Knuden i maven kommer allerede i februar, når chefen beder om sommerferieønsker. Så sidste år tog jeg en beslutning

Kathrine Hinge er redaktionschef på Ally og vært på podcasten "Stadig single". Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Du kender det måske - den knude, der pludselig opstår i maven på dig, når du bliver bedt om at komme med ønsker til sommerferien.

Selv om det kun er februar måned, og sommeren føles uendeligt langt væk, så skal alle på arbejdet blive enige allerede nu.

Sanne vil gerne have fri i juli, for hun skal til Kreta med sin kæreste. Hanne ønsker fri i august, for det passer med ungernes ferie.

Og så er der dig. Singlen - der ikke har nogen familie derhjemme at koordinere med, og som ikke har fået samlet mod nok sammen endnu til at spørge i venneflokken, om “der mon er nogen, der har planer i sommerferien, eller vil I med til Nice?”

Jeg kender i hvert fald den følelse - virkelig godt. I mange år er sommerferie-kabalen gået op, og jeg har været på mange fantastiske rejser med mine venner - og sågar mine forældre.

Men sidste år var der ikke umiddelbart nogen, der havde tid til at holde ferie samtidig med mig. Så da vi skulle til det med ferieønskerne på arbejdet, besluttede jeg mig for at rejse selv. Solo. Alene. Helt på egen hånd.

Jeg var ærligt talt en lille smule nervøs - og det var folk omkring mig også.

“Er det nu en god idé?”

“Er det ikke for farligt?”

“Tror du ikke, du bliver ensom?”

Ja. Nej. Måske.

Jeg var bange for, at det ville blive ensomt, så jeg besluttede primært at bo hos private udlejere, og det viste sig at være en god idé, for på den måde kunne jeg også få stillet noget af mit sociale behov undervejs - og så giver det en ret stor følelse af tryghed at “komme hjem” til nogen hver aften.

Jeg besluttede mig ret hurtigt for at turen skulle gå til Balkan - et område, der længe havde været på min liste over destinationer, jeg gerne vil besøge. Og også et område, som jeg ikke umiddelbart havde indtrykket af, stod øverst på mine venners liste - og det er fordel nummer ét ved at rejse alene. Du kan nemlig helt selv bestemme, hvor du gerne vil rejse hen.

Jeg kunne også helt selv bestemme, hvad jeg ville spise og hvornår - og det er fordel nummer to. Der er ingen kompromis-pasta eller kræsenheds-faktor på menuen, når man rejser alene.

Undervejs på turen kunne jeg både fortabe mig i den montenegrinske natur, dyppe mig i de kroatiske bølger og svælge i den bosniske historie. En fuldkommen perfekt kombination for mig - men måske ikke for andre. Og det er fordel nummer tre, når du rejser alene. Så kan du nemlig helt selv bestemme, hvad du gerne vil bruge din ferie på.

Men der er ærligt talt også et par ulemper. To dage inde i ferien blev jeg syg, og jeg ville vitterligt have givet hele min pensionsopsparing for at blive nusset lidt i håret og fået bibragt den næsespray, mine luftveje kaldte så gevaldigt på.

Det var også lidt et tilløbsstykke at tage ud at spise. Nogle af dagene boede jeg i Kotor i Montenegro - en Unesco-by, hvor det ene krydstogtskib efter det andet lagde til og læssede turister i hobetal af. Det i sig selv kolliderede med den idylliske forestilling, jeg havde om at strolle roligt rundt i kulissen af middelalderbygninger - men det betød også, at jeg blev afvist på den restaurant, jeg havde udset mig til at indtage min aftensmad på.

I forvejen synes jeg, det kan være ret grænseoverskridende at spise alene på en restaurant, så jeg havde indtil da primært holdt mig til takeaway eller caféer. Men på denne solrige aften havde jeg besluttet mig for at gå all in, så jeg tog mod til mig og bad om et “table for one” på én af byens torve.

“No. Only inside, maam” svarede tjeneren afvisende og på gebrokkent engelsk. Fint, svarede jeg vredt og drejede om på hælene. Jeg var rasende - og ydmyget. Det føltes i hvert fald sådan. Som om jeg ikke var værdig nok til at indtage et helt bord, når nu jeg kun var én person. At jeg ikke måtte sidde dér til skue for alle forbipasserende som den stakkels single, jeg er - men i stedet skulle gemmes væk indenfor.

Jeg ved selvfølgelig godt, at jeg mest af alt blev afvist, fordi jeg ikke ville spendere lige så mange penge, som de amerikanske krydstogtturister, tjeneren havde udset sig - men det talte direkte ind i min ensomhed og følelsen af at være “Palle alene på sommerferie”.

Da mine 10 dages rundrejse var slut, var jeg lettet. Helt ærligt - jeg var lettet over, at det var overstået. At jeg havde klaret den. For det havde på én eller anden måde føltes som en manddomsprøve - hvis jeg kunne klare 10 dage alene i Balkan, så kunne jeg jo klare alt. Så vil jeg kunne rejse hvorhen i verden, jeg drømmer om - uden at skulle gå på kompromis med andres behov eller ønsker. Hvilken lykke!

Efterfølgende har euforien lagt sig lidt. Jeg synes stadig, det var - og er - verdens bedste idé at rejse ud i verden på egen hånd. Der er mange fordele, og vigtigst af alt kan du tage kontrollen over din egen sommerferie uden at skulle afvente andres behov og vagtplaner.

Men man skal også være klar over, at det er en anderledes ferie, end når du rejser med andre. Ikke dårligere - men anderledes. For du skal selv stå for at planlægge det hele, der er ingen at dele regningen med, og du skal have alle dine ejendele med ud i havet, når du er på stranden, for der er ikke andre til at holde øje. Måske bliver du også afvist på restauranterne.

Og så er der det med minderne.

Der er ingen andre end dig, der kan huske den fantastiske pasta, du fik serveret i solen på torvet i Budva. Der er heller ikke andre, der kan huske dén pittoreske hike, du var på i Sarajevo. Eller som om fem år kan huske tilbage på den kaotiske bustur mellem Bosnien og Kroatien, hvor airconditionen var stået af, så du var ved at dehydrere i en faldefærdig bus fra før murens fald.

Der er ikke andre end dig, der deler de minder - men det er også ok. For de bor i dig. Og dér bor de for evigt.