Hun ventede med sin søn i klapvognen, da tre busser afviste hende – alle med den samme grund

Det er en grå og kold februardag, og blæsten rusker i trætoppene.

Karoline Lindgaard, der er kandidat for Alternativet til Europa-parlamentsvalget, har brugt de seneste 40 minutter på at stå og fryse ved et busstoppested i København, hvor hun forgæves har forsøgt at komme med på tre forskellige busser sammen med sin søn, der sidder i klapvogn.

Gang på gang er de blevet afvist, fordi der ikke er plads til klapvognen i bussen. Frustrationen vokser mere og mere for hver gang - særligt fordi hun ikke aner, hvor længe de skal stå i kulden og vente.

Efter 45 minutter lykkes det endelig at komme med en bus, men da de kører forbi en række busstoppesteder, iagttager hun, hvordan flere folk står i samme situation, som hun netop har været i med sin søn. De kan heller ikke komme med bussen, fordi der ikke er plads til deres hjælpemidler.

- Jeg synes, det er helt utroligt, at vi i 2024 ikke har en infrastruktur, der er mere inkluderende. Kigger vi rundt i vores samfund, er der mange mennesker med for eksempel barnevogne, klapstole, kørestole og rollatorer, og de skal selvfølgelig have lige vilkår til at komme med i den kollektive transport. Og sådan er det desværre ikke i dag.

Sådan lyder det fra Karoline Lindgaard, som foruden at være en forælder også er spidskandidat for Alternativets Unge og kandidat til Europa-Parlamentetsvalget.

Af øvrige eksempler peger hun på det, hun oplever som et lavt antal elevatorer på banegårdene, såvel som togene, hvor det ifølge hende er tæt på umuligt at komme ind, hvis du ikke er så heldig, at der er nogle mennesker til stede, der vil hjælpe dig med at løfte for eksempel en barnevogn ind i toget.

Situationen og ønsket om ændring fik hende til tasterne, hvor hun skrev et opslag på det sociale medie X. Her delte hun sin frustration over det svigt, hun oplever, at der generelt foregår af minoriteter og sårbare grupper i samfundet, og som ifølge hende kommer til udtryk ved bus-eksemplet.

Hvorfor mener du, at du er en del af en sårbar gruppe? Kan man ikke argumentere for, at du derimod er ret ressourcestærk?

- Jeg synes, at folk, der rejser med børn på en eller anden måde er en del af en sårbar gruppe, fordi man er mindre fleksibel, og man har lidt mere behov for at kunne komme med og regne med en busplan og kunne rejse med den kollektive transport i det hele taget, siger hun.

For at gøre noget ved inklusionsproblemet skal der tænkes mere feministisk byplanlægning ind, mener hun.

Feministisk byplanlægning er et term, der refererer til et ønske om at skabe byrum, der er mangfoldige. Det handler ikke om, at bygge byer kun til kvinder, men derimod byer, der opleves som trygge og inkluderende for alle mennesker uanset social og kulturel baggrund, fysik, køn og alder. Det kan for eksempel handle om at sætte gadelys op for at skabe tryghed, når mørket falder på.

- Vi har bygget vores byer, samfund og infrastruktur med et ensidigt blik. Kvinder, minoriteter og mennesker med handicap har ikke været tilstrækkeligt inde over den proces, og det gør bare, at vi har nogle blinde vinkler i vores samfund, for eksempel i den kollektive trafik, siger Karoline Lindgaard.

Af konkrete tiltag peger hun på klapsæderne i busserne, som man vil kunne slå op, hvis der skal være plads til en ekstra barnevogn. Man kan også arbejde med at få nogle bedre løsninger i togene, når det kommer til ramper, foreslår hun.

Hvis man skal tage hensyn til mange forskellige behov, kan det så ikke blive en umulig og uendelig kamp, hvor man aldrig lykkes med at stille alle tilfredse?

- Jeg tror egentlig, at hvis vi inddrager alle perspektiver, så skal vi nok finde nogle gode løsninger. Der kan selvfølgelig opstå nogle dilemmaer, og dem må vi jo se på, men det synes jeg ikke skal være nogen hindring for, at vi starter med at sætte fokus på, at der er forskellige mennesker, som skal inkluderes i vores offentlige transport, siger hun.

Men for at komme i mål kræver det, at der er politisk vilje til det - det er det første skridt, mener hun.

Der bliver brugt for meget tid på at diskutere, om vi overhovedet skal inkludere andre mennesker, som hun formulerer det. I stedet skal vi have fokus på løsningerne og lave noget lovgivning, der forpligter den kollektive transport på at tænke inklusion ind, foreslår hun.

Har vi økonomisk råd til både at prioritere en mere inkluderende kollektiv trafik og så at gøre den kollektive trafik bedre og billigere i hele Danmark, som du jo også går ind for? Kan man ikke blive nødt til at vælge?

- Jeg mener, at vi har råd til begge dele. I rigtig mange år har vi prioriteret den private bilisme økonomisk, og det synes jeg er en fejl, både for de mange mennesker, der er afhængige af den offentlige transport og for vores klima og miljø, siger hun.