigtigt, at pillerne kom langt nok op i skeden.

- Jeg tænkte bare, hvordan skal jeg gøre det? Spørger Cecilie, mens hun holder sine hænder frem for sig og kigger på dem. Hun var bekymret for, at hun ikke selv kunne lægge pillerne langt nok op.

Hun lagde sig på det håndklæde, hun havde lagt på sengen, og så fik hun Peter til at hjælpe sig.

- Der blev jeg utryg, for hvad nu hvis…? Spørger hun.

Hun havde fået nummeret på gynækologen, men de havde ikke åbent om aftenen eller om natten. Hun tænkte ikke over, at hun i princippet kunne ringe til 1813.

- For jeg havde jo ikke fået fortalt, at det var en mulighed, at jeg kunne kontakte nogen, siger hun.

Cecilie havde heller ikke fået akutnummeret til en gynækologisk afdeling på et hospital, som det ellers er kutyme at få af sin privatpraktiserende gynækolog, netop så der er nogen at kontakte uden for normal åbningstid.

Nu lå Cecilie der, sammen med Peter i sengen, og ventede på, at ”det skulle tage ved”. De havde forberedt, at de efter den første time kunne hygge sig i sofaen.

Men Cecilie kan ikke huske, hvornår det tog ved. Det næste halvandet døgn mistede hun fuldstændig fornemmelsen for tid og sted.

- Jeg kan bare huske, at jeg blev liggende. Jeg kom ikke op. Jeg kom ikke ind på sofaen til hygge. Jeg lå bare der i fosterstilling og spændte i hele kroppen, siger Cecilie, mens hun knuger begge hænder foran sig.

Det var hendes forsøg på at kontrollere det, der foregik i hendes krop. Det kunne hun bare ikke.

- Det føltes, som om der var et eller andet fuldstændigt galt. Som om min livmoder vendte vrangen ud på sig selv, som om den var en klud, der blev vredet hårdt, siger hun og vrider sine hænder, som var der en drivvåd klud mellem dem.

Hun fik kvalme og havde fornemmelsen af, at smerten nærmest kom hele vejen op gennem hende, forklarer hun, mens hun holder en hånd under hagen.

- Jeg havde følelsen af, at min livmoder hev i alt, jeg har derinde, og forlod min krop. Det var, som om den blev forsøgt trukket ud af mig. Det føltes ikke som nogen smerte, jeg havde oplevet i mit underliv før, fastslår Cecilie.

Smerterne var ikke ligesom de menstruationssmerter, hun kender – og som hun havde fået at vide, det ville føles som.

- Det kan ikke sammenlignes, for det var helt ulideligt at være i. Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke rejse mig. Jeg kunne ikke lave nogle af de ting, jeg normalt laver, selv om jeg har menstruation, hvor jeg også hele tiden mærker en murren i min livmoder, fastslår hun.

Cecilie, som er jordemoder, men ikke selv har født, sammenligner det i stedet med en vestorm. Her har en kvinde veer i ét væk uden de pauser, der normalt er mellem veer.

- Måske er der nogle kvinder, der har født, som vil blive fornærmede over det, men det er en god sammenligning, for det stoppede bare aldrig. Der var ingen pause.

Det eneste, der hjalp hende lidt, var at ligge helt krøllet sammen. Så når hun skulle på toilettet – og det skulle hun jo - kravlede hun enten derud eller gik helt foroverbøjet.

Hun havde taget pillerne om formiddagen, og et døgn efter begyndte smerterne at drosle ned. Senere, om aftenen, altså halvandet døgn efter, hun tog pillerne, begyndte hun at føle, at hun var til stede igen. At hun var sig selv.

Da hun endelig kunne slappe af i kroppen igen, var hun helt øm efter at have spændt op i så lang tid.

En verden til forskel

Fire et halvt år senere blev Cecilie gravid igen. Det var i februar 2023, og hende og Peter var halvvejs i en to måneders rejse i Thailand. Denne gang var de slet ikke i tvivl om, at de skulle beholde barnet. Men mens de var dernede, aborterede Cecilie spontant. Gennem rejseforsikringen blev de tilbudt lægehjælp og indlæggelse.

- Det var simpelthen så syret at være så langt væk og så alligevel opleve, at systemet, selvom vi selvfølgelig selv havde betalt for forsikringen, passede bedre på mig i Thailand, end jeg havde oplevet at blive passet på hjemme, siger hun og understreger, at smerterne slet ikke var lige så voldsomme, som da hun fik den medicinske abort.

Det er den slags sikkerhedsnet, hun ville ønske, hun havde haft hjemme. For aborten endte med at påvirke Cecilie i flere år, efter hun fik den.

Den tristhed, hun følte efter aborten, gik ikke væk igen. Et halvt år efter, hun havde fået den, sad Peter en aften og googlede sig frem til, at der er noget, der hedder abortdepression. Det var også den diagnose, lægen gav Cecilie. Og depressionen endte med at påvirke Cecilies liv i flere år – faktisk frem til i dag.

Derfor ville hun virkelig ønske, at hun havde fået bedre hjælp.

- Jeg havde brug for at få at vide, at det er helt normalt at føle en enorm tristhed efter en abort, fordi både beslutningen om at få en abort og selve indgrebet er en psykisk belastning. Jeg havde brug for, at der var nogen, der sagde, at det var helt okay, at jeg reagerede.

Hun er også overbevist om, at det betød noget for hendes efterfølgende reaktion, at smerterne, hun oplevede, var så meget mere voldsomme, end hun var blevet stillet i udsigt.

Derfor ville hun ønske, at hun havde fået en mere dækkende information om smerten og et tilbud om smertelindring, som rent faktisk lindrede. Det gjorde det, hun fik, ikke.

- Jeg er overbevist om, at det havde gjort en verden til forskel, siger hun.

Hun ville ønske, at man måske endda kunne få lov at abortere på et hospital, selvom det er provokeret og medicinsk – med sundhedsprofessionelle omkring sig.

Og at den gynækolog, der til samtalen efter aborten bare trak på skulderen, da Cecilie fortalte, at det havde gjort ondt, i stedet havde kigget på Cecilie med empatiske øjne og spurgt, hvad hun havde oplevet, og om hun egentlig var ok.

I stedet gik hun derfra og følte sig overladt til sig selv, som hun havde følt sig gennem hele forløbet frem til da.

- I min tristhed søgte jeg virkelig meget efter andres fortællinger. Jeg havde brug for noget, jeg kunne spejle mig i, at der var andre, der havde det ligesom mig. At det ikke bare var ”woop, tre piller, hjem med dig – og så videre.” Jeg savnede en anerkendelse af, at det var en voldsom oplevelse.

Men hun kunne ikke finde nogle fortællinger. Hun tror ellers, det kunne have hjulpet hende at læse, at hun ikke var alene med sin oplevelse.

Derfor deler hun sin egen nu. Måske kan den hjælpe dig.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: