Jeg gik de 200 meter fra min stamcafé til min hoveddør. I løbet af de få skridt, jeg tog, blev der råbt ad mig

Johanne Bille er forfatter og kulturredaktør på femina update. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Så er sæsonen begyndt - for asparges, for kirsebærtræer i fuld flot og sene aftener med uldtrøjer. Foråret har ramt landet! Men hvor vildt blomstrende og sprudlende det end er, betyder det også for mange mennesker, at noget ret ubehageligt er indtruffet i deres liv, som havde det aldrig været væk.

Catcallingsæsonen – direkte oversat ”gadechikane” - begynder nemlig også nu sammen med alt det fortryllende.

Ikke at den har været væk som sådan, men den har været i dvale. Vi har kunnet pakke os ind i store frakker og tørklæder og på den måde beskytte os mod kommentarer og tilråb. Men med foråret kommer en trang til at lufte kroppen. Vi vover pelsen: åbner jakker, løsner tørklædet, tager måske endda en høj støvlet på og en kortbenet chinobuks.

Og så sker det.

Man(d) råber af os, man(d) pifter, man(d) kan ikke lade os gå forbi uden at kommentere det. Man(d) kigger, som var ens krop et fluepapir, man(d) lader blikket vandre fuldstændig uden pli.

Jeg skriver dette efter at være gået de 200 meter fra min stamcafé hen til min hoveddør. I løbet af de få skridt, jeg tog, blev der råbt ad mig. Egentlig var det ikke stødende, det, der blev råbt. Vedkommende sagde, jeg så godt ud, men der blev råbt, og jeg krympede mig. Råbet gjorde, at jeg ikke længere bare var mig selv der på gaden, nej, jeg var et objekt, man(d) kunne bedømme.

Jeg er så træt af ikke bare at kunne være mig selv i foråret. Ikke at kunne gå på gaden med musik i ørerne og bare nyde fortovet forsvinde skridt for skridt. Jeg er så træt af hele tiden at skulle gøres til genstand for andres begær, aldrig at kunne slappe af i mig selv. Hver gang, en mand pifter ad mig, bliver jeg bevidst om, at jeg er en krop i en andens blik. Jeg ser mig selv udefra. Som én, man kan begære, have sex med, i yderste konsekvens voldtage.

Hvad skade gør et blik, et råb? Det spørgsmål møder jeg ofte, når jeg fortæller om mit ubehag over mænds catcalling. Svaret er, at det devaluerer min berettigelse til at være mig selv, det intervenerer mit personlige rum, det gør mig til et objekt og intet andet.

I en undersøgelse foretaget i Australien i 2018 rapporterede fire ud af fem af de adspurgte kvinder, at de havde oplevet catcalling. En anden undersøgelse fra Sverige viste, at flere end to ud af tre af de adspurgte kvinder havde oplevet det. Jeg er med andre ord ikke alene.

Og det er alvorligt. For i sidste ende er catcalling forstadier til det, der gør, at man ender med at forulempe, voldtage og myrde kvinder. Det lyder måske radikalt, men jeg mener det. At catcalle nogen, råbe efter dem på gaden, er at legitimere den voldtægts- og kvindedrabskultur, der stadig trives i bedste velgående i Danmark såvel som i resten af verden.

Da jeg blev catcallet tidligere i dag, var det ensomhed, men også skam, der fyldte mig. Jeg skammede mig over at have tilladt mig selv at blive synlig. Over at have en for nedringet bluse på, en for åben frakke, lidt for høje sko. Lidt for meget glæde i mit smil, lidt for god attitude. Jeg har selv bedt om det, tænkte jeg, du må pakke dig bedre ind næste gang. Jeg følte mig pludselig forsvarsløs; som var jeg gået ind i en leg, hvis konsekvenser jeg ikke var klar på.

Og så jeg blev offer for det, der ofte rammer én, der catcalles: Man vender skylden indad mod sig selv. Man går med det selv. Man smiler måske, man ryster afværgende på hovedet. Man håber, det går over, så snart man er gået forbi. At det bare bliver ved dét og ikke andet, ikke noget værre.

Realiteten er dog, at det ikke er din skyld, du bliver catcallet. Du har ikke fortjent det, andre udsætter dig for. Du har ret til at gå på gaden, som dig selv, og nyde foråret. Helt uden at nogen råber efter dig.