Jeg er ved at blive modløs, da tjeneren i den propfyldte restaurant spørger: ”Is it just you? Table for one?” For ja, det er bare mig

Johanne Bille er forfatter og kulturredaktør på femina update. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Lissabon er flodbrise, stejle skråninger, udsigtspunkter og klinkebelagte husmure. Jeg er rejst til hertil for at arbejde, men jeg har også en hemmelig mission, som jeg ikke har fortalt nogen om.

Jeg går og går gennem byen, op og ned, velvidende at det snart er tid til at gøre noget, jeg frygter. Min mission?

Jeg vil gerne nyde at gå på restaurant alene.

Mens jeg går gennem gaderne, mærker jeg det boble ubehageligt i mig. Min puls er høj, tror jeg, håndfladerne svedige. Bare tanken om så meget som at gå alene ind på en restaurant giver mig åndenød. Og ligefrem nyde det? Det synes umuligt.

Sådan har det ikke altid været.

Tidligere har jeg spist alene, når jeg har været ude at rejse, men det er mange år siden nu, og jeg var yngre. Især, da jeg boede et par måneder i Slovenien i et kunstnerkollektiv, gik jeg ofte ud og spiste alene på den lokale restaurant, og ja, jeg nød det.

Men da turen var slut, og jeg kom hjem, gik årene, uden jeg spiste på restaurant alene, jeg boede med min kæreste, og nu har jeg – det er pinligt at indrømme – endda svært ved at gå ind på mit lokale kebabsted og spise alene, selv om jeg kender indehaveren og dem, der kommer der.

For nogle måneder siden spiste jeg frokost alene i kantinen på arbejde, fordi jeg havde et møde i den almindelige frokosttid, men jeg spiste lynhurtigt for at få pinen til at stoppe. I løbet af 10 minutter var al maden på min tallerken væk.

Middagsaftaler

Det bliver aften, og jeg sætter mig og drikker en lille øl på det lokale torv, som er propfyldt. Jeg ser lidt rundt, og det slår mig, at jeg nyder at sidde her med min øl.

Hvad er egentlig forskellen på at sidde med en øl på et torv og at gå ud på restaurant alene? Det har noget med maden at gøre, tror jeg.

I tænketanken Madkulturens undersøgelse af måltidet fra 2021 ses det, at syv ud 10 danskere foretrækker at spise sammen med andre. Kun seks procent foretrækker at spise alene.

Og når det kommer til at vælge mellem maden eller selskabet, siger 36 procent, at de vægter selskabet højere end maden. Det er faktisk det normale i Danmark at spise sammen med andre, selv om næsten halvdelen af alle husstande kun har én beboer.

Hele tre ud af fire danskere oplever at spise aftensmad med andre på en gennemsnitlig dag. Noget kunne altså tyde på, at selv de danskere, der bor alene, som jeg gør det, foretrækker at spise med andre.

Overalt, hvor jeg kigger hen, er det også det, jeg ser. Restauranterne bugner med selskaber, min kalender er fyldt med middagsaftaler, når jeg kommer hjem fra Lissabon, og jeg har to gange om måneden familiemiddag med hele familien og spiser ofte aftensmad med min mor.

"Table for one?"

Jeg kan ikke udskyde det meget længere. Øllen er drukket, og nu er jeg så rasende sulten, at det er svært at holde ud.

Jeg har undersøgt alle restauranter i nabolaget hjemmefra og udvalgt mig den, jeg synes ser mest egnet ud til, at jeg kan udføre min mission.

Restauranten ligner fuldstændig de billeder, jeg har set af den på nettet, da jeg går den korte vej fra det lille torv derhen. Den er lille med smukke blå klinker og et åbent køkken, hvor kokkene steger rejer over åben ild.

Der er propfyldt, og jeg når at blive modløs – har de overhovedet en plads til mig? – da tjeneren kommer mig i møde.

– A table, please, siger jeg og kan høre, hvordan min stemme ryster.

– Is it just you? Table for one?

Det er, som om tjeneren måler mig med blikket, da han siger det, og jeg forestiller mig alt det, han kunne tænke.

Hun har ingen venner eller familie. Hun er single. Hun er ensom. Og måske endda: Hun er et skrækkeligt menneske, så ingen kan holde hende ud at spise middag med hende.

Hjertet banker, og mine håndflader bliver svedige.

– Yes, it’s just me.

Og tjeneren smiler et stort smil, ”just a minute”, for så at finde et lille klapbord frem, rykke nogle borde til side (med mad og glas og gæster og det hele) og slå det lille klapbord op lige midt i lokalet.

Det er løgn, tænker jeg, og ser rundt på de smukke klinkebelagte vægge og alle de spisende grupper. Skal jeg sidde her til skue? Men det skal jeg, så jeg sætter mig ned. Alene.

Alene eller ensom

Mens jeg sidder med menukortet i hænderne og den sludrende snakken rundt om mig, tænker jeg på, om min angst for at spise alene kommer af en angst for at indrømme, ligefrem vise, at jeg er alene meget af tiden.

Jeg har ingen kæreste, jeg bor alene, jeg skriver bøger alene, og jeg kan godt lide at tage i sommerhus alene et par gange om måneden.

Da jeg spiste i Slovenien, så mit liv meget anderledes ud. Jeg havde en kæreste, og derhjemme boede jeg i et lille kollektiv. Det var, som om at roen over at vide, at jeg havde disse ting, gjorde, at jeg ikke var bange for, hvad andre tænkte om mig og mit liv.

Jeg troede egentlig stadig, jeg var det – ligeglad. Der er forskel på at være alene og ensom, plejer jeg at sige, når jeg bliver spurgt, om jeg ikke snart ”skal finde én” eller ”stifte familie”, og selv om jeg troede, jeg mente det, når jeg sagde sådan, må der alligevel være en angst i mig for at blive, måske ligefrem være, ensom og opdage denne ensomhed ved at foretage en aktivitet (middagen), der ellers er så tæt forbundet med at være sammen med andre mennesker.

I Madkulturens undersøgelse af måltidet ses der da også en sammenhæng mellem ensomhed og at spise alene. Dem, der spiser alene, er ofte mere ensomme, simpelthen.

Jeg bestiller parmesanrisotto med svinekæber og en lille øl. Ikke fordi jeg som sådan har lyst til noget af det, jeg har mest af alt bare lyst til at komme ud fra dette sted, hvor det føles, som om alle kigger på mig, siddende der alene i midten af rummet, men jeg har en mission, og nu må jeg gøre det bedste, jeg kan, for at udføre den.

Jeg venter længe på maden, de har travlt i køkkenet. Er jeg ensom, som jeg sidder her – og generelt?

Egentlig tror jeg det ikke. Mine svedige håndflader og min hjertebanken kommer vist ikke af, at jeg ville ønske, jeg var mindre alene. Den kommer af, at jeg er bange for, at andre tror, jeg ville ønske, jeg var mere sammen med andre.

Det handler i grunden om noget ret eksistentielt. Over at være bange for ikke at passe ind. I en verden, hvor måltidet ses som en social ting, men også hvor man for eksempel forventes at have kæreste, måske endda børn, når man fylder 30, som jeg gør om få dage.

En verden, hvor næsten halvdelen af os bor alene, men hvor vi alligevel ophøjer kernefamilien og det fælles måltid til det rigtige. Til det, vi skal efterstræbe. Ønsker jeg nogle af disse ting?

Jeg tror det faktisk ikke. Jeg er så lykkelig for mit liv og alt det, det indeholder. Jeg bor alene, fordi jeg har lyst til at bo alene. Jeg skriver bøger alene, fordi jeg har lyst til at skrive bøger alene.

Jeg tager i sommerhus alene, fordi jeg har lyst til at tage i sommerhus alene. Og vigtigst: Jeg sidder her og spiser alene, fordi jeg har lyst til at spise alene.

Her

Så snart, jeg har tænkt tanken, er det som om, noget i mig bliver lettere. Maden er jo fremragende, svinekødet perfekt salt og sødligt, og parmesanrisottoen lige præcis al dente og samtidig cremet.

Jeg forsvinder ind i maden, nyder hver en mundfuld, og ind i mine egne tanker, det er som om, jeg ikke længere kan høre middagsselskaberne omkring mig.

At gå ud at spise på restaurant alene kan være svært, for det er at blive konfronteret med den alenehed, der hører med til at være menneske, tror jeg.

It’s just me, sagde jeg til tjeneren, da han spurgte, om jeg skulle have et bord til én. Det er bare mig, men ikke bare mig.

Det er mig, der sidder her på restauranten, og jeg er egentlig ret godt selskab, slår det mig, da jeg lægger gaffel og kniv fra mig, tømmer min øl.

One more beer? spørger tjeneren i forbifarten, og jeg siger ja, for jeg har lyst til at fejre mig selv, selv om mine håndflader stadig er en smule svedige, og min puls ikke er helt i sit vante tempo.

Jeg ved ikke ligefrem, om jeg nyder at spise alene, men jeg har gjort det, og i morgen gør jeg det igen.

Du kan lytte til femina update-podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: