Hvad hjælper nye anbefalinger for svangreomsorg, hvis jordemødrene alligevel ikke har tid til at følge dem, Magnus Heunicke?

Sundhedsminister Magnus Heunicke har ventet og ventet.

Men nu er de her. De nye anbefalinger for svangreomsorgen fra Sundhedsstyrelsen.

Det var dem, ministeren sagde, at han ventede på, da han i februar lovede nationale rettigheder til gravide og fødende. Ministeren ville gerne have de nye anbefalinger ved sin side, før han kunne komme tættere på, hvordan fødeområdet skulle forbedres.

Med anbefalingerne sætter Sundhedsstyrelsen med egne ord en ”national ramme” for regionernes og kommunernes organisering af området.

De kan opfattes som en slags ”best practice” på de mange forskellige aspekter, der tilsammen udgør svangreomsorgen, og er udviklet af blandt andet professorer, læger og jordemødre. De er anbefalinger – og dermed ikke noget, som den enkelte fødegang skal overholde.

Så langt, så godt, og nu er de her altså, og ministeren har også sagt ja til et opfølgende interview, men det er endnu ikke lykkedes at lave en aftale med ham, selvom femina har rykket for det flere gange.

Modsat er det lykkedes at få fat i formanden for Jordemoderforeningen, Lis Munk, som gerne vil kommentere på de nye anbefalinger.

- Anbefalinger løser ikke de udfordringer, vi har, og det faktum, at vi ikke har ressourcer nok til at give en god svangreomsorg, siger hun.

Ifølge hende er de nye anbefalinger ikke meget anderledes end dem, der senest udkom i 2013.

- Vi har hele tiden haft svært ved at leve op til dem, siger hun.

Men hvis hun skal fremhæve noget ved de nye anbefalinger, er det, at man har præciseret, at fødselsforberedelse skal foregå i mindre hold. Før fremgik det kun indirekte.

Hun fremhæver også, at man i de nye anbefalinger skriver, at der bør sikres ”kontinuerlig tilstedeværelse” af en sundhedsperson – typisk en jordemoder, fra kvinden er i aktiv fødsel eller tidligere ved behov.

- Men det, der kommer til at være afgørende, er, om der følger ressourcer med. Anbefalingerne er ikke særligt meget værd, hvis der ikke følger økonomi med, siger hun.

- Med det massive pres, der har været fra kvinder, borgere, medier og jordemødre kunne det være klædeligt, hvis Magnus Heunicke meget snart kommer ud og siger: ”Det er det her, jeg kommer til at gøre.”

Et tørt stykke brød

Sofie Korsgaard er jordemoderstuderende og aktiv i græsrodsbevægelsen Jordemødre for Ligeløn. Hun ved, at mange jordemødre slet ikke kan leve op til anbefalingerne på fødegangene.

- For eksempel står der en masse spørgsmål og emner, som man bør tale om i en konsultation. Men realiteten er, at du ikke har tid til at nå omkring det hele, fordi du kun har 15 minutter. På mange måder stemmer anbefalingerne ikke overens med virkeligheden, siger hun.

Hun mener, det er fint at revurdere anbefalingerne, som skal komme de fødende til gode.

- Men de kan jo ikke bruges til noget som helst, hvis de ikke bliver fulgt, siger hun.

Og det gør de næppe, så længe der ikke er jordemødre på gangene.

Siden over 1.000 jordemødre og jordemoderstuderende i foråret skrev under på ikke at lade sig ansætte, før de blev lovet bedre løn, har især Region Hovedstaden haft mange ubesatte jordemoderstillinger. Ifølge den seneste opgørelse er 55 stillinger ubesatte.

Men får anbefalingerne jordemødrene til at tage job?

- Nej, det gør de selvfølgelig ikke, siger Sofie Korsgaard.

- Lige nu kan du ikke engang opretholde helt basalt beredskab, så man snakker om desserten, mens man ikke engang kan servere et tørt stykke brød. Det handler jo om finpudsning - hvordan det kunne være rigtig godt for de fødende, men du kan ikke engang stille med et nødberedskab, hvis du skulle strejke. Det er helt absurd.

Sofie Korsgaard og Jordemødre for Ligeløn efterlyser ligesom Jordemoderforeningen politisk handling.

- Løfterne er fløjet fra alle sider af de politiske fløje, hvor partierne har haft travlt med at være forargede over forholdene på fødegangene, som var helt forfærdelige, men indtil videre er der ikke sket noget.

Hvor meget tålmodighed har I tilbage?

- Vi HAR allerede mistet tålmodigheden. Det gjorde vi, da vi skrev vores erklæring. Nu ligger bolden på politikernes banehalvdel, og der skal handling og ikke flere ord og gode intentioner til at få os tilbage på fødegangene.