”Hver gang jeg deler et “se min mave”-foto, gyser jeg lidt for, hvad det kan betyde for andres humør”

Jeg har fået den der gravid-mave. Stickerbumperen for gravide.

Punktet i graviditeten, hvor du ikke længere kan skjule, at du har haft sex, og der vanker konsekvenser.

Jeg elsker den mave. På en måde. Jeg hader den også, men det vender jeg tilbage til.

Jeg elsker maven, for den viser mig dagligt, at jeg har en atomraket direkte på vej mod mit ellers fredelige, rare liv, og når den rammer og eksploderer til juni, kommer der tårer, vågne nætter, komplet lykke, uudgrundelige kærlighed og håbløshed og fedter det hele ind. Igen.

Jeg elsker spændingen, forventningen og den absurde mave og vil gerne dele, at jeg er i gang med det her.

Genindlæs din browser, hvis opslaget ikke kommer frem.

Men jeg er også typen, som bliver så ufatteligt ængstelig, hver gang jeg poster.

For når jeg er gravid, er der nogen, som ikke er, og ikke på den “jeg har valgt børn fra”-måden. Nej, på “hvorfor bliver det aldrig mig”-måden.

Dem, som er alene, dem, som endnu ikke har fundet en regnbuefamilie, som rummer det hele, dem, der har mistet.

Og så er der dem, som kæmper med fertiliteten, som har forsøgt igen og igen, som sprøjter hormoner ind i ømme, små folder på maven og spiser medicin for at kunne være helt og aldeles fertile i korte sekvenser måske hver måned.

Dem, som har tisset på et hav af test og læst de negative svar, mens de har sms’et lykkelige hilsner til lykkelige venner, som var i gang med andet eller tredje barn.

Er det mit ansvar at passe på andres følelser?

Jeg har ikke før været synderligt bevidst om, at det er hverdagen for rigtig mange mennesker.

Men de seneste par år har jeg læst, hørt, set og fået fortalt om den kamp i en sådan grad, at hver gang jeg deler et “se min mave”-foto, gyser jeg lidt i baghovedet for, hvad det kan betyde for andres humør.

Omvendt er det jo min virkelighed, at jeg kan blive gravid i slut 30’erne uden anden hjælp end min mands.

Kald det, han gjorde, for hjælp, kald det, hvad du vil - pointen er, at graviditeten kom hurtigt.

Og er det egentlig mit ansvar at passe på andres følelser? Nej, jeg kan ikke leve mit liv, mens jeg konstant skal vurdere, om andre kan stikke sig på det.

Men min hjerne kan sagtens sige til mig, at jeg skal forsøge.

Især fordi jeg i dag ved mere, end jeg gjorde for syv år siden, da jeg stod med samme slags mave og tog fotos af mig selv i spejlet.

I dag ved jeg, hvad der venter mig. Jeg ved, hvordan det er at se andre kvinder være gravide, mens jeg selv bløder efter en ufrivillig abort.

Både kvinder jeg elsker, men også dem, som bare er der på små, glitrende firkanter på Instagram.

For de påvirker også mig. Jeg elsker den mave, men jeg hader den også, som jeg skrev.

Ja, jeg er også øm i følelserne efter en omgang scrolling. Trods min lykkelige graviditet og min efterhånden moderat voksne alder, så klør det også i mit selvværd, når jeg ser verden i firkanterne.

Nips med store smil og små maver

Jeg har grædt mig selv i søvn - en klassisk middagslur i øvrigt - over, at min graviditet på ingen måde kun er placeret på maven.

Jeg kan ikke kende min krop i spejlet, men mine gravide veninder ligner sig selv plus et lille bump.

Jeg bruger SÅ meget tid på at finde tøj, som kan få opmærksomheden væk fra de 20 plus kilo, jeg slet ikke burde have taget på endnu. Nips med store smil og små maver muter jeg helt, også lidt i real life.

Jeg kan også være helt nede over, at jeg ikke fik nummer to barn før.

Eller på mørke dage, at jeg nu sidder i saksen med livmoderen fuld af endnu et barn.

Jeg kan mute mennesker, som jeg holder af, alene fordi de udviser for meget energi, mens jeg knap kan huske, om jeg har fået bukser på.

Jer, der har fået hundehvalp, sommerhus med havudsigt og blafrende gardiner, jer med antistoffer i blodet eller med nye personlige løberekorder. Jeg slukker for jer.

Jeg kan være bitter helt ind i kernen over, at jeg ikke bare kan arbejde løs. To uger inden jeg opdagede, at jeg var gravid, sagde jeg min faste stilling som radiovært op og blev så ramt af to måneders kvalme fra helvede.

Høje på hormoner og fede af babyer

Opsigelsen har jeg ikke fortrudt, men det har sat et pres på karrieren, at jeg ikke kunne sige ja til fede drømmeprojekter, fordi jeg var syg og kørt over.

Og derudover gravid - og dermed ikke egnet til de store langtidssatsninger nu her.

Så. Friggin. Bittert.

Og alt det her er jo vand i forhold til den følelse af afmagt, som det må være ikke at kunne få hul igennem til en graviditet, mens hele Instagram-land er høje på hormoner og fede af babyer.

Der er ikke noget, jeg kan sige, der kan gøre det nemmere, men det er som bekendt heller ikke mit eller nogens ansvar at skrue ned for egen lykke af frygt for, at andre kan skære sig på den.

Det er dog mit ansvar at slukke for dem, som påvirker mit humør. Det er en pligt for ethvert menneske at sortere det og dem fra i livet, som gør dig ked.

Ingen følelser er endelige, sagde Rilke, og jeg siger, at du lever kun dit eget liv, ikke nogen andres.

Du må gerne klippe det ud og sætte det i en citat-boks på Instagram, mens du sletter alle dem, som gør dig kede af det.

I mellemtiden går jeg ud til spejlet og forsøger at finde en vinkel, hvor jeg føler mig smuk gravid.