Hunde-agility er ikke med i OL – så hvorfor i alverden er dressurridning?

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Det smukke ved sport er, at det er demokratisk. Når vi snører løbeskoene, hopper i fodboldtrøjen eller i badedragten, så er vi alle lige.

Det er faktisk fuldstændig ligegyldigt, om du er rig eller fattig. Hvis du har talent, og hvis du har evnen til at presse dig selv til at yde dit maksimale, så kan du blive en vinder.

Du behøver ikke at være af adelig slægt eller at komme fra en familie med en bugnende bankkonto for at blive den hurtigste i verden til at sprinte 100 meter.

Det samme gælder højdespring, længdespring, hammerkast, fodbold, håndbold, etc. Jeg kunne nævne sportsgrene i flæng, der alle sammen har det tilfælles, at det er udøveren – altså mennesket! – der bedriver den sportslige præstation.

Og nu ved jeg godt, at jeg kommer til at pisse heste-elskere godt og grundigt af, men jeg stiller alligevel min røv i Hestenettets klaskehøjde: Det virker både elitært og bedaget, at dressurridning stadigvæk er med i De Olympiske Lege.

For i dressurridning er det jo ikke mennesket, der som sådan er sportsudøveren. Det er hesten, der skal optræde. Dressurridning er beskrevet som en ‘æstetisk form for ridning, hvor hest med rytter udfører forskellige former for gangarter og figurer’. Hestens lydighed bedømmes blandt andet, når der skal gives point. Det er en sport, hvor et menneske får et dyr til at lystre.

Ligesom, når man i gamle dage fik elefanter til at stå på en taburet i cirkus, eller fik aber og bjørne til at danse, så har vi altså en hel olympisk disciplin, der er helliget til at få dyr til at optræde på en måde, som vi mennesker gerne vil have dem til.

En måde, som de ikke bevæger sig på i naturen. Jeg har i hvert fald aldrig nogensinde set en hest lave ‘piaffe’ (nogle små kontrollerede hop, der er i takt med musikken) helt af sig selv.

I det hele taget har dressurhestenes velbefindende været meget omdiskuteret op til og under OL. Senest, fordi man under Legene har fundet billeder af heste med blå tunger, hvilket er tegn på iltmangel, og at den er helt gal med blodomløbet i hestens mund.

Chefdyrlæge ved Det Internationale Rideforbund (FEI), Göran Åkerström, siger til TV 2, at de blå tunger sandsynligvis er et resultat af, at rytterne har haft for hårdt fast i tøjlerne. (Det er dog ikke oplyst, hvilke ryttere, der er under mistanke, men de berørte har været indkaldt til samtale. Det har ingen af de danske ryttere været, oplyser Dansk Ride Forbund).

Udover det dyrevelfærdsmæssige stridspunkt emmer dressursporten af elitisme. Det er en sport, hvor den, der har råd til den dyreste hest med den mest perfekte stamtavle, vinder.

En uddannet dressurhest koster fra en million kroner og opefter. Bevares, der er da også andre mere udstyrs-tunge sportsgrene i De Olympiske Lege, men hverken et spyd eller en racercykel kommer ligesom helt op i det lag.

Naturligvis anerkender jeg dressurrytternes mange træningstimer, deres slid og store drømme. Og tillykke til de danske dressurryttere Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Laudrup-Dufour, der vandt sølv i år i Paris. Det er en præstation, og de har vundet over nogle af de allerbedste indenfor deres felt.

Men i mine øjne er det bare ikke en OL-disciplin. Ligesom at hunde-agility selvfølgelig heller ikke er det, fordi også denne ‘sportsgren’ har fokus på, at det er hunden, der skal hoppe og danse. Om det er decideret synd for dyrene, vil jeg lade eksperter om at svare på.

I en rapport fra 2023 konkluderer Dyreetisk Råd, at hestes deltagelse i en konkurrence alene handler om menneskers interesser og ambitioner. Ikke hestens.

Alene under det her OL har en britisk dressurrytter måttet trække sig på grund af en piskevideo.

På samme måde måtte den danske dressurrytter Carina Cassøe Krüth vinke farvel til sin OL-billet i kølvandet på en træningsvideo, hvor hun var så hårdhændet ved sin hest, at hun blev indberettet til Dansk Ride Forbunds disciplinærudvalg.

I 2018 gjorde Folketinget det forbudt at have vilde dyr i cirkusmanegen, og derfor virker det mildest talt gammeldags stadigvæk at have dresserede dyr i OL-manegen.

Det er efterhånden svært at anskue dressursporten som andet end en uetisk rigmandspraksis.