"Jeg får lidt prædikatet af at være hende, der ødelægger den gode stemning"

Min bedste debat:

– Den fedeste handlede om, hvor forskelligt vi kvinder ser på vores rolle i familien og i erhvervslivet. Den foregik på Folkemødet på Bornholm sidste år, Aller Media havde arrangeret den, alle fik taletid, alle lyttede til hinanden, bølgerne gik højt, men der var gensidig respekt og grin, og tilhørerne bidrog til det hele.

Min værste debat:

– Under en debat i Jylland om svineproduktion blev jeg overfuset af vrede landmænd, og arrangørerne klagede over mig, fordi jeg tillod mig at være uenig med dem. Det var en direkte dårlig dag på kontoret. Men sådan er det også.

Trusselsbillede:

– Jeg har tidligere fået de sædvanlige ”Vi ved, hvor du bor” og ”Du skulle voldtages”. Men ikke inden for de seneste år. Jeg tror ikke, de tør. Folk har rimelig meget respekt for mig.

Anna er kriserådgiver i eget firma, WeDo Communication. Hun er også meningsdanner og kalder sig selv henholdsvis ”meningsdanner-Anna” og ”rådgivnings-Anna”. Den første er offentlig, højrøstet og åben. Den anden arbejder med kunder i lavmælt, lukket fortrolighed. De to skal bevidst holdes adskilt.

– Jeg har faktisk altid været et debatmenneske. Der er bare forskel på at være det, når man er en lille ukendt dame og en mere kendt dame, som jeg er blevet det nu. Men jeg er et demokratisk menneske, og jeg har altid været ekstremt bevidst om demokratiet som en politisk styreform, som er, jeg vil ikke sige ideel, men det bedste af alt, hvad jeg har set i hele verden.
Der er sikkert nogle, der synes, at Anna er ”for meget”. Der er til gengæld også dem, hun synes, er ”for lidt”.

– Når jeg en gang imellem er sammen med kvinder og gerne vil diskutere politik eller indretning af samfundet, så får jeg lidt prædikatet af at være hende, der ødelægger den gode stemning, og det var jo ikke det, der var meningen med, at vi var sammen

– … Men nu har jeg det bare sådan, at nu har jeg hørt om overgangsalder og irriterende chefer og mænd, der går i det forkerte tøj eller ikke laver nok derhjemme og om mental load. Nu har jeg hørt nok om det. Skal vi ikke tale om samfundet nu? Men nej – det med at tale politik er der ikke altid meget stemning for. Men vi er altså nødt til i det her demokratiske samfund at være engagerede ud over det, der lige kommer os selv ved.

– Jeg er et foreningsmenneske, jeg er grundtvigianer, jeg er rundet af det forpligtende fællesskab. Jeg synes bare, at jeg nu om dage oplever, at folk da godt kan lide fællesskab – men ikke forpligtende.

– Når folk er med i foreninger, så handler det ofte kun om dem selv. Når man sådan går dem lidt på klingen: Hvad får jeg eller mit barn ud af at være med i den her forening? Den her lidt selvcentrerede mig-mig-mig-tendens kan jeg godt have det lidt svært med. For hvis det ikke også handler om andre mennesker, så tror jeg, det hele kollapser på et tidspunkt.

Masser af følelser

Hvad karakteriserer debatlivet i Danmark?

– … Følelser. På godt og ondt. Her på det sidste meget på ondt. Der skal jo være følelser, man skal være dedikeret og engageret. Men der er altså en fremherskende manglende evne til at se tingene på andre måder, til at gå ind i andre synspunkter end ens egne.

– Jeg står dybest set for det samme, som jeg altid har gjort. Det tror jeg, at flere mennesker efterhånden forstår. Jeg oplever i hvert fald en stigende respekt. Men man skal ikke tage fejl: Jeg har ikke noget ønske om at folk virkelig skal kunne lide mig i det her. For det er samfundet, vi diskuterer, det er ikke, om Anna er en idiot. Det er samfundsforhold, vi skal diskutere.

– På den måde er det ikke sådan, at jeg bliver ked af det, når nogen er uenig med mig. Jeg bliver ikke engang ked af det, når folk sviner mig til. Jeg tager det ikke personligt. Jeg bliver ikke bange. Jeg bliver lidt trist på demokratiets vegne. Det, vi er endt i nu.

Endt i nu?

– Jamen, det er ekstremt polariseret. Vi står simpelthen og råber, og det er blevet værre og værre. Israel/Gaza-
konflikten er ligesom katalysator. Jeg synes, jeg i stigende grad oplever, at mennesker, der gerne vil være inkluderende, siger: ”Prøv at høre, det er synd for de mennesker” – en eller anden vilkårlig gruppe. Dem vil de gerne have, at vi inkluderer noget mere. Men i samme ombæring bliver de selv ekskluderende. Det, synes jeg, er mærkeligt.

Vi oplever en eksplosiv vrede i et velfærdssamfund?

– Ja, og en fuldstændig afmontering af nogle grundlæggende principper, som vi ellers plejer at være enige om. Man kan lide det eller lade være, men demokratiet er så viseligt indrettet, at det er flertallet, der bestemmer, og sådan er det. Eller det er det måske ikke længere?

– Jeg bliver f.eks. kaldt racist, fordi jeg insisterer på, at de mennesker, der ikke er enige i de grundlæggende principper om, hvordan vi driver det her samfund, deres ideologier kan jeg simpelthen ikke fordrage. Det er ikke at være racistisk i min optik. Jeg synes, vi er ved at være der, hvor vi er nødt til at beslutte at bakke op om vores demokrati, hvis det skal overleve.

Obskur dagsorden

– Lige nu oplever jeg faktisk, at der er kræfter i landet, som dybest set kan stille op med en eller anden obskur dagsorden og måske få flertal – så de kan afskaffe demokratiet. Det er både svagheden og styrken i demokratiet, og det synes jeg er ekstremt stærkt, men jeg har aldrig før set det som noget sårbart, fordi jeg har troet, at vi var bevidste om vores egen ideologi og bakkede op om den. At vi var bevidste om vores egne rettigheder.

– Dem vi har kæmpet for, for det er jo ikke noget, vi altid har haft i Danmark. Det virker bare, som om nogen siger, at der er nogle andre ideologier – og nu taler vi ikke bare muslimer – som vægter højere end vores. Det har jeg det ret stramt med.

Har du så fået endnu større vilje til at blive på øretævernes holdeplads?

– Altså, man kan ikke melde sig ud af det her. Der er forskellige måder, man kan gøre det på hver især. Men jeg mener, at vi bliver nødt til at insistere på den velfærdsdemokratiske samfundsmodel, vi har. Den skal vi holde fast i. Og det betyder, at der måske er noget, vi skal gøre op med, noget, som vi har ladet passere.

– Det kan f.eks. være at holde fast i, at vi har ret til ytringsfrihed inden for lovens grænser. At vi insisterer på, at vi har nogle regler, og det er dem, vi skal overholde. Det er loven. Grundloven. Færdselsloven. Det er loven, vi kører efter. Ikke andet.

Så ikke et ord om religion i den forbindelse:

– Vi har besluttet at køre kristendommen ud et sted, hvor vi kan bruge den som guide i vores spirituelle liv. Hvis vi vil. Ellers er det sekulært. Så det er domstolene, der bestemmer, og sådan er det bare. Vi har også nogle rettigheder, som kvinder har fået, som vi ikke går på kompromis med. Og som minimum har vi ret til at sige det højt og sige, hvad de rettigheder går ud på. Uden at blive kaldt racister. Den samfundsmodel mener jeg, at man bliver nødt til at købe ind på for at være her.

Hvad påvirker dig mest følelsesmæssigt, hvis bølgerne går højt?

– Det føles frustrerende, men det føles samtidig, som om der er endnu mere grund til, at vi er nogle, der går ind i debatten. Jeg kommer selv ud af en landbrugskultur, som er en af pillerne i det danske velfærdssystem, og det, jeg dermed står for, er på den måde noget, der dækker rigtig mange mennesker i Danmark – hvor vi kan blive enige om det meste. Der er nogle forskellige partier, men vi kan stadig blive enige.

– Men jeg oplever, at det lidt tavse flertal dukker nakken for meget, og at vi mere og mere skal forsvare grundlæggende ting i vores samfund. Folk trækker sig i den polariserede debat. Det bliver et mindretal, der har lov til at gøre alt, mens det tavse flertal dukker nakken af frygt for at blive udskammet. Og det er megausundt. Vi må insistere på at blive ved med at debattere, at trække sig og dukke nakken er både udemokratisk og udannet

”Tag en slapper”

Hjemme i lejligheden på Amager vender Anna jævnligt debatmiljøet med sin kæreste Bill.

– Og hvis han en gang imellem siger, om jeg ikke lige skulle lade noget ligge, er det mest af bekymring for mig: ”Måske skulle du lige bare tage en slapper, bare lade være med at have en holdning til det dér, for jeg kan se, at du kommer i kæmpe uvejr.” Så kigger jeg på ham og siger: ”Altså, der er simpelthen nogle af os, der bliver nødt til at gå den her demokrativej. Og på den rationelle vej. Det er den måde, vi har styret landet på, og det er sådan, det er gået godt for Danmark. Hvis vi frafalder det, hvis alle bare er ligeglade, så har vi ingenting til sidst. Så jeg er en af dem, der har valgt at gå på vejen og gå fremad.

Hvilke omkostninger har det?

– Nu er jeg et rimelig positivt menneske, så jeg tror egentlig ikke, at jeg lægger mærke til det, men ja, det har da helt sikkert haft nogle omkostninger. Der er nok nogle af mine kunder, der synes, at jeg har været for udadvendt og offentlig. Men sådan må det være. Jeg bliver ikke en dårligere kommunikationsrådgiver af at være samfundsdebattør.

Hvad har du lært om dig selv af at være et debatmenneske?

– Jeg har lært at stå ved mine værdier. Når jeg konfronteres med folk, der er uenige med mig, bliver jeg jo klogere. Jeg kan også rykke mig, men mine grundlæggende værdier er de samme. At have dialog og kunne tale om tingene og finde en fælles vej ud fra de demokratiske principper og den retsstat, vi har – det, bliver jeg bare mere og mere overbevist om, er det rigtige.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 34/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.